VeriSign: DoS-angreb kan lamme nettet
Datakriminalitet, Sikkerhed, HackereDen amerikanske virksomhed VeriSign har ansvaret for en del af nettets mest kritiske infrastruktur, og systemet er konstant under angreb.
Af Karim Pedersen
onsdag 26. september 2007, 14:25
VeriSign advarer om at et succesrigt Denial-of-Service (DoS) angreb mod firmaets infrastruktur kan lamme hele internettet. Den amerikanske virksomhed har blandt andet ansvaret for alle .com-domæner og sidder dermed med en kritisk del af nettets infrastruktur. I et interview med ZDNet siger VeriSigns sikkerhedschef Ken Silva, at firmaet konstant er under angreb.
»Der er angreb hvor man forsøger at lukke vores servere ned. Det vil i praksis svare til at slukke hele nettet,« siger Ken Silva.
Han fortæller at firmaet arbejder på at udvikle nye metoder til at blokere angrebene og samtidig udvider sin båndbredde så det bliver sværere at oversvømme forbindelsen med datapakker, men på længere sigt er den eneste løsning, at nettets infrastruktur skal blive bedre til at beskytte mod denne form for angreb, mener VeriSign.
»Vores overvågningssystemer ligner nu dem der bruges til rumfærger. Vi overvåger ydelsen i vores cpu'er og hukommelses-allokering på alle vores servere. Vi forudsiger hvornår problemer vil opstå i stedet for at vente indtil det sker,« siger Ken Silva til ZDNet.
I Storbritannien måtte fængselsmyndighederne i sidste uge opgradere deres servere efter gentagne DoS-angreb fra botnet, der ofte består af mange tusinde inficerede computere.
kilde:
http://comon.dk/index.php/news/show/id=32845