Peter Loumann skrev:
> Ikke desto mindre kan man læse:
>
> Billedets /Opløsning/ [...] pixels pr. tomme (ved skærmvisning).
> Det er opløsningen, der bestemmer billedets kvalitet. En højere
> opløsning giver en bedre billedkvalitet, men bruger også en større
> del af computerens hukommelse. [...]
> [C. Rose: Adobe Photoshop 6 Bogen, IDG 2001, s. 12]
Ja, jeg har læst den og det er endnu en forfatter som glemmer alt om
printstørrelsen på dokumentet og gør derfor forvirringen komplet.
Et billede som er stillet til f.eks. 15 x 10 cm. i printstørrelsen
med en opløsning på 72 ppi vil fylde langt mindre i filstørrelsen
end et billede stillet til 15 x 10 cm. i printstørrelsen i 300 ppi,
men hvorfor det? Billedbehandlingsprogrammet laver følgende udregning:
Du ønsker et billede på 15 cm i printbredden og for hver inch. eller
tomme vil du have 72 pixels. Regnestykket er derfor 15 x 72 : 2.54 =
425.19 som vi runder ned til 425.
(Jeg dividerer med 2.54 for at komme fra cm. til inch eller tommer).
Højden på billedet vil vi have ud i 10 cm. så vi ønsker altså et
billede på 10 x 72 : 2.54 = 283.46 som rundes ned til 283.
Billedbehandlingsprogrammet laver altså et billede på 425 x 283
pixels hvis du beder printstørrelsen om at være 10 x 15 cm. i 72
ppi. Tjek det selv efter eller se evt. her:
<
http://home18.inet.tele.dk/madsen/photoshop/ppi/15x10x72ppi.gif>
Hvad så hvis vi laver et nyt dokument på 15 x 10 cm. men i stedet
i 300 ppi?
15 x 300 : 2.54 = 1771.65 eller 1772. 10 x 300 : 2.54 = 1181.1
eller 1181. Altså et billede på 1772 x 1181 pixels.
<
http://home18.inet.tele.dk/madsen/photoshop/ppi/15x10x300ppi.gif>
Det er klart at billederne ikke ville fylde det samme hverken i
filstørrelsen eller på skærmen, for de har ikke samme størrelse i
antallet af pixels i højden gange bredden, men det er ikke opløsningen
i ppi computeren laver den beregning ud fra. Den ser udelukkende på
antallet af pixels i højden gange bredden på billedet og laver
udregningen af filstørrelsen ud fra det. Det er også udelukkende
antallet af pixels i højden x bredden der bestemmer hvor meget billedet
fylder på skærmen. Det har intet med ppi'en at gøre, selv om mange
hårdnakket påstår det.
Hvis vi skal gå ud fra udsagnet:
> En højere opløsning giver en bedre billedkvalitet, men bruger også
> en større del af computerens hukommelse. [...]
Hvordan kan dette her så lade sig gøre?
<
http://home18.inet.tele.dk/madsen/photoshop/ppi/300_og_3000/>
Begge billeder er 1772 x 1181 og fylder derfor nøjagtigt det samme på
skærmen og i filstørrelsen. Den eneste forskel er at det øverste
billede vil komme ud af printeren i 10 x 15 cm. i 300 ppi mens det
nederste vil komme ud i 1.5 x 1 cm. i 3000 ppi. Udsagnet om at en
højere ppi giver en større fil, er manet i jorden. Hvis man snakker
om to billeder med den sammem printstørrelse, men med forskellig ppi
er det korrekt, men ellers ikke. Det er det de ofte glemmer at skrive
og det er sørgeligt.
Glem alt om opløsningen i pixels pr. inch, tommer eller cm. når det
er billeder til skærmvisning der tales om. Den har intet at sige.
Den har derimod betydning for hvordan billedet ser ud på print eller
tryk. En for lav opløsning betyder at billedet bliver hakket eller
pixeleret at se på så ppi'en på billedet skal være tilstrækkelig høj
til det tryk det nu engang skal bruges til. 200 til 250 ppi er ofte
tilstrækkelig når det drejer sig om fotolignende print på
"hjemmeprinteren", hvor man så selvfølgelig printer ud i printerens
højeste opløsning som bliver opgivet i DPI (Dots pr. inch) da det er
punkter en printer afsætter, og ikke pixels.
> Citatet er fra en (ellers ?) udmærket bog. Tilsvarende (vås ?) kan
> man læse i andre gør-det-selv-bøger og -hefter. Og så er det jo
> svært som fhv. newbie at påstå, at man selv er klogere.
Ja, og hvis du kigger rundt omkring på diverse hjemmesider vil du
finde mindst lige så mange begrebsforvirringer. Mange kalder
f.eks. opløsningen på et digitalt billede for DPI. En computer og
et digicam arbejder nu engang med pixels og ikke dots, som D'et i
DPI jo står for.
> Kan roderiet mon skyldes, at Photoshop (Elements) som default
> kæder de størrelser ppi og pixelantal sammen, således at billedet
> skaleres op ved forøgelse af ppi ... Det er for så vidt logisk
> nok, som man derved bevarer billedets fysiske størrelse, altså på
> tryk. Man kan nu let få den til at lade være med det. Og Paint
> Shop Pro gør det ikke som default.
Nu kender jeg hverken PSP eller Photoshop Elements, men uanset
hvilket program du bruger, så gælder det så vidt muligt om at undgå
resampling.
Hvis jeg sidder med et billede taget med mit digicam i 1600 x 1200 pix.
i den højeste opløsning, så får jeg et billede ind i Photoshop som ser
sådan her ud:
<
http://home18.inet.tele.dk/madsen/photoshop/ppi/1600x1200_72ppi.gif>
Som du ser er billedet 1600 x 1200 pixels, og printstørrelsen er
tilfældigvis stillet til 56.44 x 42.33 cm. i 72 ppi. Hvis jeg printede
det billede ud direkte, så ville min A4-printer få problemer med at
have det på papiret og resultatet vil se herrens ud fordi vi ikke har
mere end 72 pixels pr. tomme, (eller 28 pixels for hver cm.)
Jeg kan vælge at køre printstørrelsen ned til "fotostørrelse" ved
at skrive 15 cm. i printbredden og det giver følgende resultat:
<
http://home18.inet.tele.dk/madsen/photoshop/ppi/15x72ppi.gif>
Photoshop resampler dermed billedet. Før var billedet 1600x1200 og
ændringen vi lige har foretaget betyder, at det nye billede vil have
en størrelse på 425 x 319 pixels. Altså et betydeligt mindre billede
som vil fylde mindre på skærmen end originalen, og dermed mindre i
filstørrelsen. Der er blevet kylet information ud af billedet i form
af pixels, og nye værdier og pixels er blevet beregnet af Photoshop.
Hvad jeg burde have gjort var at fjerne fluebenet i det felt der
hedder 'Genopbyg data' eller 'Resample image' i den engelske udgave.
Det fastlåser nemlig pixeldimensionerne og det eneste man derefter
piller ved ved er printstørrelsen.
<
http://home18.inet.tele.dk/madsen/photoshop/ppi/15x270ppi.gif>
Hvis jeg ønsker en printbredde på 15 cm. kan jeg altså kun opnå en
opløsning på 270 ppi med et billede på 1600 x 1200 pixels. Om det så
er tilstrækkeligt kommer an på hvad billedet skal bruges til, men
det kan snildt gå an til langt de fleste tryk- eller printopgaver.
Hvis jeg har behov for en højere opløsning end 270 ppi ved en
printbredde på 15 cm. bliver jeg nødt til at interpolere for at
opnå den opløsning. Altså kunstigt tilføje nye pixels til billedet
som Photoshop er pisket til at gætte sig frem til.
Jeg har intet ændret på billedets pixels i ovenstående eksempel.
Det eneste jeg har gjort er at klappe et skilt i nakken af billedet
der siger: "Print mig i 15 x 10 cm. Tak!". De programmer der kan
forstå den information vil rette sig efter den.
For lige at runde Claras udsagn af, så tag evt. en kigger på denne
side: <
http://home18.inet.tele.dk/madsen/photoshop/ppi/skaerm/>
Og så blev det igen til en mindre roman fra min side :/
Håber ikke jeg får en ''441 435 Article exceeds local size limit'
når jeg sender den...
--
Med venlig hilsen
Madsen.