---

Hej der ude
Jeg er mor til en teenagepige på 16 år (17 i oktober).
Min datter har altid været en aktiv sportspige pånær det sidste års tid, hvor hun desværre har været skadet, men regner stærkt med at komme tilbage til hendes et og alt nemlig håndbold. Hun har altid været dygtig i skolen, passet den og gør det stadig nu hvor hun har overstået 1.g og kun har 2 år tilbage. Hun klarer fritidsjob ved siden af og har altid haft mange venner, hvilket hun stadig har. Men for et halvt år siden mødte hun sin første kærlighed. En meget sød fyr på 19 nu 20 år. Han har læst det sidste år på handelsgymnasiet og er også super sportsinteresseret. Dog har han også været skadet, hvilket har medført til en operation, som han heldigvis har veloverstået og er derfor startet igen med at dyrke sin sport. Han så IKKE været for flittig i skolen, på trods af at han faktisk har haft rigelig med tid til at læse både under sin ”sygdom” og senere her i læseferien. Han har ikke noget fritidsjob, for det gider han ikke. Hans eksamen er ikke gået særlig godt, hvilket nok resulterer i at han skal gå et år om. Det er så det hvad der uheldigvis kan ske, men kan reddes. Han har ikke selv meddelt os det, nok fordi vi har en lidt anden holdning til uddannelse gennerelt. Vi har altid sagt til vores datter skole FØRST og så fritid/venner dernæst fritids job, hvis man har overskud, ellers ikke. Overfor os finder vores datter alle mulige undskyldninger for ham, hvor urimelige forhold han haft op til eksamen 4 eksamener på en uge hvor andre har dem bedre fordelt og informationer som han skulle ha’ haft, ikke er blevet sagt til ham, hvilket vi så senere (også i samråd med hende) har fundet at det nok ikke helt passer, for så er der mulighed for at klage, men det er der ligesom ikke blevet gjort, fordi det ikke ændre noget. Han er 20 og som vi føler det så vil han gerne have et fast forhold et meget fast forhold. Vores datter ser op til ham. Han er også vildt sød, charmerende, har gode fritidsinteresse, men alligevel er han vildt umoden. Hun kan styrre ham. Han er ikke dum og det må ABSOLUT ikke misforståes havd jeg her skriver nu, men hendes intilligens liger på et andet niveau. Han drømmer om at bliver Landsholdsspiller. Hans bror spiller på et ligahold, men ikke et af de store. Han er kun med som afløser og sjællendt på banen. Men vores datters ven har altså ikke nogen ambitioner, som man måske kan leve af. Han kunne da godt tænke sig at være pædagog, fint, men inden han vidste at han ville gå et år om, så var tanken at søge et af de mange pædagomedhjælperjob, som var opslået hist og pist, men han fik aldrig fingerne ud af starthullerne. Nu kan det også være ligemeget. Dog ændre han pludselig på hans jobønsker. Så noget som at blive selvstændig have sin egen Cafe, blive politimand og og og…… Jeg er simpelthen nervøs for at min datter bliver mere mere ligeglad med hendes skole som tiden går. At hendes ambitioner daler. Vi er blevet stilt i udsigt at vi skal bare ikke forvente at hun for topkarakterer, hvilket vi aldirg har gjort. Det er bare noget hun altid har fået, og også arbejdet sig til, ligeledes her til eksamen i 1. g. Vi roser hende og siger at hun bare skal gøre sit bedste. Hvad pokker tænker hun?? hvad har hun gang i??, Hun gør mig usikker.
Næste problem er at de ikke bor i samme by. Vi bor i en skoleby, og det vil sige at han skal med bus til skole. Han spiser/sover hos os, nærmest bor hos os i stedet for at være hjemme hos sine forældre. Det synes vi at det har været for meget. En ting er at vi ikke har noget ”samkvem” med vores datter alene som ”kun” er 16 år. Vi føler at vi som forældre heller ikke har noget privatliv. De sdder begge inde hos os i stuen, for at være sociale. Det er også OK, men bare formeget, netop fordi jeg har brug for at være sammen med min datter bare alene. Følge hendes opvækst lære hendes andre nye venner at kende, men alt har hun mere eller mindre droppet til fordel for hendes kærste. Vi har sagt at det er Ok at de bor sammen hos os hver anden weekend, og spiser hos os en dag i ugen, men det har resulteret i at hun så er hjemme ( de er hjemme) hos os hver anden weekend og den anden weekend hos ham (hans forældre). De spiser/sover en dag i ugen hos os og så er de sammen de andre dag hvor han tager hjem. Nogle gange er de flere dage i ugen hos hans forældre. De har åbenbart ikke noget imod det. De har været det igennem en gang før med deres ældste søn. Men for os er det ganske nyt, måske følger vi ikke nok med, men vi synes at hun er ”kun” 16 år og han er 20, så det kan eller må være en af grundene til at de tager lidt mere afslappet på det. Vi har talt med vores datter om det mange mange mange gange , virkelig forsøgt. Brugt alle mulige former lige fra den gode gamle dags metode til pædagogiske metoder. Vi kan jo ikke spærre hende inde, hun har meddelt at vi ikke skal bestemme over hende og at hun ikke gider høre på os. Vi har bare noget imod ham og det finder hun sig ikke i. Gang på gang har vi forsøgt at forklare at det ikke er ham der er det store ”problem” men at hun med den opførsel og manglende på forståelse, kan risikere uden,at vi vil det, at han bliver et stort problem. Det er ikke det vi ønsker.
Er vi fuldstændig urimelige?
Er vi vaje?
Hvad skal vi gøre?
Suk hjælp os med gode råd!

---

Trolley - din datter er 16 - altså personlig myndig - hvis du/I går imod hendes ønsker - så kan i blot forvente at hun gør lige akkurat det i ikke ønsker. (hvordan havde i det selv i den alder ?????)
Hvor meget forventer i en 16 årig skal forstå af jeres bekymringer -
Ok - som tingene er - er det forståeligt i er bekymrede - men tro mig - det vil ikke lade sig gøre at hverken banke ind i hende - eller bøje i neon - hun er jo forelsket !!!!!!!!

Er jeres pige normalt fornuftig ( ikke kun via hun adlyder jer osv) så klarer hun den sikkert og hvis i ikke viser jeres uvilje så meget så er muligheden for at du/I bliver hendes fortrolige større.

Lad det være og hold øje - men lad pigen selv finde vejen stille og roligt - det er jo nu hun er begyndt at høste erfaringer hun skal kunne tackle senere

Jeres modvilje (skinner pænt igennem indlægget) gør kun tingene værre - var jeg 16 ville jeg vist også vende ryggen til og vise hvor "klog" jeg var

held og lykke med det hele - jeres pige opfører sig helt normalt efter alderen

---

Hej Miritdk

Jeg er ked af at du synes at vi har en modvilje som skinner igennem. Det har vi ikke.

Jeg synes bare at det er svært at takle.

Lige nu bor vi i vores sommerhus, men de bor mere eller mindre hjemme i vores hus.
Dette indebærer også at jeg hele tiden skal sørge for at der er mad i huser til dem. Hun kunne jo egentlig bare tage med i sommerhus nogle af dagene og så være sammen med ham igen. Herre Gud; hvad kunne det ska ved at man skal undvære hinanden et par dage. Vi har ikke plads i sommerhuset at der både kan bo et "ægtepar" mere samt at der også skal være plads til hendes mindre søster. Lige nu mangler vi at få lavet anneksen færdig så den kan blive til elskovsrede
Vi rejser en lille tur til syden, hvor kun hendes søster skal med. Ikke at hun ikke kunne komme med, men flittig som hun er, skal/vil har sagt ja til at arbejde ekstra der hvor hun ar et fritidsjob. Men kunne hun komme med, stillede hun som krav at hendes kærste også kunne komme med, det mente hun var rimeligt, helt ærlig hvor er vi henne?

---

sorry trolley - ved godt jeg vist ikke lige udviste diplomati - føler da med dig.

MEN - ja det er svært at tackle - også for hende kan du tro.

Jeg synes nu ikke du skal betale for at hun ikke er hvor du er - det må hendes egne penge gå til - som sagt hun er personlig myndig og vil hun bruge den lille ret hun der opnår - så må der jo også være en konsekvens. ( i hendes øjne er det at være sammen med familien ret så kedeligt i forhold til at hun oplever noget helt andet og nyt nu jo.) Men fravælger hun samværet med jer så må hun klare sig selv - ikke ???

Mon ikke du skal lade den navlestreng klippe engang til (fan*ens svært lol)

Hvordan var du selv da du var ung ?????????????? Jeg var da peternoksåmodsat så længe jeg orkede - lol.

---

Personlig myndig som 16-årig

Næ, der er grænsen nu stadig 18 år, hvis der ikke er noget meget vigtigt i vores lovgivning, som jeg er gået glip af.

Men når det så er sagt, synes jeg det lyder som om I har en meget fornuftig datter, der trods alt passer sin skole.

Og der kommer intet godt ud af at presse unge i den alder til noget de ikke vil.

Det eneste jeg ser som en risiko i det forhold der, er hvis jeres datter lukker af for omverdenen, dropper sine venner og sin omgangskreds, til fordel for fyren.

Min datter som er 19 år, flyttede også mere eller mindre sammen med sin kæreste her hos os, da hun var på samme alder som din datter er nu.
Det fungerer sådan set udmærket, men der har jeg da også set, at de mener at have nok i sig selv, og til dels har lukket af for tidligere venner, og det tror jeg er et stort problem, ikke mindst hvis sådan et forhold pludselig går i stykker, for så står de der, de gamle venner er væk, og de skal starte på en frisk.

Men fordi din "svigersøn" ikke lige ved hvad han vil, betyder det jo ikke, at han er en slapsvans, for det er der masser af andre unge der også har problemer med.

og nu skriver du, at du har behov for at være alene sammen med din datter, og mon ikke det er der det største problem ligger, at en pige på 16-17 år altså bare ikke har det på samme måde

Og så længe din datter er fornuftig, passer sin skole, ikke kommer ud i noget skidt med misbrug m.m. så tror jeg nok det skal gå.

held og lykke til.

mvh dova

---

Man ejer ikke sine børn, og selvom du gerne vil være sammen med din datter alene, så prøv lige at tænke tilbage. Gad du være alene sammen med din mor, da du havde en - i dine øjne - dejlig kæreste? Nej vel.
Hun er klog og dygtig. Og selvom kærlighed gør blind, så varer en forelskelse ikke så længe, og lidt efter lidt får hun øjenene op for, at han er lidt umoden og skvattet, og så går det hele af sig selv. Eller også bliver han mere moden - husk drenge bliver senere modne end piger - og så er alt jo OK.
Men lad være med at pukke på ham og nedgøre ham over for hende. Så varer det længere, før hun opdager, hvad han står for. Jo mere du prøver at åbne hendes øjne, jo fastere lukker hun dem og ser kun hans gode sider.
Hun er jo kun en teenager i trodsalderen. Lad hende dog nyde sit unge liv. Hun får nok en syv-otte kærester endnu, inden mister Right smider hende op på den hvide hest og slæber hende hjem til kødgryderne i parcelhuset.
Det er NU, hun skal leve, lære og nyde at være ansvarsfri. Ødelæg det ikke for hende, der er alligevel ikke noget, du kan gøre, andet end at være der for hende, den dag hendes "verden bryder sammen", i perioderne mellem to forelskelser.
Og bare vent. Om nogle år kommer hun tilbage og fortæller og får gode råd om husførelse m.v., så kan I snakke og blive "veninder" på lige fod. Det er bare ALT for tidligt at vente det nu.
Det er godt nok 50 år siden, jeg var i den alder, men jeg kan da sagtens huske, at min kloge mor tog imod mine venner, som var det hendes egne. Hun rakkede dem aldrig ned over for mig, men en gang imellem stillede hun dem nogle spørgsmål, hvis svar fik mig til at tænke et eller andet. Men OK dengang boede man heller ikke sammen, før man blev gift, så hun havde det måske lettere end dig.
Lad fyren betale for kost og logi. Og kræv at de begge hjælper med i husførelsen, rengøring m.v. Det er kun rimeligt, at vil man nyde, må man yde.

---

Der er mange problemer i dette og de drejer sig ikke alle om den unge.

Det er også en opgave som forældre at kunne give slip på en måde hvor man alligevel er der for det skal der nok blive brug for.

Den unge fyr er meget svær at takle fordi som det er skrevet, modvilje vil føre dem tættere sammen, men det er nu også et problem, at lade dem bo under samme tag for på den måde kan man risikere, at jeres datter vil have sværere ved at "dumpe" ham når den tid kommer.
Man kan ikke give brugbare råd uden at have oplevet hvad det er der sker fordi beskrivelsen uvilkårligt vil blive farvet af jeres holdninger.
Når I føler jer usikre ville det bedst enog være, at alliere jer med en der havde mulighed for at opleve og høre sagen fra flere sider.
De unge mangler erfaring til selv at kunne vurdere hvad der er bedst for dem selv, men det vil de ikke indrømme og derfor skal der handles med meget stor forsigtighed.

---

Hej Trolley.

Jeg er fuldstændig enig med ”miritdk”.

At blæse og have mel i munden på samme tid, er en umulighed.

Liver består af valg hele tiden, og du må simpelt hen vælge, om du vil være en god eller en dårlig Mor.
Og hvor er Faderen ? - Eller du er måske alene om - at opdrage / være rollemodel - for din datter.

Og er du det, så er det også noget du selv har valgt !

Her i livet får man – som en hovedregel – det man ønsker / fortjener !

Hvis din datter mener hun både kan være personlig myndig, og så smyge sig udenom konsekvenserne,
så mangler der noget ved de personer som har været rollemodeller for hende.

Jeg går ud fra du forstår, hvad jeg helt ærligt mener !

Så ”Trolley”, det er dig ( og eventuelt andre rollemodeller) der har skabt og opfostret problemet,
og som følge deraf også dig (jer) der skal løse det. – Ingen andre kan !

Om det er svært ? – Ja, jeg havde som Far til min søn på ca. 12 år ( for 30 år siden) han var
meget meget længere ude i tovene dengang, så jeg kan godt tale med om tingene.

Så tag fat om nælden ”Trolley”, for nu har du fået et par rigtige gode og ærlige råd,
men du skal sørge for at få al den hjælp du har behov for, for de gamle vaner har det med
at hænge ved i lang tid, så det kan være en længere proces du skal igennem, men du kan også
være så dygtig, så det går forholdsvis hurtigt.

Og hvis du kan og har kræfter, så involvere du også hendes 20-årige kæreste, for han trænger også
til en eller flere gode rollemodeller, så umoden som han lyder til at være.



De bedste hilsner
DkwM327

---

kære hvaderikkeibrug
Jeg kunne aldrig finde på at nedegøre hendes kæreste og ej hellerrakke ham ned. Faktisk kan jeg godt lide ham. Han er sød, høflig, venlig, men utrolig umoden. Min datter kan styrre ham. Hun har en meget stærk personlighed, men er samtidig forblændet af den kærlighed. Og jo jeg har også prøvet at være forelsket og haft kærlighedssorger levet livet. syntes at mine forældre var forstokket m.m. Dog var der grænser, som jeg egentlig har lidt svært ved at trække, da jeg synes holdninger og den manglende respekt/forståelse som hun udviser, gør det utrolig svært at kommunikere. Det kan næste ikke lade sig gøre uden efterfølgende uvenskab. Det gider jeg ikke, og det bliver jeg ked af. Navlestrengen er heltiden blevet kappet i takt med hendes opvækst. Hun har fået en opdragelse som har været præget af frihed under ansvar.

---

Kære dkwM327
Navlestrengen er heltiden blevet kappet i takt med hendes opvækst. Hun har fået en opdragelse som har været præget af frihed under ansvar. Jeg mener absolut at jeg har været en god mor og min mand en god far i hendes liv og demed gode rolleforældre. Jeg synes bare det er enormt svært at stå med det problem. Min mand synes at det er lige så svært, og mener at så må vi acceptere disse "vilkår" hun giver os. Måske jeg ved ikke, men er det ikke at sige hun helt og holdent må styrre og bestemme over sit liv selv. Hun er stadig kun 16 år og ikke myndig endnu. Og hun bor hjemme på vores Matrikelnr. Ik. Så der må være grænser og love som jeg stadig må kunne forlange bliver overholdt. De hjælper når man beder dem om hjælp, men det skal bedes om, for de kan intet se dem til selv. Det burde en 20 årig kunne mener jeg. Han er da over 3 år ældre end hende. Han virker som om han er blevet meget beskyttet i sin opvækst. Min datter ser bare op til ham fuldstændig forelsket og kan ikke finde nogen mangler hos ham endnu.
Jeg ved hun nok skal klare sig og jeg ved at hun altid vil komme, hvis det brænder på, men lige nu har jeg problemer med at leve mit liv sammen med dem under samme tag. Der er for meget egoisme, som giver anledning til uro og irritation.

---

Kære alle
Tak for jeres svar
Noget kan jeg bruge andet, tror jeg at i har misgorstpet mig en smule, bare en lille smule.
Jeg elsker min datter og ved kun kun er til låns.
Navlestregen bliver gradvis cuttet, men hvor er det svært, pludselig at have fået "familieforøgelse" (svigersøn) og så til tider bo sammen under samme tag. Den selvfølgelighed som hersker i hjemmet hos dem, dem kan jeg ikke leve med, eller har i hvertfald svært ved at ta'

---

Hejsa Trolley... Jeg synes at det du beskriver er en ganske almindelig ung dame i et ganske almindeligt teenageforhold.
Ikke at det ikke er frustrerende - men jeg tror, at du får mest ud af at forsøge at tackle dine egne følelser i forbindelse med din datters selvstændiggørelse. De lægger simpelthen afstand til forældre og andre myndighedspersoner i den alder. Nogen gange på en pæn måde, andre mindre pæn.
Jeg synes, at det I som forældre skal gøre, er at lytte til jeres personlige grænser - forlang privatliv uden kærestens tilstedeværelse. Det er helt ok, men forvent ikke, at jeres datter vil være sammen med jer. Forlang at hun passer sin skole, men gør jer ikke til dommer over hendes (eller hendes kærestes) valg. Støt hende, rådgiv i stedet, selvom i egentlig mest har lyst til at ryste på hovedet. Forlang at de to, når de er hos jer, hjælper til og gør en indsats.
I har en fornuftigt datter! Stol på hende - hun skal nok træffe de rette valg. At I finder kæresten umoden er i mine øjne uvigtigt. Det gør ikke jeres datter umoden. Hun skaber erfaringer i den relation hun har til sin kæreste. Og måske er han jeres kommende svigersøn, måske ikke. Vær glad for, at hun er en moden pige, der ved, hvad hun vil og kan sige til og fra overfor sin søde kæreste.

Og så fat i egen barm. I skal have fat I jeres egne følelser for at acceptere at jeres pige forandrer sig i disse år - og for at acceptere de valg, hun træffer.
Jeg husker selv, at jeg konstaterede at pubertet var noget forældre gennemgik - ikke de unge. Selvom jeg ikke havde helt ret, var der vist noget om snakken

Og så husker jeg også, at fra jeg var omkring 15 til jeg flyttede hjemmefra som 20 årig var mit hjem et pensionat, hvor jeg lige hurtigt kunne spise, sove og gå i bad. Og det er vist ikke så ualmindeligt - men rigtig kedeligt for forældrene, det kan jeg levende forestille mig.

Det skal nok gå! Træk vejret ned i maven og nyd jeres datter bliver voksen.

Vaxen

---

Hej Trolley

Der er absolut ikke noget i vejen med dine følelser - men heller ikke din datters. Jeg kan stadig selv huske hvordan det var at være i hendes alder - på godt og ondt. Hun har en alder hvor kæresten er vigtigst og forholdet er intenst.

Når du savner at have mere tid alene med hende, så sæt jer ned og lav en aftale om en bestemt dato hvor hun er alene hjemme med jer eller i tager en tur på fx cafe og hygger (mor-datter tur eller jer alle 3). Vi praktiserer det selv i vores familie og har stor glæde af det - så har man også tid til at få snakket rigtigt sammen. Når man aftaler en dato, vil der være tale om en aftale og IKKE en sur pligt/opstød fra forældrene.

Med hensyn til uddannelse, kan din datters kæreste sagtens gå rundt og være i tvivl om hvad han selv skal blive til her i livet - det er svært at vælge hvis man tror at man vælger for de næste 45 år. Det der er vigtigst er at han forstår og bakker din datter op i sin skolegang. Så tal med ham på to-mandshånd når tiden viser sig - fortæl om dine bekymringer, men uden at pådutte ham en masse. Find ud af om han bakker op om hendes skolegang - at han er sløset med sin egen skolegang, er ikke ensbetydende med at han ikke mener at din datters er vigtig. Det kan være at han ikke tænker på, hans egen påvirkning af din datters uddannelse.

Vend dig og din mand til at I skal kommunikere med jeres datter og hendes kæreste, frem for at opdrage - det er nu hun løsriver sig og ved godt inderst inde hvad hun bør gøre. Hvis I fortsætter med at opdrage/pådutte hende regler, risikerer I at skubbe hende fra jer - det er vel hyggeligere at de trods alt spiser hos jer engang imellem frem for kun hos hans forældre.

Mvh. AMP

---

først lige til dova - personlig myndig - jo du har ret - men allerede som 15 årig er der ting man kan vælge pga en myndighed der er tildelt - for eks arbejde - beholde egne penge osv osv. Men lad det ligger - bortset fra at det var der jeg ville hen

Trolley - du får mange gode indlæg og mange du ikke kan bruge til en disse.

jeg kom lige i tanke om at måske skal din datter have lidt mere modspil ????? Altså som du selv er inde på - hun bor hos jer - ergo er der retningslinier der skal overholdes.
(hvorfor fillan har i dog godtaget fra starten at vennen kan overnatte hvis det er jer imod ???)
Lige det med at respekten flyver af opstår jo når I giver jer overfor noget i ikke vil have med at gøre - bla at have vennen overnattende - med på ferie osv - så der skal i gribe ind hvis det ikke er forsent.

Du skriver at du betaler for at de to unge bor i jeres hjem mens I er i sommerhus og du betaler udgifterne forbundet med et !!! Hvorfor i alverden det - deres (din datters) valg - altså hende der må have en konsekvens på det område - " hvor der nydes må der ydes" - og hun tjener jo lidt penge - ikke ???
Det er garanteret ikke nær så sjovt hvis der skal måles op og betales til tilskud til lys - varme - mad - osv osv osv - tror du ???

"børn er kun til låns" ????? Vrøvl de bliver bare voksne og har egne meninger eller mangel derpå

Har du / I det så svært ved at dele hus med datterens ven - hvorfor tænkte i så ikke på det lidt før mon ???? Husk lige at det jo netop er jeres hus

jaja - det er ikke nemt når de små bliver store - og endnu sværere med teenagebørn der tror de er altvidende og dominerende - men det er jo faktisk forældrene der giver dem lov - de har jo et valg i den alder du beskriver begge to - nok ikke så tiltrækkende når goderne trækkes fra

Håber det bedste for dig/jer - ja jer allesammen

---

Hej Trolley..
Det er meget komplekst..
1)Dels er du bekymret for om din datter slækker på sin skole.
2)Og du er bekymret for, om den unge mand er "svigersøn-materiale"..
3)Og så er du også frustreret over, at du og din mand ikke har noget privatliv, allerhelst sammen med jeres datter.
4)Og også det økonomiske aspekt -at have vennen boende- er et problem...

Men samtidig siger du også, at du egentlig godt kan lide fyren. -Nok bare ikke som svigersøn, men det er mest fordi du er bange for at han kan have en negativ indflydelse på din datters skolegang.
----------------------------------
1)Jeg synes det lyder, som det unge par er hårdt ramt af en stormende forelskelse.. Så tænker man ikke på så meget andet end at være sammen..

Din datter har 2 år tilbage endnu af sin skole. Den skulle hun gerne gennemføre..

Kan I ikke sætte jer ned og snakke med de unge mennesker om jeres bekymringer? Og lave nogle aftaler om, hvornår og hvor meget, de kan være sammen? Måske var det en ide at invitere den unge mands forældre en aften? HAN er godtnok 20 år, men når han stadig er under uddannelse og stadig bor hjemme, så er DE måske lige så bekymrede som jer?
Og under alle omstændigheder, når jeres datter tilbringer så meget tid hos dem, så er det vel rimeligt nok, at I som forældre lærer hinanden bedre at kende?

2)Jeres datter er bare 16 år, og der går forhåbentlig et par år endnu før det er aktuelt at tale om at stifte bo og få børn. I løbet af de par år kan den unge mand udvikle sig meget. Drenge er tit længere om at blive modne end piger. --Eller der kan ske det, at forelskelsen bliver levet ud, og din datter en dag indser at hun er "vokset fra" ham.

3) Privatliv sammen med en 16-årig datter, der er forelsket, -det er nok for meget forlangt... I skal nok få gode tider sammen engang igen. Men lige nu kan hun næppe rumme mere end hendes forelskelse. Det ER altså stort!

4) Hvis I har råd til det, så blæs på det med økonomien. Hvis hun har egen indtægt, så få hende til at betale til kost, -evt. kan det spares op til når hun en dag skal flytte hjemmefra. Hvis I ikke har råd til at have én mere på kost, så sig det til de unge mennesker. Hvis han tjener penge, så vil det da sikkert være helt ok for ham at betale for kosten når han spiser tit hos jer. På den anden side må der jo også være adskillige dage, hvor din datter ikke spiser hjemme? -Så det er egentlig nok ikke et økonomisk problem, vel?

------------------------------------------------------------
Det er afsindig svært at have piger i den alder. Dels er de unge voksne, som VIL bestemme alting selv, og dels synes vi jo, at de slet ikke er i stand til at vurdere, hvad det er, de har gang i...

Da min egen datter var 16½ var hun på en turné -jeg tror, det var med hendes pigekor- på Bornholm.
Jeg vil tro, at hun endnu var jomfru. Hun var meget stræbsom og skolen og koret betød rigtig meget for hende. Men da hun kom hjem fra den tur, meddelte hun, at hun havde mødt en svensk ung mand, som hun havde snakket rigtig godt med.. Og hun havde aftalt, at hun ville komme og besøge ham i midtsverige en måned senere. Alene!...... --Jeg ved ikke, om det var en demonstration af, at HUN og kun hun bestemte, hvad hun ville og kunne. Overfor ham, overfor veninderne og selvfølgelig også overfor os forældre.

Så er det, at tankerne koger, og man forestiller sig altmuligt. Udspørgen af hende gjorde mig ikke ligefrem tryggere, da hun fortalte, at han havde overnattet på samme campingplads som pigerne, og han og hans venner var ankommet på motorcykler.. Billeder af tatoverede rockere fløj gennem hovedet, men samtidig blev jeg klar over, at rimede enormt dårligt med det billede, jeg havde af min stræbsomme datter. --Og søde svenske bondedrenge kunne da sikkert også køre på motorcykel...

--Hun tog af sted, -men inden havde jeg sikret mig, at hun havde telefonnummer og nårsomhelst kunne ringe hjem hvis der var problemer. Og jeg gav hende en pakke kondomer. Som jeg sagde til hende, så var det IKKE en opfordring til sex, men bare en ekstra sikkerhed som var rar at have, hvis det skulle komme dertil. Og jeg ville aldrig spørge hende, om hun fik brug for dem, når hun kom hjem. Det var faktisk enormt pinligt, -både for hende og for mig, for vi havde ikke den slags fortrolighed. Men jeg ville have haft det svært med at vide, at hun tog af sted til en fyr, som hun MÅSKE fik følelser for, som hun ikke havde forventet..

De 2-3 dage hun var væk var forfærdelige. Jeg frygtede, at jeg aldrig ville se hende igen, eller at hun skulle komme forslået og voldtaget hjem igen. At hun ville ringe fra et eller andet sted oppe i Sverige og bede om at blive hentet.. --At hun for altid ville have mistet sin tillid til sig selv og andre mennesker...
Men hun kom hjem! Smilende, og noget træt efter den lange rejse. Det var IKKE begyndelsen på en lang romance. Vi hørte faktisk aldrig mere om fyren.
Men jeg har aldrig senere forsøgt at præge hendes kærlighedsforhold. ---Og sjovt nok har hun endt med at gifte sig med den af hendes kærester som jeg allerbedst kunne lide, -til trods for, at de var gået fra hinanden.. De fandt sammen igen og nu har de hus og bil og 3 små børn... PLUS lange gode uddannelser.
------------------------------------------------------------------------
Trolley, hvis du ellers tror på at din datter er en fornuftig pige, så må du have tillid til hende og tro på, at den måde hun prioriterer lige nu er det rigtige for hende. En stormende forelskelse er jo også en vigtig erfaring i livet. Og i den sammenhæng er det også en stor og lærerig ting at være gavmild.

---

lige over her ligger der et supergodt indlæg !!!!!!!!!!!!!!!!!!

---

Hej igen Trolley.

Du skriver at din mand synes at det er lige så svært, og mener at så må vi acceptere disse "vilkår" hun giver os.
– OG - Måske jeg ved ikke, men er det ikke at sige hun helt og holdent må styrre og bestemme over sit liv selv.

Det giver jeg dig totalt ret i !
– Og nu tegner der sig et mere eller mindre svagt billede for mig, af både din mand og hendes kæreste.
– Hvis jeg nu siger at der er noget ved de to der ligner hinanden, og der samtidig er temmelig meget ved jeres datter og dig der ligner hinanden.
- kan du så se dette ? – For det er nemlig helt normalt, at ”historien” gentager sig, med mindre man da gør noget drastisk for at ændre på denne historie ! Og det er så tilsyneladende dig der har fundet ud af, at der er noget der er ved at løbe af sporet.

M.h.t. din mands rolle, ser det for mig ud til, at du vil få svært ved, at få ham til rigtig,
at indse hvordan tingene hænger sammen og hvad han skal gøre, så derfor gentager jeg.
Du skal sørge for at få al den hjælp som er nødvendig for at løse denne ”Forældreopgave”!

Så skriver du også: Så der må være grænser og love som jeg stadig må kunne forlange bliver overholdt. – Det har du så afgjort ret i, og gør du det, så risikere du i første omgang, at få et grusomt spetakkel, med mindre du får lært at ændre din adfærd, så du med fredelige midler, kan styre både din mand, datter og hendes kæreste udenom de magtkampe som der meget let kan komme ud af sådanne situationer. – Men hvis du kan tackle disse situationer, ved jeg af erfaring at din datter vil være dig meget taknemmelig, nå denne svare situation er blevet bearbejdet.

Som jeg skrev tidligere, så er vi jo desværre selv skyld i det liv vi får – eller måske er det alligevel meget sundt, at vi får løn efter fortjeneste.

Og så kommer vi til din afslutning: Jeg ved hun nok skal klare sig og jeg ved at hun altid
vil komme, hvis det brænder på, men lige nu har jeg problemer med at leve mit liv
sammen med dem under samme tag.

Ja som nævnt ovenfor – det er den løn du får for at have svigtet nogle steder i forældrerollen !

Mener du jeg dømmer dig for hårdt, eller indrømmer du dine fejltrin ?

Når det er sagt, så er det på ingen måde, for at jeg vil dømme dig som en – for dårlig forældre – nej for vi har alle sammen vores fejl og mangler, hvilket bl.a. skyldes Adam og Eva, for at gå helt tilbage til starten – hvis vi da tror på at vi nedstammer fra dem.

Jo der er lige en lille men vigtig ting jeg vil erindre dig om:
Når du bliver vred, irriteret, såret eller lignende, så er det på grund af, at du har et ømt punkt
som bliver berørt af noget andre gør eller siger til dig, men som du faktisk selv – helt inderst inde - synes er en fejl ved dig selv og derfor giver det et meget voldsomt udslag ved dig.

Hvis du husker på dette, kan det være til en meget stor hjælp i mange situationer.

Nå – men nok om det i denne omgang, jeg må til at slutte.

– Hvis du vil, er jeg meget villig til at fortsætte denne dialog med dig, men du skal påregne,
at der godt kan gå noget tid, hvor jeg er fraværende her på ”kandu”, for der går tit flere dage,
hvor jeg mangler tid til at blande mig her.

Hermed de bedste hilsner
DkwM327

PS. Faktisk umiddelbart meget enig med ovennævnte

---

Jeg er godt klar over, at jeg ikke vil få point for dette indlæg og det er overhovedet ikke det, jeg går efter. Men jeg bliver nødt til at give jer en 17-årigs syn på sagen.
Jeg genkender situationen, da jeg ofte selv "bor" (ligesom jeres svigersøn) hjemme ved kæresten en del af ugens dage. Vi har været sammen i 1½ år og har efterhånden gjort bekendtskab med en del af hinanden fejl og mangler.
Generelt lyder hele jeres historie meget velkendt - Jeg er en pligtopfyldende, selvstændig pige der kommer fra kærlige forældre med de bedste intentioner. Og jeg har en kæreste, der ligesom jeres svigersøn, ikke er den mest studieorienterede dreng, men som person er vidunderlig.

I lyder som rigtig gode forældre og jeg er sikker på at jeres datter (selvom hun ikke siger det for tit) holder meget af jer. Hun er sikkert også et eller andet sted klar over, at han ikke er den mest modne person. Nu er min kæreste og jeg jævnaldrene, men konflikten den samme.
Hun skal nok klare sig. Hun lyder til at hun alligevel kan få okay karaktere og med hensyn til at tilbringe kvalitetstid med kun hende - har du overvejet en pige tur eller en hygge aften? Hvor I arrangere noget og virkelig hygger jer? Det kan jeg dog ikke prale af at have gjort med min egen mor men i onsdags var jeg til vandarobic med svigermor :)

Lagde forresten mærke til, at I skriver, at I skal sørge for mad til dem på trods af, at de er alene hjemme ved jer. Hvis I ikke gider besværet med indkøb, kunne I jo give dem lidt penge til kost og så fortælle dem/hende om fremtiden med egenforsørgelse - det gør ikke noget at hele månedslønnen går på druk og tøj.

Nu er det snart tid til festivaller og min kæreste drager afsted til Roskilde - Jeg er så nervøs for ham men ved I hvad der betyder noget? At han kommer hjem efter en uge i mudder og er verdens lykkeligste dreng med verdens største smil og han vil fortælle mig om den tur for evigt.

Carpe diem caveat emptor - Grib nuet; nyd livet før det er for sent

Og for at få det hele med, også selvom I har hørt det før:
Vær glad på jeres datters vegne!
Støt og vejled - når øjeblikket er til det!
Og vær der for hende hvis det går galt!

- Linn
-----
Girls become lovers who turn into mothers
So mothers be good to your daughters too

---

Tak for svaret Zarzu.
Dej var fint at få et brev fra en jævnaldrende. Jeg blev glad for at blive bekræftet i, at du syntes vi er gode forældre.
Det er en svær situation, og selvfølgelig huske jeg også min egen tid. Men der blev der også sat grænser. Der skal jo være plads til os alle. Til sidst vil jeg fortælle dig at jeg godt kan nyde en pigetur med min datter, det sker ikke for tit, men det sker. Det er mere alt det nye, med pludselig en "hjemmeboende" mere ihvertfald nogle dag osv.
Det har ikke noget med økonomi at gøre, som nogle tror, men mængden af mad, er de hjemme og spiser eller ej. Denne melding for jeg ofte sen. Og så synes jeg faktisk heller ikke at det er rimeligt, når han er 20 og får SU mv.
En anden ting er at de begge har meget svært ved at se hvor der lige trænger til en støvsuger etc.Da mener jeg at hvis vi bor i sommerhuset og de hjemme i huset må de vel nok kunne gøre rent. Det er jo ikke os der gør det beskidt.
Det skal nævnes hver gang, og det trætter samt irriterer.
I det store og hele går det ganske fint, men råd og erfaringsudveksling er ikke nogen dårlig ide, synes jeg, og det kan både være fra jer unge som fra voksne som evt. har stået i situationen selv.                        

---

Glad for at kunne hjælpe.. Endelig et topic jeg havde noget at sige til.
Jeg er selv klar over at det med maden og det er kun at sige det igen og igen til dem. Eller du kunne skrive til dem inden du tar ud og handler: Kommer han med hjem og spiser? Ja eller nej! hvis du ikke ved det så find ud af det! Det skal selvfølgelig gøres med hensyn til at han er i gang med noge thvor hun ikke kan komme i kontakt.

Men skriv endelig hvis der er noget.. :)
Det med støvsugeren - det kan jeg ikke hjælpe med. Støvsuger kun når deres hunds hår ligger i hjørnerne og de ikke selv gør noget ved det..

- Linn

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.