|
| Moskusællinger Fra : Litamalmberg | Vist : 5231 gange 20 point Dato : 02-12-06 14:02 |
|
Hej!
Jeg har købt 14 moskusællinger, de kom fra 2 forskellige kuld, og nogen af dem var lidt små. 3 er døde, jeg ved ikke hvorfor.
Jeg har dem gående i et rum for enden af min lade. I rummet er der også adskillige kaninbure, og rummet er "foret" med halm. Ællingerne går på et stengulv med en bunke halm i den ene ende, en balje med vand og selvfølgelig en madskål. Der er et stort vindue lige over dem, som tit står åbent, for at de kan få frisk luft. Jeg er sikker på at de får mad nok, for der er tit lidt tilbage i bunden af skålen når jeg fodrer næste dag. Hvad kan man give dem af grønt, når nu sæsonen for græs og mælkebøtter er slut?
Ællingerne er over 2 måneder gamle nu.
Mit spørgsmål: Gør jeg det rigtigt? Er det godt nok i vinter? Har de det varmt nok (eller: hvor varmt skal de have det)? Er der nogen, der vil øse ud af deres erfaring med moskusællinger/moskusænder?
Hilsen Lita
| |
| Kommentar Fra : dova |
Dato : 02-12-06 14:50 |
|
Du kan nemt se om de fryser, for så vil de "klumpe sig sammen" i et hjørne, og det i sig selv kan være årsag til, at nogen dør, for så kan de kvæle hinanden eller de kan træde hinanden ihjel.
Hvorfor 3 er døde er svært at svare på, men de kan have været syge, have tarmparasitter o.s.v.
M.h.t. vinduet, skal du nok passe på de ikke får for meget træk, det kan de ikke tåle medmindre de kan gå i læ et sted i rummet.
Du skal sørge for, at de har sand eller jord at snadre rundt i, da de har brug for småsten til kråsen, for at de kan fordøje foderet ordentligt.
Ænder er ikke så afhængige af grøntfoder, så hvis de får rigtigt foder beregnet til ænder, behøver de det sådan set ikke.
mvh dova
| |
| Accepteret svar Fra : ans | Modtaget 20 point Dato : 02-12-06 17:44 |
|
Citat Jeg har et par moskusænder, som snart får ællinger.
Hvad kan/skal jeg gøre for ællingerne?
...specielt foder?
...speciel indhegning?
...passe på rovfugle eller ræve?
...andet?
På forhånd tak!
Steen S. Andersen, Låsby
Svar:
Kære Steen S. Andersen, Låsby.
Det vil være fornuftigt at have en indhegning, hvor rævene ikke kan komme ind i, når ællingerne er udklækkede. De små ællinger kræver også læ og et lunt rum at være i. De første dage skal temperaturen være mindst 32 grader. Temperaturen nedtrappes gradvist, så den efter et par uger er nede på omkring 20 grader. De kan ikke undvære varme, før de er omkring 5 uger. Ællingerne kan ikke tåle træk. Når vejret tillader det, skal ællingerne kunne komme ud i en løbegård, enten med græs eller grus, så der ikke bliver pløret. De skal efter et døgn have adgang til kuldslået vand. Skålen skal være så dyb, at ællingerne kan få hovedet under vand, de vil så kunne holde deres næsebor og øjne rene for foderrester. Det første foder, de skal have, skal være malet korn blandet op med lidt skummetmælk, dog kun så kornet smuldrer. Under opvæksten kan man fodre med malet korn, sojaskrå og masser af grønt, der bliver findelt. Det er også en god ide at give lidt levertran. Når ællingerne er store, vil de spise de ting, de voksne ænder spiser.
Venlig hilsen
Lone Westh |
http://www.dyrebrevkassen.dk/html/spoerg/frmsp.html?svandrm2.html&2
Held og lykke med dine ællinger
God weekend
| |
| Du har følgende muligheder | |
|
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.
Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
| |
|
|