En anonym Facebook-medarbejder hævder at tjenesten gemmer alle data selv efter profilen er slettet.
I et interview med den amerikanske blog The Rumpus kommer en anonym Facebook-medarbejder med en række interessante udtalelser. Facebook-stifter Mark Zuckerberg har forleden udtalt, at privatsfæren ikke længere er ”en social norm” og der har været stor ståhej omkring de nye privacy-indstillinger på Facebook.
Bloggeren Phil Wong har interviewet den anonyme Facebook-medarbejder, som angiveligt har arbejdet to år for selskabet. Hun fortæller, at Facebook samler og gemmer alle data om brugerne. Hvad enten der er tale om statusopdateringer, billeder eller nyheder: ”Vi beholder alle data”, siger hun – også selvom brugeren har slettet sin profil.
Det eneste som kan blive slettet er billeder, og det skyldes at de fylder meget på serverne – hvert billede er gemt i seks forskellige versioner.
Facebook havde angiveligt en billion billeder gemt på det tidspunkt, hvor interviewet blev foretaget. Dermed er Facebook ”den største fotoudbyder i verden”. Firmaet har fire datacentre, i San Francisco, Santa Clare, New York og London, fortæller medarbejderen.
Hun fortæller også, at alle Facebook-medarbejdere har adgang til alle brugernes data – der findes et såkaldt master-password, som åbner alle bruger-profiler. I dag skulle dette master-password dog være erstattet af et lidt mere indviklet system. Nu skal medarbejderen begrunde, hvorfor man ønsker adgang til profilen.
Mindst to Facebook-ansatte er da også blevet fyret, fordi de har foretaget ændringer i bruger-profiler, fortæller hun – og indrømmer samtidig, at hun selv har kigget i fremmede profiler.
Hun fortæller desuden, at alle statusopdateringer bliver gemt i en database, der er frit tilgængelig for Facebook-medarbejderne.
Facebook har allerede reageret ved at afvise påstandene i interviewet.
”Denne tekst indeholder den slags unøjagtigheder og fejlinformationer som man kan forvente af noget fra en anonym kilde, og det er alt hvad vi ønsker at sige,” siger Facebook-talsmand Larry Yu.
Blandt de mange der har kommenteret artiklen på bloggen er der også stærk uenighed om, hvorvidt interviewet er ægte eller falsk. Så – døm selv:
http://therumpus.net/2010/01/conversations-about-the-internet-5-anonymous-facebook-employee/?full=yes
Kilde: Karim Pedersen -
http://www.comon.dk/nyheder