---

Hermed er så som lovet 2. afsnit af min lille fortælling. Jeg har forsøgt at
ændre det som flere af jer var utilfredse med.

Dagens afsnit begynder (i al beskedenhed) også ligefrem at ligne noget der
er on-topic *S*

Peter Knutsen, du bør nok ikke læse denne historie.


Robin Hood & Sheriffen af Notthingham
Del 2

Robin huskede, han huskede det kun alt for godt. Han havde forsøgt at
fortrænge det, glemme det. Han hadede hvad det havde fortalt ham om ham
selv.
Han havde løbet en ubetydelig risiko da han alene var taget af sted for
plyndre
en ubetydelig købmand. Han vidste ikke at sheriffen var i området, da han
havde
ladet sig fortælle at denne gæstede slægtninge, omkring to dagsrejser
derfra.
Da så den høje mand med det sorte læderpanser, dukkede op på vejen sammen
med sin lille gruppe af soldater, blev Robin selvfølgelig noget overrasket.
Han sporede hesten og satte i fuld galop ind mellem træerne, mens han
tænkte at denne flugt ville være den samme som utallige andre gennem
tiderne.
Han kunne høre lyden af rytterne deres heste bag ham. Ud og ind, over
vandløb
og fordybninger, Robin red og red og sagtnede først farten da larmen bag
ham,
lød som en fjern rumlen. Han åndede lettet op og smilede for sig selv over
udsigten
til endnu engang at kunne berette om sit lille møde med Sheriffen af
Notthingham
og hans uduelige slæng af "kællinger", omkring ildstedet hjemme i lejren.
Stor
blev hans overraskelse da Sheriffen kom tordnende ud af halvmørket bag ham.
Robin genoptog hurtigt flugten med sheriffen kun et par hestelængder bagude.
De to mænd galopperede dybere og dybere ind i skoven. Det tiltagende mørke
og tågen der lå som tæppe mellem træerne, gjorde det svært at se. Robin
overså
et stort væltet træ på stien forude, og da hesten satte over den mosbegroede
træstamme, væltede han af hesten og landede tungt men uskadt på den fugtige
bløde skovbund. Sheriffen var over ham omgående. Den efterfølgende duel
var hård og intens, og bar bræg af begge mænds dygtighed og erfaring. Men
endnu engang måtte Robin se sig uheldig. Han trådte baglæns for at undgå et
hug fra sheriffens glinsende klinge, men mistede et øjeblik balancen og
orienteringen da han ramte en halvejs begravet trærod. Sheriffen, der
på trods af sit store korpus, var både hurtig og smidig, udnyttede
chancen og sendte Robin bevidstløs til jorden med et hårdt slag fra
sværrets bredside. Da Han kom til sig selv, var det blevet helt mørkt.
Han lå i den selvsamme lysning hvor han og sheriffen havde kæmpet.
Sheriffen ham selv sad på jorden ved siden af ham. Robin var bundet
og kneblet. Det var tydeligt at hans fangevogter ikke ville tillade ham
hverken at flygte eller råbe om hjælp. De havde tilbragt natten i skoven
sammen, sheriffen og ham. Tidligt om morgenen var de blevet fundet af
sheriffens mænd. Stadig bundet og kneblet, var han blevet båret til
sheriffens borg. Han var blevet reddet et par dage senere, selvfølgelig,
netop som han håbede på at blive reddet nu. Men det var minderne om
den nat i skoven, sammen med den mand der nu stod og stirrede ham ind i
øjnende - og ikke at han med nød og næppe havde undgået døden ved
hængning bagefter, der havde plaget ham lige siden.
Sheriffen fortsatte med en blød stemme "William, min sergent,
er en meget flot fyr syndes du ikke, Robin? Ikke særlig høj, men
charmerende og med et udsøgt ansigt." Sheriffen fortsatte med
smilende øjne "Jeg har altid elsket den slags mænd, lys øjede, brunhårede
og retfærdige...Din type Robin." Han fortsatte, stadig smilende
"Minder han dig ikke om nogen, Robin?, William mener jeg? Men
selvfølgelig ser du ikke dit eget smukke ansigt så ofte, ikke som du lever ,
barskt, evigt på flugt ude i skovende. Faktisk vil jeg ikke helt sammenligne
dig og William. Han er mere drenget. Der er noget mere hårdfør og robust
over dig. Men stadigvæk, er i lidt af den samme type." Robin trak vejert
højt
gennem næsen. Han forsøgte at kigge så trodsigt på manden foran ham som
muligt. Men i hans indre var han rystet over sig selv. Han anstrengte sig
for
ikke at tænke på det., men han fandt denne høje mørkhårede mand der
stirrede på ham utrolig flot, han følte hvordan en ubeskrivelig lyst efter
denne mand spredte sig i hans krop. Han sank og følte presset af det
store stykke stof i hans mund. Han kunne mærke hvor stiv hans pik
var, hvordan den pressede mod hans skindbukser. Den havde været stiv
lige siden William bandt og kneblede ham. Sheriffen rejste sig langsomt op.
"Du husker den nat, gør du ikke?, selvfølgelig gør du det. Så ved du også
hvorfor jeg lod dig binde og føre hertil." Stadigt smilende fortsatte han
"Jeg ville være alene med dig, Robin."
Med en større kraftanstrengelse lykkedes det sheriffen at få bakset
Robin over på en solid seng i det ene hjørne af rummet, og med
yderligere anstrengelser, og ved hjælp af flere lædersnore,
lykkedes det også at først at løsne en arm og binde den til en sengestolpe,
så den anden osv. Til sidst lå Robin, stadig kneblet, udspændt
og næsten ubevægelig på den store seng som et X. Sheriffen trak de
slidte skindbukser af ham og begyndte at kærtegne Robins nu meget
stive pik. Robin sled for at komme fri, men det var kun et meget sparsomt
forsøg. Han ville ikke fri mere, han begærede manden der med langsomme
bløde bevægelser bearbejde hans pik og nosser.


Tredje og sidste del i morgen aften


Bedste hilsner
Jesper