|  | 		    
					
        
         
          
         
	
          | |  | Findes fremtiden nu? Fra : karamel
 | 
 Dato :  29-05-02 23:27
 | 
 |  | Hej
 
 Jeg så i sin tid en tråd omkring tidsrejser her på dk.videnskab, men jeg
 må indrømme, at jeg ikke fulgte ret meget med. Hvorom alting er, så
 lyder det som om den moderne fysik efterhånden har accepteret, at
 tidsrejser er mulige - bare ikke nu, da vi ikke råder over den fornødne
 teknologi (jvf. f.eks. "Hawking's Univers" og andre værker af Stephen
 Hawking).
 
 Jeg vil nu ikke så meget diskutere, om dette kan være rigtigt, bl.a.
 fordi jeg går ud fra, at Hawking er lidt klogere end mig på dette punkt.
 Men der er en ting, jeg finder lidt underlig, nemlig at det skulle være
 muligt at rejse "frem i tiden". Jeg kan eventuelt godt gå med til, at
 man kan rejse tilbage i tiden, da fortiden jo er sket, og vi ved mere
 eller mindre hvordan. Men er der overhovedet en mening i at tale om
 rejser "til fremtiden" (eller fra fremtiden til vores tid), når
 fremtiden pr. definition ikke er sket endnu? Hvis ja, så ville det være
 som at hævde, at vi befinder os i en slags fortid.
 
 Med venlig hilsen
 
 
 
 
 |  |  | 
  Regnar Simonsen (29-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Regnar Simonsen
 | 
 Dato :  29-05-02 23:51
 | 
 |  | 
 karamel skrev :
 > Men der er en ting, jeg finder lidt underlig, nemlig at det skulle være
 > muligt at rejse "frem i tiden". Jeg kan eventuelt godt gå med til, at
 > man kan rejse tilbage i tiden, da fortiden jo er sket, og vi ved mere
 > eller mindre hvordan. Men er der overhovedet en mening i at tale om
 > rejser "til fremtiden" (eller fra fremtiden til vores tid), når
 > fremtiden pr. definition ikke er sket endnu?
 
 Rejser til fremtiden er netop muligt - både inden for den specielle
 relativitetsteori (med jævn relativ hastighed) og inden for den generelle
 relativitetsteori (med gravitationsfelter/accelerede systemer).
 Det skal forstå på denne måde, at der i visse situationer kan ske en
 forskydning af tiden - f.eks. vil tiden i et system (et ur, en partikel, en
 person ...), der anbringes i et tyngdefelt, gå langsommere end et system i
 "det frie rum" langt fra andre masser. Hvis vi taler om en person, er
 vedkommende måske blot ældet med 1 år, mens personer andre steder er ældet
 med 100 år. Hvis personen nu rejser ud af gravitationsfeltet, vil han
 opdage, at han befinder sig i fremtiden. Alle hans skolekammerater og venner
 er døde af alderdom - han kan til gengæld få en snak med deres børn og
 børnebørn.
 Samme effekt kan opnås ved høje hastigheder.
 
 Problemet er netop, at man ikke umiddelbart har samme mulighed for at rejse
 ind i fortiden. Den generelle relativitetsteori udelukker dog ikke dette, og
 i ekstreme situationer (f.eks. indenfor horisonterne af roterende sorte
 huller) er sådanne rejser faktisk en mulighed visse teoretikere regner med.
 Et andet sted er i "ormehuller", der forbinder fjernliggende egne  i
 rumtiden med en tunnel -men disse er dynamiske/ustabile, dvs. de åbnes og
 lukkes så hurtigt, at en tidsrejse ikke kan gennemføres i praksis.
 
 
 --
 Hilsen
 Regnar Simonsen
 
 
 
 
 
 |  |  | 
  Lasse Reichstein Nie~ (29-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Lasse Reichstein Nie~
 | 
 Dato :  29-05-02 23:09
 | 
 |  | karamel <karamel@REMOVEoncable.dk> writes:
 
 ....
 > Men er der overhovedet en mening i at tale om
 > rejser "til fremtiden" (eller fra fremtiden til vores tid), når
 > fremtiden pr. definition ikke er sket endnu?
 
 Vi rejser alle frem i tiden med hastighed 1. Det er der i sig selv ikke
 noget mærkeligt i. Hvis vi sammenligner os med andre der bevæger sig i
 forhold til os, så vil vi se dem bevæge sig langsommere frem i tiden
 end os (deres sekund per vores sekund), jvf. relativitetsteorien.
 
 > Hvis ja, så ville det være
 > som at hævde, at vi befinder os i en slags fortid.
 
 I morgen er i dag i går!
 
 Når man snakker om tid, så skal man passe meget på. Normale ord som
 "nu" og "er" kan nemt blive tvetydige :)
 
 Altså: Hvorfor undrer det at vi befinder os i en slags fortid?
 
 /L
 --
 Lasse Reichstein Nielsen  -  lrn@hotpop.com
 'Faith without judgment merely degrades the spirit divine.'
 
 
 |  |  | 
  Jonas Møller Larsen (30-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jonas Møller Larsen
 | 
 Dato :  30-05-02 01:39
 | 
 |  | karamel wrote:
 > Men der er en ting, jeg finder lidt underlig, nemlig at det skulle være
 > muligt at rejse "frem i tiden".
 
 Den eneste mulighed er at "rejse" frem i tiden! Prøv at rejse tilbage i
 tiden, eller prøv at blive i nu'et. Det virker ikke. Du ender altid i
 fremtiden.
 
 Hvis vi definerer en persons fortid som summen af de hændelser personen
 har oplevet, nutiden som de ting personen oplever, og fremtiden som de
 ting personen vil opleve, så følger det af definitionen, at man altid
 havner i fremtiden.
 
 Relativitetsteorien gør denne opdeling mulig, og yderligere gælder
 kausalitet: at fortiden kan påvirke fremtiden, mens fremtiden ikke kan
 påvirke fortiden. Der er altså principiel forskel på fortid og fremtid.
 
 Til gengæld kan forskellige personer være uenige om, hvor langt væk i
 tid en hændelse ligger. Et eksempel er tvillingeparadokset, hvor to
 tvillinger fødes, den ene tager på en rumrejse, og de mødes igen. Ved
 hjemkomsten er de uenige om deres aldre (hvor langt tilbage fødslen
 skete), men de er trods alt enige om, at fødslen ligger i fortiden. Der
 gælder, at hvis overlyshastighedsrejser er umulige, så vil de altid være
 enige, om en hændelse ligger i fortiden eller i fremtiden.
 
 > Jeg kan eventuelt godt gå med til, at
 > man kan rejse tilbage i tiden,
 
 Det kan jeg ikke. Så bliver ens fremtid det samme som ens fortid,
 hvilket er i modstrid med at fremtiden ikke kan påvirke nu'et, mens
 fortiden godt kan. Et klassisk modeksempel er, at man rejser tilbage i
 tiden og slår sine forældre ihjel, så man ikke bliver født (dvs.
 problemer fordi fremtiden har påvirket fortiden).
 
 Så hvis vi vil rejse "tilbage i tiden", må vi enten redefinere vores
 begreber eller opgive kausalitetsprincippet. Konsekvenserne af en verden
 uden kausalitet kan jeg ikke overskue, men vores "hukommelse" bliver en
 mærkelig størrelse, for den kan i så fald ikke skelne mellem
 fortid/fremtid ej heller sætte ens erindringer i rækkefølge.
 Kausalitetsprincippet definerer jo netop begreberne før/efter.
 
 > da fortiden jo er sket, og vi ved mere
 > eller mindre hvordan.
 
 Vi kan godt tænke tilbage på fortiden men ikke ændre den. Sket er sket!
 
 > Men er der overhovedet en mening i at tale om
 > rejser "til fremtiden" (eller fra fremtiden til vores tid), når
 > fremtiden pr. definition ikke er sket endnu?
 
 Fremtiden kan ikke påvirke nutiden/fortiden, så vi kan meningsfuldt sige
 at den ikke eksisterer (hvordan skulle vi afgøre det?). Men fremtiden
 opstår hele tiden.
 
 --
 Jonas Møller Larsen
 
 
 |  |  | 
  Jonas Møller Larsen (30-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jonas Møller Larsen
 | 
 Dato :  30-05-02 01:49
 | 
 |  | Jonas Møller Larsen wrote:
 > Et eksempel er tvillingeparadokset
 
 Det er forresten den slags historier, som populært fremstilles som
 "tidsrejser", selvom begge tvillinger jo bare har bevæget sig fremad i
 tiden.
 
 En anden kategori af tidsrejser er ormehuller, hvor man pludselig
 forsvinder fra eet sted af universet og dukker op et andet sted på et
 andet tidspunkt (sorte huller er populære kandidater), men disse er
 indtil videre ikke andet end spekulative skrivebordsteorier.
 
 --
 Jonas Møller Larsen
 
 
 |  |  | 
   Michael Vittrup (30-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Michael Vittrup
 | 
 Dato :  30-05-02 05:38
 | 
 |  | 
 
 
 |  |  | 
    Jonas Møller Larsen (30-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jonas Møller Larsen
 | 
 Dato :  30-05-02 12:10
 | 
 |  | Michael Vittrup wrote:
 > Hvis det ogsaa gaelder fortiden, staar det jo i
 > konflikt med de hidtil fremsatte udsagn i denne traad
 
 Netop. Hvis man vil rejse til fortiden, må man enten afskaffe
 kausaliteten eller også forhindre, at man har lov til at ændre fortiden.
 En "se men ikke røre"-rejse til fortiden er svær at forene med det,
 nogen kalder fri vilje. (Hvordan ville man skelne en sådan rejse fra det
 at tænke på fortiden?)
 
 Jeg kan ikke se nogen argument for, at envejsormehuller, som kun
 tillader rejser til fremtiden, strider mod kausaliteten. Det svarer til
 at forbinde to "spacelike" begivenheder og samtidig definere, hvilken
 der er først/sidst.
 
 --
 Jonas Møller Larsen
 
 
 
 |  |  | 
     Peter B. Juul (30-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Peter B. Juul
 | 
 Dato :  30-05-02 15:16
 | 
 |  | Jonas Møller Larsen <jml@ifa.au.dk> writes:
 
 > Netop. Hvis man vil rejse til fortiden, må man enten afskaffe
 > kausaliteten
 > eller også forhindre, at man har lov til at ændre fortiden.
 
 Nej.
 
 Man må afskaffe den opfattelse, at kausalitet altid foregår i samme
 retning som tidens naturlige forløb. Det er naturligvis vores
 erfaring, at den gør, men faktisk tidsrejse bagud vil give os andre
 erfaringer.
 
 Om vi så vil opdage, at det er cirkel-kausalitet (at mine handlinger i
 fortiden altid har fundet sted der, men at jeg bare ikke var opmærksom
 på det - f.eks. at Hitlers død rent faktisk _blev_ forvoldt af en
 tidsrejsende) eller at kausaliteten undertvinger sig tiden (så årsagen
 til at jeg rejser tilbage er ønsket om at ændre noget, som efter min
 ændring aldrig har fundet sted i tiden, men nok i kausalitets-rækken.)
 
 
 --
 Peter B. Juul, o.-.o  "Praeterea censeo Moulin Rouge omnibus videndum esse"
 The RockBear.  ((^))
 I speak only  0}._.{0
 for myself.    O/ \O
 
 
 |  |  | 
      Jonas Møller Larsen (30-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jonas Møller Larsen
 | 
 Dato :  30-05-02 20:50
 | 
 |  | "Peter B. Juul" wrote:
 > Man må afskaffe den opfattelse, at kausalitet altid foregår i samme
 > retning som tidens naturlige forløb. Det er naturligvis vores
 > erfaring, at den gør, men faktisk tidsrejse bagud vil give os andre
 > erfaringer.
 
 Hvordan definerer du "tidens naturlige forløb" hvis ikke ved at årsager
 sker før virkninger, altså ud fra kausaliteten?
 
 > Om vi så vil opdage, at det er cirkel-kausalitet (at mine handlinger i
 > fortiden altid har fundet sted der, men at jeg bare ikke var opmærksom
 > på det - f.eks. at Hitlers død rent faktisk _blev_ forvoldt af en
 > tidsrejsende)
 
 Hvis vi er enige om, at jeg principielt ikke kan bygge en tidsmaskine i
 morgen og rejse tilbage til i går (uden at miste den "fri vilje"), så
 har en evt. tidsrejsende Hitlermorder benyttet sig af en fysisk
 mekanisme/konstruktion/effekt, som ikke virker uafhængigt af tid og
 sted, og som specielt ikke lader sig reproducere.
 
 > eller at kausaliteten undertvinger sig tiden (så årsagen
 > til at jeg rejser tilbage er ønsket om at ændre noget, som efter min
 > ændring aldrig har fundet sted i tiden, men nok i kausalitets-rækken.)
 
 Jeg er ikke sikker på, hvad der menes - af samme grund som ovenfor.
 --
 Jonas Møller Larsen
 
 
 |  |  | 
       Peter B. Juul (31-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Peter B. Juul
 | 
 Dato :  31-05-02 00:04
 | 
 |  | Jonas Møller Larsen <jml@ifa.au.dk> writes:
 
 > Hvordan definerer du "tidens naturlige forløb" hvis ikke ved at årsager
 > sker før virkninger, altså ud fra kausaliteten?
 
 Kl. 12.51 kigger jeg på mit ur.
 
 To minutter senere kl. 12.53 går der en sky for solen.
 
 Jeg kan sagtens skelne disse to hændelser fra hinanden og placere dem
 i tiden, selv om de ingen kausal sammenhæng har.
 
 Den subjektive tidsopfattelse vil naturligvis altid være
 kausalitets-styret.
 
 Hvis min søster sig av kl 12.55.23, og jeg sparker hende 12.55.24 må
 hun være rejst tilbage i tiden mellem de to hændelser. For den der er
 rejst tilbage er kausalitetsrækken lige den tidsmæssige rækkefølge
 ("Du sparkede mig, jeg røg tilbage i tiden, jeg sagde av, fordi du
 sparkede mig"), mens den ikke er det for den uafhængige observatør.
 
 > Hvis vi er enige om, at jeg principielt ikke kan bygge en tidsmaskine i
 > morgen og rejse tilbage til i går (uden at miste den "fri vilje"), så
 > har en evt. tidsrejsende Hitlermorder benyttet sig af en fysisk
 > mekanisme/konstruktion/effekt, som ikke virker uafhængigt af tid og
 > sted, og som specielt ikke lader sig reproducere.
 
 Øh ja, det er da oplagt: Hvis tiden er fastlåst som den er, er fri
 vilje ikke-eksisterende og alting er låst i tid. Det er
 indlysende.
 
 --
 Peter B. Juul, o.-.o  "En stærkt medvirkende Aarsag til Sprogets Forfald har
 The RockBear.  ((^))   vi her i Landet i en national Særegenhed, som jeg ikke
 I speak only  0}._.{0  ved, at jeg har truffet i noget andet Land: Frygten for
 for myself.    O/ \O   at skabe sig ved at tale korrekt."  - Johannes V. Jensen
 
 
 |  |  | 
        Jonas Møller Larsen (31-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jonas Møller Larsen
 | 
 Dato :  31-05-02 10:33
 | 
 |  | Peter B. Juul wrote:
 > Hvis min søster sig av kl 12.55.23, og jeg sparker hende 12.55.24 må
 > hun være rejst tilbage i tiden mellem de to hændelser. For den der er
 > rejst tilbage er kausalitetsrækken lige den tidsmæssige rækkefølge
 > ("Du sparkede mig, jeg røg tilbage i tiden, jeg sagde av, fordi du
 > sparkede mig"), mens den ikke er det for den uafhængige observatør.
 
 Okay, så for personen, der bare står og betrager, ser det ud som om,
 årsagen indtraf før virkningen.
 
 Hvordan undgår vi, at søsteren efter tidsrejsen foretager diverse
 præventive foranstaltninger, så hun undgår at få sparket kl. 12.55.24.
 (Det ville jo give en logisk modstrid, at hun både bliver og ikke bliver
 sparket.) Opstår et nyt 12.55.24, er det fordi kausaliteten ikke også må
 virke frem i tiden, valgte hun bare tilfældigvis at gøre noget andet den
 dag, eller?
 
 --
 Jonas Møller Larsen
 
 
 
 |  |  | 
         Peter B. Juul (31-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Peter B. Juul
 | 
 Dato :  31-05-02 14:33
 | 
 |  | 
 
            Jonas Møller Larsen <jml@ifa.au.dk> writes:
 > Okay, så for personen, der bare står og betrager, ser det ud som om,
 > årsagen indtraf før virkningen.
 Det er det almindelige, men jeg forstår hvad du mener    > Hvordan undgår vi, at søsteren efter tidsrejsen foretager diverse 
 > præventive foranstaltninger, så hun undgår at få sparket kl. 12.55.24. 
 Det er jo netop der man må skelne mellem låst-tid/cirkelkausalitet og
 kausalitetsuafhængig tid.
 Hvis tiden er låst kan hun ikke gøre noget - alternativt _har_ hun
 taget sine forholdsregler, men de virkede ikke, for så var hun jo ikke
 blevet sparket.
 Nogle ynder at snakke om parallelle tidslinier/dimensioner, når man
 snakker kausalitetsuafhængig tid, men det er unødvendigt, hvis man
 bare accepterer, at kausalitet kan fungere udenom tid.
 Det vil betyde, at første årsag (i kausalitetsrækken) aldrig er
 forekommet i tid, når kausalitetskæden er nået forbi tidsrejsen, men
 det er ikke et problem.
 
 -- 
 Peter B. Juul, o.-.o  Kermit:  Bear left!
 The RockBear.  ((^))  
 I speak only  0}._.{0 Fozzie:  Right, Frog!
 for myself.    O/ \O  
            
             |  |  | 
          Jonas Møller Larsen (31-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jonas Møller Larsen
 | 
 Dato :  31-05-02 18:30
 | 
 |  | 
 
            "Peter B. Juul" wrote:
 > > Okay, så for personen, der bare står og betrager, ser det ud som om,
 > > årsagen indtraf før virkningen.
 > 
 > Det er det almindelige, men jeg forstår hvad du mener    Det var en smutter   (Der skal selvfølgelig byttes om på ordene
 "årsagen" og "virkningen".)
 > Hvis tiden er låst kan hun ikke gøre noget - alternativt _har_ hun
 > taget sine forholdsregler, men de virkede ikke, for så var hun jo ikke
 > blevet sparket.
 Inden for denne ramme mener jeg, at baglæns tidsrejser kombineret med
 fri vilje er en modstrid.
 
 > Nogle ynder at snakke om parallelle tidslinier/dimensioner, når man
 > snakker kausalitetsuafhængig tid, men det er unødvendigt, hvis man
 > bare accepterer, at kausalitet kan fungere udenom tid.
 Jeg har sværere ved at acceptere, at tiden fungerer uden reference til
 kausalitet.
 Tænker vi på verden som en firedimensional rumtid, så er begrebet "tid"
 en relation over par af rumtidspunkter, hvor vi i stedet for at sige "A
 er relateret til B" normalt siger "A er før B". Tilsvarende opfatter vi
 kausalitet som en relation over rumtidspunkter. Jeg kan ikke se, at
 denne beskrivelse skulle være i konflikt med den af Regnar beskrevne
 dynamiske tidsopfattelse. Og jeg er enig i, at der ikke er nogen a
 priori grund til, at kausalitetsrelationen skulle have noget som helst
 at gøre med tidsrelationen.
 Hvis vi nu som tidsmål vælger den subjektive tid (altså vores
 hukommelse, som i sig selv er en ordnet mængde af rumtidspunkter), så
 mener jeg, at man kan argumentere for, at hvis A er før B (dvs i tidslig
 relation), så vil A også være årsag til B (kausal relation), fordi vores
 fri vilje sætter os i stand til at hugge højre hånd af (eller undlade) i
 A, hvilket klart påvirker situationen i B. For tilstrækkeligt præcise
 definitioner af "fri vilje" og "kausalitet" skulle "beviset" gerne blive
 en tautologi. Du er vist enig i konklusionen:
 > Den subjektive tidsopfattelse vil naturligvis altid være
 > kausalitets-styret.
 For at et tidsmål, som ikke relaterer sig til kausalitet/subjektiv tid,
 kan give mening, må vi samtidig sige, hvordan man måler tiden, altså
 hvad udgør uret. Hvordan virker et akausalt ur   -- 
 Jonas Møller Larsen
            
             |  |  | 
           Peter B. Juul (31-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Peter B. Juul
 | 
 Dato :  31-05-02 19:30
 | 
 |  | 
 
            Jonas Møller Larsen <jml@ifa.au.dk> writes:
 > > Hvis tiden er låst kan hun ikke gøre noget - alternativt _har_ hun
 > > taget sine forholdsregler, men de virkede ikke, for så var hun jo ikke
 > > blevet sparket.
 > 
 > Inden for denne ramme mener jeg, at baglæns tidsrejser kombineret med
 > fri vilje er en modstrid.
 Det kommer an på dit observationspunkt: den handlende vil mene at have
 gjort nogle valg og handlinger. For den udenforstående observatør ser
 det ud, som om hun var låst i et fast "spor", for at fremtiden kunne
 forløbe sådan, at hun ville rejse tilbage.
 > > Nogle ynder at snakke om parallelle tidslinier/dimensioner, når man
 > > snakker kausalitetsuafhængig tid, men det er unødvendigt, hvis man
 > > bare accepterer, at kausalitet kan fungere udenom tid.
 > 
 > Jeg har sværere ved at acceptere, at tiden fungerer uden reference til
 > kausalitet.
 Det kan den også meget vel gøre. Så er tiden underlagt kausaliteten,
 men kausaliteten behøver ikke derfor være underlagt tiden.
 > Hvis vi nu som tidsmål vælger den subjektive tid (altså vores
 > hukommelse, som i sig selv er en ordnet mængde af rumtidspunkter), så
 > mener jeg, at man kan argumentere for, at hvis A er før B (dvs i tidslig
 > relation), så vil A også være årsag til B (kausal relation), fordi vores
 > fri vilje sætter os i stand til at hugge højre hånd af (eller undlade) i
 > A, hvilket klart påvirker situationen i B.
 Du kan ikke slutte den vej. Du kan - i subjektiv tid hos den
 tidsrejsende - slutte den anden vej, at årsag tidsmæssigt kommer før
 konsekvens. 
 Det du beskriver ovenfor er, at fordi a sker før b, så er b en
 konsekvens af a. Se mit tidligere eksempel om mit ur og en sky for
 solen, for et eksempel, hvor det ikke er tilfældet. 
 > > Den subjektive tidsopfattelse vil naturligvis altid være
 > > kausalitets-styret.
 Det var noget sludder jeg skrev. Beklager. Nej. Kausalitetsrækken vil
 altid følge den subjektive tidsopfattelse. Ikke omvendt.
 > For at et tidsmål, som ikke relaterer sig til kausalitet/subjektiv tid,
 > kan give mening, må vi samtidig sige, hvordan man måler tiden, altså
 > hvad udgør uret. Hvordan virker et akausalt ur   Det fungerer ikke.
 Men den tidsrejsende har jo uret med sig, så det gør ikke noget.
 -- 
 Peter B. Juul, o.-.o  "EDB er noget lort!"
 The RockBear.  ((^))           -Asbjørn Højmark
 I speak only  0}._.{0 
 for myself.    O/ \O  
            
             |  |  | 
            Jonas Møller Larsen (01-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jonas Møller Larsen
 | 
 Dato :  01-06-02 00:33
 | 
 |  | "Peter B. Juul" wrote:
 > Det kommer an på dit observationspunkt: den handlende vil mene at have
 > gjort nogle valg og handlinger.
 
 Hvortil jeg siger, at skal tidsmaskinen udløse en Nobel-pris, skal
 forsøget være reproducerbart. Ved gentagelsen instruerer vi på forhånd
 søsteren til - efter hun har rejst tilbage i tiden - at vælge således,
 at vi opnår en logisk modstrid (og indvilliger hun ikke i det, finder vi
 bare en anden forsøgsperson). Ved forsøgets afslutning har vi enten en
 logisk modstrid, en person som var ude af stand til at følge sin vilje,
 eller også kunne forsøget alligevel ikke gentages.
 
 > > Hvis vi nu som tidsmål vælger den subjektive tid (altså vores
 > > hukommelse, som i sig selv er en ordnet mængde af rumtidspunkter), så
 > > mener jeg, at man kan argumentere for, at hvis A er før B (dvs i tidslig
 > > relation), så vil A også være årsag til B (kausal relation), fordi vores
 > > fri vilje sætter os i stand til at hugge højre hånd af (eller undlade) i
 > > A, hvilket klart påvirker situationen i B.
 >
 > Du kan ikke slutte den vej. Du kan - i subjektiv tid hos den
 > tidsrejsende - slutte den anden vej, at årsag tidsmæssigt kommer før
 > konsekvens.
 >
 > Det du beskriver ovenfor er, at fordi a sker før b, så er b en
 > konsekvens af a. Se mit tidligere eksempel om mit ur og en sky for
 > solen, for et eksempel, hvor det ikke er tilfældet.
 
 Vi bruger forskellige definitioner af "kausalitet". Min definition er
 udelukkende ud fra to begivenheders placering i rumtiden, din er også
 relativ til, hvad der konkret skete. Hvis bare det er muligt for
 information at komme fra A til B, kan vi også tilrettelægge et forsøg
 sådan, at vi placerer en årsag i A og ser virkningen i B. I konteksten
 af reproducerbare forsøg er det derfor kun A's og B's placering i
 rumtiden, der er afgørende for, om de er kausalt forbundne.
 
 > Det var noget sludder jeg skrev. Beklager. Nej. Kausalitetsrækken vil
 > altid følge den subjektive tidsopfattelse. Ikke omvendt.
 
 Og samtidig kan kausaliteten foregå modsat tiden, som jeg så ikke ved,
 hvad er.
 --
 Jonas Møller Larsen
 
 
 |  |  | 
             Regnar Simonsen (01-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Regnar Simonsen
 | 
 Dato :  01-06-02 21:31
 | 
 |  | 
 Jonas Møller Larsen skrev :
 >Ved gentagelsen instruerer vi på forhånd
 > søsteren til - efter hun har rejst tilbage i tiden - at vælge således,
 > at vi opnår en logisk modstrid (og indvilliger hun ikke i det, finder vi
 > bare en anden forsøgsperson). Ved forsøgets afslutning har vi enten en
 > logisk modstrid, en person som var ude af stand til at følge sin vilje,
 > eller også kunne forsøget alligevel ikke gentages.
 
 Hvis tiden er statisk, behøver der ikke være en logisk modstrid.
 Hvis tiden "er" i stedet for "at gå", har den frie vilje på forhånd skabt de
 situationer, der er logisk mulige.
 Den frie vilje kan selvfølgelig ikke bryde med hverken fysiske eller logiske
 love. Hvis jeg hælder en kop kaffe ud på gulvet, kan jeg ikke efterfølgende
 drikke den (med mindre jeg jeg begynder at slikke gulvet) - en lovlig
 handling udelukker en anden.
 Hvis jeg vælger at rejse tilbage i tiden for at slå mine forældre ihjel, kan
 jeg ikke samtidig gå rundt og planlægge den slags - en lovlig handling
 udelukker en anden.
 Derfor vil kun logisk sammenhængende fænomener forekomme. Problemet er
 netop, at man tror, at man i situationen har den slags valg, men i
 virkeligheden er den slags blevet sorteret bort. Og inden for teorien om
 statisk tid er det netop ikke sådan, at først sker der en ting, derefter en
 anden ting osv. Fænomenerne ligger ordnet i rumtiden (efter kausalitetsloven
 og evt. termodynamikkens 2. hovedsætning), og man kan så fokusere på disse i
 en fastlagt rækkefølge.
 
 --
 Hilsen
 Regnar Simonsen
 
 
 
 
 
 |  |  | 
  Jeppe Stig Nielsen (30-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jeppe Stig Nielsen
 | 
 Dato :  30-05-02 07:52
 | 
 |  | 
 
            Jonas Møller Larsen wrote:
 > 
 > Til gengæld kan forskellige personer være uenige om, hvor langt væk i
 > tid en hændelse ligger. Et eksempel er tvillingeparadokset, hvor to
 > tvillinger fødes, den ene tager på en rumrejse, og de mødes igen. Ved
 > hjemkomsten er de uenige om deres aldre (hvor langt tilbage fødslen
 > skete), men de er trods alt enige om, at fødslen ligger i fortiden. Der
 > gælder, at hvis overlyshastighedsrejser er umulige, så vil de altid være
 > enige, om en hændelse ligger i fortiden eller i fremtiden.
 Hvad mener du med det sidste?
 I den specielle relativitetsteori kan et par af begivenheder, lad os
 kalde dem A og B, være /spacelike/, og i så tilfælde vil A ske før B
 for én observatør, mens en anden vil måle at B sker før A. Her kunne
 B være en persons fødsel, og A kunne være det der fastlagde hvad de
 to iagttagere mener med »nu«.
 Men det er nok ikke det du mener.
 -- 
 Jeppe Stig Nielsen <URL:http://jeppesn.dk/>.                            «
 "Je n'ai pas eu besoin de cette hypothèse (I had no need of that
 hypothesis)" --- Laplace (1749-1827)
            
             |  |  | 
   Jonas Møller Larsen (30-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jonas Møller Larsen
 | 
 Dato :  30-05-02 11:29
 | 
 |  | Jeppe Stig Nielsen wrote:
 > Jonas Møller Larsen wrote:
 >
 >>Til gengæld kan forskellige personer være uenige om, hvor langt væk i
 >>tid en hændelse ligger. Et eksempel er tvillingeparadokset, hvor to
 >>tvillinger fødes, den ene tager på en rumrejse, og de mødes igen. Ved
 >>hjemkomsten er de uenige om deres aldre (hvor langt tilbage fødslen
 >>skete), men de er trods alt enige om, at fødslen ligger i fortiden. Der
 >>gælder, at hvis overlyshastighedsrejser er umulige, så vil de altid være
 >>enige, om en hændelse ligger i fortiden eller i fremtiden.
 >>
 >
 > Hvad mener du med det sidste?
 
 Jeg mener, at hvis to observatører flere gange mødes og trykker hinanden
 i hånden og noterer tidspunkterne på deres medbragte ure, så vil de være
 enige om tidsrækkefølgen af håndtrykkene (men ikke nødvendigvis enige om
 tidspunkterne).
 
 > I den specielle relativitetsteori kan et par af begivenheder, lad os
 > kalde dem A og B, være /spacelike/, og i så tilfælde vil A ske før B
 > for én observatør, mens en anden vil måle at B sker før A.
 
 Jeg synes, det er misbrug af ordet "måle". Spacelike begivenheder
 defineres jo ved at man ikke kan bevæge sig fra A til B uden at
 overskride lysets hastighed. A og B kan dermed ikke være del af samme
 persons historie, hvis denne kun må bevæge sig med underlyshastighed. Så
 med mit forsøg på en definition af fortid/fremtid ovenfor slipper vi for
 at skulle tage stilling til, om A eller B skete først.
 
 I den sædvanlige fremstilling af den specielle relativitetsteori
 forestiller man sig, at hele rummet er udstyret med synkroniserede ure,
 og at en observatør derfor kan overskue hele rummet på et givet
 tidspunkt. Men det er en abstraktion (praktisk, indrømmet) over, hvad
 man faktisk måler.
 
 --
 Jonas Møller Larsen
 
 
 
 |  |  | 
    Jeppe Stig Nielsen (30-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jeppe Stig Nielsen
 | 
 Dato :  30-05-02 12:54
 | 
 |  | 
 
            Jonas Møller Larsen wrote:
 > 
 > Jeppe Stig Nielsen wrote:
 > > Jonas Møller Larsen wrote:
 > >
 > >>Til gengæld kan forskellige personer være uenige om, hvor langt væk i
 > >>tid en hændelse ligger. Et eksempel er tvillingeparadokset, hvor to
 > >>tvillinger fødes, den ene tager på en rumrejse, og de mødes igen. Ved
 > >>hjemkomsten er de uenige om deres aldre (hvor langt tilbage fødslen
 > >>skete), men de er trods alt enige om, at fødslen ligger i fortiden. Der
 > >>gælder, at hvis overlyshastighedsrejser er umulige, så vil de altid være
 > >>enige, om en hændelse ligger i fortiden eller i fremtiden.
 > >>
 > >
 > > Hvad mener du med det sidste?
 > 
 > Jeg mener, at hvis to observatører flere gange mødes og trykker hinanden
 > i hånden og noterer tidspunkterne på deres medbragte ure, så vil de være
 > enige om tidsrækkefølgen af håndtrykkene (men ikke nødvendigvis enige om
 > tidspunkterne).
 Okay. Så de skal bringes til samme inertialsystem (igen) før de
 begynder at diskutere rækkefølgen af forskellige begivenheder. Man
 skal vist ud i almen relativitetsteori for at regne på dette.
 -- 
 Jeppe Stig Nielsen <URL:http://jeppesn.dk/>.                            «
 "Je n'ai pas eu besoin de cette hypothèse (I had no need of that
 hypothesis)" --- Laplace (1749-1827)
            
             |  |  | 
     Sven Nielsen (30-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Sven Nielsen
 | 
 Dato :  30-05-02 13:31
 | 
 |  | On Thu, 30 May 2002 13:54:01 +0200, Jeppe Stig Nielsen
 <mail@jeppesn.dk> wrote:
 
 >Okay. Så de skal bringes til samme inertialsystem (igen) før de
 >begynder at diskutere rækkefølgen af forskellige begivenheder. Man
 >skal vist ud i almen relativitetsteori for at regne på dette.
 
 Man har ikke brug for almen relativitetsteori medmindre man tager
 hensyn til tyngdefeltet - eller ækvivalent bruger accelererede
 henførelsessystemer. Det er f.eks. en myte at man har brug for almen
 relativitetsteori for at løse tvillingeparadokset.
 
 Med venlig hilsen Sven.
 
 "Creation as literally depicted in Genesis is indeed supported by
 faith and needs to be, since it is not supported by anything else.
 Evolution, on the other hand, is supported by evidence."
 (Richard Dawkins)
 
 
 |  |  | 
  Martin Kristensen (30-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Martin Kristensen
 | 
 Dato :  30-05-02 14:35
 | 
 |  | 
 Jonas Møller Larsen wrote in message
 <3CF5749A.6F87FF09@ifa.au.dk>...
 >karamel wrote:
 >> Men der er en ting, jeg finder lidt underlig, nemlig at det
 skulle være
 >> muligt at rejse "frem i tiden".
 >
 >Den eneste mulighed er at "rejse" frem i tiden! Prøv at rejse
 tilbage i
 >tiden, eller prøv at blive i nu'et. Det virker ikke. Du ender
 altid i
 >fremtiden.
 >
 >Hvis vi definerer en persons fortid som summen af de hændelser
 personen
 >har oplevet, nutiden som de ting personen oplever, og fremtiden
 som de
 >ting personen vil opleve, så følger det af definitionen, at man
 altid
 >havner i fremtiden.
 >
 >Relativitetsteorien gør denne opdeling mulig, og yderligere
 gælder
 >kausalitet: at fortiden kan påvirke fremtiden, mens fremtiden
 ikke kan
 >påvirke fortiden. Der er altså principiel forskel på fortid og
 fremtid.
 >
 >Til gengæld kan forskellige personer være uenige om, hvor langt
 væk i
 >tid en hændelse ligger. Et eksempel er tvillingeparadokset, hvor
 to
 >tvillinger fødes, den ene tager på en rumrejse, og de mødes
 igen. Ved
 >hjemkomsten er de uenige om deres aldre (hvor langt tilbage
 fødslen
 >skete), men de er trods alt enige om, at fødslen ligger i
 fortiden. Der
 >gælder, at hvis overlyshastighedsrejser er umulige, så vil de
 altid være
 >enige, om en hændelse ligger i fortiden eller i fremtiden.
 >
 >> Jeg kan eventuelt godt gå med til, at
 >> man kan rejse tilbage i tiden,
 >
 >Det kan jeg ikke. Så bliver ens fremtid det samme som ens
 fortid,
 >hvilket er i modstrid med at fremtiden ikke kan påvirke nu'et,
 mens
 >fortiden godt kan. Et klassisk modeksempel er, at man rejser
 tilbage i
 >tiden og slår sine forældre ihjel, så man ikke bliver født (dvs.
 >problemer fordi fremtiden har påvirket fortiden).
 >
 >Så hvis vi vil rejse "tilbage i tiden", må vi enten redefinere
 vores
 >begreber eller opgive kausalitetsprincippet. Konsekvenserne af
 en verden
 >uden kausalitet kan jeg ikke overskue, men vores "hukommelse"
 bliver en
 >mærkelig størrelse, for den kan i så fald ikke skelne mellem
 >fortid/fremtid ej heller sætte ens erindringer i rækkefølge.
 >Kausalitetsprincippet definerer jo netop begreberne før/efter.
 
 En anden teori går vist ud på noget med at hvis man ændrer
 fortiden opstår der et nyt parallelunivers hvor disse ændringer
 påvirker fremtiden. Det er derfor kun i denne parallele fremtid
 at man f.eks. har dræbt sine forældre, og det får derfor ikke
 indflydelse på den fremtid man rejste tilbage i tiden fra. Dermed
 kan man rejse alt det frem og tilbage i tiden man vil, uden at
 det får kasualiteten til at virke ulogisk.
 
 Mvh.
 Martin Kristensen
 
 
 
 
 
 |  |  | 
   Simon Laub (30-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Simon Laub
 | 
 Dato :  30-05-02 20:31
 | 
 |  | "Martin Kristensen" <cruSPAMSUXXzer@gjk.dk>
 wrote in message news:ad59pt$uc1k5$1@ID-118575.news.dfncis.de...
 
 > En anden teori går vist ud på noget med at hvis man ændrer
 > fortiden opstår der et nyt parallelunivers hvor disse ændringer
 > påvirker fremtiden. Det er derfor kun i denne parallele fremtid
 > at man f.eks. har dræbt sine forældre, og det får derfor ikke
 > indflydelse på den fremtid man rejste tilbage i tiden fra. Dermed
 > kan man rejse alt det frem og tilbage i tiden som man vil, uden at
 > det får kasualiteten til at virke ulogisk.
 
 Netop! The multiverse. David Deutsch.
 
 >. Konsekvenserne af
 > en verden
 > >uden kausalitet kan jeg ikke overskue, men vores "hukommelse"
 > bliver en
 > >mærkelig størrelse, for den kan i så fald ikke skelne mellem
 > >fortid/fremtid ej heller sætte ens erindringer i rækkefølge.
 > >Kausalitetsprincippet definerer jo netop begreberne før/efter.
 
 I multiverset er det ikke et problem. Hvis vi
 ser bortset fra hvordan sådanne tidsrejser skulle
 foregå ... - kan en person rejse til enhver konfiguration
 af multiverset - inklusiv en version (parallel univers) der ligner ens egen
 fortid - bortset fra altså at den rejsende
 har erindringer om at han kom fra "fremtiden" (dvs.
 et andet sted i multiverset). Sker der nu noget andet
 i denne del af multiverset end det personen husker (der skete)
 gør det ikke logisk noget, da vi jo under alle omstændigheder
 befinder os i en anden del af multiverset (end den
 del den rejsende kom fra).
 
 -Simon
 
 
 
 
 |  |  | 
    Martin Kristensen (31-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Martin Kristensen
 | 
 Dato :  31-05-02 15:19
 | 
 |  | 
 Simon Laub wrote in message
 <3cf67dd6$0$211$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk>...
 >"Martin Kristensen" <cruSPAMSUXXzer@gjk.dk>
 >wrote in message news:ad59pt$uc1k5$1@ID-118575.news.dfncis.de...
 >
 >> En anden teori går vist ud på noget med at hvis man ændrer
 >> fortiden opstår der et nyt parallelunivers hvor disse
 ændringer
 >> påvirker fremtiden. Det er derfor kun i denne parallele
 fremtid
 >> at man f.eks. har dræbt sine forældre, og det får derfor ikke
 >> indflydelse på den fremtid man rejste tilbage i tiden fra.
 Dermed
 >> kan man rejse alt det frem og tilbage i tiden som man vil,
 uden at
 >> det får kasualiteten til at virke ulogisk.
 >
 >Netop! The multiverse. David Deutsch.
 
 Så vidt jeg kan forstå efter at have søgt lidt på nettet var det
 en herre ved navn Hugh Everett III, der først foreslog denne
 fortolkning af kvantemekanikken i 1957. Det lader til at der er
 to hovedretninger der kæmper mod hinanden indenfor
 kvantemekanikken - "The Multi World Interpretation" og "The
 Copenhagen Interpretation", som vist er Niels Bohrs forslag som
 går ud på noget med at partikler kan fornemme om de bliver
 iagtaget eller sådan noget.
 
 Mvh.
 Martin Kristensen
 
 
 
 
 
 |  |  | 
     Simon Laub (01-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Simon Laub
 | 
 Dato :  01-06-02 20:00
 | 
 |  | "Martin Kristensen" <cruSPAMSUXXzer@gjk.dk> wrote in message
 > news:ad80o4$v3a9m$1@ID-118575.news.dfncis.de...
 > Simon Laub wrote in message
 > <3cf67dd6$0$211$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk>...
 > >"Martin Kristensen" <cruSPAMSUXXzer@gjk.dk>
 > >wrote in message news:ad59pt$uc1k5$1@ID-118575.news.dfncis.de...
 > >
 > >> En anden teori går vist ud på noget med at hvis man ændrer
 > >> fortiden opstår der et nyt parallelunivers hvor disse
 > ændringer
 > >> påvirker fremtiden.
 
 > >Netop! The multiverse. David Deutsch.
 >
 > Så vidt jeg kan forstå efter at have søgt lidt på nettet var det
 > en herre ved navn Hugh Everett III, der først foreslog denne
 > fortolkning af kvantemekanikken i 1957. Det lader til at der er
 > to hovedretninger der kæmper mod hinanden indenfor
 > kvantemekanikken - "The Multi World Interpretation" og "The
 > Copenhagen Interpretation", som vist er Niels Bohrs forslag som
 > går ud på noget med at partikler kan fornemme om de bliver
 > iagtaget eller sådan noget.
 
 Everett var ganske rigtigt den første der foreslog denne
 fortolkning med parallelle universer.  Den originale artikel
 har vist John Wheeler som medforfatter?
 
 Min henvisning til David Deutsch går på bogen
 "The fabric of reality: The science of
 Parallel Universes - and its implications" som
 er dybt interessant og som netop behandler
 emnet om disse glade tidsrejsende, der "springer
 tilbage til deres egen fortid". Og hvordan det logisk
 kan lade sig gøre i multiverset.
 
 >"The Copenhagen Interpretation", som vist er Niels Bohrs forslag som
 > går ud på noget med at partikler kan fornemme om de bliver
 > iagtaget eller sådan noget.
 
 Ude på dybt vand og frit efter hukommelsen...........
 Københavner fortolkningen af kvantefysik er vist en samling
 af ideer med overskrifter så som:
 
 Komplementaritets princippet.  Elementar
 partikler kan både beskrives som partikler og som bølger.
 Heisenbergs usikkerhedsrelation - Hvis p
 er f.eks. en elektrons hastighed/masse og q er
 dens position, så er det ikke muligt at måle både
 q og p helt præcist i kvanteverdenen. Er den ene
 helt præcist målt så er der stor usikkerhed på den
 anden.
 Bohr mente at man kun kan vide noget om
 kvante verdenen via eksperimenter. Hvert eksperiment
 stiller et spørgsmål til denne kvanteverden.
 På partikel niveau vil enhver observation påvirke
 den partikel man observerer. Bohr mente derfor at
 det er meningsløst at spørge hvad et atom egentlig
 laver før observationen. Alt hvad man kan gøre er
 i kvantefysik at beregne sandsynligheden for et
 givet udfald af et eksperiment.
 
 De der er kritiske overfor dette har vist specielt noget
 mod dette med at et eksperiment pludselig får
 en elementar partikel til at bestemme sig for f.eks.
 at være et bestemt sted istedet for at være spredt ud som
 sandsynlighedsfunktion over et stort område (hele universet
 i princippet).
 I.e. En partikels placering er spredt ud
 over et område indtil nogle rent faktisk prøver at måle hvor den
 er henne. Så kollapser bølgefunktionen og partiklen placerer
 sig så pludseligt et bestemt sted, fordi der kom en bevidst
 person ind og målte på den.
 Hvis du tror på det, så betyder det vist også, at hvis ingen af os
 (bevidste mennesker) kigger på Månen så bliver dens position
 også fuzzy og vil efter et (meget) godt stykke tid blive
 ubestemt - og kan så dukke op igen indenfor et relativt stort udfalds rum,
 når vi (fjerne efterkommere) igen begynder at kigge på den.
 Månen er heldigvis meget stor, og der er hele tiden mennesker der kigger
 på den - så vi vil ikke opleve denne effekt.
 Mystikken knytter sig til det med den bevidste observatør som pludselig
 får partiklerne til at bestemme sig for et bestemt sted at være.
 Og at man ikke må spørge om hvor de var henne før - fordi
 det er et meningsløst spørgsmål ifølge Bohr.
 
 Hvis du så spurgte sådan een som David Deutsch så tror jeg han
 ville sige at denne fortolkning er noget vrøvl - men at vi ved en
 måling bare konstaterer at vi er i et bestemt parallel univers
 (del af multiverset), og at partiklen i denne del altid har været der,
 og ikke pludselig har fået en indskydelse til at
 vise sig der.
 
 mvh.
 -Simon
 
 
 
 
 |  |  | 
      Regnar Simonsen (01-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Regnar Simonsen
 | 
 Dato :  01-06-02 21:12
 | 
 |  | 
 Simon Laub skrev :
 > Hvis du tror på det, så betyder det vist også, at hvis ingen af os
 > (bevidste mennesker) kigger på Månen så bliver dens position
 > også fuzzy og vil efter et (meget) godt stykke tid blive
 > ubestemt - og kan så dukke op igen indenfor et relativt stort udfalds rum,
 > når vi (fjerne efterkommere) igen begynder at kigge på den.
 > Månen er heldigvis meget stor, og der er hele tiden mennesker der kigger
 > på den - så vi vil ikke opleve denne effekt.
 
 Målinger har ikke noget med bevidste personer at gøre. Målinger foretages
 som vekselvirkninger mellem systemer - disse kan f.eks. være naboatomer.
 Måneatomernes tilstande fastlægges ustandseligt pga. energiudvekslinger
 mellem månens egne atomer og f.eks. fotoner fra sollyset, den kosmiske
 stråling, infrarød stråling osv. Disse processer vil uvilkårligt få
 bølgefunktionerne til at kollapse, og dermed fastlægge månens tilstand (dvs.
 position og hastighed). Nye bølgefunktioner vil selvfølgelig opstå, men
 disse vil atter hurtigt forsvinde. Resultatet er, at månen vil "stå og
 småsimre", men pga. det store antal atomer er effekten meget minimal (i
 modsætning til hvis man vil beskrive enkelte elektroner og lignende).
 
 > Komplementaritets princippet.  Elementar
 > partikler kan både beskrives som partikler og som bølger.
 > Heisenbergs usikkerhedsrelation - Hvis p
 > er f.eks. en elektrons hastighed/masse og q er
 > dens position, så er det ikke muligt at måle både
 > q og p helt præcist i kvanteverdenen. Er den ene
 > helt præcist målt så er der stor usikkerhed på den
 > anden.
 
 En vigtig pointe. Usikkerheden på q og p er ikke nødvendigvis knyttet til
 selve målingen, men er en grundlæggende del af systemet (uanset om der måles
 eller ej).
 
 --
 Hilsen
 Regnar Simonsen
 
 
 
 
 
 |  |  | 
       Simon Laub (01-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Simon Laub
 | 
 Dato :  01-06-02 21:53
 | 
 |  | "Regnar Simonsen" <regnar.simo@image.dk> wrote in
 news:lU9K8.14111$N46.632553@news010.worldonline.dk...
 > Målinger har ikke noget med bevidste personer at gøre. Målinger foretages
 > som vekselvirkninger mellem systemer - disse kan f.eks. være naboatomer.
 
 Ja, det er jo meget godt. Men hvis et (ubevidst) system afmåler et andet så
 betyder
 det vel bare at bølgefunktionen udvides til det andet system -
 indtil en bevidst person kigger på det og får det samlede system
 til at kollapse til en bestemt tilstand?
 
 -Simon
 
 
 
 
 
 |  |  | 
        Regnar Simonsen (02-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Regnar Simonsen
 | 
 Dato :  02-06-02 21:43
 | 
 |  | 
 Simon Laub skrev :
 > Ja, det er jo meget godt. Men hvis et (ubevidst) system afmåler et andet
 så
 > betyder
 > det vel bare at bølgefunktionen udvides til det andet system -
 > indtil en bevidst person kigger på det og får det samlede system
 > til at kollapse til en bestemt tilstand?
 
 Dette er lige præcis et af kernespørgsmålene inden for kvantefysik, for
 hvordan vil du skelne et bevidst målesystem fra et ubevidst. Kan en kat
 bruges (jfr. Schrödingers) - kan en loppe? Du vil vel ikke kræve et menneske
 med en studentereksamen ?
 
 Jeg synes det er kunstigt og noget akavet, at skulle skelne mellem bevidste
 og ubevidste målesystemer.
 
 I stedet for at tale om bølgefunktionen for hele månen, er det nok mere
 frugtbart at se på et mere enkelt system :
 Antag du har et isoleret hydrogenatom i det ydre rum. Antag desuden at det
 er exciteret i en eller anden tilstand - f.eks. at elektronen er i 3. bane
 (n = 3). Efter et ubestemt tidsrum vil det henfalde til grundtilstanden -
 der er nu 2 muligheder :
 1) Et direkte spring : n=3  ->  n=1
 2) Et mellemspring : n = 3  ->  n=2  ->  n=1
 
 Indtil de udsendte fotoner måles, er de i en overlejret tilstand af de
 forskellige muligheder (beskrevet ved en normeret bølgefunktion).
 
 Nu opsættes en detektor, der kan måle energien af en af de udsendte fotoner.
 Hvis energien er "høj", har elektronen foretaget det første spring; hvis der
 er "lav" har den foretaget et mellemspring.
 
 Detektoren kan enten være en eller anden form for fotocelle, der "fanger"
 fotonen, og omsætter den til et elektrisk signal (dvs. en elektron med en
 vis energi).
 Det kan selvfølgelig også være nethinden i et øje, hvor der i princippet
 sker det samme.
 
 En mulighed :
 Bølgefunktionen kollapser, i det øjeblik den første energiudveksling
 foregår. Dvs. så snart en foton rammer fotocellen, hvor den afleverer en
 bestemt energimængde, vil selve elektronspringet i hydrogenatomet også blive
 fastlagt (og bieffekter som rekylvirkning mv., vil samtidig manifestere
 sig).
 Men -
 den dannede elektron er vel (som Simon Laub antyder) også ubestemt, indtil
 der foretages en måling på denne. Man kunne i næste trin lade den beæge sig
 ind i en energimåler (f.eks. gennem et elektrisk felt), hvor den rammer en
 af to detektorer (A = lav energi og B = høj energi). Hvis den rammer A
 udskrives på en papir strimmel : "LAV" - og hvis den rammer B, skrives
 "HØJ".
 Men -
 så længe en detektor ikke har observeret, hvad der står på papiret, vil
 dette være ubestemt (og LAV og HØJ-tilstanden vil være i en superposition af
 hinanden).
 
 Hvis nu nogen kikker på papiret, vil man få vished om, hvad der står - og
 dermed også viden om hydrogenatomets henfald og tilstand.
 
 Nu melder sig spørgsmålet : På hvilken måde er et bevidst måleapparat
 priviligeret til at få hele den sammensatte bølgefunktion til at kollapse.
 Eller kollapsede den egentlig allerede ved den første energiveksling - det
 sidste vil vel være tilfældet, hvis ubevidste og bevidste måleapparater
 ligestilles.
 
 --
 Hilsen
 Regnar Simonsen
 
 
 
 
 
 |  |  | 
         Henning Makholm (03-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Henning Makholm
 | 
 Dato :  03-06-02 18:08
 | 
 |  | Scripsit "Regnar Simonsen" <regnar.simo@image.dk>
 > Simon Laub skrev :
 
 > > Ja, det er jo meget godt. Men hvis et (ubevidst) system afmåler et andet
 > > så betyder det vel bare at bølgefunktionen udvides til det andet
 > > system - indtil en bevidst person kigger på det og får det samlede
 > > system til at kollapse til en bestemt tilstand?
 
 >  Dette er lige præcis et af kernespørgsmålene inden for kvantefysik, for
 > hvordan vil du skelne et bevidst målesystem fra et ubevidst. Kan en kat
 > bruges (jfr. Schrödingers) - kan en loppe? Du vil vel ikke kræve et menneske
 > med en studentereksamen ?
 
 Så vidt jeg forstår fysikerne, er det problem i et vist omfang "løst"
 ved hjælp af noget der kaldes dekohærens. Jeg har aldrig helt fået
 forklaret hvad det betyder, men følgende er hvad jeg forestiller mig
 (ret mig hvis jeg tager fejl, en eller anden):
 
 Pointen i hele kvantemekanikken og det der gør at vi er nødt til at
 snakke om bølgefunktioner i stedet for veldefinerede tilstande, er at
 kvantetilstande kan interferere med hinanden. Men hov .. det er jo
 upræcist sagt, for det der i virkeligheden interfererer er forskellige
 *veje* man kan nå til *samme* tilstand.
 
 Og "samme" er vigtigt her. Når vi i dobbeltspalteeksperimentet får
 interferens mellem elektron-gennem-spalte-A og elektron-gennem-spalte-B,
 er det fordi der eksisterer to mulige historier for systemet: et hvor
 elektronen er passeret gennem spalte A, og et hvor den er passeret
 gennem spalte B, og i slutningen af de to historier har *hele*
 systemet *samme* tilstand. Hvis vi sætter en elektrondetektor op i den
 ene af spalterne vil - pr definition af en detektor og uanset
 hvordan den i øvrigt fungerer - tilstanden i detektoren være
 forskellig alt efter hvad vej vores elektron har bevæget sig, og
 derfor interfererer de to veje ikke med hinanden.
 
 Det kan vi nu bruge til at analysere et simplere tankeeksperiment,
 hvor bølgefunktionen ikke gør meget andet end kollapse: Vi leaver
 (udvælger) en elektron med spin op og sender den ind i en detektor der
 måler spin i højre/venstreretningen. Når detektoren måler en elektron
 med spin til højre, skriver den et H på en papirrulle; måler den en
 elektron med spin til venstre, skriver den et V på en papirrulle. Der
 er ikke nogen bevidst observatør med i eksperimentet.
 
 Når elektronen er på vej ind i detektoren, befinder den sig i en
 superposition af højre- og venstretilstanden. Lad os være generøse
 og opfatte hele detektoren med papirrulle og det hele som en del af
 systemet. Det vil føre til at efter detektoren har gjort sit arbejde,
 vil dén være i en superposition af tilstande, hvor der står enten H
 eller V på papirrullen.
 
 Nu er tilstand H-på-papirrullen og tilstand V-på-papirrullen så
 forskellige at de i praksis ikke kan interferere med hinanden.
 Interferens forudsætter jo at de to tilstande har en fælles
 efterfølger - men at de to tilstande, der adskiller sig ved positionen
 af flere milliarder partikler blæk på papiret er så usandsynligt (og
 vil derfor have så lille kvantemekanisk amplitude) at et
 interferensbidrag mellem de to tilstande helt vil drukne i mere
 sandsynlige udviklingsveje.
 
 Sagt på en anden måde: fremtiden for tilstand H-på-papiret og tilstand
 V-på-papiret udvikler sig ganske uafhængigt af hinanden, også selv om
 vi udvider systemet til at omfatte hele universet og slet ikke regner
 med noget bølgefunktionskollaps.
 
 Denne indsigt kan man nu fortolke på to måder. En moderne variant af
 københavnerfortolkningen ville nok være: Netop derfor er det ikke et
 videnskabeligt spørgsmål præcis hvad der får bølgefunktionen til at
 kollapse. Observationerne er jo de samme hvad enten kollapset sker i
 selve måleapparatet eller når der kommer en forsker forbi og læser
 papiret eller (hvis jeg vil være solipsist) først når jeg hører om
 forsøgets resultat. Occams barberkniv afskaffer simpelthen spørgsmålet!
 
 Multiversmodellens fortolkning er derimod, at der slet ikke er behov
 for noget kollaps: Vi kan bare fremskrive bølgefunktionen for hele
 universet i det uendelige, og idet fremtiderne for to tilstande der er
 tilstrækkeligt forskellige, alligevel ikke interagerer med hinanden,
 svarer den beskrivelse *netop* til at målingen får universet til at
 splitte sig i to.
 
 Problemet med multiversmodellen, som jeg forstår den, er netop at idet
 den smider bølgefunktionskollapset ud, forsvinder også den statistiske
 fortolkning af kvantemekanikken. Bølgeligningen i sig selv indeholder
 jo ikke nogen tvingende grund til at det virker at opfatte kvadratet
 på amplitudens størrelse som en sandsynlighedsfordeling. Dén
 fortolkning kommer først i brug når vi lader bølgefunktionen kollapse.
 
 Multiversmodellen siger bare at alle universerne *findes* og lader det
 blive dermed. Hvorfor jeg - højst bemærkelsesværdigt - synes at
 befinde mig i et af de universer der har stor amplitude, siger den
 ikke noget om. Den mest logiske konsekvens af modellen bliver at
 forvise spørgsmål "hvorfor befinder jeg mig i netop dette af
 paralleluniverserne i stedet for det hvor Eiffeltårnet eksploderede i
 går fordi alle O14-kernerne i de rustne jerndragere henfaldt?" til den
 rene metafysik.
 
 Københavnerfortolkningen kan derimod stille og roligt svare at
 Eiffeltårnet ikke eksploderede fordi det er ualmindelig usandsynligt
 at Eiffeltårnet eksploderer (se den detaljerede udregning af
 sandsynligheden i appendix B, side 45-29938832774663423).
 
 --
 Henning Makholm          "*Tak* for de ord. *Nu* vinker nobelprisen forude."
 
 
 |  |  | 
          Jeppe Stig Nielsen (03-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jeppe Stig Nielsen
 | 
 Dato :  03-06-02 19:12
 | 
 |  | 
 
            Henning Makholm wrote:
 >[...]
 > Nu er tilstand H-på-papirrullen og tilstand V-på-papirrullen så
 > forskellige at de i praksis ikke kan interferere med hinanden.
 > Interferens forudsætter jo at de to tilstande har en fælles
 > efterfølger - men at de to tilstande, der adskiller sig ved positionen
 > af flere milliarder partikler blæk på papiret er så usandsynligt (og
 > vil derfor have så lille kvantemekanisk amplitude) at et
 > interferensbidrag mellem de to tilstande helt vil drukne i mere
 > sandsynlige udviklingsveje.
 > 
 > Sagt på en anden måde: fremtiden for tilstand H-på-papiret og tilstand
 > V-på-papiret udvikler sig ganske uafhængigt af hinanden, også selv om
 > vi udvider systemet til at omfatte hele universet og slet ikke regner
 > med noget bølgefunktionskollaps.
 > 
 > Denne indsigt kan man nu fortolke på to måder. En moderne variant af
 > københavnerfortolkningen ville nok være: Netop derfor er det ikke et
 > videnskabeligt spørgsmål præcis hvad der får bølgefunktionen til at
 > kollapse. Observationerne er jo de samme hvad enten kollapset sker i
 > selve måleapparatet eller når der kommer en forsker forbi og læser
 > papiret eller (hvis jeg vil være solipsist) først når jeg hører om
 > forsøgets resultat. Occams barberkniv afskaffer simpelthen spørgsmålet!
 Jeg synes det lyder ret fornugtigt. På samme måde med Schrödingers kat:
 Hvorvidt katten virkelig befinder sig i en superposition af levende
 eller død, eller sandsynlighedskollapset allerede har fundet sted længe
 inden vi undersøger kassens indhold, gør ikke rigtig nogen forskel.
 Thi de to tilstande levende og død er så forskellige at de ikke rigtigt
 interfererer hvis de findes samtidig. Spørgsmålet om hvornår kollapset
 sker, er derfor ikkefysisk idet ingen observation vil afhænge af svaret
 på det.
 Eller sådan noget ...
 -- 
 Jeppe Stig Nielsen <URL:http://jeppesn.dk/>.                            «
 "Je n'ai pas eu besoin de cette hypothèse (I had no need of that
 hypothesis)" --- Laplace (1749-1827)
            
             |  |  | 
           Simon Laub (03-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Simon Laub
 | 
 Dato :  03-06-02 23:13
 | 
 |  | "Jeppe Stig Nielsen" <mail@jeppesn.dk> wrote in message
 news:3CFBB15C.844624EA@jeppesn.dk...
 > Henning Makholm wrote:
 >
 > Jeg synes det lyder ret fornugtigt. På samme måde med Schrödingers kat:
 > Hvorvidt katten virkelig befinder sig i en superposition af levende
 > eller død, eller sandsynlighedskollapset allerede har fundet sted længe
 > inden vi undersøger kassens indhold, gør ikke rigtig nogen forskel.
 > Thi de to tilstande levende og død er så forskellige at de ikke rigtigt
 > interfererer hvis de findes samtidig. Spørgsmålet om hvornår kollapset
 > sker, er derfor ikkefysisk idet ingen observation vil afhænge af svaret
 > på det.
 
 Ja, det er så vist bare ikke helt rigtigt......
 Jeg mindes et forsøg med disse så berømte dobbelt spalter,
 hvor man sender fotoner afsted mod dobbelt spalten.
 Hvis begge spalter er åbne får man interferens, hvis en spalte er lukket
 vil man få enkelte fotoner der lander bag ved en af de to spalter.
 
 Nu laver man lidt om på eksperimentet:
 Efter at fotoner har passeret dobbelt spalten, men før
 de når detektoren, er eksperimentet så så viseligt indrettet, at det her
 lukker/åbner for den ene spalte.
 dvs. den opførsel man ser ske i detektoren synes at være afgjort af
 en hændelse der sker efter den hændelse der burde være den afgørende
 for hvad man måler?!
 Ved eksperiment ser man så at kollapset ihvertfald ikke sker
 ved spalten (men først senere tid/sted).
 
 Måske er der nogen der husker mere om dette forsøg ?
 
 -Simon
 
 
 
 
 |  |  | 
            Carsten Svaneborg (04-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Carsten Svaneborg
 | 
 Dato :  04-06-02 21:50
 | 
 |  | Simon Laub wrote:
 > Efter at fotoner har passeret dobbelt spalten, men før
 > de når detektoren, er eksperimentet så så viseligt indrettet, at det
 > her lukker/åbner for den ene spalte.
 
 Der er en lang række syrede eksperimenter omkring den type ting.
 
 Fx. kan du lave en "måling" af hvilken spalte en partikkel
 går igennem. Men sletter du informationen efter partiklen har
 ramt detektoren, så får du interferenser igen.
 
 Dette går ikke hvis målingen skriver sit resultat på et stykke
 papir, men hvis målingen istedet gemmer resultatet i en anden
 kvantepartikkel, således at vi efter at partiklen er gået
 igennem eksperimentet og er detekteret af detektoren, så måler
 på denne "huske" partikkel, eller bonker den så den glemmer
 måleresultatet så kan man påvirke om man ser et interferens
 mønster.
 
 Problemet i dette ligger altså i at man ikke kan slette en
 måling man har skrevet end på et stykke papir. Men det kan
 man derimod hvis man har skrevet den på en kvantepartikkel.
 
 
 > Måske er der nogen der husker mere om dette forsøg ?
 Ovenstående er et "delayed choice eksperiment", google
 kan sikkert finde massere af beskrivelser af dem.
 
 --
 Carsten Svaneborg
 
 
 
 |  |  | 
           Jonas Møller Larsen (04-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jonas Møller Larsen
 | 
 Dato :  04-06-02 23:00
 | 
 |  | Jeppe Stig Nielsen wrote:
 > Spørgsmålet om hvornår kollapset
 > sker, er derfor ikkefysisk idet ingen observation vil afhænge af svaret
 > på det.
 
 Ethvert spørgsmål, om hvad der sker, når vi ikke kigger, er ufysisk,
 idet ingen observation afhænger af svaret på det.
 
 Der findes flere forskellige matematiske formuleringer af
 kvantemekanikken, som alle giver samme forudsigelser i måleøjeblikket.
 Hvis man tager hver matematisk formulering bogstaveligt til alle
 tidspunkter - også mellem målingerne - ledes man umiddelbart til en
 fortolkning af, hvad der "sker", når man ikke kigger.
 
 Én formulering bruger en bølgefunktion, som umiddelbart leder én til at
 tro, at partiklen er alle steder på samme tid men med forskellig
 sandsynlighed, dvs københavnerfortolkningen. Feynman, derimod,
 formulerede sandsynligheden for, at partiklen starter i A til et bestemt
 tidspunkt og slutter i B til et senere tidspunkt som et
 funktionalintegral over alle mulige veje fra A til B (dvs et integral
 over en mængde af funktioner). Hver vej giver et tal med kompleks norm
 én, og normkvadratet på en vægtet sum af tallene giver sandsynligheden
 for, at partiklen ramte f.eks. skærmen i punktet B. Dette "path
 integral" leder umiddelbart til den fortolkning, at partiklen bevægede
 sig langs alle klassiske baner fra A til B og interfererede med sig selv
 undervejs. Bemærk, ikke et ord om bølgefunktioner eller kollaps af disse
 i Feynmans formulering. Bohm har også lavet en matematisk formulering,
 som jeg ikke husker i detaljer, men som leder til den "hybride"
 fortolkning, at man både har bølgefunktionen fra Schrødingerligningen og
 en deterministisk partikel (som afgør måleresultatet), som bevæger sig i
 et "kvantepotential", der igen er givet ved bølgefunktonen.
 
 Det er klart, at intet eksperiment kan afgøre, hvilken
 formulering/fortolkning, der er "den rigtige", idet alle de matematiske
 formuleringer giver samme forudsigelser i måleøjeblikket. Uden i øvrigt
 at have forstand på dekoherens, må konklusionen af ovenstående
 diskussion være, at man kan tillade sig en københavnerfortolkning, men
 hvor bølgefunktionen kollapser, så snart den ellers ville have været i
 en dekoherent superpostition (en superposition af tilstrækkeligt
 forskellige tilstande). Så dekoherens føjer endnu en fortolkning til
 rækken af mulige fortolkninger.
 
 --
 Jonas Møller Larsen
 
 
 |  |  | 
            Henning Makholm (05-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Henning Makholm
 | 
 Dato :  05-06-02 12:31
 | 
 |  | Scripsit Jonas Møller Larsen <jml@ifa.au.dk>
 
 > undervejs. Bemærk, ikke et ord om bølgefunktioner eller kollaps af disse
 > i Feynmans formulering.
 
 Men man skal stadig fortolke normkvadratet som sandsynligheder for at
 vælge mellem flere forskellige udfald af eksperimentet. Det er det
 samme som i københavnerfortolkningen kaldes bølgefunktionskollaps.
 
 --
 Henning Makholm                         "This imposes the restriction on any
 procedure statement that the kind and type
 of each actual parameter be compatible with the
 kind and type of the corresponding formal parameter."
 
 
 |  |  | 
             Jonas Møller Larsen (05-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jonas Møller Larsen
 | 
 Dato :  05-06-02 13:09
 | 
 |  | Henning Makholm wrote:
 > Scripsit Jonas Møller Larsen <jml@ifa.au.dk>
 >
 >>undervejs. Bemærk, ikke et ord om bølgefunktioner eller kollaps af disse
 >>i Feynmans formulering.
 >>
 >
 > Men man skal stadig fortolke normkvadratet som sandsynligheder for at
 > vælge mellem flere forskellige udfald af eksperimentet. Det er det
 > samme som i københavnerfortolkningen kaldes bølgefunktionskollaps.
 
 Ja; så dekoherens sætter os i stand til - i alle fortolkninger - at
 flytte det "magiske" måleøjeblik til ethvert tidspunkt, som ellers ville
 give meget forskellige udfald, hvis vi målte. Og dermed kan
 "Måleøjeblikket" omdefineres til at være uafhængigt af bevidste
 observatører.
 
 --
 Jonas Møller Larsen
 
 
 
 |  |  | 
              Henning Makholm (05-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Henning Makholm
 | 
 Dato :  05-06-02 14:29
 | 
 |  | Scripsit Jonas Møller Larsen <jml@ifa.au.dk>
 > Henning Makholm wrote:
 
 > > Men man skal stadig fortolke normkvadratet som sandsynligheder for at
 > > vælge mellem flere forskellige udfald af eksperimentet. Det er det
 > > samme som i københavnerfortolkningen kaldes bølgefunktionskollaps.
 
 > Ja; så dekoherens sætter os i stand til - i alle fortolkninger - at
 > flytte det "magiske" måleøjeblik til ethvert tidspunkt, som ellers ville
 > give meget forskellige udfald, hvis vi målte. Og dermed kan
 > "Måleøjeblikket" omdefineres til at være uafhængigt af bevidste
 > observatører.
 
 Netop det var vist pointen i mig lange indlæg i går.
 
 --
 Henning Makholm                           "... a specialist in the breakaway
 oxidation phenomena of certain nuclear reactors."
 
 
 |  |  | 
           Carsten Svaneborg (04-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Carsten Svaneborg
 | 
 Dato :  04-06-02 21:34
 | 
 |  | Jeppe Stig Nielsen wrote:
 > Thi de to tilstande levende og død er så forskellige at de
 > ikke rigtigt interfererer hvis de findes samtidig. Spørgsmålet om
 > hvornår kollapset sker, er derfor ikkefysisk idet ingen observation
 > vil afhænge af svaret på det.
 
 "Kollapset" sker hele tiden, fordi kassen slipper information
 om katten ud, det kan du ikke undgå. fx. kunne man jo hænge
 kassen i en fjeder / stille den på en vægt, og hvis katten rører
 på sig så kan man se det, når katten trækker vejert så kan du
 høre det, hvis du har en følsom nok mikrofon på siden af kassen,
 hvis katten flytter sig, så kan du se at kassens temperatur ændrer
 sig som den bevæger sig, så information slipper altid ud når vi
 har med makroskopiske objekter at gøre.
 
 Hvis du slukkede for alt stråling, så ville der ikke være
 noget der kunne bære information rundt, og så ville ting
 starte med at blive kvantemekaniske. Man kan fx. udregne
 hvis stjernelys spredes fra et støvkorn hvor mange positions
 målinger i sekundet der udføres, og antallet er så stort at
 støvkornet måles langt hurtigere af miljøet end det kan nå
 at blive kvantemekanisk.
 
 Du behøver altså ikke at åbne kassen, fordi hvis du er smart
 nok kan du blot ved at se på kassen se om katten lever eller ej.
 Miljøet indeholder hele tiden information om kattens tilstand,
 fordi kassen lægger denne information, og hvis du er Sherlock
 Holmes kan du fra denne indirekte information konkludere hvad
 kattens tilstand er. Med andre ord, miljøet måler hele tiden
 kattens tilstand, og gemmer denne måle værdi, så den er
 tilrådighed for dig. Dette er ideen i dekoherens.
 
 Dette er grunde til at Schrødingers kat ikke ender som et
 kvantemekanisk system.
 
 Hvis du lukker katten ind i en kasse, og kassen ikke slipper
 information om katten ud, så vil katten ende som et kvantemekanisk
 system! Vores beskrivelse af katten ender derfor i en superposition,
 dog vil det formodeligt tage milioner af år før katten i kassen
 er rigtig kvantemekanisk, og til den tid er der en god garenti
 for at den er død, så det burde ikke være nødventigt med at advare
 om at forsøge at lave eksperimentet selv. ;*)
 
 Information om kattens tilstand findes ikke uden for kassen,
 og du bliver derfor nødt til at åbne kassen for at "måle" på
 katten, og i det øjeblik skaber du information om katten og
 din beskrivelse af katten ændrer sig fra sandsyneligheder til
 et definitivt udfald. "Bølgefunktionen" er "kollapset".
 
 Kollapset er fysik idet at information skabes og gemmes i
 en klassisk størrelse, fx. på et stykke papir, hvor den
 forbliver så længe vi kigger på papiret/miljøet reflektere
 lys fra papiret og derfor indeholder information om det.
 
 Om noget er klassisk eller kvantemekanisk afhænger altså af
 hvor "koblet", det er til miljøet, og man derved fra miljøet
 indirekte kan deducere information om det.
 
 --
 Carsten Svaneborg
 
 
 
 |  |  | 
          Carsten Svaneborg (04-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Carsten Svaneborg
 | 
 Dato :  04-06-02 21:16
 | 
 |  | Henning Makholm wrote:
 > Denne indsigt kan man nu fortolke på to måder. En moderne variant af
 > københavnerfortolkningen ville nok være: Netop derfor er det ikke et
 > videnskabeligt spørgsmål præcis hvad der får bølgefunktionen til at
 > kollapse.
 
 Københavner fortolkningen blev formuleret før man havde
 forstået hvordan måleprocessen virker i kvantemekanik.
 
 På Bohrs tid kunne kvantemekanik beskrive hvordan kvantesystemer
 udvikler sig mellem målingerne (dvs. man viste alt om bølgefunktionens
 udvikling) men selve målingen blev faktisk limet på kvantemekanik
 i form af et aksiom/postulat som von Neumann lavede.
 
 Hvis Psi(t=0) er bølgefunktionen i det præpareret system,
 så fortæller kvantemekanik alt om hvordan man udregner
 Psi(t) for t>0 (Schrødinger ligningen m.m.). Og at
 sandsyneligheder er P(n)=|Psi(t,n)|² for at en måling
 til tiden t giver resultatet n.
 
 Målingen derimod er IKKE beskrevet af Schrødinger ligningen,
 fordi kvantesystemet er jo ikke isoleret i måleperioden, men
 vekselvirker med måleapparatet. Kvantesystemet er aldrig
 isoleret som sådan fordi det altid er udsat for kvantefluktuationer.
 
 Von Neuman postulerede at hvis vi laver en måling og resultatet
 er et tal n, så definere vi P(n)=1 og P(m)=0 for m!=n. Og så
 kører vi vidrer med kvantemekanikken indtil næste måling.
 
 Senere har man udspekuleret hvordan man kan beskrive
 måleprocessen kvantemekanisk, resultatet - dekoherens -
 viser at systemet udvikler sig imod en tilstand, hvor
 interferenser forsvinder, og systemet kan derfor beskrives
 med en sandsynelighedsfordeling istedet for en amplitude
 i måle perioden.
 
 Det besvarer ikke hvorfor man måler en bestemt n, blot at
 det kvantemekaniske system dynamisk igennem koblingen til
 måleapparatet udvikler sig imod en klassisk tilstand, mens
 der udveksles energi mellem måleapparat og kvantesystem.
 
 
 Det er selve denne måle process der /skaber/ viden om
 kvantesystemet. Kollapset af bølgefunktionen er hvad man
 kalder det, når den probablistiske beskrivelse jo pludseligt
 erstattes med en deterministisk fordi vi nu ved om partiklen
 har spin højre/venstre, hvorimod før målingen kunne vi kun
 gætte på hvad vi kunne forvente på basis af vores tidligere
 viden (fx. start tilstanden) og kendskab til hvordan
 eksperimentet udføres.
 
 Hvis partiklen havde en definitiv (men ukendt) højre/venstre
 værdi så ville dette være en skjult variabel. Men eksperimenter
 med Bell's ulighed viser at skjulte variable ikke er kompatible
 med kvantemekanik, vi må altså konkludere at information om
 højre/venstre'hed ikke findes før måleøjeblikket.
 
 Hvis vi tolker bølgefunktionen som en fysisk virkelig størrelse
 så er spørgsmålet selvfølgeligt hvad den fysiske fortolkning af
 bølgefunktionens kollaps er. Hvis man derimod blot fortolker
 bølgefunktionen som en beskrivelse af /vores viden/ om systemet
 så bølgefunktionens kollaps ikke anderledes end når vi slår med
 en terning gætter at sandsyneligheden er 1/6 for alle udfald,
 åbner bæret og "kollapser sandsyneligheden" til et specifikt
 deterministisk udfald.
 
 Hvad er det der gør at "sandsyneligheden kollapser"? Det er at
 vi opnår ny viden ved at kigge på terningen, vi må derfor ind-
 arbejde den nye viden i vores probabilitiske beskrivelse af
 systemet.
 
 Det at den probablistiske beskrivelse erstattes med en
 deterministisk (dog kun for et kort øjeblik) er kollapset
 af bølgefunktionen. Et stykke tid efter målingen vil vi
 igen ikke vide hvad for tilstand systemet er i, vores
 beskrivelse af systemet indeholder igen interferenser
 mellem forskellige tilstande.
 
 > Observationerne er jo de samme hvad enten kollapset sker i
 > selve måleapparatet eller når der kommer en forsker forbi og læser
 > papiret eller (hvis jeg vil være solipsist) først når jeg hører om
 > forsøgets resultat. Occams barberkniv afskaffer simpelthen
 > spørgsmålet!
 
 Mht. bevidsthed så er det en vildfarelse pga. Wigner, fordi
 han spekulerede over dette før skjulte variabler blev ryddet
 af vejen, og længe før decoherens blev opdaget.
 
 Når vi kigger på papiret så /skaber/ vi ikke viden, vi opnår
 blot viden der fandtes før vi kiggede. I kvantesystemet
 /skaber/ vi information ved at måle på det, det er den fundamentale
 forskel.
 
 Man kan dog sagtens indarbejde dette i den kvantemekaniske
 beskrivelse på en systematisk måde, således at det er ligegyldigt
 hvornår det "sande" "kollaps" foregår. Det "sande" "kollaps"
 skaber viden, der så gemmes fx. et stykke papir eller som
 bits i en computer, men ihvertifals på en størrelse der er
 beskrevet af klassisk mekanik. Vi kan så lave en række
 "falske" "kollapser" når forskellige bevidste størrelse og
 deres hunde og katte kigger på papiret eller bitten.
 
 > Multiversmodellens fortolkning er derimod, at der slet ikke er behov
 > for noget kollaps:
 
 Jeg skal gerne indrømme at jeg mener multivers/parallel univers
 snakken er en gang voodoo snak. Diskussionen mener jeg går på
 hvad man mener med sandsynelighed, og er den objektiv eller
 subjektiv.
 
 Jeg mener ikke multivers snakken har noget med kvantemekanik
 at gøre (det er dog et område med så meget voodoo at folk ikke
 undrer sig over noget mere af slagsen), spørgsmålet er mere
 før vi løfter bæret og ser terningen, så er vores beskrivelse
 af systemet 1/6 sandsynelighed for alle udfald, og pludseligt
 kigger vi og ser at terningen har et definitiv udfald fx. en
 sekser.
 
 Hvad er så årsagen til at sekseren ikke er en tre'er istedet?
 
 Sandsyneligheden tyder jo på at alle udfald er lige sandsynelige,
 så hvis vi skal undgå det "symmetribrud", det er at have et
 definitivt udfald når vi blot har en sandsynelighed, hvis vi
 vil løse det så må vi opfinde 5 fiktive "parallele" universer,
 hvor de andre muligheder sker i virkeligheden.
 
 Kollapset sker stadig, men alle mulige kollapser sker, ikke
 blot "vores" udfald.
 
 > Bølgeligningen i sig selv indeholder jo ikke nogen tvingende
 > grund til at det virker at opfatte kvadratet på amplitudens
 > størrelse som en sandsynlighedsfordeling. Dén fortolkning
 > kommer først i brug når vi lader bølgefunktionen kollapse.
 
 
 > Multiversmodellen siger bare at alle universerne *findes* og lader det
 > blive dermed. Hvorfor jeg - højst bemærkelsesværdigt - synes at
 > befinde mig i et af de universer der har stor amplitude, siger den
 > ikke noget om.
 Yeps, voodoo!
 
 > Københavnerfortolkningen kan derimod stille og roligt svare at
 > Eiffeltårnet ikke eksploderede fordi det er ualmindelig usandsynligt
 > at Eiffeltårnet eksploderer (se den detaljerede udregning af
 > sandsynligheden i appendix B, side 45-29938832774663423).
 
 Hver gang en turist tager et billed af Eiffel tårnet, så kollapser
 bølgefunktionen jo, fordi det er en måling der viser at Eiffel
 tårnet stadig eksistere. Hvis turisterne nu holdt op, og vi
 pakkede det ind i en kasse, der slukkede for alt stråling, der
 kunne reflekteres fra tårnet, fx. hvis man opsatte en gamma
 tæller der opsamlede kosmisk stråling i en retning, og at man
 derved kunne måle skyggen af kosmisk stråling som tårnet kastede,
 så ville det før eller siden skulle beskrives kvantemekanisk.
 
 Vægten ville dog aldrig ende i en superpositionstilstand mellem
 et let og et tungt Eiffel tårn, fordi det er umuligt at skærme
 den gravitationelle påvirkning som tårnet har på sine omgivelser.
 Årsagen er at man vilkårligt langt borte fra tårnet kan måle
 tyngdekraften på en flade rundt om tårnet, og derved konkludere
 massen inden for fladen. Fuldstændigt ligesom ladningen inden
 for en flade kan findes fra flade integralet af det elektriske
 felt.
 
 --
 Carsten Svaneborg
 
 
 
 |  |  | 
           Carsten Svaneborg (05-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Carsten Svaneborg
 | 
 Dato :  05-06-02 11:08
 | 
 |  |  |  |  | 
           Henning Makholm (05-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Henning Makholm
 | 
 Dato :  05-06-02 12:27
 | 
 |  | Scripsit Carsten Svaneborg <not_anywhere@on.the.net>
 
 [en hel masse]
 
 som jeg opgiver at finde hoved og hale i. Det ville altså være meget
 lettere at få gavn af dine indlæg hvis du mere udtrykkeligt gør
 opmærksom på om du er enig eller uenig i det du svarer på, i stedet
 for bare at stille dig op på en sæbekasse og begynde i vest.
 
 --
 Henning Makholm                         "These are a nasty breed. They sting
 you without waiting to be insulted first."
 
 
 |  |  | 
            Carsten Svaneborg (05-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Carsten Svaneborg
 | 
 Dato :  05-06-02 14:59
 | 
 |  | Henning Makholm wrote:
 > [en hel masse]
 > som jeg opgiver at finde hoved og hale i. Det ville altså være meget
 > lettere at få gavn af dine indlæg hvis du mere udtrykkeligt gør
 > opmærksom på om du er enig eller uenig i det du svarer på, i stedet
 > for bare at stille dig op på en sæbekasse og begynde i vest.
 
 Jeg føler stærkt for kvantemekanik. ;*)
 
 Jeg er ikke direkte uenig i det du skriver (fx. om hvorfor
 intereferensen ses i dobbelspalte eksperimentet), men jeg er heller
 ikke direkte enig (fx. i hvorfor V og H på papiret er klassisk).
 
 V og H på papiret er klassisk fordi lys hele tiden reflekteres
 fra papiret, hvorfor miljøet hele tiden måler på det. Hvis vi
 slukker får alt lys så vil V og H efter noget tid begynde med
 at interferere kvantemekanisk.
 
 Så at rent faktisk udpege hvad jeg er uenig i ville være noget andet
 end at diskutere, hvad jeg mener bølgefunktionens kollaps går ud på,
 og jeg mener det er det interessante.
 
 Mere sæbekasse:
 
 Jeg mener ikke diskussionen om bølgefunktionens kollaps har noget
 med bølgefunktionen og kvantemekanik at gøre. Kollapset har
 udelukkende noget med hvordan en probablistisk beskrivelse ændres
 når vi opnår viden at gøre, og er derfor ikke anderledes end at
 spille terninger. Med andre hvad er "sandsynelighed".
 
 Heisenberg 1960:
 "The act of recording, on the other hand, which leads to the reduction
 of the state, is not a physical, but rather, so to say, a mathematical
 process. With the sudden change of our knowledge also the mathematical
 presentation of our knowledge undergoes of course a sudden change."
 
 reduction of the state = kollaps af bølgefunktionen
 
 Bølgefunktionen er blot en matematisk enkryption af den viden eller
 uvidenhed vi har om systemet. Kvantemekanik giver en ligning for
 fremskrivningen af denne viden så vi kan lave forudsigelser.
 
 Måle postulatet fortæller hvordan vi skal fremskrive vores viden
 efter vi har udført en måling.
 
 Alternativt, modernet kvantemeknik fortæller os hvordan vores
 beskrivelse udvikler sig fra en interferens til en ren sandsynelighed
 under måle processen, at terningen så falder på en sekser eller vi
 måler en sekser ved slutningen af måleprocessen er
 bølgefunktionskollapset.
 
 Efter målingen er udført har vi opnået ny viden om systemet, og
 det ændrer naturligvis vores matematiske beskrivelse af det.
 
 Kvantesystemet når vi ikke måler på det er svagt koblet til
 miljøet, men udsat for stærke kvantefluktioner, ligesom en
 en bold i en kasse der rystes så mister vi meget hurtig viden
 om hvor bolden i kassen befinder sig.
 
 Ligeledes så mister vi meget hurtig viden om hvor kvantepartiklen
 befinder sig fordi kvantefluktuationer ryster den frem og tilbage,
 dvs. vores beskrivelse går fra at vi kender positionen, til at vi
 blot ved at sandsyneligheden for at finde den er den samme
 overalt i kassen.
 
 Fejlen vi begår er at tænke på bolden som et klassisk objekt
 der har position selv når vi ikke kigger. Hvis bolden nu også
 har bølgeegenskaber kan vi fixe det ved at lade den bærer den
 en fase, vi kan så få interferenser i sandsyneligheden fordi
 forskellige ruter mellem samme ende-punkter giver forskellige
 faser. Og så er vi i kvanteverdenen.
 
 Hvis vi istedet måler positionen, så svarer det til at vi åbner
 kassen og hele tiden kigger på bolden, den ryster godt nok rundt
 i kassen, men vi ved hvor den er, sandsyneligheden vi altså altid
 være en meget smal funktion men denne kan sagtens bevæge sig rundt,
 målingen har den egenskab at den altid resetter fasen, således at
 forskellige router ikke interferere med hinanden.
 
 --
 Carsten Svaneborg
 
 
 
 |  |  | 
         Simon Laub (03-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Simon Laub
 | 
 Dato :  03-06-02 22:46
 | 
 |  | 
 
            "Regnar Simonsen" <regnar.simo@image.dk> wrote in message
 news:%rvK8.37209$4f4.1283986@news000.worldonline.dk...
 >
 > Simon Laub skrev :
 > > Ja, det er jo meget godt. Men hvis et (ubevidst) system afmåler et andet
 > så
 > > betyder
 > > det vel bare at bølgefunktionen udvides til det andet system -
 > > indtil en bevidst person kigger på det og får det samlede system
 > > til at kollapse til en bestemt tilstand?
 >
 >  Dette er lige præcis et af kernespørgsmålene inden for kvantefysik, for
 > hvordan vil du skelne et bevidst målesystem fra et ubevidst. Kan en kat
 > bruges (jfr. Schrödingers) - kan en loppe? Du vil vel ikke kræve et
 menneske
 > med en studentereksamen ?
 >
 > Jeg synes det er kunstigt og noget akavet, at skulle skelne mellem
 bevidste
 > og ubevidste målesystemer.
   Ikke desto mindre er det jo netop sådan, ifølge Københavner fortolkningen
 af kvantefysik, at bølgefunktionen først kollapser,
 når en BEVIDST observatør kigger på et forsøg !!!
    Det er først på det tidspunkt at detektoren
 bestemmer sig til om der er målt f.eks. en elektron
 eller ej. Schroedingers kat har indtil da været i
 en superposition af tilstande, men nu kollapser
 bølgefunktionen så - og den bestemmer sig for at
 være død eller ej.
    Københavner fortolkningen er vel lidt ligeglad
 med, at der er en sådan mærkelig mellemperiode med
 katte der er både døde og levende. Det interessante
 er vel (for den fortolkning) bare, at gentager man forsøget
 en million gange så vil man ved hjælp af kvantefysikken
 kunne beregne hvor mange af disse gange man ville finde en død og en levende
 kat.
   Jeg fandt en citat af en Heintz Pagels som vel skærer
 Københavner fortolkningens ide ud i pap:
  "der er ingen mening til en objektiv eksistens af en elektron
 et eller andet sted, uafhængigt af en observation.
 Elektronen kommer til eksistens ved at nogen
 observerer den."  -> Værsgod - hvis der går en uge
 fra man laver et kvanteforsøg med en kat til man
 ser hvad resultatet er - så giver det ikke
 mening at diskutere hvilken tilstand katten var i
 i den uge.
 > Antag du har et isoleret hydrogenatom i det ydre rum. Antag desuden at det
 > er exciteret i en eller anden tilstand - f.eks. at elektronen er i 3. bane
 > (n = 3). Efter et ubestemt tidsrum vil det henfalde til grundtilstanden -
 > der er nu 2 muligheder :
 > 1) Et direkte spring : n=3  ->  n=1
 > 2) Et mellemspring : n = 3  ->  n=2  ->  n=1
 >
 > Indtil de udsendte fotoner måles, er de i en overlejret tilstand af de
 > forskellige muligheder (beskrevet ved en normeret bølgefunktion).
 >
 > Nu opsættes en detektor, der kan måle energien af en af de udsendte
 fotoner.
 > Hvis energien er "høj", har elektronen foretaget det første spring; hvis
 der
 > er "lav" har den foretaget et mellemspring.
 >
 > Detektoren kan enten være en eller anden form for fotocelle, der "fanger"
 > fotonen, og omsætter den til et elektrisk signal (dvs. en elektron med en
 > vis energi).
 > Det kan selvfølgelig også være nethinden i et øje, hvor der i princippet
 > sker det samme.
 >
 > En mulighed :
 > Bølgefunktionen kollapser, i det øjeblik den første energiudveksling
 > foregår. Dvs. så snart en foton rammer fotocellen, hvor den afleverer en
 > bestemt energimængde, vil selve elektronspringet i hydrogenatomet også
 blive
 > fastlagt (og bieffekter som rekylvirkning mv., vil samtidig manifestere
 > sig).
 > Men -
 > den dannede elektron er vel (som Simon Laub antyder) også ubestemt, indtil
 > der foretages en måling på denne. Man kunne i næste trin lade den beæge
 sig
 > ind i en energimåler (f.eks. gennem et elektrisk felt), hvor den rammer en
 > af to detektorer (A = lav energi og B = høj energi). Hvis den rammer A
 > udskrives på en papir strimmel : "LAV" - og hvis den rammer B, skrives
 > "HØJ".
 > Men -
 > så længe en detektor ikke har observeret, hvad der står på papiret, vil
 > dette være ubestemt (og LAV og HØJ-tilstanden vil være i en superposition
 af
 > hinanden).
 >
 > Hvis nu nogen kikker på papiret, vil man få vished om, hvad der står - og
 > dermed også viden om hydrogenatomets henfald og tilstand.
 >
 > Nu melder sig spørgsmålet : På hvilken måde er et bevidst måleapparat
 > priviligeret til at få hele den sammensatte bølgefunktion til at kollapse.
 > Eller kollapsede den egentlig allerede ved den første energiveksling - det
 > sidste vil vel være tilfældet, hvis ubevidste og bevidste måleapparater
 > ligestilles.
 Københavner fortolkningens ide om at der er forskel
 på bevidste mennesker og andet måleudstyr
 er også meget mystisk for mig.
 - mennesker er da lavet af bl.a. de samme elektroner som
 dem man forsøger at måle på?
    Så ret beset må et menneske også komme
 i en superposition af states. For at få bølgefunktionen
 til at kollapse inde i os må der så være nogle andre der kigger på os.
 Ultimativt kollapser en elektrons bølgefunktion fordi
 resten af universet kigge på den. Eller endnu sjovere  -
 det er bevidste observatøre der har kigget
 på universet og fået dets bølgefunktion til at kollapse
 (skabt universet).  For at universet ikke selv skal
 være i en superposition må der være observatøre
 udenfor universet der kollapser universets bølgefunktion ?
     Det må være det man mener, hvis man går ind for Bohrs
 Københavner fortolkning ???
    Her er det så at Everetts parallel univers teori
 kan komme frelsende ind. Så behøver man ikke have
 intelligente observatøre til at kollapse bølgefunktionen.
    Så er man bare i et parallelunivers, som
 hele tiden har været konsistent med det man iagttager.
    Det giver så bare frygtelig mange parallelle universer,
 hvilket Occams barberkniv vel ikke netop vil være glad for.
    Iøvrigt var det vist sådan - at Everetts originale ide er,
 at enhver observatør har en quantum memory state -
 og husker en mere eller mindre sammenhængende "historie" -
 Ideen med de parallele universer bygges så (sidenhen) oven på det.
 Vi har ikke adgang til fortiden, men kun til denne hukommelse,
 som er en del af universets kvante tilstand.
       Med Everett, så har man altså fået smidt denne mærkelige
 Københavner fortolkning med en priviligeret stilling for bevidste
 observatører ud - men har tilgengæld introduceret en masse
 paralleluniverser.
       Nu kunne man vel sige, at det er ligegyldigt hvad man vælger, fordi
 man jo bare altid kan regne løs og finde sandsynligheder for et givent
 udfald -
 og at disse forklaringer under alle omstændigheder bare er til for at gøre
 det
 mere forståeligt for mennesker.
      Men for at gøre det mere forståeligt så mindes jeg en teori,
 som vistnok er inspireret af Richard Feynman. Den kommer ikke
 med nye forudsigelser - den skulle bare være en hjælpende forklaring
 til det ovenstående. Det er temmelig frit efter hukommelsen, men :
      Den går ud på at har man et system, som det der blev
 beskrevet ovenfor :
 > Antag du har et isoleret hydrogenatom i det ydre rum. Antag desuden at det
 > er exciteret i en eller anden tilstand - f.eks. at elektronen er i 3. bane
 > (n = 3). Efter et ubestemt tidsrum vil det henfalde til grundtilstanden -
 > der er nu 2 muligheder :
 > 1) Et direkte spring : n=3  ->  n=1
 > 2) Et mellemspring : n = 3  ->  n=2  ->  n=1
 >
 > Indtil de udsendte fotoner måles, er de i en overlejret tilstand af de
 > forskellige muligheder (beskrevet ved en normeret bølgefunktion).
 Lad os kalde det et emiter system, så sender det en "offer" bølge
 ud i fremtiden til et absorber system. Og her kommer det så sjove
 så - absorber systemet sender så i virkeligheden en "confirmation"
 bølge tilbage i tiden til emiteren. "Offer" bølge og "confirmation"
 forstæker så hinanden mellem emiter og absorber, mens der
 ellers overalt i universet er destruktiv inferens mellem disse to
 bølger, så her ses de ikke.  På den måde er der så skabt et
 håndslag mellem emiteren og absorberen, som sikrer en konsistens.
 Det den bevidste iagttager gør, er bare at sætte rammerne for et forsøg,
 hvorefter forsøget går sin gang.
 I forsøget ovenfor tillades kun en sluttilstand at blive en realitet.
 Der kan godt være noget random undervejs (dårligt ord når
 tiden går både forlæns og baglæns), men når det er ryddet af vejen
 så henfalder systemet øjeblikkeligt til en konsistent tilstand. Der er
 således ikke
 en periode hvor en kat er levende og død.
 Og det er bedøvende om det er bevidste observatøre eller ubevidste
 observatøre.
 Jeg kan godt lide ideen - specielt fordi tiden her "går" både forlæns og
 baglæns.
 Hvilket jo bringer os tilbage til denne posts subject: "Findes femtiden
 nu" -
 Ja, det gør den da, og der er hele tiden en masse emitere der bliver
 korrigeret
 til at emitere "rigtigt" af disse absorbere i fremtiden .......
 Oder so was    -Simon
            
             |  |  | 
   Jonas Møller Larsen (30-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jonas Møller Larsen
 | 
 Dato :  30-05-02 20:56
 | 
 |  | Martin Kristensen wrote:
 > En anden teori går vist ud på noget med at hvis man ændrer
 > fortiden opstår der et nyt parallelunivers hvor disse ændringer
 > påvirker fremtiden. Det er derfor kun i denne parallele fremtid
 > at man f.eks. har dræbt sine forældre, og det får derfor ikke
 > indflydelse på den fremtid man rejste tilbage i tiden fra. Dermed
 > kan man rejse alt det frem og tilbage i tiden man vil, uden at
 > det får kasualiteten til at virke ulogisk.
 
 Hvis "paralleluniverset" og alle dets egenskaber ikke på nogen tænkelig
 måde kan påvirke de målinger vi laver i dette univers, så er det i en
 naturvidenskabelig sammenhæng uinteressant.
 --
 Jonas Møller Larsen
 
 
 |  |  | 
    Martin Kristensen (31-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Martin Kristensen
 | 
 Dato :  31-05-02 15:08
 | 
 |  | 
 Jonas Møller Larsen wrote in message
 <3CF683EB.81D50AD6@ifa.au.dk>...
 >Martin Kristensen wrote:
 >> En anden teori går vist ud på noget med at hvis man ændrer
 >> fortiden opstår der et nyt parallelunivers hvor disse
 ændringer
 >> påvirker fremtiden. Det er derfor kun i denne parallele
 fremtid
 >> at man f.eks. har dræbt sine forældre, og det får derfor ikke
 >> indflydelse på den fremtid man rejste tilbage i tiden fra.
 Dermed
 >> kan man rejse alt det frem og tilbage i tiden man vil, uden at
 >> det får kasualiteten til at virke ulogisk.
 >
 >Hvis "paralleluniverset" og alle dets egenskaber ikke på nogen
 tænkelig
 >måde kan påvirke de målinger vi laver i dette univers, så er det
 i en
 >naturvidenskabelig sammenhæng uinteressant.
 
 Så vidt jeg ved går multiverse-teorien ud på at de parallelle
 universer påvirker hinanden, hvilket man prøver at udnytte i
 kvante-computere. Så helt uinteressant er det vel ikke...
 
 Mvh.
 Martin Kristensen
 
 
 
 
 
 |  |  | 
     Lasse Reichstein Nie~ (31-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Lasse Reichstein Nie~
 | 
 Dato :  31-05-02 13:34
 | 
 |  | "Martin Kristensen" <cruSPAMSUXXzer@gjk.dk> writes:
 
 > Så vidt jeg ved går multiverse-teorien ud på at de parallelle
 > universer påvirker hinanden, hvilket man prøver at udnytte i
 > kvante-computere. Så helt uinteressant er det vel ikke...
 
 Kvantesuperpositioner behøver ikke at have noget med multiverser at
 gøre. Afhængigt af, selvfølgelig, hvad du mener "univers" og
 "parallel" betyder, for slet ikke at tale om sammensætningen?
 Det er ikke engang et trickspørgsmål :)
 
 /L
 --
 Lasse Reichstein Nielsen  -  lrn@hotpop.com
 'Faith without judgment merely degrades the spirit divine.'
 
 
 |  |  | 
      Martin Kristensen (31-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Martin Kristensen
 | 
 Dato :  31-05-02 16:25
 | 
 |  | 
 Lasse Reichstein Nielsen wrote in message ...
 >"Martin Kristensen" <cruSPAMSUXXzer@gjk.dk> writes:
 >
 >> Så vidt jeg ved går multiverse-teorien ud på at de parallelle
 >> universer påvirker hinanden, hvilket man prøver at udnytte i
 >> kvante-computere. Så helt uinteressant er det vel ikke...
 >
 >Kvantesuperpositioner behøver ikke at have noget med multiverser
 at
 >gøre.
 
 Det kommer vel an på hvilken fortolkning af kvantemekanikken man
 er tilhænger af.
 
 >Afhængigt af, selvfølgelig, hvad du mener "univers" og
 >"parallel" betyder, for slet ikke at tale om sammensætningen?
 >Det er ikke engang et trickspørgsmål :)
 
 Det har jeg slet ikke styr på. Jeg er ikke fysiker eller noget,
 jeg havde bare hørt om den der multivers teori en gang i
 forbindelse med noget om kvantecomputere.
 
 Mvh.
 Martin Kristensen
 
 
 
 
 |  |  | 
     Jonas Møller Larsen (31-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jonas Møller Larsen
 | 
 Dato :  31-05-02 18:47
 | 
 |  | Martin Kristensen wrote:
 > Så vidt jeg ved går multiverse-teorien ud på at de parallelle
 > universer påvirker hinanden
 
 Ting der påvirker vores univers plejer vi at definere til at ligge i
 vores univers.
 
 Hvorfor kunne Solen ikke i virkeligheden være i et parallelt univers,
 men som vekselvirker med vores univers ved at udsende tyngdekraft og
 stråling fra en mystisk tunnel der tilfældigvis ender i midten af
 solsystemet? Der er jo ingen, der har været inde og se efter. Svaret er,
 at vi ikke kan se forskel, men at det er nemmest at antage, at Solen
 faktisk er i vores univers.
 
 --
 Jonas Møller Larsen
 
 
 |  |  | 
      Martin Kristensen (31-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Martin Kristensen
 | 
 Dato :  31-05-02 20:02
 | 
 |  | 
 Jonas Møller Larsen wrote in message
 <3CF7B722.56065E58@ifa.au.dk>...
 >Martin Kristensen wrote:
 >> Så vidt jeg ved går multiverse-teorien ud på at de parallelle
 >> universer påvirker hinanden
 >
 >Ting der påvirker vores univers plejer vi at definere til at
 ligge i
 >vores univers.
 
 De parallelle universer er også mere eller mindre vores univers,
 bare forskellige udgaver.
 
 >Hvorfor kunne Solen ikke i virkeligheden være i et parallelt
 univers,
 >men som vekselvirker med vores univers ved at udsende
 tyngdekraft og
 >stråling fra en mystisk tunnel der tilfældigvis ender i midten
 af
 >solsystemet? Der er jo ingen, der har været inde og se efter.
 Svaret er,
 >at vi ikke kan se forskel, men at det er nemmest at antage, at
 Solen
 >faktisk er i vores univers.
 
 Multiversteorien er ikke bare en vild påstand grebet ud af den
 blå luft. Det er en mulig forklaring på en række fænomener,
 f.eks. dobbeltspalte-eksperimentet hvor en enkelt partikel
 opfører sig som bølger. Dette kan forklares ved at partiklen
 optræder i forskellige positioner i flere nærtliggende
 paralleluniverser, som interagerer med hinanden.
 
 Mvh.
 Martin Kristensen
 
 
 
 
 
 |  |  | 
       Jonas Møller Larsen (01-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jonas Møller Larsen
 | 
 Dato :  01-06-02 00:50
 | 
 |  | Martin Kristensen wrote:
 > Multiversteorien er ikke bare en vild påstand grebet ud af den
 > blå luft.
 
 Nej, det er en fortolkning af nogle matematiske ligninger, som jeg dog
 synes giver unødige metafysiske associationer.
 --
 Jonas Møller Larsen
 
 
 |  |  | 
        Martin Kristensen (01-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Martin Kristensen
 | 
 Dato :  01-06-02 02:29
 | 
 |  | 
 Jonas Møller Larsen wrote in message
 <3CF80C0E.1F21C36B@ifa.au.dk>...
 >Martin Kristensen wrote:
 >> Multiversteorien er ikke bare en vild påstand grebet ud af den
 >> blå luft.
 >
 >Nej, det er en fortolkning af nogle matematiske ligninger, som
 jeg dog
 >synes giver unødige metafysiske associationer.
 Flere end den anden fortolkning hvor en partikel kan fornemme om
 den bliver iagtaget? Så vidt jeg kan forstå giver
 multiverse-fortolkningen svar på mange spørgsmål som ikke kan
 besvares ordenligt hvis man kun tror der er et univers.
 F.eks. er jeg lige stødt på en artikel om at der er en række
 konstanter i naturen som af en eller anden grund er lige præcist
 det de skal være for at stjerner, planeter og liv er muligt. Hvis
 et af disse tal havde været bare lidt anderledes ville der slet
 ikke være opstået stjerner. Multivers-teorien forklarer dette ved
 at efter big bang spredte universet sig i uendeligt mange
 paralleluniverser med forskellige konstanter, og det er så kun i
 den lille fraktion af universerne med de rette forhold at
 stjerner, planeter og liv er opstået. Og heldigvis er vi i sådan
 et univers. :)
 Se: http://www.discover.com/nov_00/featlife.html Ja, det lyder langt ude, men kan man udelukke noget af den
 grund?Kvantefysik ER jo langt ude lige meget hvordan man ser på
 det.
 Mvh.
 Martin Kristensen
            
             |  |  | 
         Jonas Møller Larsen (01-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jonas Møller Larsen
 | 
 Dato :  01-06-02 13:30
 | 
 |  | Martin Kristensen wrote:
 >
 > Jonas Møller Larsen wrote in message
 > <3CF80C0E.1F21C36B@ifa.au.dk>...
 > >Nej, det er en fortolkning af nogle matematiske ligninger, som
 > jeg dog
 > >synes giver unødige metafysiske associationer.
 >
 > Flere end den anden fortolkning hvor en partikel kan fornemme om
 > den bliver iagtaget? Så vidt jeg kan forstå giver
 > multiverse-fortolkningen svar på mange spørgsmål som ikke kan
 > besvares ordenligt hvis man kun tror der er et univers.
 
 Der er forskel på kvantefysikken og fortolkninger af den. Førstnævnte er
 en teori, som giver forudsigelser om ting, vi måler, og afhænger ikke af
 sidstnævnte, der udtaler sig om, hvad vi tror der sker, når vi ikke
 måler (hvilket selvfølgelig også er interessant, men måske mere i en
 filosofisk sammenhæng).
 
 > Multivers-teorien forklarer dette ved
 > at efter big bang spredte universet sig i uendeligt mange
 > paralleluniverser med forskellige konstanter, og det er så kun i
 > den lille fraktion af universerne med de rette forhold at
 > stjerner, planeter og liv er opstået.
 
 Det er en meget sjov tanke, men man er nødt til at tilføje en form for
 vekselvirkning mellem multiverserne, for at man kan forestille sig et
 eksperiment, der kan afprøve påstanden. Og hvis ikke, er det et "gratis"
 udsagn, der ingen indflydelse har på vores målinger, og dets
 sandhedsværdi kan derfor ikke afgøres naturvidenskabeligt.
 
 > Ja, det lyder langt ude, men kan man udelukke noget af den
 > grund?Kvantefysik ER jo langt ude lige meget hvordan man ser på
 > det.
 
 David Deutsch: "Although Quantum Theory is weird, it doesn't mean that
 everything that's weird is true."
 
 --
 Jonas Møller Larsen
 
 
 |  |  | 
         Jeppe Stig Nielsen (01-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jeppe Stig Nielsen
 | 
 Dato :  01-06-02 15:58
 | 
 |  | 
 
            Martin Kristensen wrote:
 > 
 > F.eks. er jeg lige stødt på en artikel om at der er en række
 > konstanter i naturen som af en eller anden grund er lige præcist
 > det de skal være for at stjerner, planeter og liv er muligt. Hvis
 > et af disse tal havde været bare lidt anderledes ville der slet
 > ikke være opstået stjerner. Multivers-teorien forklarer dette ved
 > at efter big bang spredte universet sig i uendeligt mange
 > paralleluniverser med forskellige konstanter, og det er så kun i
 > den lille fraktion af universerne med de rette forhold at
 > stjerner, planeter og liv er opstået. Og heldigvis er vi i sådan
 > et univers. :)
 Man behøver vel ikke paralleluniverser for at appellere til dette
 »antropiske princip«. Hvis folk spørger hvordan det kan være at
 naturkonstanternes værdier lige netop er passende, kan man fortælle
 dem at hvis værdierne var anderledes ville spørgsmålet slet ikke
 blive stillet.
 -- 
 Jeppe Stig Nielsen <URL:http://jeppesn.dk/>.                            «
 "Je n'ai pas eu besoin de cette hypothèse (I had no need of that
 hypothesis)" --- Laplace (1749-1827)
            
             |  |  | 
          Regnar Simonsen (01-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Regnar Simonsen
 | 
 Dato :  01-06-02 20:53
 | 
 |  | 
 Jeppe Stig Nielsen skrev :
 > Man behøver vel ikke paralleluniverser for at appellere til dette
 > »antropiske princip«. Hvis folk spørger hvordan det kan være at
 > naturkonstanternes værdier lige netop er passende, kan man fortælle
 > dem at hvis værdierne var anderledes ville spørgsmålet slet ikke
 > blive stillet
 
 Nu er det "antropiske princip" en af mine kæpheste, for det går direkte "til
 benet".
 Altså  :
 Forholdet mellem alle naturkonstanter har præcis disse værdier, der skal
 til, for at et "fornuftigt univers" med planeter, stjerner, væsener osv. kan
 eksistere.
 Hvorledes forklares dette ?
 
 Der er vel kun 2 hovedforklaringer (man kan altid fifle lidt med detaljerne)
 :
 1) Universet er blevet skabt optimalt og med gunstige værdier af G, e, h, c
 osv. Dette forudsætter en eller anden urkraft, der har en intention om at
 danne et sådant univers.
 2) Universet har prøvet sig frem med et bredt spektrum af værdier - kun
 ganske få steder har værdierne harmoniske forhold der giver et beboeligt
 univers med væsener, der stiller den slags spørgsmål. Alle andre steder er
 det hele spildt (og ofte hysterisk ustabilt). Om forsøgsuniverserne er
 parallelle eller serielle eller noget helt tredje, er et meningsløst
 spørgsmål.
 
 Hvis nogen kender et tredje forslag, hører jeg gerne om det.
 
 Det skal dog nævnes, at en del selvfølgelig (uden synderlig held) har
 spekuleret over, om der er en dybereliggende sammenhæng mellem de
 grundlæggende naturkonstanter. Hvis en sådan sammenhæng findes, reduceres
 problemet en smule.
 
 
 --
 Hilsen
 Regnar Simonsen
 
 
 
 
 
 |  |  | 
           Jonas Møller Larsen (02-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jonas Møller Larsen
 | 
 Dato :  02-06-02 19:14
 | 
 |  | 
 
            Regnar Simonsen wrote:
 > Jeppe Stig Nielsen skrev :
 > > Man behøver vel ikke paralleluniverser for at appellere til dette
 > > »antropiske princip«. Hvis folk spørger hvordan det kan være at
 > > naturkonstanternes værdier lige netop er passende, kan man fortælle
 > > dem at hvis værdierne var anderledes ville spørgsmålet slet ikke
 > > blive stillet
 > 
 > Nu er det "antropiske princip" en af mine kæpheste, for det går direkte "til
 > benet".
 > Altså  :
 > Forholdet mellem alle naturkonstanter har præcis disse værdier, der skal
 > til, for at et "fornuftigt univers" med planeter, stjerner, væsener osv. kan
 > eksistere.
 > Hvorledes forklares dette ?
 Kunne det ikke tænkes, at der slet ikke er noget at forklare, men at
 "forklaringen" ligger implicit i spørgsmålet (som foreslået øverst)?
 Hvis vi begrænser os til kun at beskæftige os med målbare/observerbare
 fænomener, så må udsagnet "naturkonstanterne har de og de værdier"
 betyde, at vi kan måle/observere naturkonstanternes værdier. Men det
 forudsætter jo tilstedeværelsen af observatører, hvilket igen
 forudsætter, at naturkonstanterne har netop de værdier, som tillader
 udviklingen af intelligent liv.
 Dermed bliver udsagnet "naturkonstanterne har de rigtige værdier" en
 triviel sandhed, mens det modsatte udsagn "naturkonstanterne har de
 forkerte værdier" er meningsløst (for hvordan skulle vi kunne konstatere
 det?). Det minder om din forklaring nr. 2, men frasorteret alle de
 "forkerte" universer, som jo ikke kan iagttages. Hvad angår Vorherres
 evt. formål med at designe universet som han gjorde, så havde han
 muligvis ombestemt sig, hvis han kunne overskue konsekvenserne   Det antropiske princip har i øvrigt haft praktiske anvendelser. Burbidge
 brugte det til at forudsige tripel-alfa resonansen i kulstofkernen, som
 er nødvendig for, at stjerner kan producere tungere grundstoffer, der
 igen er en nødvendighed for liv som vi kender det. Senere fandt man
 resonansen eksperimentielt.
 -- 
 Jonas Møller Larsen
            
             |  |  | 
            karamel (02-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : karamel
 | 
 Dato :  02-06-02 19:49
 | 
 |  | Jonas Møller Larsen wrote:
 
 > Hvis vi begrænser os til kun at beskæftige os med målbare/observerbare
 > fænomener, så må udsagnet "naturkonstanterne har de og de værdier"
 > betyde, at vi kan måle/observere naturkonstanternes værdier. Men det
 > forudsætter jo tilstedeværelsen af observatører, hvilket igen
 > forudsætter, at naturkonstanterne har netop de værdier, som tillader
 > udviklingen af intelligent liv.
 >
 > Dermed bliver udsagnet "naturkonstanterne har de rigtige værdier" en
 > triviel sandhed, mens det modsatte udsagn "naturkonstanterne har de
 > forkerte værdier" er meningsløst (for hvordan skulle vi kunne konstatere
 > det?).
 >
 
 Det synes jeg ikke, det er, for så vidt man er i stand stille spørgsmålet.
 Hvis man kan bevise, at der findes eller kan findes universer uden intelligent liv
 - eller uden liv overhovedet - som følge af "forkerte" konstanter, så har man på
 sin vis konstateret det.
 
 Mvh
 
 
 
 
 
 |  |  | 
             Jonas Møller Larsen (03-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jonas Møller Larsen
 | 
 Dato :  03-06-02 02:25
 | 
 |  | karamel wrote:
 > > Dermed bliver udsagnet "naturkonstanterne har de rigtige værdier" en
 > > triviel sandhed, mens det modsatte udsagn "naturkonstanterne har de
 > > forkerte værdier" er meningsløst (for hvordan skulle vi kunne konstatere
 > > det?).
 > >
 >
 > Det synes jeg ikke, det er, for så vidt man er i stand stille spørgsmålet.
 
 Man kan skjule så mange forudsætninger i et spørgsmåls formulering, at
 svaret er givet på forhånd.
 
 Andre kan sikkert finde på bedre eksempler, men hvis du f.eks. spurgte:
 "Hvorfor er 2+2 = 4?", ville jeg som ovenfor svare, at "2+2 = 4" var en
 triviel sandhed (det følger nemlig direkte af definitionen på 2, +, = og
 4), mens det modsatte udsagn "2+2 != 4" (!= betyder forskellig fra) er
 meningsløst (det kan f.eks. forkortes til "2 != 2", som bare er
 nonsens). Indbygget i spørgsmålet er altså, at det kun tillader eet
 svar, ligesom spørgsmålet "Hvorfor har naturkonstanterne de rigtige
 værdier" kun tillader et svar, hvis man fortolker spørgsmålet på en
 bestemt måde.
 
 > Hvis man kan bevise, at der findes eller kan findes universer uden intelligent
 > liv - eller uden liv overhovedet - som følge af "forkerte" konstanter, så har
 > man på sin vis konstateret det.
 
 Hvordan ville du i princippet bevise det?
 --
 Jonas Møller Larsen
 
 
 |  |  | 
              karamel (04-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : karamel
 | 
 Dato :  04-06-02 17:15
 | 
 |  | Jonas Møller Larsen wrote:
 
 > > Hvis man kan bevise, at der findes eller kan findes universer uden intelligent
 > > liv - eller uden liv overhovedet - som følge af "forkerte" konstanter, så har
 > > man på sin vis konstateret det.
 >
 > Hvordan ville du i princippet bevise det?
 
 Jeg taler selvfølgelig om "teoretiske" beviser, i det mindste så længe det ikke er
 muligt at se eller besøge disse universer. Tag for eksempel Big Bang og meget af
 det, der er sket umiddelbart efter det. Det er noget, som vi naturligvis blot har
 regnet os til, hovedsagelig ved hjælp af kvantemekanik og relativitetsteori.
 
 Venlig hilsen
 
 
 
 |  |  | 
               Jonas Møller Larsen (04-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jonas Møller Larsen
 | 
 Dato :  04-06-02 20:25
 | 
 |  | karamel wrote:
 > Jeg taler selvfølgelig om "teoretiske" beviser, i det mindste så længe det ikke er
 > muligt at se eller besøge disse universer. Tag for eksempel Big Bang og meget af
 > det, der er sket umiddelbart efter det. Det er noget, som vi naturligvis blot har
 > regnet os til, hovedsagelig ved hjælp af kvantemekanik og relativitetsteori.
 
 Big Bang teorien forklarer bl.a. forekomsten af brint og helium i
 universet og eksistensen og formen af baggrundsstrålingen - dvs den
 forudsiger udfaldet af nogle målinger, vi i princippet kan foretage.
 Gjorde den ikke det, ville den være uinteressant, og i så fald ville det
 også være ligegyldigt, om den var eller ikke var konsistent med diverse
 andre anerkendte teorier.
 
 Den almene relativitetsteori forklarer den tilsyneladende tilfældighed,
 at den inertielle masse og den gravitationelle masse altid synes at være
 lige store - dvs forudsiger udfaldet af eksperimenter.
 
 Ideen om universer med "forkerte" naturkonstanter kan blive interessant,
 hvis man udbygger den med en eller anden forklaring på, hvilke
 konsekvenser den har for vore (evt. fremtidige) observationer, altså
 hvordan man direkte eller indirekte kan "se" disse universer. Men ikke
 før.
 
 Dét, at vore måleapparater altid giver "rigtige" værdier af
 naturkonstanterne, har jeg ovenfor argumenteret for ikke er en
 tilfældighed, som behøver yderligere forklaring.
 
 --
 Jonas Møller Larsen
 
 
 |  |  | 
            Jeppe Stig Nielsen (02-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jeppe Stig Nielsen
 | 
 Dato :  02-06-02 20:07
 | 
 |  | 
 
            Jonas Møller Larsen wrote:
 > 
 > "forkerte" universer, som jo ikke kan iagttages. Hvad angår Vorherres
 > evt. formål med at designe universet som han gjorde, så havde han
 > muligvis ombestemt sig, hvis han kunne overskue konsekvenserne   Det kan jeg godt følge. Jeg tror Gud kiggede hurtigt på designet og
 tænkte: »Det her *må* s'gu da give en idyllisk og fredelig verden uden
 ondskab« hvorefter han initierede skidtet. Hvis han havde været lidt
 mindre doven og regnet tingene ordentligt igennem på forhånd, ville
 han næppe have ladet dette her univers opstå.
 Dette løser også paradokset »Hvis Gud eksisterer og er god, hvordan
 kan ondskab så findes i hans skaberværk?« som faktisk tages helt
 alvorligt af teologer.
 -- 
 Jeppe Stig Nielsen <URL:http://jeppesn.dk/>.                            «
 "Je n'ai pas eu besoin de cette hypothèse (I had no need of that
 hypothesis)" --- Laplace (1749-1827)
            
             |  |  | 
            Regnar Simonsen (02-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Regnar Simonsen
 | 
 Dato :  02-06-02 20:56
 | 
 |  | 
 Jonas Møller Larsen skrev :
 > Kunne det ikke tænkes, at der slet ikke er noget at forklare, men at
 > "forklaringen" ligger implicit i spørgsmålet (som foreslået øverst)?
 >
 > Hvis vi begrænser os til kun at beskæftige os med målbare/observerbare
 > fænomener, så må udsagnet "naturkonstanterne har de og de værdier"
 > betyde, at vi kan måle/observere naturkonstanternes værdier. Men det
 > forudsætter jo tilstedeværelsen af observatører, hvilket igen
 > forudsætter, at naturkonstanterne har netop de værdier, som tillader
 > udviklingen af intelligent liv.
 
 Det var godt nok en sølle forklaring.
 Der er mennesker, fordi naturkonstanterne er "gode" - og naturkonstanterne
 er "gode" fordi, der er mennesker. Dette argument bider ligesom lidt sig
 selv i halen.
 
 Jeg giver dig ret i, at værdierne af naturkonstanterne er optimale, for
 udvikling af intelligent liv i et velordnet univers; men i stedet for at
 acceptere dette som et "de facto", kunne man godt stille spørgsmålet :
 Hvorfor det?
 Kunne værdien af elementarladningen ikke tænkes at have en dobbelt så stor
 værdi ? Jo, i princippet - men det vil give et univers med dårlige
 forudsætninger for liv.
 Hvis G var større, ville det uvilkårligt kollapse i løbet af kort tid.
 Giver det mening at forestille sig sådanne scenarier - jeg mener ja.
 Der er i hvert fald en teoretisk mulighed for, at naturkonstanterne vil
 kunne antage andre værdier. I ganske få situationer kunne man så netop få et
 gunstigt forhold. Det vil dog kræve utallige forgæves forsøg, hvis de
 grundlæggende konstanter kan varieres frit i forhold til hiananden - men der
 er måske nogle ukendte bindinger.
 Et interessant teoretisk spørgsmål er : Kan man forestille sig et andet
 univers, som også er stabilt i tilstrækkelig lang tid, til liv kan opstå og
 udvikles; men som har helt andre talværdier af de grundlæggende
 naturkonstanter. Dette er selvfølgelig vanskeligt at beregne; men man kunne
 forsøge sig med et modelunivers med færre naturkonstanter (f.eks. tre). Prøv
 denne lille øvelse i en ledig stund.
 
 
 --
 Hilsen
 Regnar Simonsen
 
 
 
 
 
 |  |  | 
             Jeppe Stig Nielsen (02-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jeppe Stig Nielsen
 | 
 Dato :  02-06-02 21:49
 | 
 |  | 
 
            Regnar Simonsen wrote:
 > 
 > Et interessant teoretisk spørgsmål er : Kan man forestille sig et andet
 > univers, som også er stabilt i tilstrækkelig lang tid, til liv kan opstå og
 > udvikles; men som har helt andre talværdier af de grundlæggende
 > naturkonstanter. Dette er selvfølgelig vanskeligt at beregne; men man kunne
 > forsøge sig med et modelunivers med færre naturkonstanter (f.eks. tre). Prøv
 > denne lille øvelse i en ledig stund.
 Hvad betyder »helt« andre mon?
 Her er det formuleret som en (lidt anden) opgave:
 Find et antal naturkonstanter der udtømmende specificerer vores
 univers. Kald disse naturkonstanter k1, k2, ..., kn.
 Definér intelligens.
 Beskriv geometrien af følgende mængde:
   { (k1,k2,...,kn) tilhørende R^n | ki'erne giver et univers hvor
                                             intelligens opstår }
 Opgaven er måske lidt svær. Vil nogen vædde om at mængden bliver
 konveks og sammenhængende?    -- 
 Jeppe Stig Nielsen <URL:http://jeppesn.dk/>.                            «
 "Je n'ai pas eu besoin de cette hypothèse (I had no need of that
 hypothesis)" --- Laplace (1749-1827)
            
             |  |  | 
             Jonas Møller Larsen (03-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jonas Møller Larsen
 | 
 Dato :  03-06-02 02:06
 | 
 |  | Regnar Simonsen wrote:
 > > Hvis vi begrænser os til kun at beskæftige os med målbare/observerbare
 > > fænomener, så må udsagnet "naturkonstanterne har de og de værdier"
 > > betyde, at vi kan måle/observere naturkonstanternes værdier. Men det
 > > forudsætter jo tilstedeværelsen af observatører, hvilket igen
 > > forudsætter, at naturkonstanterne har netop de værdier, som tillader
 > > udviklingen af intelligent liv.
 >
 > Det var godt nok en sølle forklaring.
 
 Det kommer an på, hvad man forventer.
 
 > Der er mennesker, fordi naturkonstanterne er "gode" - og naturkonstanterne
 > er "gode" fordi, der er mennesker. Dette argument bider ligesom lidt sig
 > selv i halen.
 
 Det er ikke et cirkelargument: Vil vi drive naturvidenskab, må der være
 observatører, og så må naturkonstanterne nødvendigvis være "gode".
 
 > Jeg giver dig ret i, at værdierne af naturkonstanterne er optimale, for
 > udvikling af intelligent liv i et velordnet univers; men i stedet for at
 > acceptere dette som et "de facto", kunne man godt stille spørgsmålet :
 > Hvorfor det?
 
 Fordi var værdierne anderledes, var de ikke fremkommet som resultatet af
 et eksperiment i vort univers. Det kan godt være, naturkonstanterne har
 andre værdier i andre universer afkoblet fra vores, men hvordan skulle
 naturvidenskaben kunne afgøre det.
 
 > Et interessant teoretisk spørgsmål er : Kan man forestille sig et andet
 > univers, som også er stabilt i tilstrækkelig lang tid, til liv kan opstå og
 > udvikles; men som har helt andre talværdier af de grundlæggende
 > naturkonstanter.
 
 Helt enig. Vi ved kun, at de aktuelle værdier er "lokalt" gunstige for
 liv, og at ændrer vi bestemte parametre en smule, er liv umuligt i den
 form, vi kender det.
 
 Skulle der eksistere flere "løsninger" for andre parametervalg, holder
 argumentet med Skaberens design ikke: I sin oprindelige form frasorterer
 argumentet jo alle universer, som er ugunstige for liv, og efterlader
 vores som eneste mulighed. Er der derimod flere løsninger, ville man
 stadig have et forklaringsproblem.
 
 --
 Jonas Møller Larsen
 
 
 |  |  | 
           Anders J. Munch (02-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Anders J. Munch
 | 
 Dato :  02-06-02 21:00
 | 
 |  | "Regnar Simonsen" <regnar.simo@image.dk> skrev:
 > Forholdet mellem alle naturkonstanter har præcis disse værdier, der skal
 > til, for at et "fornuftigt univers" med planeter, stjerner, væsener osv.
 kan
 > eksistere.
 > Hvorledes forklares dette ?
 >
 > Der er vel kun 2 hovedforklaringer (man kan altid fifle lidt med
 detaljerne)
 > :
 > 1) Universet er blevet skabt optimalt og med gunstige værdier af G, e, h,
 c
 > osv. Dette forudsætter en eller anden urkraft, der har en intention om at
 > danne et sådant univers.
 > 2) Universet har prøvet sig frem med et bredt spektrum af værdier [...]
 > Hvis nogen kender et tredje forslag, hører jeg gerne om det.
 
 3) Din forestilling om hvad der udgør et fornuftigt univers, er
 antropocentrisk.
 
 Planeter og stjerner er ikke nødvendige er liv. Planet-overfladevæsens-liv
 kræver måske nok ganske specielle værdier af naturkonstanter, men andre
 naturkonstanter ville så bare tillade andre former for liv. At
 naturkonstanterne tillader netop vores form for liv, forklares med det
 antropiske princip.
 
 Jeg kender kun én nødvendig forudsætning for liv: en gradient der udlignes
 kaotisk.
 
 - Anders
 
 
 
 
 
 |  |  | 
           Carsten Svaneborg (04-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Carsten Svaneborg
 | 
 Dato :  04-06-02 21:57
 | 
 |  | Regnar Simonsen wrote:
 > Hvorledes forklares dette ?
 
 Her har du allerede antaget at der findes en forklaring.
 
 Hvorfor er træer grønne?
 Hvorfor har heste ikke 6 ben?
 Hvorfor er himlen blå?
 
 Du kan besvare disse på 0 niveau, men hvis du forsøger
 at finde forklaringen til denne forklaring, så ender
 du i et infinite regress.
 
 Jeg tror det er en projektion at søge forklaring og
 mening i verden.
 
 --
 Carsten Svaneborg
 
 
 
 |  |  | 
            Regnar Simonsen (05-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Regnar Simonsen
 | 
 Dato :  05-06-02 20:43
 | 
 |  | 
 
            Carsten Svaneborg skrev :
 > Her har du allerede antaget at der findes en forklaring.
 >
 > Hvorfor er træer grønne?
 > Hvorfor har heste ikke 6 ben?
 > Hvorfor er himlen blå?
 >
 > Du kan besvare disse på 0 niveau, men hvis du forsøger
 > at finde forklaringen til denne forklaring, så ender
 > du i et infinite regress.
 >
 > Jeg tror det er en projektion at søge forklaring og
 > mening i verden.
 Med denne holdning kommer man jo ikke langt.
 Tidligere vidste man jo heller ikke, hvad regnbuer, magnetisme eller
 radioaktivitet var.
 I dag er disse fænomener jo forklaret ved mere grundlæggende kræfter og
 størrelser. Disse søger man selvfølgelig også at forstå -dvs. man graver ned
 i dybere og dybere erkendelseslag. Du kan vel ikke fuldstændig afvise, der
 er et bundlag, hvorpå alt andet bygger. Teorier om superstrenge og lignende
 er jo f.eks. et forsøg på at forstå kendte kræfter og partikler ud fra
 ganske få forudsætninger. Måske er man tæt på - eller langt fra - at give en
 selvkonsistent og logisk beskrivelse af naturens opbygning på et
 grundlæggende niveau. At spørgsmålene er en "infinite regres" er i hvert
 fald et postulat - og måske tager du fejl.
 Eksempel : "Hvorfor er himlen blå" ??
 1. Guderne elsker blåt og har derfor farvet himlen blå om dagen for at glæde
 mennesker.
 2. Atmosfæren virker som et farvefilter for sollyset
 3. Fotoner afbøjes af atomerne i atmosfæren - dem med størst energi og
 mindst bølgelængde afbøjes mest
 4. Spredningen foregår ved vekselvirkning mellem fotoner og elektroner
 beskrevet ved formler inden for kvanteelektrodynamik.
 5. Både fotoner og elektroner er masseløse superstrenge, der vekselvirker i
 et univers med X antal dimensioner - X kunne være 10, 26 eller måske 506.
 6. Antal dimensioner er fastlagt i de forskelige teoretiske modeller ud fra
 symmetrikrav mv.
 7. Og dette følger af ?????
 Måske slutter denne kæde i punkt 7 - eller i punkt 107 - eller måske aldrig.
 Jeg ser stadig kun 2 (eller 3) muligheder for de aktuelle gunstige værdier
 af de grundlæggende naturkonstanter.
 1) De er givet på forhånd
 2) Naturen har eksperimenteret med mange muligheder
 (3) De hænger sammen på et dybere (ukendt) niveau.
 At man kun kan stille spørgsmålet, hvis værdierne er "gunstige" er en
 forklaring i den billige ende.
 Jeppe Stig Nielsen skrev :
 >Her er det formuleret som en (lidt anden) opgave:
 >Find et antal naturkonstanter der udtømmende specificerer vores
 >univers. Kald disse naturkonstanter k1, k2, ..., kn.
 >Definér intelligens.
 >Beskriv geometrien af følgende mængde:
  > { (k1,k2,...,kn) tilhørende R^n | ki'erne giver et univers hvor
  >                                           intelligens opstår }
 >Opgaven er måske lidt svær. Vil nogen vædde om at mængden bliver
 >konveks og sammenhængende?    Nu vædder jeg kun, hvis jeg er sikker på at vinde - men jeg skal nok kigge
 på opgaven en af dagene.
 Opgaven består vel i øvrigt af 2 dele.
 1) Prøv at variere naturkonstanterne - og se hvad der sker. Hvis f.eks.
 værdien af h ændres en smule, vil alle mennesker og dyr blive selvlysende.
 Mere dramatisk : hvis G var en smule større, ville universet være kollapset
 kort efter, at det blev dannet.
 2) Hvis det skal være vildt : prøv også at variere naturlovene.
 Nogle af lovene kan vises - f.eks. mener jeg, at gravitationsloven kan vises
 (dvs. tyngdekraften nødvendigvis må være proportional med afstanden i minus
 2.) - andre er måske mere empiriske.
 Næste spørgsmål : Hvor mange uafhængige (og grundlæggende) naturkonstanter
 mener man iøvrigt der er ??
 Forslag til nogle :
 h, c, styrkekonstanten for hver af de 4 naturkræfter (f.eks. e), G
 Nogle konstanter er vel knap så grundlæggende, da det blot er
 proportionalitetsfaktorer - f.eks. Stefan-Boltzmanns konstant og
 gaskonstanten.
 --
 Hilsen
 Regnar Simonsen
            
             |  |  | 
             Carsten Svaneborg (06-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Carsten Svaneborg
 | 
 Dato :  06-06-02 10:44
 | 
 |  | 
 
            Regnar Simonsen wrote:
 >> Jeg tror det er en projektion at søge forklaring og
 >> mening i verden.
 > Med denne holdning kommer man jo ikke langt.
 > Tidligere vidste man jo heller ikke, hvad regnbuer, magnetisme eller
 > radioaktivitet var.
 Vi kan formulere modeller, der kan beskrive de empiriske fenomener
 vi observere, eller teorier der kan forudsige de empiriske 
 fenomener vi observere. Vi kan så fortolke disse modeller/teorier
 som en forklaring til fenomenet. Så godt så langt, men en teori
 eller model vil kun forklare hvordan fenomenet opfører sig, ikke
 hvorfor det gør det, hvad "meningen" med fenomenet er.
 Derfor er det meningsløst at diskutere meningen med fenomener.
 Vi kan blot beskrive og kalde syntesen af beskrivelsen en
 forklaring, fordi syntesen af teorier skaber en kontekst i
 hvilken vi kan forklare tings fenologi.
 Syntesen af klassisk mekanik var fx. ikke istand til at forudse
 radioaktivitet, den blev opdaget ved en tilfældighed. Dvs. vi
 kan ikke blot påstå at syntesen af kendt viden forklarer alt.
 > Teorier om superstrenge og lignende er jo f.eks. et forsøg på at
 > forstå kendte kræfter og partikler ud fra ganske få forudsætninger.
 Jeg har svært ved at se hvordan man klart definere "få forudsætninger"
 hvor mange bits information antager man når man antager at en 27
 dimensional verden skal kompaktificeres til en 4 dimensional for
 at det hænger sammen, og en eller anden action funktional?
 > 3. Fotoner afbøjes af atomerne i atmosfæren - dem med størst energi og
 > mindst bølgelængde afbøjes mest
 > 4. Spredningen foregår ved vekselvirkning mellem fotoner og elektroner
 > beskrevet ved formler inden for kvanteelektrodynamik.
 > 5. Både fotoner og elektroner er masseløse superstrenge, der vekselvirker
 > i et univers med X antal dimensioner - X kunne være 10, 26 eller måske
 > 506. 6. Antal dimensioner er fastlagt i de forskelige teoretiske modeller
 > ud fra symmetrikrav mv.
 Prøv at brug 5 til at udlede 3. ;*)
 > At man kun kan stille spørgsmålet, hvis værdierne er "gunstige" er en
 > forklaring i den billige ende.
 Men dette er et spøgsmål der er klart uden for den kontekst som
 vi har fra syntesen af viden fra teoridannelse. Og i den kontekst
 er spørgsmålet meningsløst.
 Kan du komme med en anden kontekst i hvilken spørgsmålet og
 forventningen til en erkendelig forklaring giver "mening" på
 en objektiv måde?
 
 > Næste spørgsmål : Hvor mange uafhængige (og grundlæggende) naturkonstanter
 > mener man iøvrigt der er ??
 > Forslag til nogle :
 > h, c, styrkekonstanten for hver af de 4 naturkræfter (f.eks. e), G 
 > Nogle konstanter er vel knap så grundlæggende, da det blot er
 > proportionalitetsfaktorer - f.eks. Stefan-Boltzmanns konstant og
 > gaskonstanten.
 Boltzmanns konstant (~gaskonstanten) relatere enheden bits til
 energi skalaen, det er vist ret fundamentalt.
 -- 
   Mvh. Carsten Svaneborg
http://www.softwarepatenter.dk  where you do not
 want to go tomorrow!
            
             |  |  | 
              Henning Makholm (06-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Henning Makholm
 | 
 Dato :  06-06-02 14:44
 | 
 |  | Scripsit Carsten Svaneborg <zqex@nowhere.on.the.net>
 > Regnar Simonsen wrote:
 
 > > Næste spørgsmål : Hvor mange uafhængige (og grundlæggende) naturkonstanter
 > > mener man iøvrigt der er ??
 > > Forslag til nogle :
 > > h, c, styrkekonstanten for hver af de 4 naturkræfter (f.eks. e), G
 > > Nogle konstanter er vel knap så grundlæggende, da det blot er
 > > proportionalitetsfaktorer - f.eks. Stefan-Boltzmanns konstant og
 > > gaskonstanten.
 
 > Boltzmanns konstant (~gaskonstanten) relatere enheden bits til
 > energi skalaen, det er vist ret fundamentalt.
 
 Tja - der er nogen "konstanter" der blot afspejler en frihedsgrad ved
 fastlæggelsen af vores måleenheder. Fx c er en af disse - man kan
 udtrykke alting i et enhedssystem hvor c=1, og så er der ikke nogen
 "fundamental naturkonstant" tilbage her.
 
 De rigtig fundamentale konstanter er dem der (med passende
 fingerfærdighed) kan udtrykkes så de er dimensionsløse tal - fx
 finstrukturkonstanten, forholdene mellem de forskellige
 elementarpartiklers hvilemasser etc.
 
 --
 Henning Makholm         "Vend dig ikke om! Det er et meget ubehageligt syn!"
 
 
 |  |  | 
              Jeppe Stig Nielsen (06-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jeppe Stig Nielsen
 | 
 Dato :  06-06-02 16:38
 | 
 |  | 
 
            Carsten Svaneborg wrote:
 > 
 > > Nogle konstanter er vel knap så grundlæggende, da det blot er
 > > proportionalitetsfaktorer - f.eks. Stefan-Boltzmanns konstant og
 > > gaskonstanten.
 > 
 > Boltzmanns konstant (~gaskonstanten) relatere enheden bits til
 > energi skalaen, det er vist ret fundamentalt.
 I misforstår måske hinanden.
 Proportionalitetskonstanten sigma i Stefan-Boltzmanns lov (der siger
 noget om at energien for et sort legeme går som temperaturen i fjerde
 potens) kan udtrykkes ud fra Boltzmanns konstant, Plancks konstant,
 lyshastigheden og tallet pi.
 Boltzmanns konstant er  k=1,38·10^-23 J/K , og den optræder jo i
 idealgasligningen:
   p·V=N·k·T
 Dens numeriske værdi er en konsekvens af vores valg af enheden kelvins
 størrelse.
 Hvis man ville afskaffe kelvin, kunne man angive k·T i joule i stedet
 for at angive kelvintemperaturen.
 Den molare gaskonstant R er blot k multipliceret med Avogadros konstant.
 Talværdien af Avagadros konstant afspejler hvor mange atommasseenheder
 (amu eller u) der går på 0,001 kilogram.
 -- 
 Jeppe Stig Nielsen <URL:http://jeppesn.dk/>.                            «
 "Je n'ai pas eu besoin de cette hypothèse (I had no need of that
 hypothesis)" --- Laplace (1749-1827)
            
             |  |  | 
               Jeppe Stig Nielsen (06-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jeppe Stig Nielsen
 | 
 Dato :  06-06-02 16:46
 | 
 |  | 
 
            Jeppe Stig Nielsen wrote:
 > 
 > > Boltzmanns konstant (~gaskonstanten) relatere enheden bits til
 > > energi skalaen, det er vist ret fundamentalt.
 >[...]
 > Hvis man ville afskaffe kelvin, kunne man angive k·T i joule i stedet
 > for at angive kelvintemperaturen.
 Pointen: Med ovenstående konvention ville Boltzmanns konstant være 1.
 -- 
 Jeppe Stig Nielsen <URL:http://jeppesn.dk/>.                            «
 "Je n'ai pas eu besoin de cette hypothèse (I had no need of that
 hypothesis)" --- Laplace (1749-1827)
            
             |  |  | 
               Carsten Svaneborg (06-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Carsten Svaneborg
 | 
 Dato :  06-06-02 21:46
 | 
 |  | Jeppe Stig Nielsen wrote:
 >> Boltzmanns konstant (~gaskonstanten) relatere enheden bits til
 >> energi skalaen, det er vist ret fundamentalt.
 > I misforstår måske hinanden.
 
 Med ~ mener jeg at det er det samme på nært en triviel
 faktor 10^25, eller hvor meget Advogados tal nu er.
 
 > Dens numeriske værdi er en konsekvens af vores valg af
 > enheden kelvins størrelse. Hvis man ville afskaffe kelvin,
 > kunne man angive k·T i joule i stedet for at angive
 > kelvintemperaturen.
 
 Yep. Det ville have den fordel at entropi blot blev et
 dimensionsløst tal, der havde samme mening som bits.
 Blot i base e istedet for base 2.
 
 --
 Mvh. Carsten
 
 
 |  |  | 
                Jeppe Stig Nielsen (07-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jeppe Stig Nielsen
 | 
 Dato :  07-06-02 11:28
 | 
 |  | 
 
            Carsten Svaneborg wrote:
 > 
 > > Dens numeriske værdi er en konsekvens af vores valg af
 > > enheden kelvins størrelse. Hvis man ville afskaffe kelvin,
 > > kunne man angive k·T i joule i stedet for at angive
 > > kelvintemperaturen.
 > 
 > Yep. Det ville have den fordel at entropi blot blev et
 > dimensionsløst tal, der havde samme mening som bits.
 > Blot i base e istedet for base 2.
 Vi er helt enige.  S = k · log_e ( OMEGA ) , så hvis vi sætter k=1, er
 S simpelthen logaritmen til antallet OMEGA af mulige tilstande.
 Når man regner i bits tager man  log_2 ( OMEGA ) = log(OMEGA)/log(2) .
 Jeg tror faktisk jeg vil til at regne størrelsen af mine filer i
 naturlige enheder. Lad mig se: Én megabyte svarer til cirka 5814540
 i denne gode enhed.
 Sammenlign med http://www.unc.edu/~rowlett/units/dictN.html#nat
               http://www.unc.edu/~rowlett/units/dictB.html#bit -- 
 Jeppe Stig Nielsen <URL:http://jeppesn.dk/>.                            «
 "Je n'ai pas eu besoin de cette hypothèse (I had no need of that
 hypothesis)" --- Laplace (1749-1827)
            
             |  |  | 
             Jonas Møller Larsen (06-06-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Jonas Møller Larsen
 | 
 Dato :  06-06-02 23:22
 | 
 |  | Regnar Simonsen wrote:
 > Næste spørgsmål : Hvor mange uafhængige (og grundlæggende) naturkonstanter
 > mener man iøvrigt der er ??
 
 Måler man f.eks., at et bord er 2 meter langt, så betyder det i
 virkeligheden, at bordet er 2 gange så langt som 9192631770/299792458
 bølgelængder af den bestemte type lys, som udsendes mellem to bestemte
 niveauer i et cæsiumatom. Det er definitionen af en meter. Man kan
 indse, at alle målinger essentielt er af dimensionsløse tal, og specielt
 kan de fundamentale konstanter udtrykkes som dimensionsløse tal. At
 f.eks. protonmassen er 938 Mev/c² og elektronmassen 0.511 Mev/c²,
 betyder ikke, at der er noget specielt ved tallene 938 og 0.511 (måler
 man i kg er talværdierne helt anderledes). Derimod er forholdet Mp/Me =
 1836 uafhængigt af enhedssystemet, så tallet 1836 er den universelle og
 af naturen givne størrelse.
 
 > Forslag til nogle :
 > h, c, styrkekonstanten for hver af de 4 naturkræfter (f.eks. e), G
 
 h, c og G kan kombineres til de tre ækvivalente størrelser plancklængden
 (10^-35 m), plancktiden (10^-43 s) og planckmassen (22 mikrogram).
 Fortolkningen af disse er, at forestiller man sig et sort hul
 accelereret til en hastighed omkring c og kræver, at dets de-Broglie
 bølgelængde (~dets udstrækning som kvantemekanisk partikel) skal være
 lige så stor som dets radius, så er den eneste mulighed, at det sorte
 huls masse er planckmassen, og dets radius er være plancklængden.
 Plancktiden er den tid, det tager lyset at passere omtalte sorte hul.
 Man ved ikke meget andet om de fysiske forhold på disse skalaer, end at
 en samtidig kvantemekanisk/generel-relativistisk beskrivelse må være
 nødvendig, og at vores nuværende teorier derfor fejler. Plancklængden er
 i øvrigt lige så meget mindre end en proton, som protonen er mindre end
 hele Jorden.
 
 I standardmodellen er der 3 familier af elementarpartikler med hver to
 kvarker og to leptoner (Kvarkerne er u,d,c,s,t,b og leptonerne er
 elektron/myon/tauon hver med tilhørende neutrino). Masserne af
 elementarpartiklerne har man ingen gode forklaringer på (det synes dog
 påfaldende, at tunge de leptoner er i familie med de tunge kvarker), så
 det giver sammen med planckmassen 13 empiriske masser. Én af disse skal
 bruges til at kalibrere skalaen, sådan at der er 12 uafhængige,
 dimensionsløse forhold tilbage.
 
 Elementarladningens størrelse kan udtrykkes som finstrukturkonstanten,
 der empirisk har værdien ca. 1/137. Fortolkningen er, at tyngdekraften
 mellem to planckmasser med ladning e er 137 gange større end den
 elektriske kraft.
 
 > Nogle konstanter er vel knap så grundlæggende, da det blot er
 > proportionalitetsfaktorer - f.eks. Stefan-Boltzmanns konstant og
 > gaskonstanten.
 
 Værdien af Boltzmanns konstant, k, er valgt, sådan at der er netop 100
 grader mellem vands smelte- og kogepunkt (under nærmere definerede
 tryk). k forsvinder ud af alle ligninger, hvis man i stedet for
 temperatur, T, og entropi, S, bruger k*T og S/k - og så accepterer, at
 entropien bliver dimensionsløs, og at vand koger ved 32
 mikro-elektronvolt.
 
 Tilsvarende med epsilon_0, som altid optræder i kombinationen
 e²/epsilon_0. Dens formål her i verden er at definere ladningsenheden
 coulomb, sådan at kraften mellem to ledninger med strømstyrken 1 coulomb
 pr. sekund bliver eksakt 2*10^-7 newton pr. meter.
 
 Den elektrosvage del af standardmodellen bruger fire parametre, som man
 f.eks. kan vælge som W-massen, Z-massen, higgs-massen og
 finstrukturkonstanten. Derudover er der 8 "mixing-angles" og den stærke
 koblingskonstant.
 
 Egentlig kan ingen af vekselvirkningerne ændre en kvark fra én familie
 til en anden, f.eks. lave en d-kvark om til en s-kvark. Dette "problem"
 overvinder den svage vekselvirkning, fordi den "ser" d-kvarken som en
 linearkombination af d og s. Så når den svage vekselvirkning "tror" den
 bevarer d-kvarken som d-kvark, er det i virkeligheden kombinationen af d
 og s, som bevares - og dermed kan henfaldet d->s alligevel foregå. Denne
 "skæve fokusering" fra den svage vekselvirknings side går under
 betegnelsen kvark-mixing, og graden af mixing beskrives af 4
 mixing-angles.
 
 Hvis neutrinoerne har masse (og det har de, skal man tro seneste
 observationer), kan den svage vekselvirkning lave samme nummer med
 neutrinoerne. Det kaldes neutrino-oscillationer (og kræver yderligere 4
 mixing-angles, så der bliver 8 i alt).
 
 Det giver 12+4+8+1 = 25 parametre. Man har vist heller ingen forklaring
 på, hvorfor ladningen af partiklerne er, som den er, og man kan
 diskutere, om hver enkelt partikels ladning skulle indføres som empirisk
 parameter - eller om et tal som 2/3 (u-kvarkens ladning relativt til
 elektronens) er en "eksakt" del af ligningernes struktur. Med andre ord:
 hvor mange parametre skal der til at beskrive det sammentræf, at man har
 tre "ens" (bortset fra masser og mixing-angles) familier?
 
 Derudover er der kosmologiske parametre (som også må opfattes som
 fundamentale, sålænge vi ikke kan forklare sammenhængen mellem dem).
 Hubble-konstanten, universets totale massetæthed, den kosmologiske
 konstant, baryontætheden og muligvis flere.
 
 --
 Jonas Møller Larsen
 
 
 |  |  | 
  Sven Nielsen (30-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Sven Nielsen
 | 
 Dato :  30-05-02 09:56
 | 
 |  | On Thu, 30 May 2002 00:26:54 +0200, karamel <karamel@REMOVEoncable.dk>
 wrote:
 
 >Men der er en ting, jeg finder lidt underlig, nemlig at det skulle være
 >muligt at rejse "frem i tiden". Jeg kan eventuelt godt gå med til, at
 >man kan rejse tilbage i tiden, da fortiden jo er sket, og vi ved mere
 >eller mindre hvordan. Men er der overhovedet en mening i at tale om
 >rejser "til fremtiden" (eller fra fremtiden til vores tid), når
 >fremtiden pr. definition ikke er sket endnu? Hvis ja, så ville det være
 >som at hævde, at vi befinder os i en slags fortid.
 
 Din logik virker lidt forkert, i hvert fald når du frem til, at det
 burde være muligt at rejse til fortiden og ikke til fremtiden. Dette
 er præcist det omvendte af, hvad man normalt antager.
 
 Prøv eventuelt at holde fast i, at fortiden jo er sket. Begivenheder
 der allerede er sket, er mejslet i sten og står ikke til at ændre.
 Fremtiden er derimod åben. Hvad der sker i nuet afhænger af, hvad der
 er sket i fortiden, og ikke af, hvad der måtte ske i fremtiden
 (kausalitetsprincippet). Hvis du holder fast i det, følger det logisk
 nok, at rejser tilbage i tiden er umulige, da du så ville kunne ændre
 på fortiden ved at bringe information fra nutiden med tilbage. Derimod
 er der ikke noget, der principielt forbyder rejser frem i tiden. I så
 fald ville du medtage nutidens information frem i tiden, hvilket er
 ok, da fremtidens begivenheder i forvejen afhænger af fortid og nutid.
 
 Med venlig hilsen Sven.
 "Creation as literally depicted in Genesis is indeed supported by
 faith and needs to be, since it is not supported by anything else.
 Evolution, on the other hand, is supported by evidence."
 (Richard Dawkins)
 
 
 |  |  | 
  karamel (30-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : karamel
 | 
 Dato :  30-05-02 12:03
 | 
 |  | Sven Nielsen wrote:
 
 > Prøv eventuelt at holde fast i, at fortiden jo er sket. Begivenheder
 > der allerede er sket, er mejslet i sten og står ikke til at ændre.
 > Fremtiden er derimod åben. Hvad der sker i nuet afhænger af, hvad der
 > er sket i fortiden, og ikke af, hvad der måtte ske i fremtiden
 > (kausalitetsprincippet). Hvis du holder fast i det, følger det logisk
 > nok, at rejser tilbage i tiden er umulige, da du så ville kunne ændre
 > på fortiden ved at bringe information fra nutiden med tilbage. Derimod
 > er der ikke noget, der principielt forbyder rejser frem i tiden. I så
 > fald ville du medtage nutidens information frem i tiden, hvilket er
 > ok, da fremtidens begivenheder i forvejen afhænger af fortid og nutid.
 
 Tak for svaret. Så vidt jeg kan huske Hawkings artikler, så mener han, at
 rejser til fortiden kun ville være mulige, hvis man rejste hurtigere end
 lyset, hvilket ifølge den nuværende viden er umuligt. Men jeg mener også,
 han giver en anden mulighed for rejser til fortiden, nemlig ved at benytte
 ormehullerne.
 
 Der er uden tvivl logik i det, du skriver. Men det giver anledning til et
 par spørgsmål. Lad os antage, at Per rejser 10 år frem og finder sig selv i
 en lidt "ældre version". Hvordan kan det være, at der nu findes 2 stykker
 Per på samme tid? Hvad nu, hvis del "ældre" Per dræber den unge? Det er en
 slags "paradoks med bedsteforældrene" i en fremtidig udgave...
 
 Det andet spørgsmål hvis vi går ud fra, at det kun er muligt at rejse frem i
 tiden, er: Kan Per nu vende tilbage til sin oprindelige tid 10 år tidligere?
 Hvis det ikke er muligt at rejse tilbage, så gælder dette vel også for ham,
 så han ville selvfølgelig være "dømt" til at blive, hvor han er, sammen med
 sin "ældre" version...
 
 Men måske er det svært at tænke i disse baner, da det forudsætter en logik,
 som vi ikke er vant til at bruge til dagligt. Og så begår man hurtigt fejl,
 når vi ellers er overbevist om, at det lyder ganske korrekt.
 
 Med venlig hilsen
 
 
 
 
 |  |  | 
   Thomas Thorsen (30-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Thomas Thorsen
 | 
 Dato :  30-05-02 12:06
 | 
 |  | karamel skrev:
 
 > Hvis det ikke er muligt at rejse tilbage, så gælder dette vel også for
 ham,
 > så han ville selvfølgelig være "dømt" til at blive, hvor han er, sammen
 med
 > sin "ældre" version...
 
 Nej, den ældre version er der jo ikke samtidig. Han rejste væk som yngre.
 
 T.T.
 
 
 
 
 
 |  |  | 
   Sven Nielsen (30-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Sven Nielsen
 | 
 Dato :  30-05-02 14:07
 | 
 |  | On Thu, 30 May 2002 13:02:50 +0200, karamel <karamel@REMOVEoncable.dk>
 wrote:
 
 >Der er uden tvivl logik i det, du skriver. Men det giver anledning til et
 >par spørgsmål. Lad os antage, at Per rejser 10 år frem og finder sig selv i
 >en lidt "ældre version". Hvordan kan det være, at der nu findes 2 stykker
 >Per på samme tid? Hvad nu, hvis del "ældre" Per dræber den unge? Det er en
 >slags "paradoks med bedsteforældrene" i en fremtidig udgave...
 
 Ja, men det er jo (som en anden også har skrevet) ikke muligt, da man
 ikke møder sit ældre jeg i fremtiden. Det er der jo ikke, for det
 rejste bort. Historien er således selvkonsistent, hvilket den
 nødvendigvis skal være.
 
 >Det andet spørgsmål hvis vi går ud fra, at det kun er muligt at rejse frem i
 >tiden, er: Kan Per nu vende tilbage til sin oprindelige tid 10 år tidligere?
 >Hvis det ikke er muligt at rejse tilbage, så gælder dette vel også for ham,
 >så han ville selvfølgelig være "dømt" til at blive, hvor han er, sammen med
 >sin "ældre" version...
 
 Det er korrekt at man aldrig kan komme tilbage, da man så ville kunne
 bringe information fra fremtiden med tilbage. Man er dømt til at blive
 der - dog ikke sammen med en anden version af sig selv. Man findes kun
 i en udgave, blot yngre end man naturligt ville være. Den form for
 tidsrejser kan altså ikke bruges til at få et længere liv, men nok til
 at opleve verdens udvikling over et større tidsrum. Man kunne f.eks.
 leve 1 år og så rejse 9 år frem. På den måde kunne man opleve
 udviklingen over et årtusinde (dog med huller) i stedet for som
 naturligt over ca. 100 år.
 
 Med venlig hilsen Sven.
 
 "Creation as literally depicted in Genesis is indeed supported by
 faith and needs to be, since it is not supported by anything else.
 Evolution, on the other hand, is supported by evidence."
 (Richard Dawkins)
 
 
 |  |  | 
   Regnar Simonsen (30-05-2002) 
 
	
          | |  | Kommentar Fra : Regnar Simonsen
 | 
 Dato :  30-05-02 14:14
 | 
 |  | 
 karamel skrev :
 >Så vidt jeg kan huske Hawkings artikler, så mener han, at
 > rejser til fortiden kun ville være mulige, hvis man rejste hurtigere end
 > lyset, hvilket ifølge den nuværende viden er umuligt. Men jeg mener også,
 > han giver en anden mulighed for rejser til fortiden, nemlig ved at benytte
 > ormehullerne.
 
 Ikke helt enig - se mit indlæg længere oppe i tråden.
 
 Sven Nielsen skrev :
 > > Prøv eventuelt at holde fast i, at fortiden jo er sket. Begivenheder
 > > der allerede er sket, er mejslet i sten og står ikke til at ændre.
 > > Fremtiden er derimod åben. Hvad der sker i nuet afhænger af, hvad der
 > > er sket i fortiden, og ikke af, hvad der måtte ske i fremtiden
 > > (kausalitetsprincippet). Hvis du holder fast i det, følger det logisk
 > > nok, at rejser tilbage i tiden er umulige, da du så ville kunne ændre
 > > på fortiden ved at bringe information fra nutiden med tilbage
 
 Problemet er, at tiden i fysik ikke er sådan, som de fleste oplever den -
 dvs. en jævn fremadskridende strøm af begivenheder og oplevelser, der er
 kausalt forbundne. Netop det, at tiden afhænger af ens position, hastighed
 og acceleration gennem rumtiden, gør at man må forlade denne simple
 anskuelse. Som tidligere nævnt er der to opfattelser af tid : statisk og
 dynamisk tid.
 Den dynamiske læner sig op af den almindelige og ummidelbare fornemmelse :
 Fortiden er sket, og fremtiden ligger åben med et stort udvalg af
 muligheder. En del af disse er bestemt ud fra de almindelige love om årsag
 og virkning; f.eks. vil en sten falde til jorden på en veldefineret måde
 pga. den gensidige gravitation. Nogle hændelser sker tilfældigt og kan kun
 beskrives med en sandsynlighedsfordeling (indenfor kvantemekaniske
 systemer). Den såkaldte "frie vilje" er en "Dark horse", der åbenbart går
 ind og styrer begivenheder, der ellers ikke ville være sket (ellers er
 viljen jo ikke fri, men kun en vilje, der kan forklares ud fra det totale
 kendskab til systemets samlede konfiguration). Problemet er ikke nyt; hvis
 jeg knipser med to fingre, skyldes dette så, at "jeg" først får denne idé,
 hvorefter der sendes et signal til kroppen om at udføre denne - eller er
 knipset en nødvendighed, der kunne være forudset at ville ske (med en hvis
 sandsynlighed), hvis alle sanseinput og lagrede informationer kendtes ??
 Nutiden defineres som det forandringsfelt, hvori hændelser sker. Nutiden er
 altså det eneste "virkelige" - og kan beskrives som et minimalt overlap
 mellem de uvirkelige "fortid" og "fremtid".
 Indenfor "statisk tid" er der ikke en tidsepoke, der er mere virkelig end en
 anden. Fortiden eksisterer "samtidig" med nutid og fremtid. Det eneste, der
 adskiller disse tider, er hvad man fokuserer på, dvs. nutiden er det
 aktuelle fokuspunkt i den statiske rumtid. I en sådan model kan rejser til
 fortiden selvfølgelig godt realiseres og vil ikke medføre ulogiske
 paradokser. Der ligger selvfølgelig kun "lovlige" og selvkonsistente
 hændelser i rumtiden. At rejse tilbage og slå sine forældre ihjel er
 selvfølgelig klart ulovligt. Situationer der medfører deres egen negation
 vil altså ikke forekomme.
 Der er 2 væsentlige problemer med "statisk tid" :
 1. Der må nødvendigvis være noget bevæger sig, selv om rumtiden og hændelser
 heri er statisk. Fokuspunktet er ikke statisk - der er ingen, der kan
 overskue hele verdensituationen "på en gang".
 2. Opfattelsen af den frie vilje må revurderes. Modellen udelukker dog ikke
 den frie vilje. De valg der, skal træffes, er måske allerede truffet og
 ligger bare klar til at blive åbenbaret.
 
 Relativitetsteorien støtter på visse punkter opfattelsen af en statisk tid,
 men kan ikke uden videre siges at bevise en sådan.
 
 --
 Hilsen
 Regnar Simonsen
 
 
 
 
 
 |  |  | 
 |  |