---

Vi er meget i tvivl om hvad vi skal.
Vi har et nært familiemedlem, som er alvorligt syg af kræft, vi har fået af vide det kun er et spørgsmål om tid inden han dør ca. tre måneder, han ved ikke selv hvor slemt det er, tror fuldt og fast på at han bliver rask, skal han have sandheden af vide??????
Mange hilsner fra Merete

---

Kære Miio.

Jeg ved ikke om du kan bruge dette til noget, men nu får du lige min historie.

Jeg mistede min mor pga. kræft da jeg var 18 år, og der var der INGEN der fortalte MIG hvor slemt det var, så det kom som et chok for mig da hun døde.

Jeg vil dertil sige, at min mor incl. heller ikke fortalte hvor slemt det var, selv om jeg
idag, tror at hun var klar over det. For hun blev ved med at fortælle mig om alle de ting vi skulle NÅR HUN BLEV RASK.

Der hvor jeg vil hen med dette er, er i HELT SIKKER PÅ, at han ikke selv er klar over det, og bare vil "beskytte" jer. For jeg tror at vi alle på en eller anden måde godt selv er klar over hvor det bærer hen, hvis vi er meget syge.

Med hensyn til at fortælle ham det, hvis han ikke selv er klar over det, så er det jo svært at give råd om. Det kommer jo helt an på hvordan vi er til at tackle ting.

Jeg kan sige dig, at jeg har talt med min datter om netop såden en situation, hvor jeg
direkte en dag spurgte hende, om hun ville have besked, hvis jeg pludselig en dag fik besked om at jeg kun havde 3 måneder tilbage at leve i. Hun sad først lidt og så lidt forskrækket ud. Men efter at have tænkt lidt over det, var hun helt sikker på at hun ville have det at vide.

Jeg tror det er meget vigtigt, at vi forbereder, både os selv og vores nærmeste på en sådan situation.

Håber du kan bruge det til noget.
De bedste hilsner
Mone

---

Ja! Er min umiddelbare reaktion, men du skriver ikke noget om, hvor gammel han er, om han er åndsfrisk og hvilket forhold du har til ham, så det er lidt svært at svare dig, men her er min generelle betragtning.
Han skal vide, at han vil dø af sin sygdom men sæt ikke ligefrem dato på. Det er vigtigt, at han får mulighed for at forberede sig på døden og sammen med jer få snakket om, hvad der sker både op til, og når han ikke er her mere. Og det tager tid. Først med erkendelsesfasen. At livet ikke er evigt. Og siden at turde tale om det med jer, der står ham nærmest.
Hvorfor ikke fortsætte i uvidenhed? Fordi det skaber angst, når sandheden går op for ham måske i sidste øjeblik, og fordi det skaber tryghed at få snakket om tingene og fortalt det til hinanden, man glemmer i hverdagen. Det kan gøre døden mere afklaret og afskeden mindre pinefuld for jer alle.
Du kan eventuelt søge støtte og rådgivning hos Kræftens Bekæmpelse som gerne hjælper også pårørende.
Men få prikket hul på bylden og få overbragt budskabet gerne med en læge til stede, som kan svare på evt. tekniske spørgsmål. Det er ikke nemt men efter min mening nødvendigt, og om 3 måneder er det måske for sent.

Mange hilsner

Rikke

---

Kære Merete,
Det er en svær situation I står i og der er ingen svar der giver sig selv. I kender bedst den syge person og ved om hans psyke er stærk eller svag og om han normalt giver udtryk for bekymringer og følelser. Hvad har lægerne på sygehuset fortalt ham? De må have talt med ham om sygdommen og formodentlig oplyst ham om, hvad situationen er -eller hvad?

Hvis det var en i min familie, ville jeg kærligt støtte op - ville ikke direkte sige sandheden - men lade ham vide, at han godt kan/må snakke om sin sygdom. Jeg har selv haft kræft og har oplevet, hvor svært det kan være, at tale om sygdommen. Instinktivt ved man jo godt selv, hvor galt det står til, selvom man udadtil fornægter alt. Min oplevelse var, at det kunne være svært at "få lov" til at give udtryk for min bekymringer, som både gjalt mit eget helbred, men så sandelig også for fremtiden for min familie. Jeg ville helst "beskytte" min nærmeste familie for alle disse tunge tanker og den reaktion tror jeg, at man finder hos mange kræftpatienter - nok især forældre, som ikke vil lægge byrden over på børnene (også selvom børnene er voksne og selv har børn).

Hvis det var mig som var i din situation, ville jeg derfor forsøge at være så meget om den syge som mulig, uden at blive omklamrende. Vise ham at man gerne vil lytte - men snak f.eks. om ferieminder, sjove familieoplevelser, udflugter - alt sammen kærlige minder som giver ham chancen for at løse op og tale om sin situation.

Jeg ved ikke om du kan brug det til noget - håber det bedste for dig og din familie.

m.v.h. kjeldgaard

p.s. jeg går til kontrol for min sygdom, men er selv overbevist om at jeg i dag er rask.
Hvis helbreddet og mulighederne er til stede, ville jeg tilbyde at køre for

---

Kære Merete

Det er en frygtelig situation i alle står i. Hvor jeg dog føler med jer !!!
At få vished mener jeg ikke altid er løsningen. Du skriver at dit familiemedlem tror fuldt og fast på at han bliver rask,-det er jo hans måde at tackle sin sygdom på , det viser jo en person med livsvilje og optimisme. Et eller andet sted tror jeg helt bestemt at han selv ved hvor syg han er. Jeg tror ikke at det vil gavne ham, at i på en eller anden måde får sagt at han vil dø af sin sygdom - det vil nedbryde den "indre kampstyrke" han viser.
Dit Familiemedlem har jo nok været i kontakt med Sygehus og Læge,- I kunne måske tage en en snak med dem omkring hvordan denne form for kræft normalt vil udvikle sig, så i selv er forberedte på hvad den sidste tid måtte indebære af evt. smertebehandling eller anden for behandling. Få talt sammen omkring hvordan i bedst kan stå sammen og støtte hinanden og jeres Familiemedlem. Jeg får det måske til at lyde som om, at i skal pakke den syge ind i vat,--Det mener jeg ikke. I skal være der,-skabe glæde og snakke sammen. Arranger nogle flere Familiesammenkomster,-(i takt med hvad den syge kan klare) Få samtalerne ind på nogle af de ting i har oplevet sammen, få snakket snakket og snakket.

Det er ikke nemt, min Mor døde af kræft for 5 År siden 54 År gammel. Jeg taler udfra hvilken person hun var og det minder så utroligt meget om den indstilling dit Familiemedlem har. Min Mor talte om alle de ting hun glædede sig til at lave når hun skulle på Pension,--hun ville ud at Rejse , have sig en lille langhåret Gravhund osv osv. Hun ønskede ikke at tale om sin sygdom,-hun sagde det ikke direkte til os,---men vi fornemmede det 100% -så den sidste tid kom vi faktisk endnu tættere på hinanden end nogensinde før.

Mit råd er brug med omtanke jeres sjette sans overfor jeres Familiemedlem

De bedste håb og håb for dig og dine

Mvh
Parkens

---

Kære Merete
Generelt bør man ikke fortælle pårørende noget patienten ikke selv ved, så
hvis man kun har fortalt det til jer må det være fordi man har vurderet at
han ikke var moden til at få det at vide i øjeblikket, eller ved han det
alligevel ?
Der er ikke noget klart svar på dit spørgsmål, og i må stikke en finger i
jorden og vurdere om han skal have det at vide.

Hilsen Niels



>
> Vi er meget i tvivl om hvad vi skal.
> Vi har et nært familiemedlem, som er alvorligt syg af kræft, vi har fået
> af vide det kun er et spørgsmål om tid inden han dør ca. tre måneder,
> han ved ikke selv hvor slemt det er, tror fuldt og fast på at han bliver
> rask, skal han have sandheden af vide??????
> Mange hilsner fra Merete
>
> --
> Leveret af:
> http://www.kandu.dk/
> "Vejen til en hurtig løsning"
>

---

Tak for svarene.
Vil lige fortælle at det er min svoger, han er 42år.
Problemet er at hans datter der er26år som også mistede sin mor som 12årig af kræft,
gerne vil have at han skal vide sandheden, men hans mor og søster siger nej, min mand er usikker på hvad der er det rigtige. Det vil jo være væmmeligt hvis der skal blive uvenskab ud af de delte meninger.
Hilsen Merete

---

Kære Merete

Vidste datteren og moderen begge dengang, at hun havde kræft??

For umiddelbart ud fra det du skriver her, så mener jeg at det må være datteren man lytter til, hvis altså I mener at han kan magte det. For da hun har prøvet det en gang før, har hun måske ikke fået sagt og gjort de ting hun gerne ville sammen med sin mor, inden hun døde. For en pige på 12 år, kan jo ikke selv vurderer hvad det er der foregår. Så som jeg skrev til dig med min egen oplevelse, så syntes jeg at man skulle lytte til datteren. Hun er dog også trods alt den der står ham nærmest, og har så mulighed for at bruge den sidste tid sammen med sin far, på ting som de gerne vil begge 2. Så hvis I mener, at han kan magte det, så syntes jeg at han burde have det at vide. Men jeg må indrømme, at jeg stadig tror at han godt selv er klar over det. Og netop ud fra den betragtning, at datteren en gang har oplevet det med sin mor, så tror jeg altså at han prøver at beskytte hende.

Nu håber jeg virkelig for jer, at I finder den rigtige løsning, mens tid er, for lige pludselig, så kan det jo være for sent.

De bedste ønsker og håb for jer alle.

Kærlig hilsen
Mone

---

Kære Mone
Datteren vidste ikke noget med moderen, kunne ikke forstå tingene rigtig.
Det der også er et problem er at han skal starte med kemo den 7-3 og vi mener at når der ikke er noget at gøre så behøver han ikke at skal igennem den lidelse også, lægerne siger at det måske kan give ham en god måned mere at leve i, men han kan også risikere at blive meget mere syg. Han er selv meget opsat på det, måske fordi han ikke ved ren besked, han skal køre fra Nakskov til københavn for at få kemo, det i sig selv er jo en belastning.
Mange Hilsner
Merete

---

En god gammel klassiker "døden og den døende" kan desvære ikke huske forfatterinden,
bogen giver et gribende indblik i døden, og hvor forskellige vi er som mennesker mht. til behovet omkring sandheden.
mvh
Laurenzio

---

Hej Merete,
Jeg skriver lige igen, fordi der er noget som gør mig forvirret. Hvorfor vil lægerne give din svoger kemo - er der en reel chance for, at det hjælper? Det jeg kender til kræfafdeliger og -behandling siger mig, at lægerne ikke iværksætter behandling, hvis ikke det giver patiente en reel livsforlængelse og/eller forbedring af sygdommen. Jeg tror måske, at I skulle prøve at kontakte lægerne igen og høre hvad det drejer sig om.
Og så tænker jeg også på, om I har undersøgt muligheden af eksperimental kræftbehandling. Det er ikke hokus-pokus jeg tænker på, men f.eks. stereotaktisk strålebehandling (på siden http://www.sum.dk/nyhed/20001024.htmde kan du læse hrom). Det virker jo som om din svoger har kampgejsten, så hvorfor ikke forsøge sig med andre muligheder - set i lyset af de 3 mdr. du nævnte som resterende levetid, er det måske værd at prøve?

bedste hilsner Lise

---

Hej Kjeldgaard
Vi har fået af vide at det de vil prøve er på rent forsøgsbasis, og det har min svoger helt acpteret, han skal have behandling med et nyt produkt, strålebehandling er udelukket for kræften startede i hovedet og har nu bredt sig til lunger,lever og mave.
Tak for din oplysning.
Hilsen Merete

---

Hej Merete.
Jeg er principielt af den overbevisning, at man ikke kan være bekendt IKKE
at fortælle folk sandheden om noget så afgørende som sygdom, liv og død.
Enhver har RET til at kende sin egen sandhed, også selvom den kan være svær
at håndtere. Dén person, du omtaler, må jo være hamrende syg, og må da kræve
én eller anden form for forklaring. Det kunne da også tænkes, at der er
ting, som skal overvejes og klares inden vedkommende dør???? Naturligvis er
det også et spøgsmål om, hvorvidt vedkommende kan klare sandheden, men det
er så dér, nære slægtninge har en stor rolle at spille. Mit råd er helt
klart: Meld ærligt ud, det er det kærligste og mest respektfulde, man kan
gøre, også selvom dét, man siger, gør ondt. Og vær så klar til at tage
enhver ubehagelig reaktion, der måtte komme. Tal åbent og meget om det, hvis
det er, hvad den døende ønsker. Og hvis han er overbevist om, at han bliver
rask, så lad ham holde fast ved det,- der er jo sket mirakler i dén retning
før, og I behøves ikke ændre ved hans overbevisning, blot fortælle ham, hvad
lægen mener. Jeg ville selv meget nødigt stå tilbage som nær slægtning og
vide, at der var ting, jeg burde have sagt, men aldrig fik sagt. Fortæl ham
det, men la' ham selv tage stilling.
Mange hilsner
Line.

---

> Vi er meget i tvivl om hvad vi skal.
> Vi har et nært familiemedlem, som er alvorligt syg af kræft, vi har fået
> af vide det kun er et spørgsmål om tid inden han dør ca. tre måneder,
> han ved ikke selv hvor slemt det er, tror fuldt og fast på at han bliver
> rask, skal han have sandheden af vide??????


Nej, under ingen omstændigheder. Han har selv valgt ikke at ville vide
noget - ellers havde han jo sagtens kunnet, ikke? Lad ham leve med
uvisheden - det er åbenbart bedst for ham, og det skal I ikke blande
jer i.

Mvh Maria



--
Posted via Mailgate.ORG Server - http://www.Mailgate.ORG

---

Jeg ville ikke, hvis det var mig som var dødeligt syg, kunne klare at få af
vide at jeg var ved at dø. Det ville gøre mig utroligt ked af det og negativ
og jeg ville intet kunne foretage mig i form af noget som skulle ordnes før
min død. Jeg ville ganske enkelt visne og dø endnu før end oprindeligt.

Jeg tror personligt nok man selv finder ud af det, måske, om man har smerter
eller andre tegn, har man ikke det i den forstand, ja så er det da bedre at
leve i uvished og så nyde den sidste tid i den tro man har mange år igen,
det gør at man er mere positiv og kan klare sig gennem mere.

Jeg tror nu heller ikke ens omgivelser kan gøre så forfærdeligt meget mere
end hvad de altid burde om man er syg eller rask, nemlig at være søde ved
én. Desuden kan ingen jo lave om på det fakta, at man er ved at dø som
sådan.

Det var så bare lidt om min mening om det. Jeg tror altså på man skal være
positiv i sindet, ellers kan man ikke overvinde døden eller udskyde den,
tror jeg og kan man det hvis man ved man er ved at dø, det er jo
spørgsmålet, som vel er forskelligt fra person til person.


"Maria Frederiksen" <mf@easyfrag.dk> skrev i en meddelelse
news:b51fc522131599651b241ec8efaa39b8.27685@mygate.mailgate.org...
> > Vi er meget i tvivl om hvad vi skal.
> > Vi har et nært familiemedlem, som er alvorligt syg af kræft, vi har fået
> > af vide det kun er et spørgsmål om tid inden han dør ca. tre måneder,
> > han ved ikke selv hvor slemt det er, tror fuldt og fast på at han bliver
> > rask, skal han have sandheden af vide??????
>
>
> Nej, under ingen omstændigheder. Han har selv valgt ikke at ville vide
> noget - ellers havde han jo sagtens kunnet, ikke? Lad ham leve med
> uvisheden - det er åbenbart bedst for ham, og det skal I ikke blande
> jer i.
>
> Mvh Maria
>
>
>
> --
> Posted via Mailgate.ORG Server - http://www.Mailgate.ORG

---

Kære Alle
Mange tak for jeres interesse, vil blot lige fortælle at min svoger har fået det meget dårligt, vi har fået stillet en ekstra seng ind til ham så nu vil vi skiftes til at sove hos ham. Håber at det vil gå hurtigt, hvor er det frygteligt at se et menneske skrumpe langsomt ind til en grøntsag, hvor fanden er den gode gud henne????????
Mange Hilsner
Merete

---

Hej Merete

I har som pårørende til en alvorligt kræftsyg mulighed for at få en samtale
med en psykolog. Enten kan de hjælpe jer på hospitalet eller prøv at
kontakte kræftensbekæmpelse (www.cancer.dk). Det kan en svær byrde at bære
selv, så derfor er det måske godt at tale med en, der kender en tilsvarende
situation.

Måske kan I blive mere afklaret med situationen og derved bedst muligt
afgøre om, I skal dele jeres viden med vedkommende eller ej.

Mvh.
Stefi

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.