---

Min kone så en gammel film fra Rom
hvor en gammel mand intet havde tilbage, ud over sin lille hund,
heldigvis så jeg kun slutningen, her forsøgte han at springe ud foran et tog,
med sin kære lille hund i favnen, den skulle ikke sulte ihjel, men dø sammen med ham.

Men hunden rev sig løs og det mislykkedes, den løb væk fra ham,
men filmen sluttede med at den glad dansede på to ben foran ham,
og ingen løsning på, hvordan det endte...

Af flere grunde har denne slutning berørt mig dybt.

Da vi købte vor sidste hund, var det fordi min kone blev erklæret rask, efter alvorlig canser.
Men da vi skulle hente den, var hun igen syg, og jeg måtte hente den alene.

Den skulle have siddet på skødet af min kone på hjemturen,
nu måtte jeg låne en hunde kurv med trådnet, som jeg stillede på sædet ved siden af.

Her sad lille Debbie, nu alene, borte fra mor og far og de andre hvalpe søskende.
På et tidspunkt stak jeg en finger ind bag trådnettet, den lille hvalp suttede på den,
og siden har vi været gode venner.

Da jeg blev alene, var det min lille hund, der var min store trøst,
og takket være den overlevede jeg, kom jeg på fode igen og fandt så heldigvis en ny kone.

Min syge kone opdragede den i starten, men hun døde inden den blev to år,
nu bliver den snart ti år hos min nye kone, som den heldigvis er meget glad for.

Min gamle genbo købte en ny hvalp, da han var over 80 år.
Det vil jeg ikke gøre, Debbie er min sidste hund.

Jeg er nu snart 74 år, min nye kone 72 og vor lille sorte mini puddel Debbie er nu 10 år,
som vist skal ganges med 7.

Uvist, hvem der overlever hvem, men jeg har sagt til min kone
at hvis jeg dør først, skal hun sørge for en human aflivning af Debbie,
hun behøver ikke at springe ud foran et tog med den i favnen.

Er der nogen der kan nikke genkendende til dette forløb?

---

Den film er dæleme gammel, jeg så den på DR da jeg var 8-10 år, og husker ikke meget, men netop den scene husker jeg tydeligt.

Få år før min far døde som 69-årig var den sidste hund de havde død, aflivet grundet alderdom da den næsten intet kunne, men de bestemte sig for at de ikke ville have flere, det var blevet for besværligt da de var blevet meget aktive med at køre landet rundt og en hund har det jo bedst hjemme.

---

Jeg husker ikke filmen. Men jeg genkender temaet.
Jeg er alene med min bedårende Silke. Og det sidste år har jeg haft gentagne lungebetændelser. Har tabt 8 kg og er træt som et ondt år. Kan ingenting.
Så dagen går med de sædvanlige ture i naturen, tre styks, -og ellers på langs i sengen eller i sofaen.

Jeg har sagt nejtak til at blive henvist til kræftpakke. Det er alt for krævende og besværligt -og dyrt- at møde op til de mange undersøgelser. Og jeg har ingen til at passe min elskede Silke imens.

Jeg håber stadig, at jeg ikke har kræft. Der er nu gået et par måneder, hvor jeg ikke har fået en ny lungebetændelse, efter jeg endelig fik et stærkere antibiotika sidste gang, i august.
Men lungerne har helt klart taget skade af de mange lungebetændelser.

Silke er 14,5 år nu. En høj alder for en golden retriever.
Og jeg er 68,5 år.
Silke er min 7. hund. De sidste tre har jeg været alene med.
Så hun er sidste hund. Dilemmaet er jo, hvornår hun skal aflives. Hvis jeg afliver hende nu, så har jeg ikke en kinamands chance for at overleve det her lortelungesygdom. Uanset hvad navnet er.

Så jeg venter... men hver gang jeg har en dårlig dag, så frygter jeg jo, at jeg vågner op en dag og er død
Så jeg ikke kan hjælpe hende af sted..

På en god dag glæder jeg mig til at gå ture med Silke i foråret. Og til at komme ud og svømme igen... At blive rask.

---

https://www.google.dk/search?q=umberto+d&espv=2&biw=1164&bih=536&source=lnms&tbm=isch&sa=X&ved=0ahUKEwjm372D4afQAhUEiiwKHfWkC2AQ_AUIBigB
Og hunden blev ikke særlig godt behandlet i den film, men det var før dyre velfærd og andet.

---

Sydeuropæere har aldrig været særligt gode ved deres hunde, mange blev smidt ud og de samlede sig så i flokke med alle mulige racer., det har dog bedret sig i nyere tid hvor de er blevet mere kæledyr og påvirket af mode.
Jeg er ældre nu og hjemmegående og ville gerne have en hund, men jeg er for syg til at motionere den.

---

KÆRE SVENGIVERSEN

SÅ LÆNGE DU KAN HAVE GLÆDE AF EN HUND, BØR DER VÆRE EN HUND I HJEMMET.
HUNDE ER MED TIL AT GØRE MENNESKER RASKE HURTIGERE END DEM DER ER ALENE.
DERFOR, HVIS HUNDEN ER FOR GAMMEL OG DØR, TØV IKKE MED AT KØBE EN NY.

DET DER MED, AT DET ER DEN SIDSTE HUND ER NOGET SLUDDER. MÅSKE BLIVER DU 100 ÅR,
SÅ DET ER MANGE ÅR UDEN HUND, IKKE?

HUNDEN ER TIL FOR MENNESKETS SKYLD, IKKE OMVENDT.
SELVFØLGELIG SKAL VI VÆRE GODE VED VORES DYR.

MEN MENNESKER KOMMER ALTSÅ FØR DYRENE!!!

SÅ MISTER DU DIN HUND, UANSET SORGEN OVER DEN, GÅ UD OG KØB EN ANDEN, HVIS DU OVERHOVEDET KAN KLARE DET.
DU BLIVER HURTIG SUPER GLAD FOR DEN NYE HUND, OG DEN VIL BRINGE DIG SÅÅÅ MEGET GLÆDE I HVERDAGEN.

MVH AG112

---

Og heller ikke mange andre lande - nu er det vist også ramt DK hvor der er et stigende antal katte der efterlades.
Forstår ikke den slags mennesker der den ene dag kan elske et dyr, for så at smide det i en kasse ude på en rasteplads, så andre kan tage sig af det.

Men det kan jo være jeg er for blødsøden.

---

Jeg er helt enig.

Men det vil jo være end god idé, at have en aftale med "en eller anden" om, at sørge for hunden hvis man selv falder væk.

Da jeg var ung døde min farmors og farfars sidste hund, de ville ikke have en ny p.g.a. deres alder. Min mor sagde til dem, at hvis de ønskede en ny hund, så skulle de anskaffe en, og så skulle hun nok tage sig pænt af hunden hvis de døde før hunden.

---

Ja, det var den film, og jeg vil aldrig købe en ny hund uden at kunne sikre dens alderdom.
Desværre er alle vi kender, som kunne overtage vor nye hund efter os, næsten lige så gamle.

Så Debbie bliver vor sidste hund...

Sorry Svend

---

Lidt barsk at kun kan tænke 5-10 år frem ad gangen, jeg er jo selv tæt på 64.
Jeg har dog kun planer om et par nye møbler og lidt ting når jeg bliver folkepensionist, pengene har jeg men må ikke bruge dem når jeg er på kontanthjælp..........og i øvrigt et jeg gældfri.

Nå, det bliver ren hygge med god mad og ture som jeg kan klare

---

Tak for svaret LuffeA.

---

Ja... man kan ikke sikre sin hund, selv om man burde.....

Men en hund, der har et godt liv -helt fra start af, kan nemt blive 10-15 år...
og især hvis man er pensionist, så kan omgangskredsen ændre sig totalt i løbet af de år.....

Børn og børnebørn -hvis man har den slags- har travlt med deres eget liv. Og en pensionisthund er jo ikke vant til at være alene i mange timer daglig.. Det ville være ekstra synd, hvis hunden samtidig lige havde mistet sin elskede ejer..
.....og venner og søskende falder væk på grund af alder...

...Enlige pensionister burde egentlig lave hundeklubber, hvor de/vi lærer hinanden -plus hunde- at kende, så vi kunne hjælpe hinanden, når der er behov.

Svendgiversen.. en lille hund som Debbie kan sagtens blive 15 år. Og også mere.
Så mon ikke hun bliver hos jer, til den sidste af jer er på vej til at forlade livet?

Jeg trøster mig med, at jeg vil møde mine dejlige hunde ved Regnbuebroen, når jeg selv engang tager herfra.
Og så skal vi aldrig skilles mere.........

---

Jeg er helt enig i, at det ikke altid vil være optimalt, at unge mennesker skal overtage en hund, som har været vant til, at være alene med et ældre menneske.
Men de kan da sørge for, at hunden bliver humant aflivet.

---

Sev tak

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.