Hej Hedda
Tak for din historie om Chanel. Jeg har valgt at starte ud med at holde godt
øje med Isabelle...særligt her i de første dage. Kraven kommer kun på i
nødstilfælde, d.v.s hvis hun viser interesse for såret og ikke vil forstå et
nej. Men indtil videre går det også. Isabelle er stadigvæk meget sløv og går
meget forsigtig rundt. Hun bruger det meste af tiden på at slappe af, og det
er jo egentlig meget fornuftigt ovenpå sådan et indgreb.
Din historie med Chanel og kraven, kan jeg kun nikke genkendende til. Da jeg
boede hjemme havde (har stadigvæk) vi en hankat kaldet Hansi. Han er 16 år i
dag og still going strong. Han fik på et tidspunkt et fedtknude, som skulle
fjernes. Han blev syet, men kunne ikke lade stingene være og det lykkedes
ham da også at pille et par stykker op, således at han skulle igennem turen
igen. Dyrlægen forlangte så en krave på ham og aldrig har jeg set så
ulykkelig en kat. Han gik rundt med store sorte øjne, som altid synes at
være rettet bedende på mig ( Jeg var/ er en af Hansi bedste
kælekammerater! ) og så ville han helst hvis jeg kunne bære rundt på ham
eller sidde med ham hele tiden. Det sled på samvittigheden, for jeg havde jo
også skolegang og arbejde, så jeg ringede til dyrlægen og sagde at nu måtte
hun finde en anden løsning for det her gik ikke. Hun fandt da også en spray,
som lugtede grimt af tjære, og det ville bevirke, at katten ikke ville
slikke på det område, som var blevet sprayet. Det virkede og lugten
forsvandt heldigvis hurtigt.....og den gamle Hansi blev atter sig selv igen.
Kan du hilse Chanel og sige tak for sympati-spineriet
Venligst
Hanne
"Hedda" <hedda@musling.dk> wrote in message
news:j1ng5us1fshfmrqvjdt4pe898cj93707lo@4ax.com...
> Hej Hanne
>
> Uh, hvor kan jeg følge dine bekymringer om kraven.
>
> Da vores Chanel blev steraliseret blev vi også udstyret med krave (og
> penecilin og clorhexidinpudder)
>
> Vi gav hende pligtskyldigt kraven på da hun var vågnet rigtig op, og
> den stakkels kat blev fuldstændig apatisk. Hun sad helst musestille
> med store, sorte øjne. Hun kunne ikke finde ud af at ramme mad og vand
> skålen, kunne ikke gå på bakke, og hvis hun endelig prøvede at bevæge
> sig, gik hun helt i stå, når kanten af kraven stoppede ved en reol
> eller en dørkarm - så sad hun bare dér, eller kæmpede en vild kamp for
> at komme af med torturinstrumentet. Det var SÅ skrækkeligt at se på.
>
> Jeg tog chansen og afmonterede den - selvom dyrlægen, som i øvrigt er
> blevet "fyret" sagde, at "vi risikerede hun bed stingene og og
> tarrmene faldt ud". Tsk-tsk.
>
> Hun var under skarp bevågenhed hele tiden de første dage, men faktisk
> viste hun ikke synderlig interesse for den bare mave. Når hun engang i
> mellem blev lidt for ivrig for at slikke sagde vi bestemt "nej" - og
> det ved hun godt, hvad betyder, så kom hovedet op igen.
>
> Jeg vil selvfølgelig ikke sige til dig, at du saaaagtens kan undvære
> det monstrom - tænk, hvis der skere noget.
>
> Men min erfaring blev altså en missetat, som kom meget nemmere igennem
> forløbet, end hvis hun havde haft krave på....
>
> Held og lykke med det - mange tanker fra
> Hedda, og Chanel, som sender sympati-spin til Isabelle og Oscar, den
> lille bølle, der lever i lykkelig uvidenhed om slige sager....