Jeg blev her tidligere på dagen lige opmærksom på i hvor høj grad katte er
vanedyr. Lige for tiden sidder jeg og skriver eksamensopgaver og er derfor
mere hjemme end sædvanligt og er derfor blevet mere opmærksom på kattenes
vaner i løbet af dagen. Hvor de voksne katte bruger dagen primært til at få
sovet - kun afbrudt af spise- og kattebakkepauser - så er Jumpymissens
vaner helt anderledes. En stor del af dagen skal altså helst gå med at være
tæt på mig og putte og kæle - selvfølgelig afbrudt af de obligatoriske
bølleanfald (han er trods alt en ½ år gammel burmeser
).
Og idag tillader jeg mig så ganske uforvarende at bryde hans vaner, idet jeg
sætter mig ved spisebordet nede i køkkenet med min bærbare i et forsøg på at
få noget fra hånden, i stedet for som normalt at sidde ved sofabordet med
computeren. Tsk, tsk tsk, onde, onde mig
Resultatet er en Jumpy der trasker omkring på spisebordet og ikke rigtig ved
hvor han skal gøre af sig selv. Han plejer jo at putte på en af de store
pyntepuder ved siden af mig og da det jo ikke rigtig er muligt nu prøvede
han forgæves at finde sig til rette delvist på mit netkort og delvist på mit
tastatur. *G*
Jeg forbarmede mig selvfølgelig over katten og gik op i stuen efter en pude
til katten som nu ligger veltilfreds og snorker på puden på spisebordet,
hvor jeg kan nå over og kæle ham når han lige føler for det.
Jeg følte mig kun en anelse fjollet da jeg hentede puden *G* .. for hvad gør
man dog ikke for misserne?
Mange hilsner
Anita (og Jumpy, der nu snorker veltilfredst om kap med de andre katte)