Hej Puk
Du har ret det kan ikke stå alene uden at uddybe hvordan
jeg mener .
> > Hvis du ligefrem føler væmmelse og had mod kæresten , pga hendes
> > fortid , er du ikke god nok til hende . Du må elseke hende uanset
> > hendes tidligere liv . Ellers tror jeg ikke det holder mellem jer.
> > hun kan i hvertfald ikke være tjent med at blive lagt for had , fordi
> > hun tidligere har levet på en måde du ikke bryder dig om.
> Hvad er det, som kan få en mand til at føle væmmelse ved sin kvinde, på
> grund af hendes fortid?
Er det i bund og grund forståeligt?
> Jeg tænker her på, at der jo er mange kvinder, som selv udtrykker
> væmmelse over en fortid med mange og skiftende partnere. Det har jeg
> indtryk af, at vi (mennesker) ofte finder ret almindeligt. Ikke sådan
> at forstå, at vi som sådan bifalder det, men det er da vist ikke så
> usædvaneligt. Så hvis denne fortid kan skabe væmmelse for kvinden selv,
> og vi anser det for forståeligt, er det så også forståeligt, at det kan
> give anledning til lignende følelser hos manden?
>
Det er ganske forståeligt , at vi kan have negative føleser
over for handlinger vi ikke kan acceptere. Det ser jeg ikke
som en fare for et forhold, men er disse følser rettet mod
partneren som person , tror jeg det et dårligt for et forhold.
> Vi er helt enige om, at der næppe kommer noget godt ud af det som sådan.
> Og så alligevel. Er det muligt, at det simpelthen kan være en nødvendig
> fase at komme igennem? Både for manden og kvinden?
Jo det skal tales igennem ,stille og roligt . Helst med hinnanden .
Man kan jo ikke
> sådan bare lægge væmmelse fra sig. Det betyder naturligvis ikke, at man
> skal dyrke den. Men måske den skal have lov til at komme til udtryk,
> før man kan lægge den bag sig? Hvad kunne et sådant udtryk så eventuelt
> være? Jeg tænker her på, at det jo nødig skulle komme til at ligge
> andre til last (altså hvis manden skal have udtrykt sin væmmelse, så er
> det måske ikke så hensigtsmæssigt, at han gør det overfor kvinden eller
> hvad?). For der kan vel heller ikke komme noget ud af blot at fornægte
> det vel?
Det kan jo være at pågaldende par , har fået negative føleser kilet
ind mellem sig , og har svært ved at tale om det. Derfor beder
den anonyme mand om hjælp i DSS. Det kan være meget vanskeligt
at gøre hvis man føler "had og væmmelse " mod partneren , uden at
komme op og skændes og såre hinnanden. I mine ører lyder det som
om han er ked af at have sådanne føleser .
Man skal hellerikke fornægte de føleser , så dukker se bare op i
små glimt uden at det er til at forholde sig til. Det er meget flot at
han erkender det over for sig selv , og beder om hjælp til at
forholde sig til føleser der er belastende at have .
> Hvad nu hvis kvinden selv spørger manden om det? Noget i stil med,
> "generer det dig, at jeg har haft så mange og flygtige partnere?".
> Hvordan kan han forholde sig i den situation, så det er dem begge til
> gavn?
Så må han fortælle hvad han føler , hvis hun spørger så har hun
mærket der er noget der genere ham i den retning , så nytter det ikke
at krybe uden om. Forhåbentlig kan de stille og roligt komme til at
tale det igennem , det kunne måske være en hjælp til at han kan
acceptere hendes "fortid" . Det er derimod ikke så godt hvis de
begynder at skændes over det fordi det er så ømtåleligt for ham
at han vil have svært ved at behærske sin væmmelse og sit had,
så det bliver rettet direkte mod hende . I stedet for mod det
hun har gjort .
>
> Jamen hvordan accepterer man så det? Accept er jo ikke altid noget, som
> man bare bestemmer sig for, så hvordan når man frem dertil?
Nej men man beslutter sig for at arbejde for at acceptere .
Eller erkender at man ikke kan acceptere . ( det sidste vil
ødelægge forholdet ) Jeg tror han vælger at arbejde for det
fordi han elsker hende inderst inde , ellers ville han ikke
bede om hjælp.
MVH
Fru Henni