Min aganda er kun at spørge jer, om I kender til "moderate" muslimer, samt om "de moderate" muslimer skal gøre alt det, som Søren Espersen forventer af dem !
Her er en "Moderat muslim", som skriver imod vold i forbindelse med "Mohammed-film" og "Mohammed-tegninger". Skriver imod religiøse fanatikere.
Hun er yderst fornuftig.
_____________________________________________
Elmas Berke
Live and let live... how hard can it be?
Startside
Muslimernes Fællesråd, Islamisk Trossamfund, Dansk Islamisk Center, Minhaj Al Quran, Islamisk Videns og Informationscenter (IVIC), Milli Görüs (DMGT), Diyanet, Dansk Muslimsk Union, Rabita, VIOMIS og mange flere.
Nu vil være et godt tidspunkt at tage jeres medborgerskab alvorligt.
Det er nu, I kan gøre en forskel. Gå ud og fortæl den muslimske verden, hvordan ytringsfriheden i Danmark og Vesten er skruet sammen. I ved, den ytringsfrihed, I så ofte selv har benyttet jer af og nyder godt under...
Please? Gør noget godt for os allesammen i menneskehedens navn, jeg beder jer.
Lad ikke flere bøde med livet.
Jeg siger fra, både privat og offentligt, men jeg kan ikke stille meget op alene. Jeg beder jer om at gøre brug af jeres indflydelse, hvis I mener, I har indflydelse og gør jeres stemme gældende. Lad ikke ekstremisternes indædte had til hinanden drive plat på denne situation. De har deres egen politiske agenda og fredelig sameksistens, er ikke en del af det.
Politiske organisationer som Hizb ut tahrir er lige nu lige så skadelige for en fredelig sameksistens som film mageren. Lad os holde os hævet over had og adskillelse og huske os selv og hinanden på alt det, der forener os. En mor græder ikke anderledes over liget af sit barn om hun så er kristen eller muslim.
Vil I ikke nok bakke mig op?
Så er den gal i den muslimske verden igen. En film har fået pøbelvældet på gaderne. Når den slags sker, frygter jeg altid det værste. Ikke ubegrundet, for igen er vreden resulteret i drab på uskyldige, under påskud af, at islams hellige tekster og profet er blevet illustreret på en respektløs måde!
Det kan ikke understreges ofte nok, at jeg gerne ser mig fri for at forholde mig til andres tro eller mangel på samme, for jeg ser helst det offentlige rum fri for religion, men desværre må jeg erkende, at jeg må ty til religiøse tekster for at minde dette pøbelvælde om, at det ikke er en dårlig amatørfilm eller tegninger i en dansk avis, der mangler respekt for islam. Filmen såvel som tegningerne er blot nogle i rækken af en religionskritisk tradition, der ikke er ny eller opfundet for at genere muslimer, men en tradition, der bl.a. har været med til at oplyse og frigøre befolkningerne i Vesten. Inden for religionskritik er en religion ikke mere hellig eller fredet end en anden. Jeg mener, det er de muslimer, der lige nu overfalder og slår uskyldige mennesker ihjel, og de, der lader dem gøre det, der ikke udviser respekt for egne hellige tekster.
Dette pøbelvælde, der normalt gør meget ud af at få os andre til at forstå Guds almægtighed, har tilsyneladende ikke tiltro og tålmodighed til at vente på, at almægtigheden selv griber ind, men ser sig nødsaget til at handle på egne vegne og endda på den mest ugudelige måde: Drab.
Jeg anklager samtidig mine moderate, demokratiske og sekulære trosfæller for ikke én gang for alle at sige fra over for dette vanvid. For at være medvirkende til endnu en primitiv fremstilling af islam. Så længe vi med et par korancitater, der strategisk smides i hovedet på os, klapper i som østers, lige så længe er vi nemlig ikke-eksisterende, og islam vil blive vurderet på disse fanatikeres handlinger.
Er det fordi vi heller ikke har lært at praktisere armslængdeprincippet? At islamkritik ikke er kritik af vores person og at vi ikke behøver lade det berøre os personligt, hvis vi ellers har tillid til os selv og vores tro?
Vi er nemlig mainstream, klagende, beklagende, passive og i evig (selv)fornægtelse, når vi står ansigt til ansigt med terror, overgreb og uretfærdighed, begået i eller forsøgt legitimeret i islams navn. Fri mig for referencer til vestlig imperialisme eller kolonialisme og fri mig for andre rædselshistorier at forholde mig til. Den ene uhyrlighed retfærdiggør ikke den anden og behøver ikke ophæve muligheden for at gøre opmærksom på uret, når uret finder sted, uanset afsender og modtager.
Flere muslimer er blevet myrdet, tortureret, chikaneret og diskrimineret af egne trosfæller gennem tiden end af Vesten. Hvor mange muslimer er ikke blevet dræbt alene på spørgsmålet om, hvem der har definitionsretten til sand islam? Hvem er de rigtige og hvem er de forkerte slags muslimer? Glem Vesten. Vi klarer udmærket at undertrykke os selv og hinanden.
Hvilket forhold ønsker muslimer, at ikke-muslimer skal have til islam? Mange mennesker, inklusive muslimer i Danmark, er store fortalere for multikulturelle samfund. Især i Danmark gør man en dyd ud af at påberåbe sig et mangfoldigt tolerant samfund med diversitet. Men hvad betyder disse ord, når de ikke efterfølges af handling den anden vej rundt?
Er det forhold til islam, vi ser i denne tid, det forhold, vi ønsker? Censur og selvcensur? For ingen af delene er hverken udtryk for multikulturalisme, tolerance, mangfoldighed eller diversitet. Det er snarere udtryk for forsøg på tanke-diktatur. Er det det, vi ønsker? At ændre Danmark og Vesten til det, vi i sin tid selv flyttede eller flygtede fra?
Film slår ikke ihjel. Tegninger slår ikke ihjel. Mennesker slår ihjel. Hvornår blev papir og tryksværte vigtigere end menneskeliv?
Lad mig prøve at forklare i et sprog som selv religiøse fanatikere må kunne forventes at forstå. Jeg mener ikke, disse fanatikere selv udviser respekt for den bog og den profet, de nu bruger som undskyldning for at slå uskyldige ihjel. Denne overdrevent påtagede fornærmethed over en dårlig og elendig lavet films påståede manglende respekt er, set med mine øjne, mere end ualmindelig hyklerisk.
»At dræbe et uskyldigt menneske er som at dræbe menneskeheden« (Koranen 5:32). Profeten selv skulle, ifølge Haditherne, have sagt, at den næststørste synd i islam er drab på uskyldige. Så kunne jeg godt tænke mig at spørge, hvilken skyld, den amerikanske ambassadør havde på tilblivelsen af filmen? Hvis det ikke var drab på en uskyldig, hvad var det så? Har vi endnu en gang været vidner til drab på hele menneskeheden?
Profeten skulle have sagt »Hvis du ser noget ondt, bør du prøve at standse det fysisk. Hvis du ikke kan standse det fysisk, bør du prøve at standse det ved at tale om det. Hvis du heller ikke kan dette, må du fordømme det i dit hjerte.«
Jeg kan ikke standse det, men jeg kan tale imod og jeg kan fordømme det, ikke bare i hjertet, men også offentligt, så det gør jeg! Jeg ser noget ondt og jeg vil ikke finde mig i det. Ikke som muslim. Ikke som menneske. Jeg er nemlig bedøvende ligeglad med den film. Den ændrer ikke en millimeter på mit forhold til min Gud.
Pøbelvældet er med sin overdrevent påtagede stolthed i færd med at gøre uret mod folks rettigheder. Skyld og uskyld er evigt tilbagevendende spørgsmål i den del af verden, og mens de er optagede af at pege fingre, søge årsager og forklaringer uden for sig selv som årsag til egen elendighed, glemmer de, at tre af deres egne fingre peger tilbage på dem selv.
»Den, som fratager folket dets rettigheder, gør oprør mod Gud.« (4:148) Hvem skal afgøre, hvad disse rettigheder er, når det, der ikke er ulovligt i ét land, forsøges gjort ulovligt i et andet? Ytringsfrihed er en af det danske folks, det amerikanske folks, det europæiske folks rettigheder….
Hvem er den muslimske verden at den forsøger at indskrænke disse folks rettigheder, når det står i deres egne hellige tekster, at forsøg herpå er et oprør mod Gud? Hvis den muslimske verden endelig vil fordømme Vesten og herunder Danmark, bør det som minimum kunne stille et bedre alternativ til rådighed og ikke fordi opmærksomheden ønskes afledt fra egen utilstrækkelighed. Det er kun opmærksomheden, der afledes. Alt andet står stadig uberørt og ubehandlet i al sin elendighed.
»Lad ikke jeres had til et folk tirre jer til aggression« (5:3). »Vær retfærdig over for også det, der nærmest er hadefuldt« (5:8).
»Og vi opdelte jer i nationer og stammer, så I kunne lære hinanden bedre at kende.« (49:13).
Betyder disse ord intet for pøbelvælden i Mellemøsten lige nu og i så fald, hvorfor er der ikke flere, der gør dem opmærksom på, at de udviser foragt for egne hellige tekster? Hvem er det, der udviser mangel på respekt for islams hellige tekster?
Jeg tror næppe, ordene er udtryk for, at alle skal mainstreames til at behage muslimer, eller have sine rettigheder indskrænket, fordi muslimer ikke har forstået, at de ingen ret eller bemyndigelse har til at afkræve respekt for noget, der ikke er ulovligt i de lande, hvor det har fundet sted.
Vesten og herunder Danmark har en lang tradition for religionskritik. Det har ikke været omkostningsfrit at nå hertil og det skal den muslimske verden ikke forsøge at ændre på, blot fordi de ikke hviler mere i sig selv og religion end at en film og et par tegninger, kan ryste ved dette forhold.
Hvad er meningen med ordene, hvis muslimer via pres, trusler, drab og censur forsøger at indskrænke andre nationers frihed, for at stille sig selv tilfreds?
Start med selv at respektere egne hellige tekster, før I beder fremmede om det!
Bragt i Berlingske
Send med e-mailBlog om dette!Del via TwitterDel via Facebook
Seksuel chikane
Mænd og kvinder i Danmark er stort set ligestillede. Socialt som for loven. Der er frit valg på alle hylder. Den eneste forhindring for at gøre brug af det moderne samfunds faciliteter og muligheder, er personen, der ser tilbage på én i spejlet. Sådan bilder vi os ind, det er, så sådan gentager vi for os selv.
”Jeg har ikke problemer, så hvorfor skal jeg forholde mig til, at der i dele af indvandrermiljøerne i Danmark ikke engang, er det, der ligner snerten af ligestilling, når det ikke vedrører mit liv og min hverdag?”, spørger spejlbilledet og jeg kunne ikke være mere uenig. Det vedrører heller ikke mit liv og min hverdag, men det vedrører flere tusinde andre medborgere i Danmark.
Disse er mine medborgere og derfor vedrører de mig.
Jeg har et oprigtigt ønske, om at vi i fællesskab kan søge løsninger til alles bedste. Jeg er ikke på en mission om at splitte familier. Tværtimod, har jeg en forhåbning om, at familier ved at respektere og forstå de rettigheder, der også er stillet indvandrerkvinder til rådighed, åbner op for muligheden for en gensidig respekt og i særdeleshed, respekt for kvinder. I dele af indvandrermiljøerne, fastholder man kvindens position, som det er i samfundene, man oprindeligt kommer fra, med det resultat, at kvinder ikke vil finde sig i undertrykkelse og søger ly på krisecentre. Mit håb er at dæmme op for problemerne ved at bryde tabu, tale åbent om problemerne, så behovet for at søge krisecenter, afværges og konflikter løses, uden at nogen behøver tabe mere end nødvendigt undervejs. Vi kan vælge at aflede opmærksomheden med andre tragedier, eller vi kan vælge at erkende, vi har et problem. Kvindesynet i dele af indvandrermiljøerne er et problem!
Om vi bryder os om det eller ej, har vi en gruppe borgere i Danmark, der ikke har forstået, mænd og kvinder i dette land er ligeværdige og at kvinder ikke behøver familiemedlemmer som bodyguards til at værne om sig i det offentlige rum. Vi har en gruppe borgere, der ikke har forstået, klæder ikke skaber folk.
Når uledsagede eller utildækkede kvinder chikaneres, er det udtryk for et kvindesyn, der bør møde modstand og fordømmelse. Når indvandrerkvinder, også selvom de ikke er familie, af fremmede mænd dirigeres hjem med ordene ” pæne kvinder, opholder sig ikke ude om aftenen”, når ikke tildækkede kvinder tildækker sig for at kunne gå i fred, og når etnisk danske kvinder, knap nok kan give udtryk for seksuel chikane, uden at få ordet ”racist” smidt i hovedet, har enhver mand og kvinde, uanset etnicitet og religion, der mener retten til selvbestemmelse alvorligt, pligt til at reagere, mener jeg.
For disse grupper, handler det om magtdemonstration og adfærdsregulering. Det handler om social kontrol og det illustrerer ganske fint, hvorfor social kontrol er så udbredt i bestemte dele af indvandrermiljøerne. Få tør gøre åbent oprør. Vi ved kun alt for godt, hvordan kvinder, der gør oprør omtales og behandles. Den personlige opmærksomhed og konsekvenserne af et oprør er langt værre end alternativet; at græde lystløst ned i hovedpuden...
Det er ikke de historier, der når avisoverskrifterne og hvis de gør, slår vi dem hen som enkeltstående familietragedier. Sandheden er, at der er langt flere end vi ønsker at vide os af.
Det er også værd at bemærke, der hviler et andet pres på de kvinder, der måtte vise sig at have modet til at forsøge et oprør. Dette pres kommer fra ”velmenende” etnisk danske medborgere, der har udset indvandrere i det danske samfund, som deres at redde fra alt og alle, inklusive sig selv. Først, vasker de hænder, ved at efterlyse et opgør, der kommer indefra, dernæst tørrer de hænder, ved at påstå kvinder, der endelig tager opgøret, lader sig spænde for højrekræfternes vogn, eller værre; man forkaster dem som værende opmærksomhedssøgende populister, der udnytter de stakkels indvandrere. Det er tragisk.
Kvindeorganisationer, feminister, de gamle rødstrømper og meningsdannere burde alle reagere på det her. Ikke at bakke op disse kvinders kamp for selvbestemmelse og retten til ejerskab over egen krop og seksualitet, er et svigt af dimensioner. Hvis det ikke er at svigte sine medsøstre, der påberåber sig retten til et frit og ligeværdigt liv, ved jeg ikke, hvad svigt er.
Kvindefrigørelsen har ikke særlig mange år på bagen. Det er ikke lang tid siden, danske kvinder også blev ”stemplet” på påklædning, antal sengepartnere og på hvilke tidspunkter af døgnet, pæne kvinder kunne opholde sig ude, så jeg forstår simpelthen ikke, flere ikke reagerer? En kombination af nypuritanisme og bestemte indvandrermiljøers kvindesyn, er ikke en tendens, vi har råd til at lade fortsætte uden modstand, hvis vi mener, kvinders frihed alvorligt.
Sidst men ikke mindst, handler det også om, at vi i Danmark har en regering, der i bestræbelserne på at få alle til at føle sig inkluderet, kommer til at generalisere og gøre mere skade end gavn.
Der er masser af indvandrere, som gerne vil leve i fred og ro i dette land, der ikke har disse problemer, men de kommer også ind under en generaliserende debat, hvis vi ikke konkretiserer og adresserer problemerne til rette ejermænd.
Ingen hilser en inklusionspolitik mere velkommen end jeg, men når vi søger årsager og forklaringer i, at disse mennesker er socialt og økonomisk belastede, fratager vi dem også ansvar for egne handlinger. Der findes masser af socialt og økonomisk belastede mennesker, der godt kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Det er ikke summen af penge på bankkontoen, der afgør en skidt karakter.
Der bor ligeledes masser af etniske danske familier i de socialt og økonomisk belastede områder, men vi hører aldrig om en etnisk dansk familie, der tager livet af sin datter, hvis hun ikke er jomfru på brudenatten!
Sociale og økonomiske vanskeligheder er en del af forklaringen, men ikke hele forklaringen. En del af forklaringen er også, at vi i dele af minoritetsmiljøerne ikke HAR ligestilling, og at vi ikke kan tale åbent om dette, heller ikke når det er et internt opgør, uden at dele af det danske samfund går i selvsving.
Medmindre, vi tager fat på kvindesynet og bevidst arbejder på en holdningsændring i disse miljøer, kan vi favne i blinde herfra og til evigheden. Det kan ingen inklusionspolitik ændre på. Vi har ikke brug for flere love eller formålsløse integrationsprojekter, vi har brug for en holdningsændring, der kun kan finde sted, ved at de af os, der forsøger at tale om problemerne ikke dæmoniseres, men tages alvorligt.
Jeg bliver kritiseret for, jeg ikke forholder mig til islams kvindesyn. Lad mig understrege én gang for alle, hvorfor jeg nægter at forholde mig til religion i almindelighed og islam i særdeleshed.
Det gør jeg ikke af den simple grund, at jeg er så privilegeret at leve i et af verdens mest oplyste samfund, hvor det ikke er religion, men Danmarks Riges Grundlov, der sikrer mig mine rettigheder. Ikke Koran eller Hadith.
Jeg nægter at diskutere kvinderettigheder på en religions præmis, uanset religion, for det findes ikke. Hvis vi påberåber os det frie samfund, der har gjort sig fri af religionens åg, nytter det ikke noget, vi fastholder muslimer i en religiøs kontekst.
De har bare at forstå, kvinder har opnået ligeværd, uden at jeg behøver argumentere for, det er sådan, eller indhente legitimation i Koran eller Hadith, for at få dem til at forstå hvorfor.
Jeg vil ikke give køb på de demokratiske rettigheder, det sekulære Danmark, stiller til min rådighed for at diskutere med religiøse mennesker eller indhente legitimation i religiøse tekster, for at påberåbe mig en ordentlig behandling. Det er ikke mig, der skal tilpasse mig de religiøse. Det er de religiøse, der skal tilpasse sig det moderne samfund, hvor religion ikke har nogen indflydelse over mit liv som en veloplyst, emanciperet dansk kvinde!
Det er ikke de religiøse mennesker, der skal overrække eller give mig mine rettigheder. Det er mig, der ikke vil give afkald på mine rettigheder. Hvorfor skal jeg gå ned på deres niveau i tilkæmpelsen af mine rettigheder, for at opnå de rettigheder, alle andre kvinder i det danske samfund, nyder godt af som en selvfølgelighed og som de netop har opnået på trods af – ikke på grund af - religion?
Dette er Danmark. Jeg har mine rettigheder og her er jeg et ligeværdigt menneske. Socialt som for loven. Det er ikke mig, der skal gå på kompromis for at få de religiøse til at forstå dette. Det er de religiøse, der ikke har andet valg end at acceptere kvinders ligeværd i det moderne Danmark. Hvis ikke, står de danske grænser vidt åbne på vejen ud...
Send med e-mailBlog om dette!Del via TwitterDel via Facebook