Hej med jer alle
Hvis i vil være med til at stoppe den truende miljø katastrofe som udvinding af skifergas vil afstedkomme, så skal i skrive et høringssvar til Frederikshavn kommune på mailadressen tf@frederikshavn.dk
Flere landes regeringer har allerede takket nej, og i TOTALs eget hjemland - Frankrig er det også forbudt, og så virker det jo helt sindsygt at der skal sidde nogle få mennesker i et byråd i Frederikshavn, og afgøre hele danmarks skæbne.
Vil du vide mere om skifergas, så kan der Googles
Jeg indsætter her et par af de allerede indsendte høringssvar, som i kan bruge som inspiration til at udfærdige jeres eget høringssvar.
Høringssvar til kommuneplantillæg nr. 09.64
Jeg er meget bekymret for de store mængder kemikalier der skal ledes ud i den danske natur og undergrund, hvoraf mange over tid kommer op til overfladen igen.
Det er kemikalier med navne som - Tetramethylammoniumchlorid - Tetrakis hydroxymethyl phosphonium sulfate - Methanol - Borsyre og salte deraf - Acetaldehyd - Naftalen og Glutaraldehyd som hver især er kendt for at give organskader, skade forplantningsevnen og fostre, er kræftfremkaldende, giver allergier og mange andre gener, for både mennesker og dyr. De nævnte kemikalier skal spredes på og under jorden i mange tusinde tons, og ingen kender til de skadevirkninger, som et mix af disse kemikalier kan afstedkomme.
Derudover skal der bruges millioner af liter almindeligt vand, og jeg frygter at vores endnu gode grundvand skal bruges til det, og når så der sker menneskelige fejl, eller fejl i boringerne, så vil vores grundvand i al fremtid være forurenet i en grad, så det ikke er drikkeligt for hverken mennesker eller dyr.
Og så er jeg skræmt fra vid og sans over den salami metode Frederikshavn byråd bruger i forsøget frem mod en egentlig udvinding af skifergas, så er det bare lidt her og der, og så lige en helt uskyldig prøveboring, hvor der kun skal tilsættes nogle få tons helt uskadelige kemikalier, og så bruges mange tusinde liter rent drikkevand. Så jeg vil opfordre Frederikshavn byråd til at vågne op mens tid er, for hvis først TOTAL har brugt flere hundrede millioner på en prøveboring og finder skifergas i interessante mængder, så er jeg personligt bange for, at den beslutning om udvinding af skifergas løber Frederikshavn byråd af hænde, og så har vi som følge deraf store landområder der ikke kan dyrkes som landbrug grundet kemikalie forurening, og ingen rent drikkevand til hverken mennesker eller dyr.
Bare for at nævne ET eksempel, en ko drikker ca. 130 liter vand i døgnet, og en besætning på 300 malkekvæg er ikke et særsyn i dag, og så skal landmanden skaffe sådan ca. 39 - 40 tusinde liter vand i døgnet, hvor skal det komme fra?
Jeg vil derfor opfordre Frederikshavn byråd til ikke at vedtage kommuneplantillæg nr. 09.64
Venlig hilsen
.......og kopi af næste
Høringssvar til kommuneplantillæg nr. 09.64
Ingen steder i verden, har der været udvinding af skifergas, uden at det har haft store miljømæssige og menneskelige omkostninger. Store land områder efterlades golde og værdiløse, og fyldt med flere tusinde borebrønde, hvor op til halvdelen af dem erfaringsmæssigt bliver utætte efter en kortere årrække. Jorden omkring de mange tusinde borebrønde vil selv med minimale menneskelige fejl, eller fejl på boregrejet være så giftigt, at der ikke må dyrkes afgrøder på det i mange årtier frem.
Efter alle erfaringer er de menneskelige omkostninger enorme, der ses en voldsom stigning i allergi, udslet og spontane næseblødninger. Boliger bliver værdiløse, og folk må flytte / flygte fra værdiløse boliger, på grund disse gener, og en kemikalie stank som er uudholdelig.
Ingen steder er der udvinding af skifergas, uden at grundvandet er blevet forurenet med boreslam og kemikalier, så det ikke kan bruges af hverken mennesker eller dyr. Og er vores grundvand først forurenet, så er der ingen mulighed for at rulle beslutningen tilbage.
Så derfor vil jeg opfordre byrådet til ikke at vedtage kommuneplantillæg nr. 09.64.
Venlig hilsen