Kære B&S.
Jeg er fejlopereret for mange år siden og har fået erstatning og jeg kan, med sikkerhed, sige til dig at det aller vigtigste du skal gøre, det er at tænke dig gevaldigt om!
At lægge sag an mod et hospital er SÅ hård en omgang, at man ikke kan forestille sig det! Det kræver så meget, psykisk, at jeg vil mene at der ikke er mange der har de kræfter. Den eneste grund til at jeg selv kunne klare det, det tror jeg er fordi jeg, dengang, var 'uden forpligtelser', med hvilket jeg mener at jeg var ung - ugift osv.
Selve sagen, fra jeg sendte det første brev, til jeg sad med den første check i hånden - der gik ca. fire år! Vel at mærke fire år - i aktivitet, altså ikke med ventetid osv. - der skrte hele tiden noget i sagen.
Men det kræver! For mit vedkommende drejede det sig både om 'bortkomne røntgenbilleder' - som jeg så fik skaffet frem igen, det drejede sig såmænd også om bl.a. en advokat der regnede forkert i 'tabt arbejdsfortjeneste' og 'svie og smerte' hvor jeg selv skulle være vågen og finde ud af tingene.
Det drejede sig også om Hospitaltdirektoratets advokater, som gjorde mig kraftigt opmærksom på at 'Vi arbejder for begge parter og er kun interesserede i en retfærdig løsning'.
Der er meget man skal sætte sig ind i og vide og man skal være stærk nok til at klare 'stødende' udtryk som bliver formuleret på skrift og som man må tilbagevise. F.eks. kan det ikke nytte at acceptere et erstatningstilbud 'pr. kulance', hvis man er uenig, ligesom jeg, hver gang jeg skulle acceptere et eller andet, måtte huske at tilføje 'med forbehold for evt. senfølger' for at holde sagen åben, så længe jeg ikke vidste noget om, om min situation var stabil....
Der er SÅ meget som er svært i sådan en sag.
Min sag blev anlagt mod det gamle KKH (Københavns Kommunehospital) afd. kan være ligegyldig her men det drejede sig om en ortopædisk overlæges fejloperation. Det var dog ikke KKH jeg korresponderede med - men Hospitalsdirektoratet, Magistratens X afd. - de er jo vant til sådan noget, det var jeg ikke - at jeg 'vandt' var meget 'stort' for mig - "lille mig - mod store dem". Jeg havde ikke troet at jeg ville få en økonomisk erstatning men havde et kæmpe ønske om at den pågældende overlæge skulle VIDE at det L*** han lavede mod hans patienter, faktisk ikke 'bare' var overstået da patienten forlod hans operationsstue - men at hans gerninger, i nogle tilfælde, faktisk kunne ødelægge liv.
Selve erstatningen figurerer sikkert, den dag i dag, i en eller anden kolonne under 'Diverse udgifter', sådan er det bare MEN - jeg har Hospitalsdirektoratets advokats ord for at den pågældende fik 'en næse'. Næsen, som sådan, er ligegyldig for mig, det vigtigste er at han har fået at vide hvilke konsekvenser hans møgarbejde har haft.
Den gang fandtes Patientforeningen ikke!! Jeg måtte køre løbet alene.
I dag er fremgangsmåden at man henvender sig til Patiensforeningen og, så vidt jeg har forstået, så kører de det meste af løbet for een. Jeg har dog hørt at det stadig er svært og at foreningen også afviser mange.
Med i tankerne, før du går i gang, skal du også have at - een ting er at man SELV mener at man er fejlbehandlet - noget HELT andet er hvad andre/hospitalsvæsenet mener. MANGE ting kan være sket, uden at der er tale om fejl, også selvom det, for os 'almindelige mennesker', tydeligt, ser ud som om der er begået fejl.
Har du mod på at gå i gang, ja så kan jeg kun være glad og tilfreds! Jeg ønsker virkelig at ALLE sjuskerier og operationsfejl, skal frem i lyset, kun på dén måde kan vi få dem mindsket i antal.
Man siger altid at 'det er menneskeligt at begå fejl' - JA vel er det så! MEN - det er IKKE 'menneskeligt at begå fejl' hvis der er tale om SJUSKEFEJL! Sjusk må ikke forekomme når man har med menneskeliv at gøre - det er så bare MIN mening.
Desværre kan rigtig meget tilsideskrives som 'Hændeligt uheld' - men i mine øjne sker det alt for ofte at man bruger denne vending.
Jeg kan ikke skrive mere om dette lige nu, selvom det er mange år siden, så fylder det stadig så meget i mit liv og i min hverdag, at det gør for ondt at sætte det på tryk.
I mit tilfælde førte hans fejlbehandling til en alt for tidlig invalidepension/førtidspension og til et liv i kkroniske smerter. Jeg mærker hans fejloperation 24 timer i døgnet og kun min medfødte humor og styrke samt min enestående families ubetingede kærlighed og støtte, gør at jeg stadig er her i dag, det er jeg slet ikke i tvivl om.
Hvis du går i gang, vil jeg ønske dig al mulig lykke og held med det! Jeg håber SÅ meget at du vil få medhold i din klage og så håber jeg at fejlbehandlingen, trods alt, er til at leve med og ikke har fået lov at ødelægge dit eller din families liv.
Jeg kan ikke tilbyde dig min hjælp til det praktiske, de kræfter har jeg ikke længere men begynd med at gå ind på det link som en af de ovenstående har givet dig - OG, hvis du går i gang og, på et eller andet tidspunkt undervejs er ved at miste modet, så er du velkommen til at skrive en PM (privat meddelelse) til mig - og så skal jeg gøre hvad jeg kan for at give dig et 'skub' videre
Held og lykke og
rigtig godt nytår!
Fra Dorthe.