Ip-telefoni kræver en hurtig internetforbindelse – og kaldes derfor også bredbåndstelefoni. Men hvis man har et ADSL-abonnement hos landets største udbyder, TDC, er man tvunget til at betale for telefonlinien, selvom man ikke bruger den. Det samme gælder for ADSL-kunder hos Tele2 og flere andre udbydere.
Men en kvart million danske bredbåndsbrugere kan allerede i dag opsige deres telefonabonnement. Hvis man har internetadgang over hybridnettet, f.eks. med et WebSpeed-abonnement hos TDC eller Stofanet hos Telia, er der intet til hinder for, at man kan droppe telefonen.
Stofanet-kunder skal blot bestille en portering af fastnet-nummeret, hvis man ønsker at beholde det gamle nummer. For WebSpeed-brugere er proceduren lidt mere kompliceret, fordi man som kunde kun har en ip-adresse og dermed kun har mulighed for at sætte en enhed til WebSpeed.
Derfor er det nødvendigt at købe en ekstra ip-adresse hos TDC for 10 kroner om måneden eller købe en adapter til ip-telefoni med indbygget router, som kobles til computeren og den almindelige telefon.
Men for alle de bredbåndsbrugere, som har ADSL hos TDC eller et andet selskab med telefon-binding, er den eneste mulighed at skifte udbyder. Ifølge Heidi Bülow, der er kommunikations-ansvarlig hos ip-telefoni-selskabet Telsome, er det dog forholdsvis enkelt.
»Start med at ringe til en internet-udbyder, der ikke har fastnet-telefoni og spørg om følgende: Kan jeg få bredbånd hos jeg uden at skulle have fastnet? Siger internet-udbyderen 'Ja', så spørg hvornår de kan levere bredbånd til dig. Ring til TDC og spørg, hvornår de kan lukke dit bredbånd ned - og få de to datoer til at matche. Når det er på plads kan du afbestille dit gamle internet- og fastnet-abonnement. Så mangler du bare at købe et ip-abonnement og den nødvendige adapter,« siger Heidi Bülow til ComON.
Ifølge den seneste halvårsstatistik fra IT- og Telestyrelsen har omkring 250.000 danskere et kabelmodem-abonnement. Det er næsten halvt så mange som antallet af ADSL-abonnenter, der ligger på 562.000.
|