Hvis din maskine begynder at køre langsomt, er det første du bør gøre at tjekke maskinen for virus eller spyware. Hvis du ikke finder nogle af disse ting, kan gode råd tit være dyre. Vi har fundet et lille gratis program, som tjekker din harddisks formåen, dens helbred samt giver mulighed for at gå på firmaets hjemmeside og sammenligne dine data med deres kartotek. Du får simpelt hen en masse informationer om din harddisk - måske også informationer, der ikke vil gøre dig glad!
Programmet hedder HD Tune, og det oplyser dig blandt andet om harddiskens temperatur, og hvis du er særlig omhyggelig så kan du tjekke disken for fejl med det samme.
Programmet du skal hente, fylder under en MB, så det er ingen undskyldning ikke at hente dette program på grund af størrelsen.
Du kan holde øje med temperaturen
Jeg foreslår dog at du ikke lader programmet tjekke din harddisk, mens du arbejder på maskinen. Det æder nemlig løs af din hukommelse, så jeg ville nok lave de test jeg mente jeg havde behov for og så lukke det igen. Da jeg tjekkede min 80 GB harddisk med programmet tog det såmænd kun nogle få minutter i en overfladetest.
Iøvrigt er der ingen grund til at belaste maskinen, fordi man synes det er smart at se temperaturen på harddisken hele tiden. Mens programmet er i funktion kan temperaturen nemlig ses nede i højre hjørne ved uret i Windows.
www.hdtune.com
JAcobS.