Hej Iben.
Lige allerførst: Lad være med at kalde din kats far for en vildkat
Der findes ikke en stamme af Den Europæiske Vildkat fritlevende i DK -
og vel egentlig heller ikke en ren stamme noget sted i hele Europa
Faderen har nok snarere været en forvildet huskat - eller er selv født
af sådan en mor...
Disse forvildede tamkatte lever et helt andet liv end vores
"stuetigre"... og det er selvfølgelig klart at deres instinkter og
væremåde _skal_ være noget mere "nervøst" og skeptisk anlagt... Hvordan
skulle de ellers kunne klare sig?
Min Saga er også datter af en velpasset huskat og en ... tja - hankat
Dog var Saga's mor selv ud af et kuld af forvildede huskatte... fundet
og indbragt på Inges Kattehjem som ca 6 uger gamle med deres mor....
Hun er blevet præget og socialiseret hos en god og kærlig familie i sine
3 første levemåneder- og så flyttede hun hjem til os...
Jeg plejer at kalde hende for en "atavisme"... netop fordi hun _er_
langt mere sig selv end nogen af mine andre katte... Jeg er fx ikke i
tvivl om at hun nok skulle kunne klare sig alene, hvis det nogensinde
kom på tale!
Med andre ord... jeg mener at hun er tæt på den oprindelige _tamkat's_
vilde forfædre!
Hun har ikke behov for at blive elsket... hun kræver det
... og i
mange år var jeg faktisk i tvivl om hun blev hos os fordi vi var søde og
hun holdt af os... eller om det blot skyldtes at foderet var okay og hun
altid havde et varmt og tørt sted at være
Hendes temperament er rædselsfuldt... jeg ved aldrig, hvornår hun siger
fra eller til (men jeg ved _hvordan_ hun gør det - av ;)... Hun kan
reagere sky på ting som jeg ikke fatter skulle skræmme hende, mens
andet, som kan forskrække mig, ikke engang får hende til at vippe med et
knurhår! Når jeg så sætter mig og tænker efter, så er det altid
situationer, hvor en "vild" kat vil føle sig, sin eksistens eller sit
territorie truet, at hun reagerer...
Hun er ikke en døjt social - ville slet ikke have noget problem med at
tæske løs på mine andre katte! - og lever derfor alene... Hun hadede
synet af sine sønner, da de blev store - og gjorde en del for at jage
dem væk!
Hun accepterer ikke særlig godt fremmede (mennesker, hunde eller katte)
på sit territorie... og en fremmed gør bedst i at holde sig fra hende,
når hun er i det humør! Dog advarer hun altid før et angreb - jo, hun
har sit kattesprog i orden!
Med alderen er hun dog blevet noget mere omgængelig... hun sætter stor
pris på at sove en regnvejrsdag væk... og er drønirriterende, indtil man
endelig lægger sig på sengen og gør hende selskab
Før i tiden lagde
hun sig blot ude under sit store grantræ, hvor hunden har gravet en
hule...
Vi lokker hende af og til med noget ekstralækkert guf - og så
"forlanger" vi at der lige skal nusses lidt, inden hun får det... Noget
for noget!
Vi har aldrig gjort noget for at få bedre kontakt med Saga... faktisk
mente vi (og et lille hjørne af mig mener det stadig!) at hun bare
opførte sig som en kat burde... og hun har altid fået den plads og det
rum, som hun har krævet... Intet er nogensinde blevet tvunget ned over
hendes hoved - netop fordi vi jo var nervøse for om hun så bare gik!
Heldigvis har hun så taget de forandringer i sit liv som naturligvis har
været (bare det at vi fx fik to hunde!) med stiv pote... nå, ja - sådan
da
Som du kan forstå, så mener jeg at Ja, der findes katte, som er tæt på
deres vildtlevende forfædre... også selv om der er gået flere tusinde
generationer af (mere eller mindre bevidst) avl på de mest omgængelige
individer forud for det, som vi idag kalder huskatte
Og se.... det er hvad jeg kalder en ÆGTE KAT! ;-D
Nyd de få, som stadig findes!
Mvh Ann - der ville ønske at jeg kunne få fingre i en _ægte_ Europæisk
Vildkat... sikke en udfordring!