Hej Benedikte,
det er jo ikke nemt.
Sibiriske katte er ret svære at få fat på herhjemme, jeg tror du skal
importere fra Finland eller måske Sverige, så prisen bliver jo derefter.
Jeg ved af gode grunde ikke så meget om dem, men har fundet en ret
interessant side her:
http://www.geocities.com/RainForest/2790/faq.html
Selv har jeg en Maine Coon og to norske skovkatte, og der er da
forskelle i temperamentet, men jeg har somme tider svært ved at se hvor
meget der er racespecifikt. Skovkattene er mere aktive og bedre
"jægere", og de er på en eller anden måde mere "selvstændige" - skal nok
selv bestemme hvornår de vil nusses og leges med osv. Men så får vi det
til gengæld også at vide så selv vi forstår at nu er det bare nu de skal
nusses på mavsen! Vores coon er noget mere flegmatisk i sin væremåde,
men han kan også finde på at ligge på gulvet og råbe op om at "jeg
ligger altså her og er klar til at blive kælet med". Jeg er nu ikke
sikker på om han måske har lært det af skovtøserne. Maine Coon'en er
lidt mere klodset end skovkattene, men jeg kan ikke helt gennemskue hvor
meget der skyldes racen og hvor meget det gør at vores Coon er
hankastrat mens skovserne er piger.
Generelt for de to racer vil jeg sige, at de er meget hyggelige og
sociale og gerne skal blande sig i alt, hvis de kan komme til det -
Maine Coon'en måske mere end skovkatten. De er ikke specielt larmende,
men de laver mange snakkelyde og svarer gerne, når man snakker til dem.
Det er ikke sofapudekatte, men heller ikke hyperaktive katte der
konstant drøner rundt - jo altså, en Maine Coon killing kan godt være
lidt af et DAMP-barn... Mine katte vil gerne pjatte med vand, og de har
det allesammen med at "grave deres mad ned" hvis de ikke kan spise op.
De vil også gerne checke vandskålen for fisk og være sikre på at der
ikke er is på vandoverfladen inden de drikker.
Jeg tror nok jeg vil anbefale dig at besøge nogle opdrættere og se
kattene "in action" så du får et bedre indtryk af hvilken race der
passer dig bedst!
Hilsen
Pernille (der startede med en af hver fordi hun ikke kunne bestemme sig)