Hej!
Jeg er lige rendt ind i et besynderligt problem:
Jeg har for et godt års tid siden lejet et 25 m2 stort (lille) 
lokale i en gammel fabrik, som ligger få hundrede meter fra mit 
hjem. Lokalet bruges bl.a. til at opbevare 2 ældre sportsvogne (den 
ene under restaurering), en motorcykel samt div. vinterdæk og en del 
løsdele og værktøj til bemeldte sportsvogne.
Lejekontrakten giver både lejer og udlejer et skriftligt 
opsigelsesvarsel på 3 mdr.
Jeg har ikke besøgt lokalet i et par måneder, men da jeg forleden 
nat var på vej hjem, slog jeg lige et smut inden om stedet for at 
afhente mine vinterdæk. Stor var min forundring, da jeg erfarede at 
låsen på porten til mit lokale var udskiftet.
Jeg har altid passet mine ting mht. lejemålet, har ingen 
kontroverser haft med udlejer og har betalt min leje punktligt.
Jeg var så forbi i dag for at høre udlejer hvad problemet var, og 
det viste sig at udlejer havde udlejet lokalet til en anden lejer, 
idet han - ved at lave et par par forandringer - havde kunnet få 
(væsentligt?) mere i leje.
Mine effekter var så flyttet til et andet lokale, hvor der for det 
første var fri adgang til udefra (det er der gjort lidt ved nu 

, 
for det andet var tingene stillet så man ikke kunne komme til dem 
uden at flytte om på dem hver gang, og for det andet skulle man 
flytte en del af udlejers ting for at komme til.
Jeg var mildest talt rystet.
Jeg ved ikke helt hvordan udlejer har kunnet flytte tingene (fx var 
motorcyklen fastlåst med en wire til en af bilerne), ligesom jeg 
ikke umiddelbart kunne erfare om effekterne har taget skade, eller 
om der manglede noget.
Udlejerens noget lamme undskyldning var, at han "ikke havde kunnet 
få fat på mig" idet "min telefon meldte, at nummeret ikke 
eksisterede, ligesom han påstod uden succes at have forsøgt at 
træffe mig på min bopæl et par gange. Han havde derfor(!) klippet 
min dyre og ret solide hængelås af, havde flyttet mine effekter, 
lavet sine påtænkte forandringer og udlejet mit lejemål ud til ny 
lejer pr. 15/10-2002. 
Han erkendte at han *ikke* havde skrevet til mig (evt. ved bare at 
stikke en seddel i postkassen). Mht. at min telefon ikke skulle have 
virket, er han også helt galt på den; den har virket hver dag i den 
omtalte periode, og jeg fik ham da også til lige på stedet at 
forsøge at ringe mit nummer (som er påført lejekontrakten) op, og 
det lykkedes uden nogen som helst problemer at komme igennem til min 
(måbende) kæreste. Min telefonlog for indgående opkald viser da 
heller ingen opkald fra ham i perioden eller for den sags skyld 
nogen sinde.
Jeg meddelte udlejer at jeg var stærkt utilfreds med hans 
dispositioner, at de efter min mening var dybt ulovlige og at jeg 
ville vende tilbage når jeg havde vurderet situationen nøjere.
Jeg er naturligvis af den opfattelse, at udlejeren har handlet klart 
ulovligt, men savner lidt paragraffer.
Herudover har jeg følgende spørgsmål:
1. Kan lejemålet nu øjeblikkeligt opsiges fra min side grundet 
udlejers misligehold af kontrakten?
2. Kan udlejer drages økonomisk til ansvar for de ekstraudgifter jeg  
nu vil få ved at skulle flytte 3 uindregistrede køretøjer og resten 
af effekterne?
3. Kan udlejer pålægges at udrede erstatning for den misligholdte 
kontrakt i almindelighed (tort?)?
4. Kan jeg forlange min indbetalte leje tilbage fra den dato han 
rent faktisk flyttede mine effekter (omkring den 01.10.2002)?
5. Er der alene tale om selvtægt, eller kan udlejers handlemåde 
betegnes som regulært indbrud?
Er der noget jeg har overset? 
 
Af akademisk interesse kunne jeg også godt tænke mig at vide, om jeg 
overhovedet kunne have været opsagt fra et erhvervslejemål, blot 
fordi lejer ønsker at udleje til anden side?
På forhånd tak for svar!