|
|
 | Vores datter hører stemmer :-)
Fra : Claus Steensgaard Ch~ |
Dato : 04-05-02 07:12 |
|
Nej - spøg tilside....
Vores 8 måneder gamle datter elsker mennesker. Dog med en lille morsom
undtagelse, nemlig visse stemmer, hun tilsyneladende reagerere negativt på.
Min onkels stemme.
Min kærestes fars stemme.
En af vores mandlige venners stemme
og i går købte jeg Thomas Windings 'Når jeg ikke ved hvad jeg skal lave' på
cd. Da hun hørte Thomas' stemme, brød hun ud i vilden sky. Og græd og
græd....
Kender I andre det?
Og kan nogen forklare det?
Venligst
Shipping
| |
 Bodil Grove Christen~ (04-05-2002)
| Kommentar
Fra : Bodil Grove Christen~ |
Dato : 04-05-02 07:39 |
|
"Claus Steensgaard Christensen" <steensgaard@christensen.mail.dk> wrote in
message news:3cd37ba2$0$78789$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> Nej - spøg tilside....
>
> Vores 8 måneder gamle datter elsker mennesker. Dog med en lille morsom
> undtagelse, nemlig visse stemmer, hun tilsyneladende reagerere negativt
på.
>
> Min onkels stemme.
>
> Min kærestes fars stemme.
>
> En af vores mandlige venners stemme
>
> og i går købte jeg Thomas Windings 'Når jeg ikke ved hvad jeg skal lave'
på
> cd. Da hun hørte Thomas' stemme, brød hun ud i vilden sky. Og græd og
> græd....
>
> Kender I andre det?
>
> Og kan nogen forklare det?
Har hun ondt i ørerne?
Det er seriøst ment.
Med venlig hilsen
Bodil.
| |
Klitte Egeberg (04-05-2002)
| Kommentar
Fra : Klitte Egeberg |
Dato : 04-05-02 08:26 |
|
Hejsa..
Min største dreng var panisk bange for dybe mandestemmer, og især hvis
manden havde en lidt "vild" måde at tale på. F.eks. kunne han meget længe
ikke lide sin morfar, fordi han gerne ville dikke-dikke og tumle ham,
samtidigt med at hans stemme var een af "de farlige"  Han havde også
noget imod mænd med skæg  ))
Jeg tror bare at mange småfolk er mere trygge ved kvindestemmer, da det er
mere velkendt for dem....
Hej fra Sandra
| |
Fribytteren Lars J. ~ (04-05-2002)
| Kommentar
Fra : Fribytteren Lars J. ~ |
Dato : 04-05-02 19:23 |
|
Hej Claus,
jeg kan ikke give jer en fyldestgørende forklaring på, hvorfor jeres
datter reagerer som hun gør, men i stedet kan jeg fortælle en hændelse
jeg selv oplevede.
For to måneder siden havde jeg opvasketjansen på den højskole jeg for
øjeblikket går på. En af lærerne havde sine to drenge med på højskolen
og den ene (han er 3 år) af dem kom ud i køkkenet, mens at jeg vaskede
op.
Normalt går jeg i hug, når jeg vil snakke med et barn og det gjorde
jeg også her. Desværre kom jeg til at gøre det på en måde, så jeg
bevægede mig hen mod drengen samtidig.
Drengen gav et skrig fra sig og løb ud til sine forældre. Næste gang
læreren havde sine drenge med på skolen, skete der det at da drengen
så mig, begyndte han at skrige. Det samme skete næste gang.
Forældrene fortalte mig at de havde en maler hjemme for at lave noget
en dag, efter hændelsen på højskolen og da drengen så maleren gav han
sig til at vræle.
Jeres datter har givet haft en oplevelse af samme slags. Det kan også
være at hun har overført jeres større drengs frygt, som han nu er ved
at være færdig med.
Jeg selv kan egentlig godt forstå drengens reaktion på mig. Jeg må
have set stor og frygtelig ud, da jeg bevægede mig direkte ned mod
ham, det lille menneske. Jeg kan lige se mig selv som 3-årig dreng,
jeg ville helt sikkers have gjort det samme.
Næste gang læreren har sine drenge med på højskolen og drengen igen
vræler, så vil jeg også sætte mig til at tude, for selvfølgelig er jeg
ked af at drengen bliver bange for mig og det må jeg så tilkendegive
over for drengen på et sprog han kender - og det er kropssproget som
tuden og vrælen hører under.
Det er lidt det samme med historien om skønheden og uhyret.
Håber det giver jeg nogle ideer til løsning af problemet.
Med hjertevarme hilsner fra
Lars Kristensen
| |
Bente Holm Nielsen (05-05-2002)
| Kommentar
Fra : Bente Holm Nielsen |
Dato : 05-05-02 11:14 |
|
Som bedstemor til tre kender jeg fænomenet. Men jeg har ingen
forklaring. Det er jo trist, når et barn kategorisk afviser visse af de
mandlige familiemedlemmer. Ikke mindst når det er faderen, det går ud
over. Min erfaring er, at det går over efterhånden som barnets
abstraktionsevne udvikles. Mine egne børn havde - så vidt jeg husker -
ikke denne afvisningsreaktion. I hvert tilfælde ikke så meget, at jeg
dengang studsede over det som noget upassende.
Venlig hilsen
Bente
| |
Winnie Henriksen (05-05-2002)
| Kommentar
Fra : Winnie Henriksen |
Dato : 05-05-02 12:15 |
|
Hej
Jeg har oplevet det med 2 (1 afhver køn)ud af 6 af mine brødres børn,
hvergang min mand kom i nærheden af dem skreg de som havde han slået
dem, da de var ca. 1 år stoppede det og nu hænger de på ham. Farfar
ville de heller ikke hentil.
Der er ingen der har kunnet forklare hvofor men har set det før, og
det er altid stoppet omk. 1 år, så lad der gå nogle md. endnu.
Mvh
Winnie
Med venlig hilsen
Winnie Henriksen
| |
|
|