---

Ja, underlig emnelinie - men jeg tror den dækker meget
godt.

Jeg oplever, at jeg har nok i mig selv hele dagen og er
meget udadvendt og aktiv osv. Jeg savner ikke, og
længes ikke efter "kæresten" (hvis jeg har en)... meeen..
når så aftenen kommer (og natten) så sniger det sig ind
på mig, og jeg bliver længselsfuld og melankolsk og
ville så gerne krybe ind til den elskede.

Det er ligesådan, når jeg er i forhold - jeg har nok i mig
selv, indtil jeg bliver træt og gerne vil "putte" osv. Ikke
sådan at forstå, at jeg ikke vil min kæreste i dagtimerne,
for det vil jeg virkelig gerne - men følelsen af ligefrem at
få sug i maven af "behov" for intimitet - det hører aftenen/
natten til.

Er der andre der kan nikke genkendende til dette?

Er det en slags "tidevand i kærligheden", man søger livet
udenfor forholdet, med alt hvad det rummer af udford-
ringer og input hele dagen, og når så aftenen/natten kom-
mer, så længes man "hjem" til sin mages varme favn?

Tusinde hilsner
Søs

--
Undlad at svare på offtopic-indlæg - killfiltret er en løsning, så kan
seriøse debattører slet ikke se useriøse skribenters indlæg. Lad
støjen dø i stilhed og skriv selv kun ontopic _hver gang_.

---

Sott <sott_s@hotmail.com> wrote:

Hej Søs

> Er det en slags "tidevand i kærligheden", man søger livet
> udenfor forholdet, med alt hvad det rummer af udford-
> ringer og input hele dagen, og når så aftenen/natten kom-
> mer, så længes man "hjem" til sin mages varme favn?

Det du beskriver her er i mine øjne en hverdag fyldt med så
mange ting at du nærmest fortrænger at der kunne være plads
til en partner i dit liv.

Når du så får ungerne puttet kommer ensomheden smigende
til dig og du opdager at du egentlig mangler denne partner.
Jeg tror ikke at du i dit liv som det er nu har pladsen til ham,
men jeg tror at du når du er klar til det også vil finde lige netop
ham der passer ind i dig og din families rutiner og mønstre.

--
John Sahl, Projektleder på MandeZonen.dk
http://www.MandeZonen.dk når du er træt af
"Tidens Kvinder" og trænger til at vinde 100.000 kr.

---

"John Sahl" <spamtrap5@mandezonen.dk> skrev i en meddelelse
news:S3A79.6052$ww6.821622@news010.worldonline.dk...

Hej John :0)

> Det du beskriver her er i mine øjne en hverdag fyldt med så
> mange ting at du nærmest fortrænger at der kunne være plads
> til en partner i dit liv.
>
> Når du så får ungerne puttet kommer ensomheden smigende
> til dig og du opdager at du egentlig mangler denne partner.

*Gulp*
Du har nok ret - jeg hader bare at forholde mig til den
tanke. Det virker så "forkert" ikke at have plads i sit
liv, til noget man sådan synes ville være "himlen på jord".

Desuden er jeg ikke helt sikker på, at det vil føles ander-
ledes, selv i et forhold med mere tid end nu. Jeg tænker,
at jeg måske bare "er" sådan, at jeg ikke har brug for
nogle, når jeg knokler derudaf og har travlt (bl.a. med
at få hverdagen til at fungere, men også med arbejde osv.)
men når så aftenen kommer, så vil jeg gerne putte/nusse
osv.

> Jeg tror ikke at du i dit liv som det er nu har pladsen til ham,
> men jeg tror at du når du er klar til det også vil finde lige netop
> ham der passer ind i dig og din families rutiner og mønstre.

Mon der bliver mere tid og plads i mit liv nogensinde?
Jeg tror det egentlig ikke.

Jeg kan da have en god ven på besøg, og han ser ikke ud til
at have problemer med at jeg ordner ting, diskuterer med
børnene, har familie rendende, skal handle og lige er på nettet
osv. Og så snakker vi f.eks. fanden et øre af lige pludselig eller
spiller et spil skak eller ser videofilm - og det er helt okay, og
hyggeligt og rart.

Hvorfor skulle det ikke kunne være ligesådan i et forhold?

Hvad mere skal der til (udover så intimiteten når man er
"ugenert")?

Hvad skal man også med al den plads - kan man ikke bare
_være_, sådan som livet nu engang er, her og nu *hjertesuk*.

Hvorfor kunne de mænd jeg har mødt ikke fungere i en stor
familie, mellem mange børn og i et meget levende/pulserende
hjem, med en stærk kvinde med lyst til livet og kærligheden
og periodevis surheds-anfald?

Er det så meget at forvente?

Tusinde hilsner
Søs, som lytter til Lis Sørensen: "Indtil dig igen" *uhmmmm*

--
Undlad at svare på offtopic-indlæg - killfiltret er en løsning, så kan
seriøse debattører slet ikke se useriøse skribenters indlæg. Lad
støjen dø i stilhed og skriv selv kun ontopic _hver gang_.

---

Sott <sott_s@hotmail.com> wrote:

Hej Søs

> *Gulp*
> Du har nok ret - jeg hader bare at forholde mig til den
> tanke. Det virker så "forkert" ikke at have plads i sit
> liv, til noget man sådan synes ville være "himlen på jord".

Hvordan kan det være forkert når det jo bare er sådan at dit
liv er og formentlig har været længe?

> Desuden er jeg ikke helt sikker på, at det vil føles ander-
> ledes, selv i et forhold med mere tid end nu. Jeg tænker,
> at jeg måske bare "er" sådan, at jeg ikke har brug for
> nogle, når jeg knokler derudaf og har travlt (bl.a. med
> at få hverdagen til at fungere, men også med arbejde osv.)
> men når så aftenen kommer, så vil jeg gerne putte/nusse
> osv.

Det lyder da temmelig normalt, du skal nok bare have en fyr
som har lige så mange gøremål som dig selv.

> Mon der bliver mere tid og plads i mit liv nogensinde?
> Jeg tror det egentlig ikke.

Mon der egentlig skal være mere plads?

> Jeg kan da have en god ven på besøg, og han ser ikke ud til
> at have problemer med at jeg ordner ting, diskuterer med
> børnene, har familie rendende, skal handle og lige er på nettet
> osv. Og så snakker vi f.eks. fanden et øre af lige pludselig eller
> spiller et spil skak eller ser videofilm - og det er helt okay, og
> hyggeligt og rart.


> Hvorfor skulle det ikke kunne være ligesådan i et forhold?

Det kan det da også. Sabina og jeg har da fundet ud af at kombinere
vores ting selv om vi imange tilfælde sidder lårene af hinanden..
Hmmm, dem som kender os er vist ikke i tvivl om at vi godt kan
lide hinanden

> Hvad mere skal der til (udover så intimiteten når man er
> "ugenert")?

Mere fysisk plads end du har?

> Hvad skal man også med al den plads - kan man ikke bare
> _være_, sådan som livet nu engang er, her og nu *hjertesuk*.

You wish

> Hvorfor kunne de mænd jeg har mødt ikke fungere i en stor
> familie, mellem mange børn og i et meget levende/pulserende
> hjem, med en stærk kvinde med lyst til livet og kærligheden
> og periodevis surheds-anfald?

Må man være så fræk og spørge om tendensen med at falde for
den samme type igen og igen er til stede?
Ja, jeg gør det sgu alligevel

> Er det så meget at forvente?

Nope!

> Søs, som lytter til Lis Sørensen: "Indtil dig igen" *uhmmmm*

Jeg er godt nok glad for det her et et test-only medie for Lis S.
er ikke altis min kop te

--
John Sahl, Projektleder på MandeZonen.dk
http://www.MandeZonen.dk når du er træt af
"Tidens Kvinder" og trænger til at vinde 100.000 kr.

---

"John Sahl" <spamtrap5@mandezonen.dk> skrev i en meddelelse
news:uzA79.6059$ww6.827238@news010.worldonline.dk...

Hej John :0)

> Hvordan kan det være forkert når det jo bare er sådan at dit
> liv er og formentlig har været længe?

Det er det vel egentlig heller ikke.. hmmm... *ser tænksom ud*

> Det lyder da temmelig normalt, du skal nok bare have en fyr
> som har lige så mange gøremål som dig selv.

Det er der vist ikke mange der har *S*

> Mon der egentlig skal være mere plads?

Næeh, det synes jeg egentlig ikke - jeg synes, at det er
godt, som det er. Der er en masse kærlighed i mit liv,
fra alle de mennesker som fylder det. Jeg har, synes jeg
selv, fyldt mit liv med alle de "rigtige" ting, det der er
vigtigt for mig, nemlig mennesker jeg kan lide/elsker.

> Det kan det da også. Sabina og jeg har da fundet ud af at kombinere
> vores ting selv om vi imange tilfælde sidder lårene af hinanden..

Hvad med i den spæde, nye fase? - kunne det have ladet
sig gøre at opbygge et forhold, hvis den ene af jer havde
haft så meget i livet, som jeg har?

> Hmmm, dem som kender os er vist ikke i tvivl om at vi godt kan
> lide hinanden

*S*.

> Mere fysisk plads end du har?

Altså, der er altid plads til 2-4 overnattende gæster, så mon
ikke det dybest set er lige meget og bare afhænger af men-
neskets indstilling til "plads". Man kan da lægge sig ned og
sove - det er vel det vigtigste :0).

> You wish

Yes - i sær om aftenen/natten *S*.

> Må man være så fræk og spørge om tendensen med at falde for
> den samme type igen og igen er til stede?
> Ja, jeg gør det sgu alligevel

Spørg løs.
Jeg tror efterhånden jeg har været hele spektret rundt,
so to speak .
Strækkende sig fra "voldsom fyr kommende fra børnehjem
- alkoholisk, socialt ødelagt og godt på vej til at forsumpe"
til "forstads-fyr kommende fra kernefamilie, fuldstændigt
misbrugsfri, sød og rar ud over alle grænser"
Aldersmæssigt har de været fra 1 år yngre til 12 år ældre.

> Jeg er godt nok glad for det her et et test-only medie for Lis S.
> er ikke altis min kop te

Nu ikke sart.

Tusinde hilsner
Søs, som stadig lytter til Lis S. *uhmmm*

---

"Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3d5ed34c$0$27874$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

Hej Søs

> Hvorfor kunne de mænd jeg har mødt ikke fungere i en stor
> familie, mellem mange børn og i et meget levende/pulserende
> hjem, med en stærk kvinde med lyst til livet og kærligheden
> og periodevis surheds-anfald?

Fordi det er alt for overvældende, aldrig ét minuts fred
og ro, støj og larm, ingen tid til stille indadvendthed, når
natten kommer og der bliver ro, så kan man ikke stresse
af, ikke bolle, er psykisk og fysisk kørt ned, har brug for
at vegetere med tankerne på langfart til en atol i Stillehavet,
med palmer, hængekøje, kølige drinks, topløse blomster
smykkede mørkhudede piger i sari, der vifter med
palmeblade suk, suk, og så ligger du der, forventer,
håber, som et uovervindeligt krav, som ikke kan opfyldes,
for kræfterne er brugt til at overleve dagen, indfri krav og
forventninger fra partner, familie, børn og arbejdsgiver og
så er man bare kun en gæst, uden egentlig at være andet
end en der skal "tages på", når natten kommer.
Hans egne behov, skubbes i anden, tredje række dagen
igennem, han har så det samme "tidevands-behov", hvor
i begge er i ebbe og ikke kan nå hinanden, uanset hvor
meget i strækker armene ud mod hinanden.

Du og din familie er en stor mundfuld for enhver mand.
Derfor er det ikke let hverken for dig eller en mand!
I et forhold, er du selv "forholdets værste fjende"
Ligesom jeg er i mit.
Når du beskriver dit hjem og liv, kommer jeg til at
tænke på støjen og det hæsblæsende liv i en
daginstitution,

Hej Søs!
Ka du så se at komme på land igen!

1000 knus og ømme kærtegn
fra mig til dig i denne sene nattetime!

Henning

---

Henning skrev:

Hej Henning

SNIP
> Du og din familie er en stor mundfuld for enhver mand.

Nje dne er ej. Jo måske for vatpikkemænd. Det handler om at de
mænd måske ikke siger fra overfor ungernes støj og fremfærd. Hvis
de mænd er 'for flinke' og ikke selv trækker en klar grænse på en
kærlig måde overfor 'larmen' så er de selv ude om det.

> Derfor er det ikke let hverken for dig eller en mand!

Så svært er det altså heller ikke. Lad nu være med at male fanden
på væggen.

> I et forhold, er du selv "forholdets værste fjende"

Ja det er delvist sandt men her er det så ikke Søs der er sin
egene fjende men de mænd hun render ind i fordi de er for flinke
og ikke siger fra i tide.

> Ligesom jeg er i mit.
> Når du beskriver dit hjem og liv, kommer jeg til at
> tænke på støjen og det hæsblæsende liv i en
> daginstitution,

Så slemt er det altså ikke. Jeg er den ven der kan komme i hendes
hjem og spille skak, selvom ungerne er der, og vi kan endda se en
film ungerne ikke er med til at se. Det handler udelukkende om at
jeg repsketerer ungerne og kan lide dem og siger fra, kraftigt men
kærligt og de acepterer det fra mig forid jeg ikke pisser på dem.

> Ka du så se at komme på land igen!

Søs har et godt liv, det er mændene der er nogen vatpikke.

--
Kurser for voksne hos Ny Zone
http://www.nyzone.dk/
"Weekend Far/Mor" "Dit barn og dig" "Befri dit eventyr"
"Seksualitet"

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> wrote in message news:<Xns926E5397A75B8IMP@teledanmark.dk>...
> Henning skrev:
>
> Hej Henning
>
> SNIP
> > Du og din familie er en stor mundfuld for enhver mand.
>
> Nje dne er ej. Jo måske for vatpikkemænd.

Uhaja, lad os endelig rakke ned på folk med en anden holdning end vi
selv, så kan vi føle os store og stærke.

> Det handler om at de
> mænd måske ikke siger fra overfor ungernes støj og fremfærd. Hvis
> de mænd er 'for flinke' og ikke selv trækker en klar grænse på en
> kærlig måde overfor 'larmen' så er de selv ude om det.

De har trukket grænsen ved helt af blive væk. Hvad Henning påpeger er
at mange mænd ikke gider et slæng børn, støjende eller ej.


> > Ka du så se at komme på land igen!
>
> Søs har et godt liv, det er mændene der er nogen vatpikke.

Det virker som hun har et liv hvor en mand kommer på 20.pladsen. Det
gider de færreste mænd. Man ligger som man reder.

---

Henrik Pedersen skrev:

SNIP
>> Nje dne er ej. Jo måske for vatpikkemænd.
>
> Uhaja, lad os endelig rakke ned på folk med en anden holdning
> end vi selv, så kan vi føle os store og stærke.

Føler du dig truffet? jeg sagde intet nedrakende om nogne bestemt.
jeg taler generelt ud fra det der stod i indlægget.

Læs igen.

>> Det handler om at de
>> mænd måske ikke siger fra overfor ungernes støj og fremfærd.
>> Hvis de mænd er 'for flinke' og ikke selv trækker en klar
>> grænse på en kærlig måde overfor 'larmen' så er de selv ude
>> om det.
>
> De har trukket grænsen ved helt af blive væk. Hvad Henning
> påpeger er at mange mænd ikke gider et slæng børn, støjende
> eller ej.

Fint nok. Det er et valg man gør me jeg snakede altså om mænd der
allerede _ER_ kommet ind i familen mere eller mindre og sopm så
trækker sig ud fordi de ikke kan håndtere 'larmen' og mænd der
ikke kan håbdtere dette er vel en slags vatarme hvis grunden til
at de føler det er overvældende er at de ikke formår at sige fra.

SNIP
>> Søs har et godt liv, det er mændene der er nogen vatpikke.
>
> Det virker som hun har et liv hvor en mand kommer på
> 20.pladsen. Det gider de færreste mænd. Man ligger som man
> reder.

Sikke noget bavl at lukke ud. Ja du må meget undskylde men mænd
der ikke kan håbtdere bør i de alder hun er i er nogen vatpikke.
Hun er jo ikke 22 mere. hvis du nu læste lidt flere indlæg fra Søs
hånd (berug evt, google.) vil du finde ud af at hun faktisk
prioriterer sine mænd meget højt når der er en. Så det du lukker
ud her er noget bavl.

Tomas

---

Henrik Pedersen wrote:
> "Tomas O." <tfo@gmx.net> wrote in message
> news:<Xns926E5397A75B8IMP@teledanmark.dk>...
>> Henning skrev:

Hej Henrik

>> SNIP
>>> Du og din familie er en stor mundfuld for enhver mand.
>>
>> Nje dne er ej. Jo måske for vatpikkemænd.
>
> Uhaja, lad os endelig rakke ned på folk med en anden holdning end vi
> selv, så kan vi føle os store og stærke.

Tomas siger bare tingene meget kontant og provokerende, jeg vil ikke
kalde mænd der ikke orker børn for vatpikke, svage etc. etc.

Jeg er i Tomas øjne en vatpik, fred med det *G*
Heldigt jeg har en vatkusse til kone, der ynder næsten et lige så
stille og roligt liv som jeg, for hende er jeg ikke en vatpik, for
jeg vil og kan i forhold til hende yde et kvalifiseret med og modspil
det er det som det handler om i et parforhold.

Søs ER en pragtfuld kvinde, fuld af liv og gåpå mod, varm og
kærlig, men også en bitch ind imellem, alt det skal den mand der
falder for hende leve op til, han skal simpelt hen matche hendes
temperamang og personlighed, ellers vil han være en vatpik i
forhold til hende, ikke lige med hende, men svagere og svaghed
har en tendens til i et forhold at fremprovokere foragt fra den
psykisk stærkere part, uden en lige styrke psykisk, sammen med
en personlighed der matcher, vil et forhold ikke overleve, hvis det
skal være ligeværdigt.

Som mand skal man som partner, være alt lige fra Prins Valliant
til spædbarn pædagog, alt fra elsker, sparringspartner, beskytter,
ven, kammerat, træner og terapeut, det kan man kun være hvis
man matcher hinanden, når kemien passer etc. etc.

Vatpik begrebet dækker over mange ting, men for mig, i forbindelse
med et parforhold, det faktum at man ikke passer til partnerens
psyke.

I de næste 3½ år skal min kone gennem en batchelor uddannelse,
her skal jeg både kunne følge åndeligt med hendes udvikling, være
hendes terapeut/træner, der "pisker" hende gennem evt. nedture
( som jeg ved vil komme hen ad vejen ) Jeg er flegmatisk, lad og
doven, en rigtig vatpik, der lever mit liv i en lænestol, med bøger
som det mest ophidssende fysiske aktivitets nivou, jeg er tænker
og betragter, en vatpik, men en psykisk stærk vatpik *GGG*

Søs er en lynende intilligent kvinde, der ikke har psyke til at vente
på at een som jeg, f. eks. får rejst sig fra lænestolen, kløet sig i
rumpen, røget 4 smøger og drukket en kande kaffe og mumlet,
ja, ja, nu skal jeg være der, men kan det ikke vente til i morgen,
eller hvad med på næste Fredag? *GGG*

Hvordan definerer I begrebet vatpik/vatkusse ?
I forhold til hvad/hvem?
Eller kan kvinder ikke være vatkusser?
Hvis ikke hvad kan kvinder så være/kaldes?

Min kone havde nogle veninder på besøg den anden aften og
efter nogle glas, blev de lidt pjattede og fortalte vitser, den ene
sagde: " det værste ved at få bind for øjnene er,......man kan
ikke se om det er brugt,....... kun lugte det!" *G*

MVH
Henning

---

"Henrik Pedersen" <hpede@mailasia.com> skrev i en meddelelse
news:43bb5c76.0208310649.1108b204@posting.google.com...

Hej Henrik.

> Uhaja, lad os endelig rakke ned på folk med en anden holdning end vi
> selv, så kan vi føle os store og stærke.

> Det virker som hun har et liv hvor en mand kommer på 20.pladsen. Det
> gider de færreste mænd. Man ligger som man reder.

Jeg har ladet begge ovenstående citater være med vilje.

Hvis man ligger som man reder, så skulle intet menneske
gifte sig og i kærlighed føde 3 børn, for ægteskaber er
ikke selvskrevne til at vare, skilsmisser forekommer, og
har man været så letsindig at gifte sig, få børn og dernæst
blive skilt, skal man acceptere, at være alene enten til
børnene er flyttet hjemmefra eller resten af livet.

Sikke noget.

Det der betyder noget, er som Henning skriver, at finde
et menneske som man matcher. Et menneske, hvor res-
pekten, tiltrækningen osv. skaber ligeværdige partnere.

Hvis du ser mit liv, som et liv hvor en mand kommer
ind på 20. pladsen, så har du ikke forstået mig og mine
prioriteringer. Der er ingen pladser, ingen konkurrencer
- bare mig, med det liv jeg nu lever, hvori mine 3 børn
udgør en stor del. De tager oceaner af min tid, de bruger
af mit overskud, de "kræver" mig, de elskes af mig - til
gengæld får jeg den enorme glæde det er, at være deres
mor og en del af deres opvækst, jeg bliver elsket.

Også mænd prioriterer deres arbejde, især når de er
forsørgere, denne prioritering bliver ikke mere lemfæl-
dig når man er eneforsøger, eller fordi man er kvinde.

Mine prioriteringer er meget velvalgte og gennemtænkte
og ingen af dem omhandler elementer, som med rette
i det store perspektiv kunne kaldes ligegyldige. På min
liste er ingen fritidssysler, ingen "ugeblade" osv. Der er
kun mig, mennesker, arbejde og uddannelse.

Henning beskriver en del af min problematik virkelig
godt.

I nogle familier nås på et tidspunkt i generationernes
udvikling et punkt, hvor en mønsterbryder fødes ud af
behov, sit individuelle behov og behovet for at tilføre
selve familien og især efterkommerne nye veje i livet. Jeg
har valgt at være en sådan mønsterbryder, og har endnu
engang i denne weekend fundet mig konfronteret med
ensomheden der ligger i dette. Kunne jeg skrue tiden
tilbage og begynde helt forfra, velvidende hvor megen
smerte jeg skulle igennem, og hvor ensom mine valg
ville gøre mig (i relation til familien), ville jeg gøre det
hele igen.

Jeg prioriterer parforholdet meget højt, jeg er villig til at
gå langt i bestræbelserne på at skabe et godt og givende
forhold. Jeg har intet imod at skulle forme mit liv, så det
også tilpasses manden i mit liv. Jeg er, i hænderne på den
jeg elsker, blid og føjelig - hvis han omgærder mig med
kærlighed og respekt.

Hvis mine valg betyder, at det med tiden skulle vise sig
at ingen mand kan være manden i mit liv - så ville heller
ikke det få mig til at fortryde mine valg. Jeg er mere end
mig selv. Mit liv er ikke bare mit. Jeg gør i en del menne-
skers liv en forskel, jeg skaber nye muligheder for de som
står mig nær, og når jeg engang er væk, vil det i familien
kunne mærkes, at jeg har været her.

Jeg vil kunne se tilbage på et liv, som et billed i mosaik,
fyldt med dualiteter og mangfoldighed. Jeg vil ikke bare
glædes på mine egne vegne over de af mine bestræbelser
der er lykkedes. Jeg er et rigt menneske, med den lykke
det er, at være følsom. Så jeg bliver ulykkelig og såret,
og jeg bliver lykkelig og glad - og jeg lever, virkelig lever,
selv når jeg er så træt, at jeg ikke forstår, jeg er vågen.

Den rigtige mand vil genkende og værdsætte alt dette,
og han vil se rigdomme og muligheder i mig, mine børn og
mit liv - ikke tidsmangel, 20. pladser og falliterklæringer.
Han vil have et oprigtigt ønske om at bidrage til denne
proces som livet er, det liv som vil kunne skabes sammen.
Han vil se den stærke kvinde jeg er, og elske hende for
hendes viljestyrke, selv når hun er svagest og mest op-
givende. Han vil se den lille pige i mit indre, og han vil
elske hende for hendes blide væsen og evne til at be-
undre og elske ham nærmest betingelsesløst. Han vil
støtte mig i mine kampe, og trøste mig i min modgang og
han vil forstå mit komplekse sind, med sine labyrinter og
mørke afkroge.

Vigtigst af alt - hans vilje til mig og et fælles liv, vil matche
min vilje til ham og et fælles liv.

Hvis jeg ligger som jeg har redt, så ligger jeg godt - og
han som ligger sig hos mig, får del i mit livs rigdomme på
lige fod med mig. Derfor skal han også kunne løfte de
samme byrder som jeg.

Hvis man f.eks. ser børn som en hæmsko for at komme
ind på en imaginær 1. plads - så har man i mine øjne intet
forstået af livets sande rigdomme. Så vil jeg i en sådan
mands øjne intet have af værdi at tilbyde, og han vil være
tomhændet værdiløs i mine øjne. Sådan viser livet os vejen
frem på smukkeste vis.

Tusinde hilsner
Søs.

---

"Henning" <h2m@madsen.mail.dk> skrev i en meddelelse
news:3d5efcc6$0$88346$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

Hej Henning :0)

> Fordi det er alt for overvældende, aldrig ét minuts fred
> og ro, støj og larm, ingen tid til stille indadvendthed,

Helt så slemt er det nu heller ikke - men her er meget liv.

> når
> natten kommer og der bliver ro, så kan man ikke stresse
> af, ikke bolle, er psykisk og fysisk kørt ned, har brug for
> at vegetere med tankerne på langfart til en atol i Stillehavet,
> med palmer, hængekøje, kølige drinks, topløse blomster
> smykkede mørkhudede piger i sari, der vifter med
> palmeblade suk, suk, og så ligger du der, forventer,
> håber, som et uovervindeligt krav, som ikke kan opfyldes,
> for kræfterne er brugt til at overleve dagen, indfri krav og
> forventninger fra partner, familie, børn og arbejdsgiver og
> så er man bare kun en gæst, uden egentlig at være andet
> end en der skal "tages på", når natten kommer.

Det er meget groft forenklet - jeg er skam god til at lave
en kop kakao, nusse i nakken og kysse lidt i løbet af
sådan en lørdag f.eks. Ligesom jeg er god til hvis det er
tiltrængt at lukke døren til stuen og kræve ro for en stund.
Jeg er heller ikke et stort dirrende behov ved aftenstide,
der bare "skal" indfries (selvom det da ofte er virkelig rart)
osv. Jeg forventer langt mindre, end jeg forventer af mig selv
- og selv da er det som oftest _meget_ for meget for de mænd
jeg har kendt.

> Hans egne behov, skubbes i anden, tredje række dagen
> igennem, han har så det samme "tidevands-behov", hvor
> i begge er i ebbe og ikke kan nå hinanden, uanset hvor
> meget i strækker armene ud mod hinanden.

Jeg kan godt nå - jeg kan sagtens nå. Og det selvom mine
behov skubbes i 4. række gennem dagen og indimellem
længere væk end det. Men det er igen meget forenklet,
for jeg er også god til at få opfyldt mine behov, det er jeg
ikke så sikker på, at alle er.

> Du og din familie er en stor mundfuld for enhver mand.

Og hvad så!
Det er en udfordring, det er pulserende og levende og
kærligt - og både mine børn og min familie er rummende
og imødekommende.

Hvad er der så vildt ved at tage en udfordring op og be-
slutte at gøre noget ved det, også selvom man oplever
at blive træt og udmattet (så kan man da i det mindste
virkelig mærke man lever).

Nogle gange synes jeg altså, at mange har travlt med
at gøre det så "nemt og bekvemt" for sig selv, at det
hele bliver "livets ulidelige lethed".

> Derfor er det ikke let hverken for dig eller en mand!

Nej, det er ikke let. Til gengæld er det så meget mere
berigende end hvis livet ikke indeholdt alle disse "ekstra"
ting.

> I et forhold, er du selv "forholdets værste fjende"
> Ligesom jeg er i mit.

Måske.

> Når du beskriver dit hjem og liv, kommer jeg til at
> tænke på støjen og det hæsblæsende liv i en
> daginstitution,

Så slemt er det heller ikke - vi lever bare, og nok ikke
lige som den traditionelle, danske kernefamilie - men
mere som en stor, kærlig, omsiggribende sydlandsk
familie, med megen kontakt og glæde herved.

> Hej Søs!
> Ka du så se at komme på land igen!

Jeg arbejder på sagen.

> 1000 knus og ømme kærtegn
> fra mig til dig i denne sene nattetime!

Tak, de faldt lige et halvtørt sted - du ved, den tørke der
opstår efter bare ganske få dage .

Også knus til dig
Søs

---

"Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:3d5fd0a6$0$94734$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>
> "Henning" <h2m@madsen.mail.dk> skrev i en meddelelse
> news:3d5efcc6$0$88346$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>
> Hej Henning :0)

Hej Søs )

> > Når du beskriver dit hjem og liv, kommer jeg til at
> > tænke på støjen og det hæsblæsende liv i en
> > daginstitution,
>
> Så slemt er det heller ikke - vi lever bare, og nok ikke
> lige som den traditionelle, danske kernefamilie - men
> mere som en stor, kærlig, omsiggribende sydlandsk
> familie, med megen kontakt og glæde herved.

Mit indlæg er præget af at jeg i næsten 20 år var
omgivet af mindst ét ble-barn *G*
Samt, at jeg jo er ret så flegmatisk, mere bogens mand
end fysisk aktiv orienteret, lidt af en enspænder natur,
der holder af ro og stabilitet, bryder mig ikke om de store
omskifteligheder og armbevægelser, kort sagt kedelig *G*

Ét er at komme hos dig som ven, sludre, hygge og afklare
verdenssituationen livet og alt det fanzie, hypotetiske, evt. lave
din vand hane etc. og så gå ind i et parforhold, jeg tror
mange mænd er bange for at tage mage og faderrollen på sig
i forhold til børn, de ikke har fulgt fra fødslen af, måske er
det sværere nu mere de holder af dig og evt. er bange for
at miste dig, har svært ved at tro, de må pisse teritorie af
over for dine børn, for selv om de måske har været i
parforhold med egne børn, oplever nogle mænd, at de ikke
får lov at bestemme og trække de grænser de måske gerne ville
i deres parforhold, at moderen på et eller andet plan signaliserer:
"det er mit/mine børn, du er KUN faderen, pas det du skal,
yngelplejen er mit område." Et andet forhold der måske kan
gøre sig gældende er, at drenge gennem deres opvækst
må bøje sig for moderens vilje og måske ikke er i stand til
at frigøre sig fra dette i et forhold og lader kvinden styre
og bestemme langt hen ad vejen?

Naturligvis vil det være muligt at møde en partner, der
kan falde naturligt ind i dit liv, men som enlig mor, er
det nok lidt sværere at finde en partner, med tilstrækkelig
hår på brystet, intet er jo umuligt

Men det vil nok være en revolutionerende kolbøtte mange
mænd skal foretage, hvis de ikke er van til børn og intens
familie og vennekreds liv, hvor der er tusindvis af ting at
forholde sig til, ud over partnerskabet.

Hvis mænd ikke er bidske pitbull terrier, er de oftest
godmodige, konfliktsky coocker spaniels.*G*

Stadig masser af knus du dejlige
Henning

---

Henning <h2m@madsen.mail.dk> scribbled:
> "Sott" <sott_s@hotmail.com> skrev i en meddelelse
> news:3d5fd0a6$0$94734$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

Hej Henning og Søs..

> Ét er at komme hos dig som ven, sludre, hygge og afklare
> verdenssituationen livet og alt det fanzie, hypotetiske, evt. lave
> din vand hane etc. og så gå ind i et parforhold, jeg tror
> mange mænd er bange for at tage mage og faderrollen på sig
> i forhold til børn, de ikke har fulgt fra fødslen af, måske er
> det sværere nu mere de holder af dig og evt. er bange for
> at miste dig, har svært ved at tro, de må pisse teritorie af
> over for dine børn, for selv om de måske har været i
> parforhold med egne børn, oplever nogle mænd, at de ikke
> får lov at bestemme og trække de grænser de måske gerne ville
> i deres parforhold, at moderen på et eller andet plan signaliserer:
> "det er mit/mine børn, du er KUN faderen, pas det du skal,
> yngelplejen er mit område." Et andet forhold der måske kan
> gøre sig gældende er, at drenge gennem deres opvækst
> må bøje sig for moderens vilje og måske ikke er i stand til
> at frigøre sig fra dette i et forhold og lader kvinden styre
> og bestemme langt hen ad vejen?

Jeg kender en del mænd, der ikke har noget imod hvis kvinden har et par børn
fra tidligere forhold, det der ofte ender med at være problemet er netop som
Henning skriver deres rolle i forhold til børnene. Hvad forventer moderen af
dem og kan de leve op til disse forventninger. Det kan jo også være moderen
ikke mener de skal involveres i børnenes liv, mens manden føler de jo er en
del af hende og derfor føler en vis afvisning ved at blive udeladt fra den
del af hendes liv. Samtidig er der også risikoen hvis de indleder et forhold
til både mor og børn gennem længere tid, påtager sig en faderrolle, hvad
sker der så den dag (hvis) forholdet skulle gå i stykker.

> Naturligvis vil det være muligt at møde en partner, der
> kan falde naturligt ind i dit liv, men som enlig mor, er
> det nok lidt sværere at finde en partner, med tilstrækkelig
> hår på brystet, intet er jo umuligt

Det eneste der gør det sværere end hvis du var alene er vel, at der er endnu
et aspekt at forholde sig til, endnu et område hvor han skal vise at I to
passer sammen.

> Men det vil nok være en revolutionerende kolbøtte mange
> mænd skal foretage, hvis de ikke er van til børn og intens
> familie og vennekreds liv, hvor der er tusindvis af ting at
> forholde sig til, ud over partnerskabet.

Så må det da være noget af et chok, personligt oplever jeg det da hver gang
jeg kommer ind i et hjem med børn.

> Hvis mænd ikke er bidske pitbull terrier, er de oftest
> godmodige, konfliktsky coocker spaniels.*G*

Der findes altså også de der vidunderlige eksemplarer som er et sted midt
imellem

Knus
--
Sanne Bülow
Dragons aren't extinct;
they just learned to hide in books.

---

"Sanne Bülow" <it@abso.adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:ajt076$2ilk$1@news.cybercity.dk...
> Henning <h2m@madsen.mail.dk> scribbled:

Hej Sanne

> Jeg kender en del mænd, der ikke har noget imod hvis kvinden har et
par børn
> fra tidligere forhold, det der ofte ender med at være problemet er
netop som
> Henning skriver deres rolle i forhold til børnene. Hvad forventer
moderen af
> dem og kan de leve op til disse forventninger. Det kan jo også være
moderen
> ikke mener de skal involveres i børnenes liv, mens manden føler de jo
er en
> del af hende og derfor føler en vis afvisning ved at blive udeladt fra
den
> del af hendes liv.

Det er der jeg ser nogle ting, der kan gøre det lidt svært at få et
forhold til at "køre"
Man kan nu engang ikke elske alle børn, måske kan man
have svært ved at holde af hendes børn og måske kun i
bedste fald være neutral i forholdet til disse

> Samtidig er der også risikoen hvis de indleder et forhold
> til både mor og børn gennem længere tid, påtager sig en faderrolle,
hvad
> sker der så den dag (hvis) forholdet skulle gå i stykker.

Forhåbetntlig det samme som hvis det var tale om biologiske
børn Men der er jo ingen retskrav til at støtte manden og
børnene i sådanne tilfælde.
Når et paforhold slutter, er det måden det slutter på og de
følelser parret har til hinanden efterfølgende, der ofte bestemmer
kvaliteten af et efterfølgende samvær med børnene.

Jeg for min del, lever i en "osteklokke", eller lever rettere sagt
ikke helt og fuldt , for jeg garderer mig selv mod at føle de
følelser det at miste adstedkommer, mit sind er en "stille blues"
altid forberedt på at miste, aldrig uforbeholden i mine følelser
af glæde, der er altid et stænk af sorg, længsel, vemod etc. etc.
i min glæde og oplevelse i forhold til min kone og børn, selv
om jeg i givne korte nu'er, kan føle intenst, som i "gamle dage"
Nå men det var et sidespor *G*

En af mine kolegaer fandt en kæreste, der havde en datter
på 10 år, han var een af en række mænd kvinden var kommet
sammen med.
Denne pige havde et tydeligt mønster " Elsk mors mænd
uforbeholdent "
10 minutter efter jeg kom hos dem første gang, kravlede ungen
op på mit skød og tog mig om halsen, pressede sig ind til mig,
som om jeg var hendes far og havde været det fra hendes fødsel.
Det samme skete de efterfølgende gange jeg kom hos dem, i de
7-8 måneder forholdet varede, i Gude hvor gjore det mig ondt
for tøsen.

> > Men det vil nok være en revolutionerende kolbøtte mange
> > mænd skal foretage, hvis de ikke er van til børn og intens
> > familie og vennekreds liv, hvor der er tusindvis af ting at
> > forholde sig til, ud over partnerskabet.
>
> Så må det da være noget af et chok, personligt oplever jeg det da hver
gang
> jeg kommer ind i et hjem med børn.

Jeg for mit vedkommend, orker bare ikke børn mere, jeg startede
med mit første som 19 årig og min yngst er 17 år nu, mit ældste bliver
37 om en måned *G*

> > Hvis mænd ikke er bidske pitbull terrier, er de oftest
> > godmodige, konfliktsky coocker spaniels.*G*
>
> Der findes altså også de der vidunderlige eksemplarer som er et sted
midt
> imellem

Ja det er dejligt at der findes vidunderlige mennesker, som bare passer
ind til hinanden, uanset omstændigheder *G*

MVH
Henning

---

"Henning" <h2m@madsen.mail.dk> skrev i en meddelelse
news:3d627f85$0$94848$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

Hej igen Henning :0)

> Det er der jeg ser nogle ting, der kan gøre det lidt svært at få et
> forhold til at "køre"
> Man kan nu engang ikke elske alle børn, måske kan man
> have svært ved at holde af hendes børn og måske kun i
> bedste fald være neutral i forholdet til disse

Jamen, på langt sigt vil det være nødvendigt at "han"
kom til at holde af børnene, ligesom jeg gør med min
skønne steddatter - for børn lider under det, hvis man
er ligegyldig eller ikke kan lide dem.

På kort sigt, når man "lige" har lært hinanden at kende,
så er det ikke et emne, synes jeg - der skal man jo
først og fremmest lære hinanden at kende.

Jeg har jo heller ikke "brug" for en far til mine børn,
de har mig og deres morfar og mostre og morbror
osv. De er ret godt dækket ind. Det ville selvfølgelig
set i fremtidsperspektiv være vidunderligt, hvis de og
"manden" følte hengivenhed og ømhed for hinanden,
det ville være smukt i mine øjne. Og han er da også
velkommen til at påtage sig en sted-faderrolle, hvis
det flaskede sig sådan at han gerne ville, og børnene
accepterede det (eller kunne hjælpes til at acceptere
det, jeg ved af erfaring, at nogle gange skal der lidt
hjælp til).

> > Samtidig er der også risikoen hvis de indleder et forhold
> > til både mor og børn gennem længere tid, påtager sig en faderrolle,
> hvad
> > sker der så den dag (hvis) forholdet skulle gå i stykker.
>
> Forhåbetntlig det samme som hvis det var tale om biologiske
> børn Men der er jo ingen retskrav til at støtte manden og
> børnene i sådanne tilfælde.

Min tidligere kæreste (vi gik fra hinanden for 2 år
siden) ser stadig børnene, og det er hans forældre,
der er mine børns reservebedsteforældre og både
han og bedsteforældrene bliver inviteret til fødsels-
dage, har børnene hos sig engang imellem osv.

Jeg synes ikke, at man kan "fjerne" mennesker fra
børns liv, som børnene holder af - så hvis en mand
involverede sig i mine børn og de i ham - så ville
jeg bakke op om deres relation til hver en tid.

En ny mand i mit liv møder så også "kravet" om at
skulle kunne forstå og tackle, at disse mennesker
_også_ er en del af mit liv, da de er en del af børnenes.

> Når et paforhold slutter, er det måden det slutter på og de
> følelser parret har til hinanden efterfølgende, der ofte bestemmer
> kvaliteten af et efterfølgende samvær med børnene.

Så synes jeg nu engang, at det er fordi de voksne
forsømmer at være voksne.

> Jeg for min del, lever i en "osteklokke", eller lever rettere sagt
> ikke helt og fuldt , for jeg garderer mig selv mod at føle de
> følelser det at miste adstedkommer, mit sind er en "stille blues"
> altid forberedt på at miste, aldrig uforbeholden i mine følelser
> af glæde, der er altid et stænk af sorg, længsel, vemod etc. etc.
> i min glæde og oplevelse i forhold til min kone og børn, selv
> om jeg i givne korte nu'er, kan føle intenst, som i "gamle dage"
> Nå men det var et sidespor *G*

Kære Henning - jeg synes ikke, at det er noget at
grine af. Jeg ville ønske for dig, at du ikke behøvede
denne "klokke", for ligeså meget den beskytter dig,
ligeså meget holder den andre lidt på afstand. Det
er "prisen" - og den kan være høj. Jeg har valgt min
"klokke" fra, fordi jeg sådan har brug for at de
mennesker jeg elsker, er helt inde i mit inderste og
jeg har brug for at kunne mærke dem og deres
kærlighed til mig - uden "filter". Det er indimellem
så smertefuldt (når jeg såres) at jeg tror, at min
sjæl vil splintres og dø - men sådan er det slet ikke.

Jeg er så meget mere, end mig selv - og så meget
stærkere, når jeg er "åben" og svag. Det er i hvert
fald min personlige oplevelse af at have tage "klokken"
af og mødt verden "nøgen". Indimellem er det stadig
meget svært, og indimellem trækker jeg mig ind i
mig selv og er lige ved at gå i hårdknude af angst og
trang til at beskytte mig - men så husker jeg ensom-
heden jeg følte, når jeg var i denne "klokke" og så
vælger jeg endnu engang denne beskyttelse fra..

> En af mine kolegaer fandt en kæreste, der havde en datter
> på 10 år, han var een af en række mænd kvinden var kommet
> sammen med.
> Denne pige havde et tydeligt mønster " Elsk mors mænd
> uforbeholdent "
> 10 minutter efter jeg kom hos dem første gang, kravlede ungen
> op på mit skød og tog mig om halsen, pressede sig ind til mig,
> som om jeg var hendes far og havde været det fra hendes fødsel.
> Det samme skete de efterfølgende gange jeg kom hos dem, i de
> 7-8 måneder forholdet varede, i Gude hvor gjore det mig ondt
> for tøsen.

Det er altså også trist - jeg tror faktisk, at mine børn
har oplevet lidt af det samme - men det har ændret
sig. De er mere "hele" nu, samtidig med at de kan
forholde sig mere til deres savn og frustration og
smerte i relationen til deres far, så kan de også bedre
forholde sig til "mænd" i deres mors liv. Jeg tror da,
at det er sådan det hænger sammen - men måske
er det også mig, der er anderledes, jeg ved det ikke.

Tomas siger, at der er mere "ro" i mit hjem nu, end
han husker fra tidligere - og det er rigtigt. Jeg ved
ikke helt, hvorfor det er blevet sådan. Men det
gælder både hjemmet, børnene og jeg. Det er jeg
glad for.

> Jeg for mit vedkommend, orker bare ikke børn mere, jeg startede
> med mit første som 19 årig og min yngst er 17 år nu, mit ældste bliver
> 37 om en måned *G*

Jeg "orker" heller ikke rigtigt små børn mere, eller
måske ville det være mere korrekt at skrive, at
jeg ikke gider dem - det er som om, at jeg har
udlevet mig selv i relation til små børn, og føler
at nu vil jeg andre ting - jeg tænker, at glæden ved
samværet med små børn dukker op igen, når jeg
bliver mor-/farmor *S*.

> Ja det er dejligt at der findes vidunderlige mennesker, som bare passer
> ind til hinanden, uanset omstændigheder *G*

Eller mennesker som sætter sig ud over omstændig-
heder og "finder" hinanden alligevel. Nogle gange
skal man læse hele bogen, før man finder ud af, om
den var netop den bog, man vil elske at genlæse
resten af livet :0). Og nogle bøger har så mange sider,
og ændrer retning mange gange undervejs - så det
ender med at være lysten og viljen til at finde ud af,
hvad der er på næste side, der glæder hjertet.

Selv mennesker der passer ind til hinanden, ændres
vel undervejs i livet, og må så finde nye måder at
passe ind i hinanden på *S*.

Tusinde hilsner
Søs

---

"Sanne Bülow" <it@abso.adsl.dk> skrev i en meddelelse
news:ajt076$2ilk$1@news.cybercity.dk...

Hej Sanne :0)

> Jeg kender en del mænd, der ikke har noget imod hvis kvinden har et par
børn
> fra tidligere forhold, det der ofte ender med at være problemet er netop
som
> Henning skriver deres rolle i forhold til børnene. Hvad forventer moderen
af
> dem og kan de leve op til disse forventninger.

Det må man så snakke sig til rette om, evt. finde kompromisser
der tilgodeser både manden, kvinden og børnene.

> Det kan jo også være
moderen
> ikke mener de skal involveres i børnenes liv, mens manden føler de jo er
en
> del af hende og derfor føler en vis afvisning ved at blive udeladt fra
den
> del af hendes liv. Samtidig er der også risikoen hvis de indleder et
forhold
> til både mor og børn gennem længere tid, påtager sig en faderrolle, hvad
> sker der så den dag (hvis) forholdet skulle gå i stykker.

Det synes jeg må være op til manden og børnene.
Ligesom min eks-kæreste (vi gik fra hinanden for
omkring 2 år siden) og hans forældre stadig ser
børnene, og kommer til fødselsdage osv.

> Det eneste der gør det sværere end hvis du var alene er vel, at der er
endnu
> et aspekt at forholde sig til, endnu et område hvor han skal vise at I to
> passer sammen.

Nej, det er langt fra det eneste der gør det sværere.

Både rent praktisk og dernæst følelsesmæssigt er
der mange flere forviklinger at tage stilling til, og det
på et tidligt tidspunkt, hvor sådanne overvejelser ikke
"normalt" ville falde lige for. Vilkårene er ganske sim-
pelt radikalt anderledes, jeg som menneske er ander-
ledes (end jeg ville være uden børn), mit liv er ander-
ledes, min tid er anderledes, mine boforhold, mine
jobmuligheder, mit engagement er anderledes osv.

> Så må det da være noget af et chok, personligt oplever jeg det da hver
gang
> jeg kommer ind i et hjem med børn.

*G* - ja, sådan er det nok for langt de fleste. Personligt
har jeg aldrig haft et liv "uden" børn. Først tog jeg mig af
mine mindre søskende, så min steddatter (som 17 årig)
og dernæst mine egne (fra jeg var 19 år). Undervejs har
jeg haft mine tre tætteste søskende boende i perioder af
deres liv, og jeg har haft min steddatter i periode mere
end de gængse hver 14. dag (ja, ja - rent teknisk er hun
jo ikke min steddatter mere og har ikke været det i over
6 år, men for mig og hende, vil hun altid forblive min sted-
datter *S*).

Jeg ved faktisk ikke helt oprigtigt, hvordan et liv uden børn
"ser ud". Så min forståelse den anden vej er heller ikke
optimal *S*.

> Der findes altså også de der vidunderlige eksemplarer som er et sted midt
> imellem

Og hvor er det godt :0)

Tusinde hilsner
Søs

---

"Henning" <h2m@madsen.mail.dk> skrev i en meddelelse
news:3d609dbe$0$94790$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...

Halløj Henning :0)

> Mit indlæg er præget af at jeg i næsten 20 år var
> omgivet af mindst ét ble-barn *G*

Åh, man bliver "mæt" af det *G*

> Samt, at jeg jo er ret så flegmatisk, mere bogens mand
> end fysisk aktiv orienteret, lidt af en enspænder natur,
> der holder af ro og stabilitet, bryder mig ikke om de store
> omskifteligheder og armbevægelser, kort sagt kedelig *G*

For nogle er "kedelig" livets salt, jeg har det bare ander-
ledes, jeg er så vant til al denne gang i den, at det meget
rolige bliver "stillestående" for mig, og det kan jeg i
længden ikke trives med. Jeg har brug for at blive "rusket"
i med mellemrum, også af partneren.

> Ét er at komme hos dig som ven, sludre, hygge og afklare
> verdenssituationen livet og alt det fanzie, hypotetiske, evt. lave
> din vand hane etc. og så gå ind i et parforhold,

Det vil jeg give dig ret i.

> jeg tror
> mange mænd er bange for at tage mage og faderrollen på sig
> i forhold til børn, de ikke har fulgt fra fødslen af, måske er
> det sværere nu mere de holder af dig og evt. er bange for
> at miste dig, har svært ved at tro, de må pisse teritorie af
> over for dine børn, for selv om de måske har været i
> parforhold med egne børn, oplever nogle mænd, at de ikke
> får lov at bestemme og trække de grænser de måske gerne ville
> i deres parforhold, at moderen på et eller andet plan signaliserer:
> "det er mit/mine børn, du er KUN faderen, pas det du skal,
> yngelplejen er mit område."

Jeg er sikker på, at du har ret i at mange/de fleste mænd vil
have overvejelser a la disse i hovedet. Jeg synes så bare,
at de måske skulle tage det roligt på dette punkt og bare
være børnenes ven og lade alt komme derfra. Og selvfølge-
lig skal man kunne sige til og fra, også overfor sin kærestes
børn - som mor, skal jeg da ikke forhindre børnene i at
lære, at forskellige mennesker har forskellige grænser og
en del af den respekt man viser ved at tage hensyn til andres
grænser, er at anerkende, at de er forskellige.

> Et andet forhold der måske kan
> gøre sig gældende er, at drenge gennem deres opvækst
> må bøje sig for moderens vilje og måske ikke er i stand til
> at frigøre sig fra dette i et forhold og lader kvinden styre
> og bestemme langt hen ad vejen?

Det er bare så dræbende for f.eks. sexlysten, så et sådant
forhold vil altid hos mig have en begrænset "levetid".

> Men det vil nok være en revolutionerende kolbøtte mange
> mænd skal foretage, hvis de ikke er van til børn og intens
> familie og vennekreds liv, hvor der er tusindvis af ting at
> forholde sig til, ud over partnerskabet.

Ja, det er jeg sikker på det er.

Tusinde hilsner
Søs

---

Sott skrev:

SNIP
> Jeg kan da have en god ven på besøg, og han ser ikke ud til
> at have problemer med at jeg ordner ting, diskuterer med
> børnene, har familie rendende, skal handle og lige er på
> nettet osv. Og så snakker vi f.eks. fanden et øre af lige
> pludselig eller spiller et spil skak eller ser videofilm - og
> det er helt okay, og hyggeligt og rart.

Bingo. Det handler om manden eller mændene.. de er nogen
vatrpikke. Jeg kan ikke se dine unger er et problem. Det er
ngoen stærke og larmende børn du har som kræver en del men man kan
sige fra hvis man ikke er en røvslikkende vatpik.

> Hvorfor skulle det ikke kunne være ligesådan i et forhold?

Det kan de da også. Du har bare ikke fundet en mand med nosser nok
endnu.

> Hvad mere skal der til (udover så intimiteten når man er
> "ugenert")?

Ikke en skid mere end en mand med nosser nok.

> Hvad skal man også med al den plads - kan man ikke bare
> _være_, sådan som livet nu engang er, her og nu *hjertesuk*.
>
> Hvorfor kunne de mænd jeg har mødt ikke fungere i en stor
> familie, mellem mange børn og i et meget levende/pulserende
> hjem, med en stærk kvinde med lyst til livet og kærligheden
> og periodevis surheds-anfald?

Vatpikke. De vil 'please' dig i for høj grad og tror de kan gøre
det gennem at være 'flinke' ved dine unger' og så bliver de væk i
larmen. De skal kunne markere sig overfor dine unger og sige fra
på en kærlig måde der ikke skubber hverken dig eller ungerne væk.

> Er det så meget at forvente?

Tænk det synes jeg sgu ikke.. men der er mange vatpikke i dette
land.

Kærligst
Tomas
--
Kurser for voksne hos Ny Zone
http://www.nyzone.dk/
"Weekend Far/Mor" "Dit barn og dig" "Befri dit eventyr"
"Seksualitet"

---

"Tomas O." <tfo@gmx.net> skrev i en meddelelse
news:Xns926E545E76EB4IMP@teledanmark.dk...

Hej Tomas :0)

> Bingo. Det handler om manden eller mændene.. de er nogen
> vatrpikke. Jeg kan ikke se dine unger er et problem. Det er
> ngoen stærke og larmende børn du har som kræver en del men man kan
> sige fra hvis man ikke er en røvslikkende vatpik.

Jeg oplever det ikke, som om de er [mindre flatterende ord].
Men jeg oplever ganske rigtigt, at de ikke siger fra - og det
opmuntrer jeg ellers til og accepterer, så længe det er i en
"god stemning" og børnene trives og har det godt. Og det
fungerer jo fint med dig :0).

> De vil 'please' dig i for høj grad og tror de kan gøre
> det gennem at være 'flinke' ved dine unger' og så bliver de væk i
> larmen. De skal kunne markere sig overfor dine unger og sige fra
> på en kærlig måde der ikke skubber hverken dig eller ungerne væk.

Hmmm.... "de bliver væk i larmen" - det er meget rammende.

Noget der vist også er gennemgående er denne følelse som
"manden" ofte har af netop det Henning skriver, med "bare"
at være på besøg, den følelse forstærkes nok, når kvinden
ikke bare er til rådighed, men har mange gøremål som mor
og "chef" i familien *S*. Så sidder gutten dér, og føler sig
overflødig/fremmedgjort/i vejen eller lignende.... men det
forstår jeg alligevel ikke helt, for når jeg er ude og sådan
er "gæst" så er jeg det, og jeg forventer ikke andet og jeg
bliver ikke frustreret over at den som er i sit hjem, altså er
hjemme - hvilket jeg så ikke er.

> > Er det så meget at forvente?
>
> Tænk det synes jeg sgu ikke..

Tak.

Knus
Søs