Dyrlægeloven skal reformeres
 Kontrollen med dyrs velfærd skal være uafhængig, kræver Dyrenes Beskyttelse
 
 
 07-11-2002 - Generel
 
 Dyrlægers kontrol med dyrs velfærd skal være uafhængig. Det stiller Dyrenes
 Beskyttelse krav om efter en ny afsløring af DR's Dokumentar om, at
 dyrlægerne svigter. I går var afsløringen om heste. Tidligere har det været
 overforbrug af medicin. Men det kunne lige så godt have været tilsyn og
 kontrol med dyrene i landbruget.
 
 Dyrlægerne inhabile
 De privatpraktiserende dyrlæger har et meget stort ansvar. De har i medfør
 af dyreværnsloven et ansvar for at gribe ind over for vanrøgt af dyr. Med
 nutidens lukkede staldsystemer har kun den praktiserende dyrlæge mulighed
 for at opdage, hvis landmanden bryder loven, og det går ud over dyrene.
 
 - Men landmanden er dyrlægens kunde, og da landmænd jo taler sammen vil en
 "emsig" dyrlæge hurtigt miste kunder. Dyrlægen er ganske enkelt i lommen på
 den landmand, han også skal kontrollere. Dyrlægen er inhabil. Han har en
 økonomisk interesse i sagens udfald. DR's Dokumentar beskrev med al ønskelig
 tydelighed konsekvensen, når nogle dyrlæger ikke kan håndtere denne
 inhabilitet. Med dyrene som taber, siger Ole Münster, direktør i Dyrenes
 Beskyttelse.
 
 - Derfor kan den privatpraktiserende dyrlæge ikke være kontrollanten, hvad
 vi også så i DR's Dokumentar, fortsætter Ole Münster.
 
 Nuværende system spillet fallit
 Det nuværende system har spillet fallit.
 
 Vi vil nu skrive til fødevareminister Mariann Fischer Boel med en opfordring
 om at igangsætte et hurtigtarbejdende udvalg, der kan komme med en reform af
 hele dyrlægesystemet.
 
 - Vi har ikke nogen patentløsning på, hvordan det skal være. Men vi har et
 hovedkrav: Dyrlægen skal være uafhængig, slutter Ole Münster.
 
 
 
 Marianne
 
 Hellemose Somali
 hellemose.som@paradis.tdcadsl.dk
 
 Some people have lives, others have cats
 
 
  
            
             |