|
| Nogen behandling for demens? Fra : Ally |
Dato : 05-11-02 23:12 |
|
Hej!
Hvis bekymringer var penge, var jeg en meget rig mand!
Min kære far på 69 år får flere og flere tegn på begyndende demens.
Han vrøvler ofte, spørger om den samme ting mange gange, og glemmer
meget. Da urene skulle stilles en time tilbage, kunne han pludselig
ikke forstå 24-timers systemet... at kl. 20 er lig med 8 osv. Da han
skulle køre fra Roskilde til Ballerup, kunne han ikke finde hjem, og
endte nede ved Næstved egnen... på trods af, at han havde både Kraks
kort og mobiltelefon med sig. Han kunne ikke huske sit eget
telefonnummer... men havde en bog med, hvori der stod alle
telefonnumre. Det tænkte han ikke over, og endte med at slukke
mobiltelefonen, så vi ikke kunne komme i kontakt med ham. Sådan kunne
jeg, desværre, blive ved.
Hvad gør man i sådan en situation? Han vil ikke indrømme, der er noget
galt. Findes der en behandling, som kan forsinke udviklingen? Jeg er
klar over, udviklingen ikke kan reverseres, men hvis der bare findes
en behandling, der forsinker den, er det klart værd at tage med.
Håber på hjælp, for det går mig virkelig meget på!
De venligste hilsener
Allan
--
E-mail: quincy_md@hotmail.com
ICQ#: 15 88 35 47
| |
June Last (06-11-2002)
| Kommentar Fra : June Last |
Dato : 06-11-02 00:23 |
|
>
>Håber på hjælp, for det går mig virkelig meget på!
>
>De venligste hilsener
>
>Allan
Kære Allan.
Ja. det er utroligt hårdt at være i din position lige nu og der er
desværre ikke nogen miralkkelkur.
Der findes medicin der kan forhale din fars demens. I bedste fald kan
han/I opleve en lille bedring i en periode, derefter er det jo svært
at graduere hvor slemt din far ville ha´ det uden medicin. Det er
MEGET vigtigt, at du går med din far til lægen og får konstateret om
der er tale om almindelig alders betinget demens eller
alzheimers(eller hvordan det nu staves !) - får en dialog igang med
lægen - der kan støtte jer og ham i det kommende forløb. En kontakt
til hjemmeplejen er også en meget oplagt indgangsvinkel for dig til at
drage omsorg for din far. De har dygtige folk i de fleste kommuner der
er specialicerede i netop demens. I vores familie har vi et ældre
menneske der er i samme situation - her kommer den samme person fra
kommunen til samtale hver 3 mdr. - der bliver taget en test ( der
netop er med til at afklare hvor fremskreden sygdommen er og i hvor
stor grad der evt. skal tilbydes extra hjælp). I den dårligste periode
blev der tildelt 3 besøg dagligt (idag reduceret til 2) plus tilbud om
aktivering i dagcenter nogle dage om ugen. Ligeledes hjemmehjælp i
hverdagen i det omfang der skønnes rimelig. Der er en masse små råd
til hverdagen - skriv om du har behov for nogle af dem - og på hvilke
områder. Husk endelig den lille meget simple ting at din far får nok
væske, det alene kan være med til at bedre hans situation. Håber du må
beholde din energi til at støtte din far, og prøv at tænke på hvornår
det er ubehageligt for din far - for der er også en del situationer
hvor det er os selv som pårørende der eer hårdest ramt af utryghed og
følelsen af svigt, så brug endelig din energi der hvor det hjælper din
far - og lad "tingene ligge" der hvor det er dit eller omgivelsernes
behov. Håber du kan bruge nogle af mine ord.
--
Kærligst June
| |
Ally (06-11-2002)
| Kommentar Fra : Ally |
Dato : 06-11-02 22:47 |
|
Hej June!
Tusind tak for din meget flotte besked!
On Tue, 05 Nov 2002 23:23:21 GMT, Junelast@hotmail.dk (June Last)
wrote:
[SNIP]
> En kontakt
>til hjemmeplejen er også en meget oplagt indgangsvinkel for dig til at
>drage omsorg for din far. De har dygtige folk i de fleste kommuner der
>er specialicerede i netop demens. I vores familie har vi et ældre
>menneske der er i samme situation - her kommer den samme person fra
>kommunen til samtale hver 3 mdr. - der bliver taget en test ( der
>netop er med til at afklare hvor fremskreden sygdommen er og i hvor
>stor grad der evt. skal tilbydes extra hjælp).
Det lyder som en fantastisk god idé! Mit store problem er, at jeg
meget, meget gerne ville have min far til lægen. Det vil han bare
ikke, fordi han skal have fornyet sit kørekort i slutningen af året,
og han frygter, at han så ikke får det fornyet. D.v.s. bilen i så fald
ville ryge. Og når han siger til min mor med bævrende stemme: "I må
ikke tage kortet fra mig", så er det MEGET svært, for ikke at sige
umuligt, ikke at få en klump i halsen!
>I den dårligste periode
>blev der tildelt 3 besøg dagligt (idag reduceret til 2) plus tilbud om
>aktivering i dagcenter nogle dage om ugen. Ligeledes hjemmehjælp i
>hverdagen i det omfang der skønnes rimelig. Der er en masse små råd
>til hverdagen - skriv om du har behov for nogle af dem - og på hvilke
>områder.
Må jeg skrive til dig på din e-mail? Det lyder nemlig som om, du har
en masse forstand på det her.
>Husk endelig den lille meget simple ting at din far får nok
>væske, det alene kan være med til at bedre hans situation. Håber du må
>beholde din energi til at støtte din far, og prøv at tænke på hvornår
>det er ubehageligt for din far - for der er også en del situationer
>hvor det er os selv som pårørende der eer hårdest ramt af utryghed og
>følelsen af svigt, så brug endelig din energi der hvor det hjælper din
>far - og lad "tingene ligge" der hvor det er dit eller omgivelsernes
>behov. Håber du kan bruge nogle af mine ord.
Du kan tro, jeg kunne bruge det! Jeg tillader mig at gemme og printe
din besked til min mor, for jeg tror også, hun ville få stor glæde af
den.
Jeg snakker meget med min mor om det. Vi kan koordinere vores indsats,
og sørge for, at vi ikke lader ting gå ud over min far. Han skal ikke
have ting at spekulere over.
Kære June, endnu engang tusind tak for dit svar!
K.h.
Allan
--
E-mail: quincy_md@hotmail.com
ICQ#: 15 88 35 47
| |
June Last (06-11-2002)
| Kommentar Fra : June Last |
Dato : 06-11-02 23:06 |
|
>
>Må jeg skrive til dig på din e-mail? Det lyder nemlig som om, du har
>en masse forstand på det her.
Kære Allan
Ja,- du må meget gerne skrive til min email: Junelast@hotmail.dk
det vil kun glæde mig, hvis de ting jeg og mine nærmeste .- er og har
været igennem kan hjælpe jer lidt !
--
Kærligst June
| |
Ally (18-11-2002)
| Kommentar Fra : Ally |
Dato : 18-11-02 01:07 |
|
Hej June!
On Wed, 06 Nov 2002 22:05:45 GMT, Junelast@hotmail.dk (June Last)
wrote:
>Kære Allan
>Ja,- du må meget gerne skrive til min email: Junelast@hotmail.dk
Jeg har prøvet at skrive til dig... får du mine mails? Hotmail.dk
findes ikke, så jeg er gået ud fra, at du mener Hotmail.com.
De venligste hilsener
Allan
--
E-mail: quincy_md@hotmail.com
ICQ#: 15 88 35 47
| |
June Last (06-11-2002)
| Kommentar Fra : June Last |
Dato : 06-11-02 23:32 |
|
>Det lyder som en fantastisk god idé! Mit store problem er, at jeg
>meget, meget gerne ville have min far til lægen. Det vil han bare
>ikke, fordi han skal have fornyet sit kørekort i slutningen af året,
>og han frygter, at han så ikke får det fornyet. D.v.s. bilen i så fald
>ville ryge. Og når han siger til min mor med bævrende stemme: "I må
>ikke tage kortet fra mig", så er det MEGET svært, for ikke at sige
>umuligt, ikke at få en klump i halsen!
Kære Allan.
Åh ja .. hvor er det svært, men Allan - den dag din far har været til
fare for sig selv eller andre i trafikken, er det for sent. ( og så
vil du også ha det svært, muligvis dårligere - end ved at skulle
"gribe ind "nu) Måden at gøre dette på (for mig) ville være at
fortælle din far på den mest skånsomme måde du kan, at den eneste
chance han har for at beholde kortet - netop er at gå til lægen(og
helst sammen med en af jer han har tillid til)Få talt med lægen om
eventuel behandling, og ligeledes udelukke andre sygdomme osv. Dette
for at optimere din fars chancer for at beholde kortet.- Altså at han
når han skal til lægen for at få kortet fornyet, har de optimale
vilkår for at yde det optimale.
Alene angsten for at miste kortet/for at være syg (og derved miste
kortet) kan få en ellers rutineret bilist til at blive usikker og
miste overblikket - netop fordi man er anspændt (især over for de
nærmeste - for han er jo godt klar over at I "holder øje med ham". Jeg
ved det er så svært at "få hul" på det i nu skal igang med, men mit
bedste råd er, at du og dem der iøvrigt er din far nær, får snakket om
hvordan i oplever det, og hvordan i vil stå sammen i det kommende
forløb. Det er nogen gange lidt nemmere at tale om disse ting med en
man ikke føler man "taber ansigt" overfor. Din far er sikkert en mand
af en generation, hvor en mands identitet maget hænger sammen med hvad
"en rigtig mand" er/kan/gør. Så måske er det ikke dem af jer der er
nærmest, men en anden i familien han også har tillid til og
respekterer ( vi bruger ofte et barnebarn (voksen mand på 40 år)til de
svære snakke, - da der er gensidig positiv kontakt ...Uhaa.. dette
skaber mange ringe i mine tanker, det er jo meget omstændigt, da det
handler om hele "livets selv" og angsten for at miste det. Jeg runde
af nu, og du må så maile hvis vi skal fortsætte dialogen.
--
Kærligst June
| |
|
|