"claus" <nospam@esenet.dk> skrev i en meddelelse
news:3c44711b$0$62871$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
> nej vi har ikke kigget efter sedler og vi tror ikke han har
"glemt" at
> aflevere nogen sedler
> aftalen var jo også at der skulle ringes og vi mener jo nok at
vi burde have
> været kontaktet
> inden det skulle komme så vidt at vi skal op og stå skoleret
på
> skolelederens kontor
> skolelæreren har jo trods alt drøftet problemerne med andre
forældre stadig
> uden at kontakte os
> angående problemerne
I skal på ingen måde stå skoleret - I er ligeværdige partnere i
dette spil - og husk det endelig. Skolelederen kan intet
foretage sig uden jeres accept, men jeg foreslår at I er
forhandlingsvillige. Hvis skolelederen foreslår noget, så er det
ikke fordi han ønsker at skade jeres barn eller jer, men fordi
han som øverstansvarlig på skolen har nogle overordende
pædagogiske forhold at iagttage. Det betyder at hvis han
foreslår en psykologisk samtale med skolens psykolog, så kan det
være en god start. Det kan også være at skolevejlederen har
nogle forslag, der kan være gavnlige for ham.
I stedet for at se skolelederen som modstander, så se ham som en
slags medspiller -også lærerne. De har ingen grund til at ville
jer eller jeres søn noget dårligt, men de har brug for
hjælp -jeres hjælp til at finde ud af, hvordan I i fælleskab kan
få tingene til at gå - på den ene eller anden måde.
Og hvis det drejer sig om et skoleskift, så kan det naturligvis
være en mulighed - men husk! skolelederen kan kun flytte jeres
søn mod jeres vilje i ekstreme situationer, og kun med kommunal
accept - det betyder at I har udspillet. Men hvis det viser sig
at jeres søn på en eller anden måde er et problem for skolen (og
jeg siger ikke, at han er den eneste), så vil et fornuftigt
udgangspunkt være at lade skolen komme med forslag om, hvordan
den forestiller sig en løsning på problematikken. Ved at spørge
inspektøren, så giver I også skolen lejlighed til at komme frem
med dens synspunkter og ud fra dette kan I måske finde ud af
noget - det kan jo være, at I ud fra dette kan finde ud af
noget.
En god idé er også at tænke lidt nyt: i stedet for f.eks. at
afvise tingene på forhånd (hvis skolen foreslår en psykologisk
samtale), så kan I jo blot meddele, at I vil tænke over det -det
giver mulighed for et pusterum førend man siger noget, som man
måske ikke har gennemtænkt konsekvenserne af nøjere.
Hvis jeres udgangspunkt er positivt, altså sådan at forstå, at I
som udgangspunkt mener at skolen ønsker at gøre det bedste for
jeres barn ( og hvis I f.eks. som indledning til
samtalen -afhængigt af, hvad inspektøren siger - erkender, at I
godt ved at skolen vil gøre sit bedste for barnet, så er "isen"
måske brudt: tro mig- også lærere og inspektører har det skidt
med den slags forældresamtaler - det er jer, der sidder på det
meste af magten: I kan ikke pålægges foranstaltninger uden
videre som skolen forlanger og skolen kan kun i sjældne tilfælde
(med bistand fra kommunen (læs:socialforvaltningen) iværksætte
ting, som I ikke ønsker - derfor er jeres udgangspunkt altså
stærkere end I umiddelbart tror.
Men lad nu være med at male en vis herre på væggen - forsøg
dialogen, og det er i langt de fleste tilfælde muligt, men lad
være med - hvis I på nogen måde kan rumme det -at antage en
stejl holdning (og jeg siger ikke, at det er jer, der
nødvendigvis er noget i vejen med - det kan naturligvis godt
være at "kemien" mellem skole og barn ikke er særlig god - og
det må man så tage derfra og forsøge at løse i fællesskab og
forhåbentlig til alles tilfredsstillelse.
> det er rigtig at min dreng er et problem men en lærer kan vel
også være et
> problem
> jeg kan jo ikke lade være med at lytte til hvad andre siger
bla
> klassekammerater som ikke er i gruppen af ballademagere
Du må aldrig nogensinde tage din søns klassekammeraters
udtalelser for pålydende. Børn og unge er altid velmenende når
de står over for en klassekammerats forældre - de ønsker ikke at
risikere noget, der måske kan skade dem, og de kan heller ikke
altid overskue konsekvenserne af deres udsagn. En skolekammerat
vil ikke stå som en "sladrehank" eller en "tarvelig" person over
for flokken og hvis de snakker med en forældre, så forsøger de
ofte at undertone problematikken i en klasse, fordi de ser
tingene med barnets øjne -og den er ikke altid på lærerens
side - og det forstår man jo til en vis grad
>
> >
> > Er det muligt at få ham flyttet til en parallelklasse? Kan
man
> > lave en slags "kontrakt" med din søn om hans adfærd? Hvad
kan
> > skolelederen tilbyde?
>
> det ved vi jo ikke endnu da der desværre går rimelig lang tid
fra problemets
> opståen til skolen vælger at kontakte os
Det er så noget I bør anføre under samtalen: hvorfor gik der så
lang tid, efter at I troede at den hellige grav var velforvaret?
Det har I da krav på at vide. Men som sagt: jeg kender ikke
sagen - og kan kun komme med mine synspunkter ud fra, hvad du
skriver - det betyder at jeg udtaler mig ud fra almindelige
betragtninger - mine synspunkter kan altså på ingen måde tages
til indtægt for "korrekte" svar i den konkrete situation, men er
ment som nogle forslag til, hvordan I løser situationen aktuelt.
> > Fortæl ham, at hvis det ikke går i den pågældende skole, vil
du
> > sende ham på efterskole, uanset hvad han mener - det kan
nemlig
> > være gavnligt for ham,og mange unge har fået en helt ny
start på
> > tilværelsen efter et sådant ophold.
>
> vil det ikke være problematisk at sende ham på en efterskole
hvis han ikke
> vil
> kan det ikke give problemer allerede fra starten.
Det er ikke altid at en opdragelse sker uproblematisk - det er
faktisk langt fra sjældent at tingen sker uproblematiske, men
det er jer, der er forældrene - det er jer, der bestemmer over
ham indtil han er myndig -og det er her og nu I skal vise, at I
tager jeres forældreansvar alvorligt. I må ikke være konfliktsky
og undlade at handle, blot fordi han bliver utilfreds med jeres
beslutninger - hvis I står fast, så vil den unge efterhånden
indse at der ikke er nogen vej udenom: enten bliver han
skolemæssige problemer løst på den ene eller anden måde, eller
også bliver han nødt til at komme væk for en periode - også til
gavn for ham selv.
Jeg har set for mange situationer, hvor forældrene - i lutter
misforstået omsorg - har accepteret en søns vægren mod at komme
på efterskole eller lignende, har holdt den pågældende hjemme på
trods af alle gode forslag for skolen - og ofte er det endt med
en voldsom forskrækkelse for forældrene, når politiet er kommet
med ham til hjemmet indtil der blev tale om fængselstraf.
Jeg ved godt at jeg maler en vis herre på væggen, og jeg antyder
på ingen måde at jeres søn er kriminel eller blot det, der
ligner -jeg forsøger blot at understrege, at I bliver nødt til
at påtage jer den ubehagelige rolle som forældre, der også
består I at sætte den unge stolen for døren, hvis man skal
forsøge at opnå et fornuftigt forhold sidenhen.
Fortæl ham, at der faktisk findes folk, der har været på
kostskoler og lignende og som har klaret sig glimrende, men at
det er langt værre at være sådanne steder end at være på en
efterskole. En efterskole giver langt de fleste unge en fin
start på tilværelsen, hvor de møder andre unge og hvor
skolehverdagen er helt anderledes end den, de kender til. Langt
de fleste unge ønsker selv at komme på efterskole og mange
bliver modnet utroligt af det. Det kan skolevejlederen hjælpe
jer med at finde ud af.
Men I skal tage beslutningen, og I skal forsøge at forklare ham,
at han kan vælge mellem dette eller at der kan ske langt
alvorligere ting - I kan - hvis I er meget uheldige - risikere
at andre tager beslutningen for jer (og igen: jeg kender ikke
jeres søn, og er måske helt ved siden af i dette her, så tag
mine skriverier med et kilo salt:: I kender trods alt jeres søn
bedst), men I bliver efter min ringe opfattelse, nødt til at
gøre noget både I og han kan være tjent med - og det kan godt
være at der bliver en smule ufred i huset et stykke tid, men når
han opdager at I er fast besluttet på at I - omend med blødende
hjerte - VIL en ændring, så skal I ikke "true" med det, men
iværksætte det uden tøven - giver I først efter en enkelt gang
(uanset, hvad I måtte beslutte), så kan det tolkes som
usikkerhed af den unge, og så bliver det endnu værre næste gang,
I føler I bliver nødt til at gøre noget.
> det er jeg i hvertfald nervøs for for jeg ville allerhelst
have ham afsted
> opå en efterskole
> men tør ikke rigtig satse på det imod hans vilje.
Det er jeres pligt som forældre at påtage jer ansvaret for hans
opdragelse - det kan I ikke skyde fra jer - jeg er ked af at
sige det, men I har altså et stort medansvar for, hvorfor der er
opstået problemer - alt er ikke jeres skyld - der er dog trods
alt mange andre faktorer i tilværelsen til at man udelukkende
kan pege på en "skyldig" part i dette spil, men da I har
hovedansvaret for jeres søns opdragelse, så betyder det også at
I er de første og eneste, der må tage nogle af de tungeste
beslutninger omkring hans liv, sålænge som I er i stand til det.
At undlade at handle fordi I er nervøse for, hvad han vil sige,
er ikke alene dårlig opdragelse, men direkte skadeligt.
Jeg kunne ikke finde på at dømme jer som forældre - det er
vanskeligt nok i forvejen for mange, og der kan sagtens være
situationer og forhold ,som vi ikke kender til, der spiller
ind - men husk stadig: Opdragelsen er jeres hovedansvar - og
derfor er det jer og ikke jeres søn, der skal tage
beslutningerne om hans unge liv - den dag han bliver myndig, er
det for sent - I bliver altså med andre ord nødt til at "tage
jer sammen" - for pokker - det er jo jer selv, der har sat ham i
verden - I må naturligvis vide, hvilken indflydelse I har på
ham.
I bør altså stille nogle alternativer op for ham -eventuelt i
forbindelse med skolens hjælp - hvor han bliver nødt til at
vælge, men uanset hvad han vælger, har det nogle
omkostninger -både for jer og for ham - men gør i ingenting, vil
tingene eskalere og så står I der og pludselig kan det være for
sent!
At være "bange" for sine egne børns reaktion er ikke videre
behageligt, vil jeg tro - men der er mange ting her i
tilværelsen, der er ubehagelige, men som man som voksen må
acceptere. Det er her jer, der er de voksne - det er ikke
barnet, der skal tage beslutningerne for jer - det er jer, der
skal tage beslutningerne for ham!
Vil han f.eks. ikke acceptere det ad frivillighedens vej, så
bliver I nødt til at "tvinge" ham ved at give ham et tilbud, han
ikke kan afslå:
Enten på efterskole eller også på kostskole eller lignende -hvis
det er det, I finder frem til. Han må gerne sige sin mening, men
I må altså stå helt fast på, at der kommer et tidspunkt, hvor
tingene ikke er til forhandlign.
Jeg vil stærkt opfordre jer til at søge hjælp- fra skolens
inspektør, fra skolens vejleder (der har indsigt og pligt til at
hjælpe de unge) og endelig kan I altid kontakte nogle
efterskoler, få noget materiale at vise ham, så han ved selvsyn
kan læse om den skoleform (skolevejlederen har måske også noget
materiale om det)- men efter at have læst jeres /dit indlæg,
bliver det mere og mere klart for mig, at der må mere handling
til og mindre snak - men igen: tag nu den snak med inspektøren,
få klarhed på, hvori problematikken består - og lad være med at
inddrage andre i sagen (altså: medtag gerne en bisidder, men lad
være med at "forsvare" jer ved at sige, at der også er andre,
der er utålelige eller at andre elever mener noget andet end
lærerne etc. - det er nemlig ikke muligt for en skole at bryde
sin tavshedspligt og meddele noget om, hvad de eventuelt ved om
de andre, så det får ingen betydning for sagens udfald)
> > . Derfor må han naturligvis også tage sin del af
> > ansvaret for sin opførsel - det hele er ikke blot
sort/hvidt-
>
> nej der er vel altid to sider af den samme sag
Jeg er helt enig - men husk på: de unge - hvor store de end er -
er IKKE små voksne og har ikke ansvaret for deres egen
opdragelse. Det er forældrenes børn, og dem, der kender dem
bedst -derfor er det vigtigt, at man som forældre påtager sin
del af forældrerollen og siger til og fra -også over for deres
afkom. Det viser sig i det lange løb altid at være det bedste.
>
> tak for svaret
Selv tak - og held og lykke med forehavendet! I skal se -det
hele går nok i orden på en eller anden måde - men søg
hjælp -professionel hjælp - også f.eks. på kommunens
familierådgivning (det kan I gøre anonymt, hvis I blot skal have
et råd -og det betyder ikke at barnet fjernes fra hjemmet - blot
har en kommune ofte flere muligheder, når noget er gået
skævt -en ungdomspension er også en mulighed, men der er ofte
ventetider)
>
>
> ps er der nogen der kan anbefale en god efterskole i jylland
Jeg kender desværre ingen skoler i Jylland.
--
ahw