Musik reform
Musikindustrien lider under det faldende pladesalg, og vi unge kopierer
ubekymret videre via Internettet. Det er et problem for kunstnerne, og i
sidste ende nok også et problem for brugerne, der ikke fortsat kan
forvente det samme udbud af musik. Dette må da nødvendigvis ende i
ragnarok?
Mit svar er helt klart, at det ikke behøves at være tilfældet. Omend mit
forslag til en løsning af problemet ikke er forkromet, fordi der
nødvendigvis må indgås kompromiser, så ser jeg det som en uomtvisteligt
bedre løsning end den der eksisterer i dag. En ting er at den i en eller
anden grad vil løse problemet med betaling til kunstnerne, men der
udover giver den også kunstnerne en større frihed, og bevarer samtidig
de eksisterende fordele ved distribution af musik via nettet.
Løsningen er relativt simpel, og kan skabes med lidt velvilje fra
fildelingstjenesterne, men kun markedet kan endeligt afgøre om løsningen
er bæredygtig.
Internettets lyksagligheder
En computer, en bredbåndsforbindelse og et fildelingsprogram, det kan
give enhver adgang til stort set alt hvad denne kunne begære af musik.
Man sparer sig selv for gåturen ned til butikken, man kan afprøve
musikken helt omkostningsfrit og endda helt lade være med at betale. Det
er let og lige til. Hvis man bliver anbefalet et stykke musik, så er det
lige en håndevending ved computeren, og et par minutter senere sidder
man og lytter til musikken.
Internettet har ikke bare gjort det let at få fat i musik, men har også
gjort det meget lettere at opdage ny musik, via tjenester som
UpLister.com, AllMusic.com eller KaZaa.com. Hvor man før var prisgivet
til CD covernes farverige løfter, anmeldere og det der blev spillet igen
og igen i radioen, så er der i dag muligheden for at komme i kontakt med
et langt bredere spekter af musik.
Så hvorfor nogensinde besøge en butik? Særligt hvis man er studerende
kan det godt knibe med $viljen$.
For mit eget vedkommende har der været kunstnere jeg syntes så godt om,
at jeg simpelthen har trodset alle besværlighederne og støttet dem ved
at gå ned i butikken for at købe/bestille deres CD (jeg hører
naturligvis ikke til dem der kopierer musik, men...) Men hvis man
endeligt når dertil (at købe CD’en), så kan det faktum at kun 5-10% af
pengene faktisk går til kunstnerne, og at 30% er profit til de store
pladeselskaber, tage pusten fra en. Skal man virkeligt også støtte hele
det kæmpe distributionssystem som man ingen gavn har af? Skal man
virkeligt betale for også at have de skiver, som, hvis man bruger dem,
alligevel med tiden bliver ridsede og værdiløse?
Så den eneste faktor der reelt skulle motivere os til besværet med
pladebutikken, det er den legale, det at vi bliver lovlydige ejere af
musikken. På den anden side ville det være for belastende at være
fuldstændig legal, så kunne man ikke lytte til musikken fra Internettet,
før man havde betalt for den nede i butikken.
Konservatisme i musikbranchen
Ja, der sidder nok nogle pensionister og dem der er godt på vej i den
retning, som er ved at rive armlænene af stolen i bare arrigskab og
forargelse. Har vi unge dog ingen sans for hæderlighed og ærværdighed?
Godt spørgsmål, det har vi jo nok et eller andet sted, omend på et andet
plan eller på en anden måde. Jeg tror i hvert fald at en del af os har
lyst til at betale, hvis det kan gøre os mere lovlydige, bare ikke på de
betingelser musikbranchen stiller os overfor i dag.
Musikbranchen har lavet et fint distributionssystem, men det er bare
langt fra det distributionssystem som vi unge gerne vil have. Så må i
kalde os dovne hampere, fæ hoveder og elendige lusepustere, men det
ændrer ikke ved det faktum at Internettet er opfundet, og at vi altså
stiller krav om at vi kan få musikken via Internettet, til lovligt eje.
Faktisk vil jeg postulere at de dovne hampere, fæ hovederne og de
elendige lusepustere sidder i musikbrancen, hvor de gør alt hvad de kan
for ikke at opdage Internettets potentialer.
Men alting er jo ikke værre end at det spontant udviklede
distributionssystem på Internettet fungerer fint. Så hvis musikbranchen
ikke vil lege med os, så vil vi heller ikke lege med dem.
Det store problem for pladeselskaberne, det der tvinger dem ned i
konservatismens nølende sump, det er at Internettet truer deres
eksistensberettigelse. Hvis man pludseligt kan betale for musikken via
KaZaa, så er der ikke længere rigtigt nogen der har brug for
pladeselskaberne, hverken os eller kunstnerne. Så ville pladeselskaberne
blive degraderet til studioer der faldbyder hinanden for at optage
kunstnernes musik. Der ville ikke længere være samme behov for den store
propaganda- og distributionsmaskine. Kunstnere ville ikke længere have
behov for at prostituere sig til et pladeselskab.
OK, pladeselskabernes eksistensberettigelse hænger altså i vores
samvittighed, i den forstand at vi gerne vil være lovlydige, og at vi
gerne vil støtte de kunstnere der gør et godt stykke arbejde. En tynd
tråd hvis du vil høre min vurdering. Løsningen for os der gerne vil
benytte Internettet er altså at betale via Internettet, men hvordan gør
man så det?
Frivilligt?
Alle folk kan altid afse et beløb af en eller anden størrelsesorden, men
lige så snart man overskrider den individuelle persons grænse, så er
alternativet åbenlyst, nemlig ikke at betale. Det hjælper ikke at man
pludseligt opkræver et beløb for hvert stykke musik man henter på KaZaa,
fordi så kan man være forvisset om at der i morgen er noget der hedder
QaFaa hvor man ikke skal betale. Desuden er det netop dét at man ikke
betaler for at hente musik fra nettet, der er afgørende for at vi kan
afprøve musikken, og der igennem få lyst til at støtte og sprede
musikken. Man kan sige at man kender varens kvalitet, før man betaler
for varen.
Som udgangspunkt må vi altså sige at vi ikke kan tvinge folk til at
betale, og at det samtidig ville ødelægge lidt af idéen i måden musikken
bliver spredt på. Så man bliver nok nødt til at bide i det sure æble, og
sige at det er op til folk selv om de vil bidrage, og hvor meget de vil
bidrage. Alternativet er at de slet ikke bidrager. Det er dog ikke helt
så absurd, umuligt og idealistisk at få folk til at bidrage frivilligt,
som det måske lyder, hvilket jeg vil komme ind på lidt senere.
Jeg tror dog heller ikke at beløbet man skal betale er så afgørende for
hvad kunstneren kommer til at tjene, som den lethed hvormed man kan
betale beløbet med. Jo lettere det er at nå til det punkt hvor man
betaler, både praktisk og mentalt, jo flere bidrag. Hvis man hver gang
man skulle købe et stykke musik skulle indtaste dankortnummer,
udløbsdato, navn og så videre, bare for at betale 3 kroner, så gider man
det simpelthen ikke. Hvis man derimod ud for en kunstner bare kunne
indtaste et beløb og så trykke på send, så ville det 1) være praktisk
nemt og 2) økonommisk overkommeligt for alle. Desuden skulle det ske
mens brugeren alligevel sidder ved computeren.
Løsningen er relativt simpel, man skulle kunne oprette en brugerkonto
hos fildelingstjenesten, hvor man skulle kunne indbetale penge med
eksempelvis VISA. Når brugeren så logger på systemet i forbindelse med
hentning af musik, så skulle denne hurtigt og snildt kunne fordele det
indbetalte beløb til de kunstnere som brugerne synes om. Det kan f.eks.
ske løbende som brugeren downloader musik. Det ville også give
fildelingstjenesten en indtægt i form af renten på det indestående
beløb.
Jeg skal ikke kunne sige hvor effektivt dette er, men hvis en af de
udbredte fildelingstjenester som f.eks. KaZaa gjorde dette, så er der i
hvert fald blevet åbnet for en dør, som har været låst i meget lang tid.
Når den praktiske mulighed for at betale til kunstnerne så er etableret,
så er vi nået et skridt i den rigtige retning. Men vi må stadig huske at
der er tale om frivillige bidrag, det er altså ikke noget der
legaliserer kopieringen, og for det andet er motivationen måske heller
ikke i top til at betale.
Motivation
I første omgang må det dreje sig om at få legaliseret denne form for
betaling, da det også ville øge motivationen til at betale væsentligt.
Dette kunne f.eks. ske ved at brugerne kunne vælge at indbetale
betingede bidrag, som først ville blive udbetalt når kunstnerne
accepterer denne distributionsform som legal. Hvis der pludseligt har
hobet sig et par millioner betingede kroner op til en kunstner, så kan
det godt være at denne ville overveje at skifte hest (hvis kunstneren
vel og mærket kan for pladekontrakten).
Naturligvis vil langt fra alle kunstnere, særligt dem der er bundet op
af pladekontrakter, ikke acceptere frivillige bidrag som legal betaling.
Det kan vi brugere sådan set være ligeglade med, vi kopierer hvad enten
de vil have pengene eller ej. Pointen er vel at mærke heller ikke at man
skal have alle med på idéen fra starten, men at starte en udvikling,
hvor nogle kunstnere så må være pionérer.
Alene nyhedsværdien kunne få nogle kunstnere til at skifte til denne nye
form for legal distribution. Man har allerede set kunstnere der har
støttet Napster, til trods for at det ikke var i deres umiddelbare
interesse.
Men også det forhold at kunstnerne ikke nyder den samme frihed under
pladeselskaberne, kunne få nogle kunstnere til at acceptere denne
distributionsform.
Og ja, der kunne sandsynligvis findes mange andre motiverende faktorer
for en legaliseringsprocess af et sådanne system.
Brugernes opbakning
Men systemet er et hjælpeløst projekt, hvis ikke tilstrækkeligt mange
brugere bakker op omkring det. Der er måske en hvis vilje til at støtte,
men det er spørgsmålet om dét er nok i sig selv. Jeg tror at det kan
blive nødvendigt, og under alle omstændigheder gavnligt at introducere
nogle motiverende mekanismer.
En metode til at øge betalingslysten kunne være at apellere til folks
prestige, en del folk ville nok bidrage hvis andre folk kunne se at de
støttede musikken. Man kunne relativt nemt skabe mulighed for, at man
kunne se hvor meget de enkelte brugere har bidraget, og til hvilke
kunstnere denne har bidraget, naturligvis forudsat brugerens accept.
Man kunne samtidig supplere brugernes prestige med særlige privilegier
alt efter hvor meget de yder.
Man kunne lave top 10 lister over bidragsydere, og top 10 lister over
bidragsydere til de specifikke kunstnere.
En anden metode er at fremhæve, at det her rent faktisk er demokrati
gennem tegnebogen. Det ville være et klart signal, direkte fra brugeren
til kunstneren, om hvilken slags musik brugeren kan lide. Man behøver
ikke længere at købe en kompilations CD hvor man ufrivilligt kommer til
at støtte en masse kunstnere, hvis musik man ikke bryder sig om. Og hvis
bidragene bliver specielt knyttede til bestemte numre, ja, så kan
kunstneren også se hvor han har gjort det rigtigt godt. Desuden får ens
bidrag langt større vægt, da, efter denne model, 100% går til
kunstneren, og ikke kun 5-10% som i det nuværende system.
Og jeg er også sikker på at der kan findes mange andre metoder til at
fremme betalingslysten.
Perspektiver
Man kan ikke undgå free riders helt, der vil altid være nogen der ikke
betaler prisen, men sådan var det også før Internettet. Jeg tror at en
del af forklaringen på at der er særligt mange der ikke betaler i dag,
det er at priserne på CD’er ganske enkelt er for høj og CD mediet er for
ufleksibelt, kombineret med at det er utroligt let at anskaffe kopier af
musikken.
Ganske vidst er der kunstnere der tjener mange penge i dag, men det er
den lille gruppe af kunstnere som er velsignet af de store
pladeselskaber. Med det gennemgåede system vil der sandsynligvis også
ske en hvis koncentration af penge omkring enkelte kunstnere, men netop
fordi at distributionskanalerne ikke er så stivnede på Internettet, vil
langt flere kunstnere opleve at tjene penge, også amatørmusikere.
Kunstnerne ville blive frigjort fra de krav der stilles af
pladeselskaberne, de ville ikke være så afhængige af en stor
penge-/reklamemaskine der kan trumfe dem igennem. Men skal så til
gengæld levere det som brugerne vil betale for.
Det er muligt at brugerne på Internettet ikke vil betale
tilnærmelsesvist så meget for musikken som de gør i butikkerne. På den
anden side, hvis bare 20% af det beløb som i dag bliver indbetalt i
butikkerne, havner i kunstnernes lommer, så har både kunstnerne og
lytterne vundet, grundet kunstnernes lave andel af indtægten.
Altså
For mig at se er det længe afgjort at man ikke kan stoppe kopieringen af
musik, den vil altid dukke op i en eller anden form. Jeg tror at der
skal et totalitært styre/en politistat til at forhindre det. Så vi må
erkende problemet og få det bedste ud af situationen.
Jeg har her argumenteret for en simpel løsning med motiverede frivillige
bidrag, som nemt skal kunne formidles via et betalingssystem integreret
i de tjenester, som brugerne i forvejen henter/formidler musikken via.
Det skal primært gøres nemt for brugerne at bidrage, således at der ikke
er langt fra tanke til handling, og dernæst skal tanken motiveres.
Til sidst vil jeg gerne sige til de folk der afviser idéen som ren
romantik, find på et bedre forslag. Men husk på at distributionen af
musik allerede foregår i stor stil på Internettet, intet tyder på at den
kan stoppes endeligt, og da vi alligevel vil kræve et
distributionssystem over Internettet, er det oplagt at bruge det der
allerede eksisterer.
Kommentarer modtages gerne på reform@isme.dk .
Se hvad en musiker tjener på:
http://world.std.com/~critic/music_biz/finance.html
--
Posted via Mailgate.ORG Server -
http://www.Mailgate.ORG