Jeg har klippet følgende ud fra en hjemmeside. Det er jo nok ikke et svar men det foklarer måske lidt.
BAGMUR AF TEGL ELLER LETBETON ?
Vi skal til at bygge et nyt hus, og står så foran et bunke valg. Et af disse går på hvor vidt huset skal være fuldmuret eller baseret på elementer (både helside og 60cm elementer). Hvordan står de enkelte alternativer i forhold til hinanden hvad angår varme og lyd, da vi fra forskellig side får meget misvisende information. De skal jo alle sælge deres løsninger, og der er jo også et prismæssigt perspektiv.
Vi formoder at de elementer du hentyder til er letbeton, d.v.s enten porebeton (også kaldet gasbeton) eller letklinkebeton ("lecabeton"). Disse produkter varmeisolerer lidt bedre end tegl, men det er ikke meget. Til gengæld er tegl lidt bedre til at lydisolere idet tegl er tungere end letbeton. Hvad lydisolering angår er det dog typisk vinduerne som er "kædens svage led". For nogle år siden var der problemer med revnedannelse i parcelhuse opført med bagmur af letbetonelementer. Dette skyldtes at samlingerne imellem letbetonelementerne ikke var stærk nok, men det problem må antages at være løst i dag. Hvad indeklima angår må et fuldmuret hus betragtes som noget af det bedste, idet bagmuren kan optage og afgive fugt fra inderummene, hvilket det lidt "tættere" materiale letbeton har sværere ved.
Hilsen Deurell