Spar tid med dette smarte søgetrick til browseren
Det er simpelt, men hamrende effektivt. Se her hvorfor du skal kende dette søgetrick til din browser.
Kender du det? Du har søgt på noget på Google og er nu ledt ind på en ny webside, hvor der er massevis af kilometerlange tekster.
Hvordan finder du lige det, som du er på jagt efter, og som Google har vist findes på siden?
Det er ingen grund til at læse eller skimme det hele.
I stedet skal du blot bruge genvejen CTRL+F.
Det åbner i både Google Chrome, Internet Explorer og Mozilla Firefox for en søgebjælke, hvor du kan indtaste et ord eller en sætning.
Herefter vil du få markeret alle de steder på hjemmesiden, hvor ordet eller sætningen fremgår.
Det er muligt at hoppe frem og tilbage mellem de markerede ord eller sætninger.
Søgefunktionen minder om den, som du måske kender fra Word, og det er præcis lige så effektivt.
Derfor kan det hurtigt spare dig for en masse tid, hvis du eksempelvis via Google er røget ind i en monsterlang debattråd, hvor du ikke gider læse alt igennem for at finde præcist det, som du er interesseret i.
Kilde: http://www.pcworld.dk/art/220912/spar-tid-med-dette-smarte-s-getrick-til-browseren