---

Hejsa! Jeg er flyttet sammen med manden i mit liv og med os har vi hver 2 børn. (en på 7 som ikke bor hos os - 2 på 10 (det er her problemerne er) og en på 17) Vi har begge været alene med vores unger i en del år og har selvfølgelig hver vores måde at have børn på. Jeg er af den overbevisning at det er nødvendigt at tale om det, men hver gang ender det i en kæmpeskænderi og en mand, der forlader etablissementet! (sidste gang i over et døgn - denne gang ved jeg ikke, hvornår han kommer hjem)... Føler mig temmelig alene (men jeg er nok alligevel ikke den første der har prøvet det ) og håber nogen af jer, der vil øse af erfaringer eller at der er nogle, som eventuelt kender et debatforum, hvor jeg kan få nogle vinkler på tingene. Vi er begge 40 og jeg synes, det er totalt latterligt i den alder at det skal udarbejde sig på den måde. Hjææælp!

---

Hej med dig,

nu har jeg desværre ikke selv børn endnu (vil gerne), men det har jo nok noget at gøre med at jeg 'kun' er 21.

Jeg synes din mand reagerer temmeligt respektløst ved bare at "forsvinde" - Og jeg synes ærligt talt du skal konfrontere ham med det, selvom han måske ikke er meget for det, men som i alle forhold så har man delt ansvar, og det kan man ikke bare løbe fra.

mht. børnene, så vil jeg henvise til denne side:

http://soeg.jubii.dk/indeks/Samfundet/Samfundsgrupper/Boernefamilier_Foraeldre/

Der er mange links på den side, og du vil nok kunne finde noget inspiration. :)

Held og lykke

/Kristian

---

Kære Kristian!

Tak for en temmelig modent svar (din unge alder taget i betragtning ) Respektløst - jeps, det synes jeg også og har ved sidste forsvindingsnummer fortalt ham at jeg ikke vil finde mig i at blive behandlet sådan, så jeg har såmænd også overvejet at binde ham til stolen for at få ham i tale, men det er nok ikke løsningen - jeg synes bare sådan en væbnet skyttegravskrig/mudderkastning om dine og mine børn er utålelig, og vil så gerne videre, men ved ikke hvordan?

Ang. linket så er det da simpelthen kanon, så tusind tusind tak for det - jeg har siddet og kigget lidt på det og det bekræfter mig da i, at jeg ikke er alene og det er jo dejligt!

---

hejsa,

Et lille pip fra en weekendfar til to...
Jeg kender så udemærket din situation, men dog ikke i så udpræget grad. Har aldrig været udsat for een der bare gik og var væk i ubestemt tid. Det der DET der er problemet lige nu, som jeg ser det, og det er egentlig det du spørger om. Hvis du vil have hjælp til hvordan man tackler dine og mine børn, så er vi vist nødt til at høre lidt om problemerne

Som Kristian også siger, så er det FULDSTÆNDIG respektløst og uacceptabelt at han bare forsvinder og bliver væk i længere tid. Du er på den anden side nødt til at gøre op med dig selv.. vil du finde dig i det? hvis ikke, så er du nødt til at sige til ham næste gang det sker (for tro mig.. trods hans forsikringer, så sker det igen når han ikke kan overskue situationen) hvis du går ud af den dør, så skal du ikke komme tilbage! (hvis det er hans bopæl, så pakker du det mest nødvendige når han er smuttet, og finder en veninde eller lign at flytte ind hos) hvis det er din bopæl, så får du enten hans nøgle, eller også så får du stillet låsen om når han er væk. sorry.. sådan en mand skal have stolen for døren!
sig mig.. hvad siger han forresten når du spørger ham om hvor han dog har været så længe?? eller giver det sig selv når du kommer i nærheden af ham og kan lugte det?

Spøg til side, HVIS han var en voksen mand, så blev han og snakkede konfrontationen ud med dig, men han er åbenbart et lille barn, eller... hvad værre er, så er DU.. VÆSENTLIG bedre til at argumentere for din sag, så han føler at han bliver "moslet" ned? har du overvejet følgende: lytter du til hans argumenter? jeg mener.. virkelig LYTTER? eller er det kun DIN mening der tæller?
Prøv at kigge ind i dig selv lidt og vær ærlig overfor dig selv.. er der en ulige magtfordeling mellem jer i en diskussion?

Hvis der er den ulige fordeling, så kan det være hans måde at "forblive hel" på (stadig føle at han har noget at skulle have sagt..) hvis du forstår hvad jeg mener?

Men summa-summarum... det er DYBT umodent bare at forsvinde... det er mangel på respekt for dig... men har du forsøgt at spørge ind til hvorfor han gør det?

mht. børneproblemerne.. er du nok nødt til at fortælle lidt mere, hvis vi skal komme med gode råd..

Mvh
Bent

---

Kære Bent!

Hvor er det godt, at få en udenforstående mands synspunkt! Jeg kan godt pippe med veninderne og selvfølgelig ta'r de mit parti - skønt at blive bekræftet, men det løser jo ikke problemerne. Når du skærer tingene så tydeligt ud i pap for mig, så giver det mig noget arbejde med og det kan jeg godt li'. Jo flere gange jeg læser mit spørgsmål og jo flere gange jeg læser dit svar giver det mig et vink med en vognstang om, at det faktisk er mangel på kommunikation mere end børnene der i virkeligheden er problemet. Det er bare fordi at børn er det eneste vi overhovedet ikke kan håndtere sammen og derfor kommer det jo let til at virke som om det er dem, som er grundproblemet. Rodet, eller?

Der er ikke nogen tvivl om, at jeg er den bedst argumenterende i en diskussion og at han simpelthen føler sig verbalt jordet eller moslet ned? Det jeg i virkeligheden vil er at vi prøver at finde nogle løsninger istedet for at munde ud i barnagtigheder om, hvor tit vores børn (sjovt nok er det altid kun de 2 på 10, der er på tapetet) har glemt at hænge våde håndklæder op. Jeg mener, hvis vi fandt en fornuftig løsning på, hvordan vi håndterede hinandens børn, så ville den slags ærlig talt ikke fylde ret meget. Jeg ville ønske vi stille og roligt kunne sætte os og afstemme forventninger, forstået på den måde, hvilke forventninger har han til en "papmor" og omvendt. Synes jeg famler i blinde og når jeg spørger til hans forventninger får jeg en diffust svar om ens retningslinier, som han synes mangler. Jeg beder om, at få det belyst med konkrete eksempler, fordi hvis jeg ved hvad han synes balladen er, er det nemmere at lave nogle ting om, men det er så her, han skrider og så kommer vi ikke længere... Jeg føler selv en villighed til at lytte til argumenter, men vi kommer bare aldrig dertil. Han mener, at hvis min datter bare ikke var her, havde vi ingen problemer i hele verden.

Mht. at låse døren - tjah så er det et fælles hus, så den duer ikke! Og hvor han havde været? Hos mor! Jeg prøvede at fortælle ham på en sød og pæn måde, at det altså gør mig både bange, ked af det og vred at sidde i et døgn uden at vide, hvor han er! Han siger han gik, fordi han føler vi alle er bedre tjent uden ham - og så står jeg altså af! Jeg synes, det er for tudefjæs-agtigt af en mand på 40 år at fyre sådan en plade af... Jeg er vildt ulykkelig over, vi ikke kan komme videre end til badehåndklæderne!

Mange hilsner og tak
Gitte

PS! Er der ikke noget med at mænd bare er nogle drenge med lidt længere arme????

---

Nu beskriver du så ikke meget om årsagen til de problemer der er med børnene, udover lidt om håndklæder, og ikke om de to på 10 er drenge eller piger.
Det er så nemt at I giver hinanden skylden for balladen, og så kan I fortsætte med det indtil en af jer giver op og forlader skuden.
Se nu er børn på 10 jo udmærket i stand til at forstå hvad stridighederne går på. Og kan alene ved "provokation" forværre situationen.
Og derfor må det vigtigste være, at I sammen med børnene får udarbejdet et sæt "husregler" for hvordan tingene (helst) skal være.
I kommer med hver jeres børn, og har sikkert forskellig tolerancetærskel over for dem.
Men det hjælper bare ikke mere hvis I skal undgå konflikterne.
Din mands reaktion er dog lidt umoden, og jeg forstår på den måde, at det er et af dine børns opførsel han har det svært med.
Og hvis der så også er problemer med, at nogen af jeres børn ikke rigtig er vild med situationen med ny "mor/far", er det slet ikke nemt.
Men altså, det er ikke nok, at du "binder" ham til stolen og får ham til at lytte.
Det er børnene I skal have fat i, og have aftalt nogen regler der så helst skal overholdes. Før kommer I ikke videre.
mvh dova

---

Kære Dova!
Tak for rådet... og tro mig, det var faktisk også sådan at jeg havde tænkt at tingene skulle fungere Problemet er jo bare at vi ryger i totterne på hinanden inden vi kommer så langt som til at snakke om, hvad reglerne er. Og selvfølgelig har vi forskellige værdier, tolerancetærskel osv. Han har en dreng med på 10 og en på 7 (vi har hver anden weekend) og jeg har en pige på 10 og en dreng på 17. Min datter på 10 er en "fyldig" størrelse på den måde at hun siger til og fra og selvom det er anstrengende indimellem gør det mig også stolt at hun er i stand til at give udtryk for sine følelser og meninger. Jeg synes det er ok at børn også bliver hørt. Hans den lille er lidt af samme støbning, men bliver prompte sat på plads. Dette er vel medvirkende årsag til, at han synes min er ualmindelig uopdragen. Og sikkert også hans egen lille. Hans den store er mildt sagt temmelig uselvstændig og kan finde på at ringe til sin far på arbejdet (selvom jeg er hjemme) for at spørge, hvad klokken er... (inderst inde tænker jeg - hvorfor lærer han ham dog ikke klokken istedet for)Tidligt i forløbet bad jeg kæresten på et tidspunkt at kalde børnene ind til aftensmad, hvor min datter svarede: "Jeg behøver ikke at høre efter dig - du er ikke min far" - sådan skal hun selvfølgelig ikke svare ham, men den episode er først for nylig kommet bordet, hvor han fortalte at det så er årsagen til at han ikke har snakket med hende siden. Jeg er bare af den overbevisning at børn er samarbejdsvillige, hvis de får betingelserne for at være det.

Og ja - jeg mener snakken er vigtigt inden ballonen revner og een af os har fået nok, men hvordan?

---

Hej Gitte,

For lige at slå noget fast med det samme, så er forskellen på mænd og drenge... prisen på legetøjet

Nej spøg til side, så vil jeg give dig ret i at det er kommunikationsproblemer der vil noget I har fået jer der.
Jeg vil ikke helt give Dova ret når der bliver sagt at det er ungerne der er problemet, for selv om det er sådan med børn på 10 at de LYNhurtigt finder ud af at så splid hvis der er een af parterne de ikke kan lide, så er det jo også sådan at det er op til de voksne at sætte grænser. Jeg har selv haft et forhold hvor vi var nødt til at tackle vores egne børn, forstået på denne måde, at hvis der var noget med mine piger, så var det MIG der trak det store læs, og hvis det var hendes der var noget med, så var det hendes problem, dog ikke sådan at det var med: bare vent til mor/far kommer hjem så skal I få, men hvis vi var alene, så var der pudsigt nok aldrig problemer, for så var der jo ikke nogen at spille ud mod hinanden.. vel?

Jeg synes at det er temmelig umodent at han render hjem til mors kødgryder og skørter når der er noget der brænder på og han ikke kan håndtere det, og det med at det er din datter der er problemet, den køber jeg altså ikke helt.. det kan være at hun er en del af problemet, men at hun skulle være HELE problemet.. nope!!

Du skriver også at du selv mener at du er velmenende og lyttende og har viljen til at løse problemerne, men helt ærligt.. og nu taler jeg for egen regning og af egen erfaring.. prøv lige at sætte dig ned og tage en dyb indånding.. vil du ikke gøre hvad du kan for at det skal være DIN løsning der til slut bliver valgt? jeg kan da huske fra mig selv, at sådan var det da.. og det er vel den mest naturlige ting.. at man ønsker at få sin egen ide gennemført

De diffuse svar kan du ikke bruge til noget, så der vil jeg altså holde med dig i at det er godt med eksempler, eller helt konkret.. hvordan synes HAN at det skal køre? evt. bed ham om at skrive det ned til dig, hvis han ikke har "mod" (er et dårligt ordvalg, men det bedste lige nu.. forklaring følger videre).. til at sige det til dig lige op i dit ansigt. Det er mange gange sådan at den der verbalt er bedst har også den hurtigste tankegang, og lige der kan du jo måske? have en tendens til at verfe hans ideer væk? du har lynhurtigt gennemskuet (mener du selv) hvad han mener, og gjort op med dig selv at det ikke duer, og så har vi den kørende igen, for så hopper han ned i skyttegraven. Ingen tvivl om at det er for dårligt at han smutter, men hvis det er den eneste måde han føler at han kan få lov til at reagere på sin måde, så er det vel forståeligt nok? eller? jeg vil ikke retfærdiggøre hans reaktion, men forsøger at forklare det.

Jeg synes stadig, at når det sker igen, så skal du sige til ham, at hvis han tager hjem til mor nu, så er du den der er smuttet, og så SØRG for at være smuttet når han kommer tilbage, for det er den eneste måde han forstår det på.. tror jeg..

Du skal også passe på ikke at sige.. vi SKAL med djævlens vold og magt være enige om hvordan vi behandler vores børn, for husk dette.. for det første er der ikke to børn der er ens.. for det andet, så har de fire børn VIDT forskellige baggrunde, de kommer fra to vidt forskellige hjem.. med en mor og en far der SAMMEN har valgt en opdragelseslinje.. ikke nødvendigvis den samme linje som bliver brugt nu..
Det er selvfølgelig fedt, hvis det hele kunne gå op i en højere enhed, og bliver "one big happy family" men det kræver blod, sved og mange tårer.. det er sq hårdt arbejde at få slebet hinanden til.. og STOR tålmodighed.. og offervilje.. selvfølgelig fra begge sider... husk det.. det er gensidigt..
Måske er hans forventninger til dig som "papmor" ikke større end.. "bak mig dog op og fortæl mig hvordan jeg tackler DINE børn"?

Jeg har bare kastet mine tanker lidt ned på papiret, så undskyld stavefejl.. manglende store begyndelsesbogstaver.. mv.

Lige en sidebemærkning.. jeg er ikke mere end 35 og har sq aldrig bare forladt huset i vrede eller afmagt.. (klapper mig selv på skulderen og siger "flot min dreng")

Mvh
bent

---

hejsa igen,

Så lige at din datter havde fortalt din kæreste at hun ikke behøver at gøre som han siger, og der er det lige at DU skal på banen med 180 og fortælle hende hvor skabet skal stå, at I er to voksne der bestemmer... også selv om han ikke er hendes far... så du har også et ansvar for at hun respekterer ham..

pipper lige lidt.. og smutter lige videre

Bent

---

Hej Bent!

Ja, men hvordan skal reagere, når jeg først høre om episoden flere måneder senere?

---

Puha.
Jeg sidder her og bliver helt glad for, at jeg ikke er i "dine sko".
Det eneste I mangler til at forværre situationen med dine/mine børn, ville være "vores børn".

Det er så typiske problemer du beskriver der.
Det er som du siger, selvfølgelig uacceptabelt at din datter bruger den kendte "du er ikke min far", men det er mere umodent af din kæreste, at han lukker af for at tale til hende efter sådan en episode.
Der skulle han i stedet have gjort hende klart, at nok er han ikke hendes far, men alligevel må hun acceptere at høre efter hvad han siger, siden de nu skal bo sammen.

Men hvordan I løser det, er svært at give et endegyldigt bud på.
For hvis ikke alle er indstillet på at samarbejde, kan det være svært at komme videre.
Og man kan desværre ikke tvinge nogen til at tale om tingene hvis de ikke vil, eller kan gennemskue nødvendigheden af det.
Hvis man kunne det, skulle du køre din datter og din kæreste ud til et øde sommerhus og sætte dem af, og bede dem finde en løsning inden de kom tilbage.
(Det kunne også hjælpe lidt på sønnens afhængighed af sin far)
Nej, spøg til side, du må prøve at finde en måde at få dem i tale, ellers må I søge professionel familierådgivning, da det er en uholdbar situation I er i.
Og jeg tror ikke du skal regne med det bliver bedre når din datter bliver lidt ældre, måske snarere tværtimod.

mvh dova

---

Hej igen Bent!

Nå der gik lige skudder-mudder i rækkefølgen af dine breve - fik det sidste først, derfor svaret... Tak for dit kursus i "Hvordan tænker mænd...?" og ja, jeg kan kun give dig ret hele vejen igennem. Jeg køber heller ikke helt Dovas med at det er børnene eller barnet - alt efter hvem der udlægger det For mig er det her en stor fælles opgave og jeg mener som minimum at vi bør have nogenlunde klare linier inden vi drager børnene med. Den der med børns forskelligheder - det er eet af stederne det går galt! Jeg mener nemlig heller ikke at børn skal have det ens. Måske er problemet at de to på 10 føles som direkte sammenlignelige, hvilket jeg ikke synes. Men måske er det der, han synes der gøres forskel.

---

Hej igen Bent!

Nå der gik lige skudder-mudder i rækkefølgen af dine breve - fik det sidste først, derfor svaret... Tak for dit kursus i "Hvordan tænker mænd...?" og ja, jeg kan kun give dig ret hele vejen igennem. Jeg køber heller ikke helt Dovas med at det er børnene eller barnet - alt efter hvem der udlægger det For mig er det her en stor fælles opgave for hele familien at det kører og jeg mener som minimum at vi bør have nogenlunde klare linier inden vi drager børnene med. Den der med børns forskelligheder - det er eet af stederne det går galt! Jeg mener nemlig heller ikke at børn skal have det ens. Måske er problemet at de to på 10 føles som direkte sammenlignelige, hvilket jeg ikke synes. Men måske er det der, han synes der gøres forskel? Uha - sikken gættekonkurrence - hvor ville det være ulig nemmere at komme overens, hvis jeg i grunden vidste, hvad det er han vil?

Jeg tror lissom han havde forventet at når jeg nu er konen i huset, så overtager automatisk mor-forpligtelserne i den forstand at skal der bages kage til kagedag i skolen til hans søn så må det være mig, der gør det. Hvis han vil til fodbold eller ud og arbejde om søndagen tager han uden tøven afsted og "parkere" ungerne hjemme hos mig - uden at spørge... I og for sig havde det også været i orden, hvis tingene havde virket begge veje (nøjjj nu er det mig, der er barnlig, hva'r?)

Tror jeg vil be' om en skriftlig redegørelse på problemstillingerne, som han ser dem, hvis altså han kommer hjem i dag. Måske det kunne opklare noget?

Og ja Bent - du er da en dygtig dreng (altså på den fede måde)

---

Hej Dova!
Og tak for dit opmuntrende skriv - hæ-hæ, troede ellers altid man fik et ekstra barn eller en udestue, hvis man skulle løse problemer...

Lige nu lyder det temmelig fristende at ta' sit gode tøj og børn og skride fra det hele, men det løser jo ikke rigtigt noget, vel?! Jeg er temmelig vild med manden, men vil bestemt heller ikke holde udsalg med mine børn. De kommer i første række. Sjovt nok har jeg selv haft den med familierådgivningen i tankerne her til formiddag, men æhhhh - hvordan får man ham så lige slæbt derhen.

Kan du godt forstå, jeg foreslog at binde ham.

Dine forslag er rigtig gode - men du er lysår frem i tiden og kan som jeg ser det først bruges, når vi får gang i snakken

---

hejsa...

tja.. hvordan skal du reagere når du hører det så lang tid senere.. jeg ved det sq ikke.. personligt tror jeg at jeg villle hive fat i pigen.. og alligevel ikke.. tja.. jeg ved det sq ikke.. den er svær.. det var faktisk din kæreste der skulle have mandet sig op.. som ovenfor nævnt. og sagt.. det kan godt være at jeg ikke er din far... men HER bestemmer jeg altså.. for det er MIT hjem!

Tro mig.. to børn på 10 er VIDT forskellige.. (taler af erfaring.. har selv een på 10½.. ) men det er som du selv er inde på.. en dødssynd at sammenligne dem.. du er nok nødt til at bide i det sure æble og holde ham fast på at HAN er nødt til at fortælle dig hvad HAN mener.. så DU kan finde hovede og hale i det.. men du kan godt berede dig på at det bliver svært at få at vide.. det er nemlig ikke sikkert at han selv ved det...

jeg tror at den letteste vej videre er at tage ham ved kravebenet og sige.. her kammerat.. at skrive.. og hvis han ikke vil.. så sige til ham.. vi har altså så store problemer at vi er nødt til at få proffesionel hjælp.. og så smutte til rådgivning.. JER to.. par-terapi eller hvad ved jeg.. hvad med x-erne? slås han med sin? det kunne jo også være at det var DER skoen trykkede...

Jeg har selv været en "kæft-trit-og-retning-far" men kan se hvor meget det har skadet mine børn, hvor uselvstændige de blev af det.. så jeg har heldigvis indset at jeg må ændre mig, for at mine børn kan få det bedre... det kunne jo være at han også skulle få den "aha-oplevelse"... jeg ved det ikke.. (nu begynder han sq at lege børnepsykolog.. ) nej spøg til side.. se at få klarhed over de problemer I har.. lad ham fortælle dig hvad han mener der er problemet.. verbalt eller skriftligt.. det er ligesom også hans problem det her.. hvis han VIL jer.. så er han sq nødt til at åbne for godteposen.. også selvom det kan gøre ondt. og man kan få nogle slag over næsen.. det er forresten heller ikke altid at man får sin vilje.. husk lige det..

Mvh
Bent

---

Ja okay, forstår på en måde godt, at du har lyst til at binde ham.
Men husk det gamle ordsprog: Du kan trække en hest til vand, men du kan ikke tvinge den til at drikke

Nu er du vild med manden, men vil ikke holde udsalg med dine børn.
Er det groft sagt sådan her: "Sådan er de, Take it or leave it"
For så forstår jeg hen ad vejen godt din kæreste.
Der er ingen hverken mænd eller kvinder, der gider være i et forhold hvor de føler sig jordet og tilsidesat i forhold til børnene.
Hvis I vil have hinanden, bliver du/I nødt til at acceptere, at det kan være nødvendigt med andre grænser/normer for hvad der er acceptabelt fra børnene.
Uden at det behøver betyde, at får en ringere livskvalitet. For jeg regner da ikke med, at det er en komplet umulig hustyran du har anskaffet dig

Nu er det nemt at være bagklog, men havde I ikke så meget tjek på hinandens opfattelse af ting vedr. børn, at I kunne forudse problemet ( evt. umuligheden) i, at det skulle kunne fungere.
Dine børn er det vigtigste siger du, så måske dur det bare ikke, selv om du er vild med manden, for det går jo også ud over børnene når I skændes hele tiden, og "farmand" smutter når det bliver for meget

mvh dova

---

Hvor er det lige filmen knækker? Er det samme sted hvergang? Eller er I kommet længere?
Lyder lidt som du både prøver på at opdrage både ham og hans barn? Kan du overhovedet lide hans barn? Hvilke forventninger til hvordan børn skal opføre sig på støder I på grund på? Og hvor står I hver især i forhold til opdragelse af børn? På en eller anden måde har jeg opfattelsen af at det ikke er et opdragelsesspørgsmål om børn, det her drejer sig om, men correct me if I'm wrong! Trives børnene sammen forøvrigt? Hvordan er dit forhold til hans mor?
Synes dit spørgsmål generer flere spørgsmål end svar

---

Hej Tedd!

Hæ - ja, jeg kan godt læse i mit roderi, at jeg er gået i selvsving, så jeg tænker lige over din tilbagemelding (det knager). Tak for feedback

---

Du har ret i at man skal snakke om tingene....
Men er du sikker på at det er manden i dit liv du er flyttet sammen med??? :-/

---

Jeps - helt og aldeles men måske jeg bare ikke har haft tålmodighed nok og været for dum og tro, at tingene bare kørte fra en start af!

---

hvad så?

Er der nogen afklaring efterhånden?
Eller er manden flyttet permanent ind hos mor ?

Mvh
Bent

---

Hey Bent!

Tjahh - vi har haft nogle gevaldige sammenstød - den sidste sluttede med at "nu flyttede han" og så ku' det oss' bare være lige meget... men efter 2 dages tavshed måtte jeg jo spørge, om det så var dagsordenen og det er det ikke. Der er ikke store ord, men han er blødt op over for min datter (ikke voldsomt, men selv de små træk synes jeg er et godt tegn) og min kloge gamle mor har fortalt mig, at ved at være lidt mildere både over for han og hans børn vil det gøre at det hele vil glide lidt lettere og at der af den grund ikke vil gå splinter af mig og det har hun i grunden ret i. Jeg har været så fokuseret på at få retfærdighed at jeg totalt har overset den side. Måske har vi begge egentligt begge troet, at "kærligheden overvinder alt"? Den dag jeg skrev indlægget var jeg bare så langt nede og kunne ikke se nogen udvej... Men alt det har du vel været igennem, med dine og mine eller? Ja, og så skal jeg jo også tage i betragtning at manden jo altid har brugt at flygte, når noget var svært og at han også skal lære. Nøjagtig lis'som mig! Som du også skrev tidligere er det også en måde at reagere på, når man føler sig trængt op i en krog. Vi har stadig lang vej at gå, men ved tålmodighed og flid og kærlighed, tror jeg altså stadig på det. Og så er der måske også en portion jalousi med i spillet over for hinandens børn, som vi også begge skal æde?

Men tusind tak for din måde at skrive tingene på! Det har hjulpet, mere end du aner! TAK

---

Hej Gitte...

Jeg sidder her med røde ører.. jeg er jo bare mig.. og forsøger at forklare hvad der foregår indeni en mand.. *S*

Som alle jo siger.. vi stammer ikke fra samme planet.. *S*

Hvis du har flere spørgsmål.. så vender du bare tilbage.. så skal du få min ærlige mening.. *S*

Men som du siger.. det lyder positivt.. alene det at han er begyndt at tø lidt op.. og du er begyndt at være mere "overbærende"

Lad mig sige det på denne måde.. har nok været igennem de fleste facetter i samspillet mellem dine og mine børn.. men alle er jo stadig unikke.. så det er svært at være generel.. men hvis jeg kan bibringe lidt viden.. så er det jo fedt.

mvh.. og held og lykke

Bent

---

Tak for svaret bigdane_dk.
                        

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.