Jeg ville jo have forøget pointene til mit indlæg for nogle dage siden, for at få indlægget rykket frem.
Men det kan man åbenbart ikke, når man starter med 500 point.
Så må jeg jo lave et nyt "spørgsmål" ud af det gamle:
Danmark er knastør, og tørke truer.
I de nærmeste uger er der heller ikke udsigt til regn, og varmen vender tilbage.
Derfor vil jeg endnu engang tillade mig at bede jer gode Kandu'ere om at tænke på pindsvinene, som lider voldsomt under manglen på vand.
Det gør de jo desværre på mange tidspunkter af året, da det i dag er svært for dem at finde vand i naturlige fordybninger, blandt andet i de parcelhusområder, hvor mange pindsvin nu til dags forsøger at overleve.
Pindsvin har brug for 1-2 dl vand i døgnet, og det er næsten umuligt for dem at finde uden hjælp fra mennesket.
Faktisk er tørst et af de hyppigste dødsårsager blandt pindsvin!
- og vi har færre og færre pindsvin i Danmark på grund af de hårde levevilkår.
Alt, hvad pindsvinene har brug for, er, at du stiller en skål med vand ud, og fylder den op dagligt
- da vandet jo hurtigt forsvinder her i varmen, og desuden vil blive brugt af fx fugle til at drikke af og bade i.
Bedst er det at bruge en skål, der ikke er så let at vippe, så vandet ikke flyder ud - fx en underskål til urtepotter eller en af vandskåle, som man bruger til katte.
På grund af den udtørrede jord har pindsvinene også svært ved at finde deres naturlige føde, som snegle, biller, bænkebidere og andre insekter.
Pindsvinekendere oplyser, at tørkeperioder plager pindsvin så meget, at de til sidst ikke engang kommer ud af deres hi om natten på grund af udmattelse, men ligger og dør en langsom død på grund at tørst og sult.
Man skal ikke stille mælk ud, det giver i "bedste fald" pindsvin dårlig mave, i værste fald dør de af det - især ungerne.
Hvis du også vil hjælpe med mad, så vækker katte-tørkost glæde.
Hvis du vil hjælpe med en lille hule/bolig til pindsvinet, så er det nemt at bygge og kan også købes færdigt.
Naturlige hi/huler er jo også efterhånden svære at finde i de trimmede haver.
På den måde er du sikret daglig glæde af et lille hyggeligt pindsvin, der trisser rundt og grynter.
Men vand er selvfølgelig det vigtigste.
Vil du hjælpe? - så siger jeg så mange tak på pindsvinenes vegne
http://www.bt.dk/nyheder/pindsvin-doer-af-toerst
http://vejret.tv2.dk/artikel/id-70126179:tørke-truer-så-knastør-er-danmark-lige-nu.html