En af de nyeste og mest ultimative supersportsvogne er Mercedes SLR McLaren - pris i Danmark: ca. 11 millioner kroner
Når man sætter to virksomheder som McLarens formel 1-team og DaimlerChrysler sammen, må der ske ting og sager. Og det er der immervæk sket med Mercedes' nyeste påhit, supersportsvognen Mercedes SLR McLaren.
Den har været længe undervejs, men nu er den ultimative Mercedes-sprinter klar til levering, mod bestilling. Også i Danmark.
Den nye SLR er medlem af den ekstreme sportsvognsklub med hastigheder på over 300 km/t., hvor vi finder biler som Ferrari Enzo og Porsche Carrare GT. Og for at der ikke skal herske tvivl om SLR-råstyrken, er Mercedes for alvor gået til yderligheder. 0-100 km/t. klarer det nye monster på 3,8 sekunder, og de 300 km/t. nås på 18 sekunder. Tophastigheden er endt på 334 km/t.
Motoren er på 5,5 liter og bygget om som en V8 med blandt andet kompressor og ladekøler til at sætte sagerne i gang. Det giver maskineriet en topydelse på 626 heste og et alvorligt drejningsmoment på 780 Nm. Og så er den godt 4,6 meter lange SLR bygget op med aluminium og kunstfiber for at holde den nede under de to ton: 1768 kilo er egenvægten.
FARTVINGE
Hjulmonteringen er som standard med 18 tommer fælge i målene 245/40 foran og 295/35 bag. Bagklappen er forsynet med en fartvinge, der presser bagvognen mod asfalten, og den har en automatisk løftemekanisme ved over 100 km/t. Urene i instrumentbordet er nye og SLR's egne.
Trods den vimre pris er kabinen yderst enkel i sin udformning med behersket antal kontakter. Dog hører læder i fineste kvalitet og en hel del alu-beklædning med. Endelig er den topersoners-supersportsvogn forsynet med mågevinge-døre.
Den endelig pris i Tyskland er 435.000 euro eller godt 3,2 millioner kroner. Herhjemme oplyser den danske Mercedes-importør, at prisen vil ende omkring de 11 millioner kroner.
http://www.mercedes-benz.com/com/e/home/products/passengercars/slrclass/index.html
NB: eller du kan bygge den selv
Se her hvordan:
http://forums.vwvortex.com/zerothread?id=848531&page=1
http://members.aon.at/matschke/page_6_1.html
Mvh
Ishoey